fredag den 3. august 2012

Coq au vand

Forleden dag havde de bornholmerhane på tilbud i Netto, så jeg besluttede, at jeg ville se hvor lang tid vi kunne leve af den. Her er hvad jeg gjorde ved den, som var forholdsvist nemt og smertefrit.

Ingredienser:
  • Stooor hane eller kylling (jeg vil gætte på omkring 1200-1500 g fugl)
  • 4-5 gulerødder
  • Et stort løg
  • 5 fed hvidløg
  • En stor sjat olivenolie
  • Masser af krydderier: Timian, merian, rosmarin, laurbærblade osv.
  • En rest vin
  • En masse vand med boullion eller hvis man har hjemmelavet kyllingefond - alt gælder!
Hakket løg og hele hvidløg simrer lidt sammen med krydderierne i varm olivenolie i bunden af en stor, stor gryde - min er en støbejernskrabat, men jeg tænker, at en tykbundet wok også kan bruges? Herefter tilsættes gulerødderne i hakket tilstand og resterne af vinen fra i går (eller sidste uge) hældes over og koges væk. Så smides fuglen i, og den brunes lidt på hver side. Derefter hældes fonden ved (det behøver ikke dække fuglen helt), og den koger med låg på i et par timer.

Så er fuglen så mør, at kødet falder af, når man roder ved det med en gaffel. Serveres fx med ovnstegte grøntsager og en grøn salat.


Fugl brunes.

Solnedgang nydes mens der ventes. (Eller opvaskes.)
Man kan jo altså også tilsætte mere vin og mindre fond/vand, og fx lidt god bacon, så har man coq au vin. Men vi sparer op til New York, så vi valgte fattigmandsversionen.

Nu har vi kylling til mange dage. Jeg tænker kyllingesalat, kyllingesandwich og til sidst hønsekødssuppe på fond, som jeg laver på skroget - som man skal huske ikke at smide ud!

Ingen kommentarer: