Viser opslag med etiketten opskrifter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten opskrifter. Vis alle opslag

torsdag den 7. februar 2013

Iskaffe uden for sæson


Nogen ville måske bemærke, at man ikke rigtig drikker iskaffe i februar. Men åbenbart vender morgenkvalmen en lille smule tilbage som højgravid og nu får jeg pludselig kvalme af kaffe igen - meget uretfærdigt! (Især fordi vores køkken efter jul bugner med lækre kaffevarianter - det burde faktisk være ulovligt at få kvalme af Coffee Collective-kaffe!) Nå, men iskaffe kan jeg åbenbart godt drikke. Man kan jo købe en del varianter i 7/11 (som ligger tre sekunder væk herfra), men 17 kr. for en lille dåse "Ice espresso" er måske lige i overkanten til en hverdagskaffe. (Hvis man altså kan kalde den her tid for hverdag. Det kan man nok ikke. Jeg kalder den for ikke-tid.)

Så nu har jeg lavet min egen iskaffe. Uden brug af isterninger, for det vil min Netto-blender altså ikke knuse. Gør sådan:

  • Find en beholder frem, som kan være i din fryser.
  • Put en tsk nescafé, en tsk mørk sirup og en tsk kakaopulver i bunden.
  • Fyld op med cirka en dl varmt vand.
  • Pisk med dit mindste piskeris eller en gaffel.
  • Tilsæt 3-4 dl kold mælk, afhængig af hvor stærk du plejer at kunne lide din kaffe.
  • Skru låget på beholderen og sæt den i fryseren.
  • Vent en halv time.
  • Tag ud, hæld på glas og sæt et flot sugerør i. Det på billedet er fra Tiger.
Skål!

søndag den 3. februar 2013

Fastelavnsboller med fyld af marcipan og nougat


Til syv fastelavnsboller:

(Det er en opskrift baseret på forskellige opskrifter fra nettet, som jeg hurtigt læste inden jeg gik i køkkenet - så det er delvist fra hukommelsen og delvis improvisation. Alle opskrifter jeg fandt var på mange flere boller, men så mange spiser man jo altså ikke. (Vel?) Så betragt det som en opskrift mod madspild - eller gang den op...)

Ingredienser:

  • 1 spsk sukker
  • 1 æg
  • 25 g gær
  • 1½ dl mælk
  • 75 g smør
  • 250 g mel
  • 1 tsk kardemomme
Fyld:
  • Marcipan
  • Nougat
Varm mælken op til 30 grader og opløs gæren heri. Pisk æg og sukker i en anden skål og hæld blandingerne sammen. Smelt smørret og lad det køle af og pisk det i blandingen. Til sidst tilsættes mel og kardemomme, og dejen æltes lidt og stilles til hævning i 25 minutter.

Rul dejen ud til en aflang firkant og skær den ud i syv korte, aflange striber. Læg lidt marcipan og nougat midt på hver stribe og fold den sammen til en bolle. Mas dejen lidt sammen i siderne, så fyldet ikke ryger ud af bollen.

Bages på 200 grader i ca. 15 minutter. Jeg har bagefter pyntet mine med smeltet chokolade og frysetørrede hindbær, men det faldt af igen, når man spiste dem, fordi der var lidt mel på bollerne. Jeg tror glasur med flormelis ville være bedre, men jeg gad ikke forlade lejligheden :)

(Se så. Jeg kan sagtens skrive indlæg, der ikke handler om babyer eller hækling. Og nej, jeg har ikke født, selvom jeg har termin i dag. Men jeg sidder i sofaen med alt mit hækletøj og venter spændt.)

torsdag den 17. januar 2013

Mad og rejser


Jeg har brugt min barsel fornuftigt og i dag lavet oversigter over opskrifter og rejseguides på bloggen. Bare klik på links'ne under topbanneret - så er der masser af inspiration til jer :)

Jeg har også rodet lidt med designet her de sidste par dage. Jeg håber I synes om det!

lørdag den 10. november 2012

Rødkål amok - Mortens aften



For første gang i mit liv fejrer jeg Mortens aften (på selve dagen). Vi har købt andebryst, og lige nu er Jesper ved at lave hjemmelavet rødkål. Vi skal også have rødkålssalat, som er rester fra i går. Salaten består af følgende ting:
  • Et halvt rødkålshoved, skåret fint
  • To appelsiner, skrællet og skåret i små stykker eller både
  • 100 g hakkede valnødder
  • En stor gulerod, hakket i små stykker
  • To stokke bladselleri, skåret i små stykker
Det hele blandes sammen, og så vil jeg foreslå et drys af sukker og lidt mere appelsinsaft, så det ikke bliver for bittert. Jeg overvejer også at tilføje æbler i dag.

