Viser opslag med etiketten kæresteri. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kæresteri. Vis alle opslag

søndag den 30. december 2012

2012 set fra et skrantende spejlreflekskamera

Nåmen jeg faldt alligevel for tanken om et året der gik-indlæg. Mit højtelskede spejlreflekskamera tog sig et bad i appelsinjuice i januar, og min far forudså, at det ville lide en langsom død. Men se bare her, hvad det alligevel præsterede i 2012:


I januar var spejlrefleks og jeg en tur i Hong Kong med en veninde for at besøge vores fælles veninde, som boede lidt i byen. Det var et fantastisk sted, og det var kun fordi vi tog på udflugt for at se en kæmpe buddha-statue, at hr. kamera druknede i en medbragt appelsinjuice i min taske. Heldigvis en af de sidste dage.


I februar var vi efterhånden kommet på plads i lejligheden, og vi besluttede os for at prøve det med madplan. Her er det gazpachosuppe af rester og hjemmebagt brød. Den politiske korrekthed i køkkenet faldt senere lidt af på den, efter som Jespers specialeskrivning intensiverede, og jeg begyndte på en værre kvalme en dag i maj...


I marts faldt jeg vist for de første nogenlunde ok jordbær, og her kan man også se kanten af den computer, jeg købte. Det var en Lenovo Thinkpad til 3.500 kr. Den har ikke skuffet mig en eneste gang - vi er meget bedre venner, end jeg var med den hedengangne MacBook.


I april tog Jesper og jeg til Hamborg, hvor jeg endnu en gang forelskede mig i den vidunderlige by.


I maj var der intens læseferie for mit vedkommende, og jeg tog med en veninde i sommerhus for at læse til eksamen og gå forårsture.


I juni var jeg til Distortion uden alkohol under dække af, at jeg ikke ville drikke i min læseferie. Men i virkeligheden var jeg bare helt nygravid, kvalm og glad. Kort efter tog jeg igen til Hamborg, denne gang med min mor.


I juli var jeg på sommerkursus på Testrup Højskole, hvor jeg skrev et essay på en uge og blev undervist af Klaus Lynggaard. Det var en dejlig uges sommer på landet, og jeg har sjældent spist så meget god mad på en gang.


I august begyndte maven så småt at vise sig, og jeg offentliggjorde, at jeg var gravid. Det var ret sjovt at fortælle - og bloggen fik selvfølgelig også nyheden. Det blev lidt mere direkte end på facebook - her fik jeg nemlig skrevet det så kringlet (klagede over, at mig og baby i maven var træt af kun at drikke sodavand), at de færreste fangede pointen. Og så troede man lige, man var så sjov!


I september startede semesteret uden mig, og jeg nød at kunne bruge alt mit krudt på mit arbejde, hvor vi blandt andet afholdte to seminarer. Herover på Middelfart Bibliotek.


I oktober tog Jesper og jeg til New York for at fejre, at hans speciale blev afleveret og for at holde vores sidste kæresteferie sammen inden der gik for meget baby i det hele. Billedet herover er taget fra The High Line Park.


Den sidste dag i november tog jeg en forlænget weekend til Berlin med mine veninder, hvor vi nåede ikke mindre end tre julemarkeder. Her den flippede udgave på Moritzplatz i Kreuzberg.


I december har vi julet igennem, og sidst men ikke mindst, er jeg gået på barsel.

Godt nytår!

mandag den 17. december 2012

Kvalmende meget jul

Nåmen, Jesper og jeg er virkelig julefans. Jeg synes også det er lidt romantisk, fordi vi jo som nævnt mødte hinanden op til jul, så alting omkring vores første dates var meget, meget julet. Det er vores lejlighed også i denne måned:

Adventsstage og lys fra Føtex. Synes det var en god og simpel løsning :)

Kubus er ikke vores adventskrans, som hos så mange andre. Men den måtte godt få lidt pynt alligevel. Julemand fra Sverige i baggrunden.

Lys og peberkager

Juletræ fra Balders Plads (de har studierabat!) og pynt lavet af vores søde venner.

Lebkuchen-hjerte fra Berlin, fra mig til Jesper. Lebkuchen er tyske julekager, der smager virkelig godt og holder evigt. Man kan forresten få dem i Netto. (Bare ikke så flotte her.)

Mine fine juleophæng fra Butik NØ har fået en fast plads på vitrineskabet.

Barndomsminde på vitrineskabet.

Engel fra min barndom og hjerteguirlande som min veninde har lavet til mig.

