Viser opslag med etiketten vinter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten vinter. Vis alle opslag

lørdag den 19. januar 2013

Januar i snapshots








Man tror det næsten ikke, men tiden går faktisk herhjemme. Langsomt men sikkert dog, men den går, og i morgen er der kun to uger til termin. Vi går sent i seng, står sent op og det ene måltid tager over fra det andet, godt spækket med kaffe- og smoothiepauser. Vi vasker babytøj, pakker tasken, indretter os og prøver at slappe af på forhånd. Jeg har indført multivitaminsmåned, som består af masser af frugt og grønt, da jeg er varsom med at indtage for mange kosttilskud i pilleform (fordi jeg er så frelst og hippie-agtig - sådan er det bare). Jeg vil gerne have opsparet en masse energi til fødslen, men man bliver sløv af ikke at lave noget. Jeg er blevet beordret sofatid og hvile af fagfolkene, da min krop som nævnt har lidt problemer med at bære på det hele, så hvis jeg ikke kan få motion, må jeg jo spise ekstra sundt i stedet for.

Her er instagrams fra januar - klik på billederne for at se dem i store. Følg mig gerne på Instagram som Cesilden, det er nemlig god underholdning i disse dage. Udover Ruzzle (jeg er CecilieLinde), hækling og et dagligt afsnit af Matador.

Ps. Hvorfor er der ikke nogen, der har fortalt mig, hvor svært det er at hækle? Jeg tror børnehavebørn ville kunne fremstille et kønnere pandebånd end det jeg har gang i nu. Men man lærer det vel. Ik'?

mandag den 10. december 2012

Jul i Kreuzberg

Første weekend i december tilbragte jeg hos min veninde i Kreuzberg, Berlin. Den 1. december dalede julesneen hvid, da vi vågnede og vi tog på masser af julemarkeder og juleshopping.


Selv ubahnstationerne så fine og hvide ud med sneen.



Det hyggeligste julemarked var helt klart det alternative på Mouritzplatz - lidt ligesom Christianias julemarked, bare udendørs og med færre mennesker:




Der er altid madrasser på gader og stræder i Berlin. Måske til de hjemløse?



Så dejligt at få billedplads på bloggen igen :) det koster mig kun 3 $ om måneden, og så har jeg 25 GB at gøre godt med. Det synes jeg faktisk er i orden.

torsdag den 11. oktober 2012

Mærkelig vane

Lang tid før jeg var på Instagram havde jeg en lidt sjov vane med at fotografere måltider. Jeg tror det startede, da jeg boede alene, fordi det var kedeligt at lave mad til sig selv kun, og så hjalp det lidt, hvis jeg lavede noget lækkert og tog et billede af det. Og så fortsatte det. Her er en lille serie, der samtidig er lidt historisk.


Da jeg boede alene. Jeg spiser tit det samme type mad, når jeg spiser alene. Noget italiensk, for det meste. En af de bedste versioner er denne: fyldt pasta (garanteret spinat og ricotta - fra Irma), hjemmelavet tomat-basilikum-rødvinssovs, et glas rødvin (dét savner jeg!) og chokolade og/eller/med lakrids. Det var egentlig ret hyggeligt.


Da vi lige var flyttet ind i lejligheden sammen i december. Eftermiddagshygge med honninghjerter, kaffe og kalenderlys. Jeg glæder mig faktisk allerede til jul igen! Denne gang bliver det nemlig uden opgaveskrivning, men i stedet med masser af barsel - jubiii!


Nok et af de første fælles hjemmelavede måltider i den nye lejlighed: Kartoffelsuppe med persille og bacon.


Jesper var taget hjem til jul, men jeg var stadig hjemme i lejligheden og så Nissebanden, mens jeg spiste pasta, og jeg kan huske, at jeg savnede ham helt vildt meget, fordi vi havde fået til vane at se Nissebanden hver aften sammen, og nu var han bare taget hjem til sine forældre, og jeg sad og skrev opgave i ensomhed.

Mærkeligt at man pludselig får et helt andet forhold til at være alene, så snart man bor sammen med nogen. Det er vist godt at lære at nyde det, ligesom jeg gjorde på det første billede.

tirsdag den 7. februar 2012

Vintertræt

Varm te i den nyeste mumikop = overlevelse.
Er det noget med, at kroppen bruger ekstra meget energi på at holde sig varm i minusgrader og man derfor bliver mere træt om vinteren? Eller handler det bare om, at jeg har haft fem timers undervisning i træk (hallo, det er altså meget for en kandidatstuderende!) og ikke har fået nok at spise? Jeg er suuulten. Jeg vidste bare jeg skulle være mistænksom, da Jesper tilbød at lave mad efter sit spændende møde på det tidsskrift, hvor han er frivillig. Han er stadig ikke kommet hjem, og jeg har snart tømt vores snacklager.