Til dessert har vi købt æbleskiver. Jeg har inviteret min tømmermændsramte bror, så jeg håber ikke han er alt for skeptisk over for det let julede tema, men han plejer nu at dele min begejstring for årstidens fejringer. Jeg har i hvert fald meget lyst til vintermad, stearinlys og indendørs hygge :)


tirsdag den 9. oktober 2012

Sportskageinspireret lagkage med ribs og æblemos


Se hvad jeg fandt! Et billede fra den første moderniserede sportskage, jeg lavede. Jeg har ikke opskriften på denne her, men jeg er ret sikker på, at det er næsten den samme som i forrige indlæg, men med ribs og æblemos i stedet for jordbærcreme. Og så er der hakket mørk chokolade i pynten også.

Jeg kan huske, at kagen blev lavet ud fra Stop spild af mad-konceptet, da det var kort tid efter min fødselsdag, og jeg havde masser af lagkagebunde, piskefløde, chokolade, nødder og bær tilbage fra åh nej der er ikke nok kage til alle-indkøbene op til fødselsdagen. Det blev til denne laglage, som jeg så inviterede Jesper og min far og hans kone over til.


søndag den 7. oktober 2012

Sportskageinspireret fødselsdagslagkage


Ovenstående lagkage er mit andet forsøg på at modernisere sportskagen fra La Glace, som jo som bekendt er ret tung. Derfor har jeg prøvet at tilsætte lidt syre. Første gang med ribs og æblemos, denne gang med jordbærcreme. Den var en ret stor succes :) Ingen nævnte de manglende vandbakkelser...

Ingredienser:

  • 3 lagkagebunde (1 pakke)
  • ½ l piskefløde
  • 2 dl sukker
  • 3 tsk flormelis
  • 500 g jordbær
  • ½ dl appelsinjuice
  • lidt citronsaft til bundene
  • 200 g hasselnødder
Hak nødderne - hverken for fint eller groft, men sådan midt i mellem. Hæld sukkeret på en pande og skru op for varmen. Imens sukkeret langsomt smelter, rører du i et det med en palet, så det ikke brænder fast. Når det er blevet til flydende karamel, hælder du nødderne i og rører godt rundt. Derefter hældes massen ud på bagepapir og stilles køligt.


Jeg satte bagepapiret fast på en spækbrædt med to klemmer, så det ikke ruller sig sammen, før massen er hældt på.


Når det er kølet af, tager du din bedste og største kniv og går i gang med at hakke det i småstykker. Stykkerne må ikke være for store, for så bliver de for hårde at bide i. Men lidt knas må der gerne være. Fløden piskes til flødeskum og nougaten vendes forsigtigt i. Gem evt. lidt nougat til pynt.

Så kan du begynde på jordbærcremen. Du blender dine jordbær med appelsinjuicen og flormelis - enten i en blender eller med en stavblender. Du kan smage det til med lidt mere flormelis, men husk, at det skal tilføje syre og friskhed til lagkagen, så det må ikke være for sødt.

På den første bund hælder du lidt citronsaft ud, så det ikke bliver tørt, og derefter et lag nougatcreme. Næste lag får jordbærcreme, så det behøver ikke citronsaft. Hvis der er jorbærcreme til overs, kan du gemme det til at hælde over kagen til sidst.

Gem den mest jævne lagkagebund til toppen, og smør så resten af nougatcremen ud over kagen. Det er svært at gøre meget pænt, da cremen jo er ret ujævn pga. nougatstykkerne. Jeg overvejede faktisk, at man næste gang kunne lave en seperat nougatcreme til pynten, hvor nougaten er hakket mere fint. Til sidst kan du pynte med hakket nougat, som ses på det første billede.

That's it. Meld gerne tilbage, hvis du prøver den :)

fredag den 3. august 2012

Coq au vand

Forleden dag havde de bornholmerhane på tilbud i Netto, så jeg besluttede, at jeg ville se hvor lang tid vi kunne leve af den. Her er hvad jeg gjorde ved den, som var forholdsvist nemt og smertefrit.