Guirlande over bøgerne.
Nu vil jeg skynde mig i seng og lade som om min hals er helt rask og frisk, for jeg nægter at være syg to gange i december!

søndag den 16. december 2012

Essayadventskalender #3

Jeg har læst på universitetet i lidt over fem år, og undervejs har jeg datet og kærestet lidt rundt både uden og inden for universitetets vægge. Den slags kan godt være svært, når man samtidig prøver at finde sig til rette med, hvem man er og hvordan man skal indrette sin tilværelse for at få det bedste ud af den. Lige omtrent samtidig med, at jeg blev student, blev mine forældre skilt. Det kastede mig ud i en krise, der blev ved med at bide fra sig, også mens jeg læste på universitetet. Jeg var i perioder ret ensom som følge af skilsmissen, så jeg kastede mig i armene på alt, hvad der kunne holde mig med selskab; veninder, kærester, tilfældige mænd, studieaktiviteter osv.

Det bliver nok ikke foreløbig, at jeg offentligt fortæller så meget mere af den historie, men den "endte" med, at et forhold gik i stykker, og jeg besluttede mig for at bo lidt alene og finde mig selv, som det jo så fint hedder. Til hjælp med dette brugte jeg studenterpræsten på KUA, som stiller sig selv til rådighed til samtaler om livet - ikke om religion. Hendes mantra er, at ting tager tid, og det kan hun jo have ret i. Alligevel tog det mig kun et halvt år at få det meget, meget bedre, hjulpet godt på vej af ikke at date, skrive en hel masse ned om mig selv og jævnligt gå til samtaler med præsten. Jeg skriver dette, fordi jeg er sikker på, at man ikke kan  komme helt ud af en livskrise bare ved at møde den rigtige person. Men jeg er ikke sikker på, at jeg tror på mig selv alligevel.

Vinteren efter en terapeutisk sommer og et udviklende efteråret, mødte jeg nemlig Jesper. Jeg havde egentlig mødt ham før, men jeg vidste ikke så meget om ham, andet end, at han efter sigende var ret klog - og virkelig venlig. Vi var på det tidspunkt begge to i festudvalget på Dansk, men vi faldt først i snak en dag, vi med tømmermænd skulle gøre rent efter en fest. Vi hyggesnakkede bare lidt, og så tog jeg hjem uden, at der skete mere ved det. Men jeg kom hjem med fornemmelsen af at have haft det rigtig rart. Jeg besluttede mig for at bruge lidt mere tid sammen med folk, der bare var rare.

Derfor var jeg også ekstra opmærksom på ham til festudvalgets julefrokost. Han var jo rar, og resultatet af min laaange selvudvikling var åbenbart en beslutning om at tilbringe mere tid med rare mennesker - uden bagtanker om andet end uskyldig tid, for øvrigt. Men man har jo hørt før, at ens tankegang bliver mindre uskyldig efter de første par flasker rødvin, så et sted mellem min opblomstrende karriere som julefrokost-DJ og definitiv gå-hjem-tid faldt vi på en eller anden måde ind i hinandens arme. Den aften gik jeg slet ikke hjem. Vi sov (ja - sov!) sødt ved siden af hinanden på en bænk uden for det store auditorium.

Næste dag gjorde vi endnu en gang rent efter en fest på KUA sammen. Men denne gang blev vi af vores snedige venner hele tiden sendt i kælderen (hvor vi opbevarer tomme flasker og den slags) sammen. Da jeg cyklede hjem fra universitetet, var jeg ret glad. Og lidt på vagt - for det er jo farligt at være så glad efter bare én god aften.

Når jeg hører om folk, der er i tvivl om deres date egentlig vil noget mere seriøst end dating, når han eller hun nu ikke skriver eller ringer, ikke har så meget tid til at ses eller i det hele taget ikke virker så interesseret, har jeg altid svært ved at sige "Han er nok bare usikker på dig", "Måske er han bare ikke sms-typen" eller "Bare vent og køb en ny kjole, så skal han nok falde ordentligt for dig"...

Jesper er ikke sms-typen. Faktisk er han så lidt sms-type, at han ikke havde nogen telefon dengang. Men jeg nåede ikke længere end hjem fra universitetet før han havde fundet mig på facebook. Dagen efter havde vi vores første date. Vi bagte pebernødder sammen i hans kollektiv og lærte hinanden lidt bedre at kende. Fredagen efter var vi til julefredagsbar sammen på Dansk, hvor vi ikke rigtig lagde skjul på, at vi godt kunne lide hinanden. Efter fredagsbaren sneg vi os ind på den aflukkede del af gamle KUA, så vi kunne komme op på taget.

1. januar, lidt over en måned efter julefrokosten, besluttede vi, at vi vist nok ikke længere kunne løbe fra, at vi var kærester nu. To år efter købte vi en lejlighed sammen. Vi flyttede sammen et par dage efter vores toårsdag (fra julefrokosten), 1. december. Nu har vi været sammen i lidt over tre år, og det næste store kæresteskridt er selvfølgelig, at vi om kort tid også kan kalde os selv for forældre.