Ingredienser:
  • Stooor hane eller kylling (jeg vil gætte på omkring 1200-1500 g fugl)
  • 4-5 gulerødder
  • Et stort løg
  • 5 fed hvidløg
  • En stor sjat olivenolie
  • Masser af krydderier: Timian, merian, rosmarin, laurbærblade osv.
  • En rest vin
  • En masse vand med boullion eller hvis man har hjemmelavet kyllingefond - alt gælder!
Hakket løg og hele hvidløg simrer lidt sammen med krydderierne i varm olivenolie i bunden af en stor, stor gryde - min er en støbejernskrabat, men jeg tænker, at en tykbundet wok også kan bruges? Herefter tilsættes gulerødderne i hakket tilstand og resterne af vinen fra i går (eller sidste uge) hældes over og koges væk. Så smides fuglen i, og den brunes lidt på hver side. Derefter hældes fonden ved (det behøver ikke dække fuglen helt), og den koger med låg på i et par timer.

Så er fuglen så mør, at kødet falder af, når man roder ved det med en gaffel. Serveres fx med ovnstegte grøntsager og en grøn salat.


Fugl brunes.

Solnedgang nydes mens der ventes. (Eller opvaskes.)
Man kan jo altså også tilsætte mere vin og mindre fond/vand, og fx lidt god bacon, så har man coq au vin. Men vi sparer op til New York, så vi valgte fattigmandsversionen.

Nu har vi kylling til mange dage. Jeg tænker kyllingesalat, kyllingesandwich og til sidst hønsekødssuppe på fond, som jeg laver på skroget - som man skal huske ikke at smide ud!

søndag den 3. juni 2012

Bananpandekager


Bananpandekager har længe været et hit i blogland, og i dag blev min eksamenslæsningsoverspringshandling at prøve dem. Min inspiration var fra Anne au Chocolat, men jeg freestylede en del, da jeg ikke gad købe ind.

Ingredienser til otte små, tykke pandekager:

  • 2 (små) æg
  • 1 tsk sukker
  • 1 tsk vanillesukker
  • Lidt salt
  • 3 modne bananer
  • ½ dl hvedemel
  • ½ dl hørfrø
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 dl kærnemælk
  • Olivenolie
Pisk æggene med de to slags sukker og mos bananerne ned i blandingen sammen med lidt salt. Tilsæt mel, frø og bagepulver og pisk grundigt sammen med kærnemælk. Steges på panden i olie - eller smør, hvis man ikke bryder sig om olivenoliesmagen sammen med sødt (det gør jeg, det minder mig om udendørs-stegte amerikanske pandekager fra min barndom!). Serveres for eksempel med hakkede mandler og lidt ahornsirup. Men husk, at pandekagerne er ret søde i forvejen.

Jeg oplevede, at nogle af pandekagerne ikke rigtigt ville hænge sammen på panden. Jeg løste problemet med at stege dem i lidt mere olie (årh, pjat, det er det sunde fedt!) og lade dem få ret lang tid ved lav varme. Så blev de perfekte.

Og nu kan jeg ikke finde på flere legale overspringshandlinger. Den bog skal læses, hvis jeg skal overholde min læseplan. Suk.

mandag den 21. maj 2012

Gæt en opskrift



Nemlig - gazpacho!

Til fire menneskers forret skal du bruge:

  • To røde pebere (eller en stor)
  • To æsker hakkede tomater (står ved siden af dåserne... bare for at prøve noget nyt)
  • En agurk
  • En kvart vandmelon
  • Et lille løg
  • To fed hvidløg
  • En halv rød chilipeber
  • 1 spsk olivenolie med citron og timian
  • 1 spsk vineddike
  • Citronpeber
  • Salt og peber
  • Persille til drys
Skær grøntsagerne så småt som muligt og blend det hele (undtagen persille) med en stavblender eller i en blender. Serveres for eksempel med nybagte boller (som man for eksempel kan få sin kæreste til at bage). Drys med persille.

OBS! Gazpacho er i høj grad en restesluger, så ovenstående ingrediensliste skal kun anses som inspiration. Idéen med vandmelon kommer fra Klidmoster. Nogen putter også opblødet hvidt brød i, det må jeg prøve næste gang.

lørdag den 31. december 2011

Kokosmakroner

Fordi jeg har blogget så lidt her på det sidste, får I to indlæg i dag! Fordi jeg er så utrolig generøs, får I nu min opskrift på december-kokosmakroner - perfekt i stedet for kransekage eller værtindegave... eller sunde snacks. Hvem gider det? Vi vil hellere have kokos med masser af sukker!

  • 1 æg
  • 2 dl kokosmel
  • 1,5 dl sukker
  • 1/2 dl hvedemel
  • 3-4 spsk sødmælk
  • 300 g mørk chokolade
  • Festligt kagepynt
Æg og sukker piskes sammen til en skummende, luftig masse. Kokosmel og hvedemel tilsættes, samt mælk indtil dejen kan formes. Ovnen tændes på 200 C (180 varmluft - det er en smart ny opfindelse, jeg lige har opdaget! Vindblæste kager!) og kokosmakronerne formes til små pyramider med bagsiden af to skeer. De skal højst have et kvarter i ovnen, men pas på de ikke brænder på!

Jeg smeltede chokoladen som alle profferne på tv gør det: 2/3 del af chokoladen smeltes i vandbad og resten hakkes fint og smeltes i den varme chokolade, som nu er taget ud af vandbadet. Når chokoladen bruges til overtræk, bliver den på mystisk vis pænere på den her måde.

Kokosmakronerne afkøles og pyntes med chokoladeovertræk og kagepynt. Mine skulle ligne juletræer, men måske ligner de i virkeligheden mest små nytårsraketter. Og de smager virkelig godt!

mandag den 17. oktober 2011

Verdens bedste æbletærte

Den der mærkeligt-formede plet er altså et hjerte. For så pladderromantisk er jeg, når jeg bager en tærte til min soon to be-sambo! Yay!
Det her er den bedste æbletærte jeg kender. Den er sammensat af forskellige opskrifter og en masse erfaring. Jeg elsker nemlig æbletærte!
  • 3 æbler
  • 4 dl hvedemel
  • 1/2 dl sukker + mere til fyldet
  • 100 g smør
  • Koldt vand
  • Kanel
  • Ingefær
  • Kardemomme
  • Vanillesukker
Mel og sukker hældes i en skål med smørret, som skæres i tynde skiver. Det hakkes sammen med en gaffel, og lidt koldt vand tilsættes, så det samler sig. Sæt det i køleskabet, mens du skærer æblerne i skiver og skærer kernehusene fra. Jeg kan godt lide at beholde skrællen på æblerne, men det er en smagssag. Æblerne lægger du derefter i en skål med krydderierne og sukker og blander det godt sammen. Så skal dejen rulles flad med lidt mel på begge sider (så den hverken sætter sig fast på underlaget eller kagerullen). Du kan skære den ud, så den passer til din tærteform, og husk at gemme lidt til kanterne og pynt ovenpå. Formen smøres inden du lægger dejen i. Æbleblandingen fordeles jævnt ud over tærtebunden, derefter pynt (fx i form af hjerter og flet) og et drys kanelsukker.

Bages ved 200 grader i 30 min.

God med creme fraiche eller vanilleis!

Og nu vil jeg varme det sidste stykke i mikro'en og snyde-se næste søndags afsnit af Borgen på DR's hjemmeside. Det her er nemlig den eneste aften i hele efterårsferien, hvor jeg ikke har planer - rart :) Hvad skal du?

mandag den 10. oktober 2011

Avocadolagkage - opskrift og billeder

Avocadolagkage inside out: Med jordbærcreme ud over i stedet for avocadocremen.

Min mors version af avocadolagen: Drysset med flormelis.