I fredags var der julefredagsbar på Dansk igen. Vi kom aldrig af sted. Men i dag slæbte vi (okay, mest ham) et puslebord fra Østerbro til Nørrebro på min cykel gennem tøsne og forbi Rigshospitalets villaer, mens vi spejdede efter barselshotellet.

Hver dag med Jesper er et nyt eventyr. Det må gerne lyde corny, når det er sandt.

tirsdag den 23. oktober 2012

NYC-anbefaling #1: Tag på madtur

Lige før vi tog af sted til New York, fyldte min kæreste 30 år. En af de ting jeg gav ham var en madtur i på Manhattan, som jeg i al hemmelighed havde reserveret på nettet - mere info i bunden af artiklen.

Temaet for denne tur var øl, ost, chokolade og Upper West Side. Vi mødtes med en guide og to andre par halv tre om eftermiddagen, og så fulgte guiden os rundt på Upper West Side, hvor han fortalte om området og viste os en masse lækre delikatessebutikker. I hver butik smagte vi på en kage, og jeg kan godt afsløre, at de havde været grundige, da de udvalgte de bedste steder i området - uhmmm...

Turens næstsidste stop var et besøg i delikatessesupermarkedet Zabar's, som medvirker i utallige film og tv-serier, herunder Sex and the City og Gossip Girl. Her købte guiden et udvalg oste til os, som vi (ja, altså undtagen mig) nød på en bar, hvor de også serverede smagsprøver på en masse forskellige øl for os.

Jeg var en meget sød og eksemplarisk opofrende kæreste - jeg kan nemlig ikke lide ost. Og øl må jeg jo sjovt nok ikke drikke. Men jeg siger jer: Første del af turen var stadig det hele værd!

Bomboloni - italiensk minidonut, denne med nøddefyld (bacio)

Nybagt cookie

Verdens bedste creme puff! Det sagde guiden selv, og jeg er tæt på at erklære mig enig. Den smagte overdrevet fantastisk.

Zabar's - jødisk delikatessesupermarked
Turen kan bestilles her. Samme side tilbyder også mange andre oplevelsesgaver, og ikke kun i New York. Prisen vil jeg af hensyn til, at det var en gave, ikke nævne her (man kan bare klikke på linket - men du må ikke, Jesper!), men det var selvfølgelig ikke enormt billigt, og ja, det ville være billigere selv at gå turen og købe det hele. Men guiden vidste en masse om området og stoppede tit op for at fortælle os historier om bygninger og New Yorks historie. Derudover var stederne virkelig godt valgt. I en chokoladebutik gav guiden os også et lille foredrag om chokolades tilblivelse, hvor vi kunne dufte til ingredienser osv. Så det var altså virkelig pengene værd :)

torsdag den 11. oktober 2012

Mærkelig vane

Lang tid før jeg var på Instagram havde jeg en lidt sjov vane med at fotografere måltider. Jeg tror det startede, da jeg boede alene, fordi det var kedeligt at lave mad til sig selv kun, og så hjalp det lidt, hvis jeg lavede noget lækkert og tog et billede af det. Og så fortsatte det. Her er en lille serie, der samtidig er lidt historisk.


Da jeg boede alene. Jeg spiser tit det samme type mad, når jeg spiser alene. Noget italiensk, for det meste. En af de bedste versioner er denne: fyldt pasta (garanteret spinat og ricotta - fra Irma), hjemmelavet tomat-basilikum-rødvinssovs, et glas rødvin (dét savner jeg!) og chokolade og/eller/med lakrids. Det var egentlig ret hyggeligt.


Da vi lige var flyttet ind i lejligheden sammen i december. Eftermiddagshygge med honninghjerter, kaffe og kalenderlys. Jeg glæder mig faktisk allerede til jul igen! Denne gang bliver det nemlig uden opgaveskrivning, men i stedet med masser af barsel - jubiii!


Nok et af de første fælles hjemmelavede måltider i den nye lejlighed: Kartoffelsuppe med persille og bacon.


Jesper var taget hjem til jul, men jeg var stadig hjemme i lejligheden og så Nissebanden, mens jeg spiste pasta, og jeg kan huske, at jeg savnede ham helt vildt meget, fordi vi havde fået til vane at se Nissebanden hver aften sammen, og nu var han bare taget hjem til sine forældre, og jeg sad og skrev opgave i ensomhed.

Mærkeligt at man pludselig får et helt andet forhold til at være alene, så snart man bor sammen med nogen. Det er vist godt at lære at nyde det, ligesom jeg gjorde på det første billede.