Dejlig avocadocreme

Masser af citronsaft

Avocado klar til kamp

Jeg har vist lovet en opskrift på avocadolagkagen, som vi altid laver i min familie. Den stammer oprindeligt fra Camilla Plums vildt gode kogebog Ælle Bælle Frikadelle, og Politiken har hendes opskrift her. I min version strækker ingredienserne til to lagkager - måske fordi jeg bruger almindelige, billige lagkagebunde, og de er mindre? Her er min (ikke meget anderledes) version af opskriften:
  • 2-3 modnede avocadoer (2 hvis de er store, 3 hvis de er små)
  • 1/2 l piskefløde
  • 2 dl flormelis
  • Saft af 2 citroner
  • 1/2 vanillestang
  • 2 pakker lagkagebunde med 3 i hver (de billige skulle være bedst, for dem bliver der købt flest af og dermed er de friskest!)
  • 1 kg jordbær (hvis man bruger frosne, skal man være opmærksom på, at det giver lidt mere væde - man kan evt. tø dem op i en si over en skål)
  • Mere flormelis efter smag
Tag avocadokødet ud af skallen med en ske og blend det sammen med flormelis, vanille og citronsaft. Brug fx en stavblender. Hæld derefter fløden i og blend det til en let creme. Smag til med flormelis og citron - det kommer meget an på, hvor vild man er med avocado!

Mos jordbærerne sammen med lidt mere flormelis (afhængig af hvor søde de er i forvejen), men tag evt. nogle fra til at pynte kagen med bagefter.

Herefter skal lagkagen sættes sammen. Traditionelt putter man lidt af hver type creme på hver bund og hælder resten af avocadocremen over kagen, men som det ses på de øverste billeder, kan det varieres en del.

Kagen skal helst stå i mindst seks timer inden servering - gerne mere. Så trækker cremen ned i bundene, og den bliver meget svampet og lækker! Man skal lige være opmærksom på, at den har en tendens til at flyde ud, så den skal nok stå på et stort lagkagefad, eller evt. bare på en plastikpose. Så kan man lige tørre cremen af lagkagefadet bagefter.

Jordbærcremen sætter meget røde, uafvaskelige mærker på træborde - skulle jeg hilse og sige!

Fortæl gerne om det, hvis I prøver at lave den - og gerne med billeder! :)

tirsdag den 20. september 2011

Speltotto med tomat og bacon

Til en person:
  • 1 dl hele speltkerner
  • 2 spsk olivenolie
  • 2 tomater
  • Baconstrimler efter smag (bacon er altid en smagssag, ikke?)
  • 1 fed hvidløg
  • Ca. 1/2 liter boullion
  • Parmesan
  • Frisk basilikum
Steg bacon og hakket hvidløg i olien i et minuts tid. Hæld speltkerne i og steg dem sammen med resten i tre minutter. Hæld derefter boullionen i en dl ad gangen, mens det småkoger indtil speltkernerne er bløde, men med bid og ikke ligger og søber i alt for meget væde. Hak tomaterne og bland dem med resten og kog dem med i et par minutter. Serveres med friskrevet parmesan og basilikum.

Det var ret godt! Rigtig vintermad. Så godt, at jeg kom til at spise det hele uden at gemme til rester...

onsdag den 7. september 2011

Sommerforlængende ferskenmarmelade


Så er semesteret blevet skudt i gang, og jeg har prøvet at have mine to fag. De tegner begge to godt - men de lyder også svære! Så jeg skal vist have godt gang i læsningen. Mens man læser kan man jo for eksempel koge ferskenmarmelade af de der rynkede ferskner, der ligger tilbage i frugtskålen. Her er en opskrift med to ferskner:
  • To ferskner
  • 2 tsk vanillesukker
  • en halv dl rørsukker
  • vand
Fersknerne udstenes og skæres i små firkanter. Derefter lægges i de i en lille gryde og dækkes med vand og sukkeret. De koges i cirka en time. Undervejs tilsættes mere vand, så de ikke koger tørre og brænder på. Jeg puttede muligvis lidt for meget sukker i, men det smager og dufter helt fantastisk og får en virkelig flot dyb orange farve.

Jeg spiste det på nybagte grovboller med Clippers lakridste, som jeg fik på tilbud i C-butikken (Coop et eller andet - to for 45). Teen var god, især hvis man kan lide lakridsrod- og salmiaksmagen.

fredag den 2. september 2011

Grov spaghetti med kødsovs a la Cecilie


Alle familier har vist deres egen opskrift på spaghetti med kødsovs. Det her er min - inspireret af den vi fik serveret som børn. Jeg kan godt lide den med mange grøntsager og grovpasta. Den grove pasta er kommet til senere, men det meste andet er som jeg husker den.
  • En pakke hakket oksekød
  • En dåse hakkede tomater
  • En peberfrugt
  • To stænger bladselleri
  • To gulerødder
  • To friske tomater
  • Et fed hvidløg
  • Olivenolie
  • Krydderier, fx basilikum, chili og oregano
Varm olien på bunden af en gryde og svits hakket hvidløg sammen med krydderierne i olien. Jeg spiser ikke almindelige løg (de knaser så insekt-agtigt), men ellers skulle de også i nu. Når hvidløget begynder at blive brunt, tilsættes det hakkede kød. Dette svitses til det ikke længere er rødt. Herefter hældes de hakkede tomater i, og derefter hakkede grøntsager. En god regel er, at de hårdeste grøntsager (som gulerødder og selleri) skal først i, mens de blødeste grøntsager skal sidst i, så de ikke mister deres substans. Det samme gælder, hvis man bruger friske krydderurter - jo tidligere man putter dem i sovsen, jo mere udkogt og smagløse bliver de.

Sovsen simrer herefter så lang tid som overhovedet muligt. Undervejs kan der tilsættes lidt vand, hvis sovsen bliver for fast. Men det kommer an på, hvad man kan lide. Smages til med salt og peber.

Sovsen kan selvfølgelig tilføjes flere spændende ingredienser, som fx bacon, tomatpure, majs, andre grøntsager osv. Men husk at smage til - majs, gulerødder og tomater er fx meget søde, så tilsæt lidt ekstra chili, hvis det tager overhånd. Bacon skal ikke i for tidligt, hvis man lader sovsen simre i lang tid. Almindelig bacon fra supermarkedet mister nemlig smagen ret hurtigt. Ellers må man til slagteren og få fat i noget ordentligt! En gang i 90'erne puttede min mor også cocktailpølser i sovsen - det giver det altså lige et twist af kitch!

Serveres med grovpasta - og drysses gerne med parmesan (hvis man altså ikke er blevet panisk angst for parmesan, siden man kom til at spise noget muggent for et par måneder siden...)

Det var det. Jeg håber ikke det blev for uappetitligt med mine kommentarer, men jeg har hørt, at de personlige madblogs er de bedste ;)

Hvordan er din families kødsovs?

lørdag den 20. august 2011

Hurtig bærtærte til sultne gæster

Forleden dag inviterede jeg min mor og hendes mand på besøg, især fordi de er så travle, at man tit skal bestille tid for at se dem. Jeg prøver at invitere gæster forholdsvis tit, så jeg får motiveret mig selv til at rydde op i min lillebitte rodede lejlighed. Her er for mange ting på for lidt plads, men fordi jeg elsker mine ting så højt, kan jeg ikke få mig selv til at sætte mere på loftet. Så det kræver intens oprydning at få mit hjem til at se pænt og ordentligt ud.

Irma havde tilbud på bær, så jeg kastede mig ud i en improviseret bærtærte. Jeg syntes det ville være synd at bage mine bær med, når de er sommerfriske, så jeg bagte bunden alene:
  • 1 æg og en halv dl sukker piskes sammen til det skummer. Derefter tilsættes 100 g smeltet smør.
  • Mel tilsættes løbende til dejen bliver jævn og elastisk nok til at man kan rulle den ud.
  • Det meste af dejen rulles ud og lægges som bund i en tærteform. Resterne af dejen bruges til at dække kanterne.
  • Bunden dækkes af mørk pålægschokolade og der stikkes huller i med en gaffel.
  • Bages i et kvarters tid ved 200 C.
  • Bunden køles af og derefter blandes en dl creme fraiche op med et par tsk vanillesukker.
  • Jeg valgte at lægge bærene direkte på tærtebunden og servere tærten med creme fraichen til, men jeg tror det ville være smartere at lægge creme fraichen i bunden af tærten, så bærene hænger bedre fast.
Det var alt for i dag. Nu skal jeg hen og hjælpe min veninde med at flytte. Gratis motion - så behøver jeg vist ikke løbe i dag...

mandag den 20. juni 2011

Titusinde hindbær

Ej okay, nu hvor stykprisen på hindbær efterhånden nærmer sig en krone, købte jeg altså ikke titusinde af dem. Jeg købte en pakke og hældte dem ud på en mazarintærte, som jeg havde smurt creme fraiche på. Jeg havde været på jagt efter jordbærkage, men stedsansen var imod mig, og jeg endte i stedet for i Fakta, hvor jeg så sammensatte en erstatning. Det var nu også RET godt.

Riiimelig tydeligt, at det er en købetærte. Man kan se plastikmærkerne. Skal nok bage selv næste gang, jeg måtte bare tilfredsstille min craving. Som altså var kommet af at cykle en meget lang tur, så jeg måtte faktisk godt.

Vil lige sige, at jeg altså ikke ejer nogle kedelige hvide tallerkner... det er hjemme i Jespers kollektiv. Mine er lyserøde :) jeg bliver nemlig aldrig voksen. (Hep på næste blogindlæg for bevis på dette: Amok-indkøb af Tigers mest tøsede ting. Sådan noget, der altid sker, når man i en periode har været for voksen.)

Mens vi spiste kagen, færdiglagde vi et Obama-puslespil, som vi havde været i gang med hele ugen. Det var min idé, fordi jeg kunne huske, at det havde været sååå hyggeligt at lægge puslespil på min højskole. Må dog indrømme, at tusind brikker er pænt meget. Lidt for meget måske. Men seee hvor fint!

Titusinde klik på min blog er også ret mange.

Det var alt, hvad I fik i dag. Jeg er meget træt, selv om jeg bare har haft fri i dag og hygget. Sådan kan det gå.

fredag den 10. juni 2011

Salat-amok


Nu hvor det er blevet rigtig sommer, smager de fleste ting meget, meget bedre end det plejer. Herunder grøntsager. Derfor spiser jeg konstant salat - også for at få lidt ekstra energi, efter som jeg ikke sover så godt om natten i øjeblikket. Det handler nok lidt om varmen, men helt sikkert også om, at de lægger asfalt ret tæt på hvor jeg bor. Om natten. Det larmer ret meget, og jeg håber virkelig de holder pinseferie... i meget lang tid. Men altså, her er en nem opskrift på en god og mættende salat:
  • Hårdkogte æg (8 min. i kogende vand, hvis nogen skulle være i tvivl... jeg var)
  • Grønne asparges (5 min i kogende vand)
  • Avocado
  • Grøn salat
  • Ristet rugbrød
Jeg hældte lidt olie og eddike ud over,  og så selvfølgelig friskkværnet salt og peber.

Det var det. Nu har jeg WEEKEND. Det er lang tid siden jeg har haft det. Men jeg skal nok bare sove helt vildt meget.

onsdag den 11. maj 2011

California dreaming


Min mor kom i går hjem fra USA-tur og havde selvfølgelig købt det halve af landet med hjem som gaver. Og så fik jeg lige lidt dejligt amerikanske blade, som bliver en god overspringshandling. Jeg er måske allerede startet lidt på den overspringshandling, for jeg ved allerede, at hende fra Gossip Girl køber rigtig mange kjoler. Jeg købte heldigvis allerede 3 kjoler i sidste uge, så nu behøver jeg ikke løbe ind til byen og efterligne hende, nej nej.

Og så har jeg lavet en smoothie, fordi min müsli var muggen - hvad ligner det? Det er aldrig sket før! Min smoothie består af blandede frosne bær, blomme, banan, havegryn, mynteblade og mælk. Tænkte jeg hellere måtte komme med opskriften, da nogen har søgt på "morgenmadssmoothie" og er kommet frem til min blog. Så nu ved du det, anonyme blogsurfer :)

I dag vil jeg tage min Support Japan-t-shirt på (fra USA), mine nye blå converse (fra USA) og mine nye øreringe (fra USA) og hoppe ud i vejret (fra Danmark...) og direkte ud på universitetet - ingen svinkeærinder! Udenom Strøget og butiksfælderne. Jeg ved jeg kan!

Rigtig god dag til jer også :)

mandag den 18. april 2011

Hindbær-love


I lørdags da jeg var i Irma fandt jeg også friske hindbær til 15 kr. bakken. De blev til denne lækre sommerdessert:
  • Hindbær
  • Yoghurt rørt op med vanillesukker
  • Hakket mørk chokolade
  • Frisk mynte
Det smagte faktisk helt fantastisk, hvis jeg selv skal sige det. Og det skal jeg jo.

Jeg har slået den nye (ved faktisk ikke hvor ny den er?) editor til - beklager hvis designet pludselig ser mærkeligt ud. Jeg skal nok lige vænne mig til den :)