Jeg har nu haft alt min undervisning for første gang, og det virker alt sammen ret godt. Jeg tror det bliver ret intensivt - vi skal virkelig læse meget og oven i det aflevere en oversættelse hver uge. Men det bliver godt! Det er jo den sidste undervisning jeg får gratis, så citronen skal altså presses alt hvad den kan nu!

Jeg kan jo passende begynde på at læse hele Paul Austers forfatterskab. Vi skal "kun" læse seks romaner ifølge semesterplanen, men vores lumske lærer har tilføjet punktet "sammenlign med..." ud for hver roman. For eksempel ville det være fint hvis vi lige havde New York-trilogien i baghovedet.

Jeg vidste bare der ville komme et tidspunkt i løbet af mit studie, hvor jeg blev tvunget til at læse den. Jeg har skam forsøgt (man er vel ikke engelskstuderende for ingenting), men det lykkedes ikke første gang. Ej heller anden gang. Jeg har fået meget mere ud af hans nyere bøger.

Men nu har jeg lånt første del, City of Glass, som tegneserie. Det kan jo kun gå godt.

Nå. Jeg skal lige ringe til nogen og stille utålmodige spørgsmål om aftensmad.

onsdag den 19. oktober 2011

Som sagt, så gjort


Så fik jeg købt mig et par frostsikre planter til altanen. Ekspedienten mente, at de ligner tyggegummier. Jeg ved ikke helt, men jeg synes de er fine!

Det var ellers lidt af et projekt at få lov til at købe dem - automaten ville nemlig ikke tage mit kort. Det var lidt småpinligt, for hun troede jo nok, at det var blevet lukket pga. overtræk, men det er selvfølgelig fordi jeg er ved at skifte bank - kom jeg i tanke om lige bagefter! Jeg var gået ind til byen i gummistøvler, så jeg måtte småløbe hjem (i gummistøvler!), finde mit pas og skynde mig ind til banken for at hæve penge (man skal bruge billed-id, når man ikke lige har et dankort, der virker) og så ind i blomsterbutikken igen og betale. Jeg havde også en aftale kl. 16, så alting foregik under intens stress. Hvorfor ender ens fridage bare altid på den måde?

I dag bliver jeg også nødt til at være lidt tjekket, for jeg skal læse alt det jeg ikke fik læst i går, alt det jeg skal læse i dag (som jeg ikke udskyder til i morgen) og så skal jeg rundt i byen for at finde alle de underskrifter, som manglede på valgpapirerne, da jeg var inde for at aflevere dem i går. Farvel efterårsferie... goddag nye liv som fagrådsformand og flittig studerende.

tirsdag den 18. oktober 2011

Efterårsvejret slår til igen

Har måtte tage mine planter ind fra altanen, da der kom nattefrost. Hvor ser det kedeligt ud :(
Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal forholde mig til det her regnvejr. Jeg havde løbeplaner i dag. Og tage ind til byen og aflevere valgpapirer-planer. (KU-valget, altså.) Nu bliver det måske noget med at gå derind med paraply og gummistøvler og hjem igen til en kop varm kaffe og spæææændende fonetiklektier?

Synes alting er meget efterårsagtigt i dag. Måske fordi jeg har efterårsferie og skal i halloween-tivoli senere :) Jeg gad godt sætte nye vinterplanter (dem med bærrene, der godt kan tåle frost) ud på altanen, men det virker lidt tamt at købe dem for halvanden måned - siger nemlig farvel til min altan fra december af! (Ja, noget prøver man da at gøre for at få læsere til at vende tilbage til bloggen for at læse mere... ikke, at der er så mange af jer.)

Meeen... måske gør jeg det alligevel. Jeg gider ikke vågne op til en tom altan hver morgen resten af efteråret.

En anden ting. Jeg har fødselsdag til november, og jeg har for første gang nogensinde ikke fået planlagt noget. Det ligner slet ikke mig - jeg elsker fødselsdage! Men det er som om fødselsdage ikke matcher pakkerod, ikke?

lørdag den 15. oktober 2011

Nordisk kulturnat


I går var jeg til kulturnat, traditionen tro. Himlen havde været så venlig at være meget flot, men samtidig var det ret koldt.


Jeg var med min færøske veninde til finsk fest i Nordisk Ministerråd, hvor vi hver især vandt et sæt med overstående bøger ved at svare på et par spørgsmål om Finland. Det var lige en præmie for os nordisk litteratur-nørder :)

I dag er jeg lidt træt i hovedet og rundt på gulvet over en stor beslutning (måske kan I gætte hvad?), så det bliver ikke en særlig spændende blog i dag :)

tirsdag den 20. september 2011

Speltotto med tomat og bacon

Til en person:
  • 1 dl hele speltkerner
  • 2 spsk olivenolie
  • 2 tomater
  • Baconstrimler efter smag (bacon er altid en smagssag, ikke?)
  • 1 fed hvidløg
  • Ca. 1/2 liter boullion
  • Parmesan
  • Frisk basilikum
Steg bacon og hakket hvidløg i olien i et minuts tid. Hæld speltkerne i og steg dem sammen med resten i tre minutter. Hæld derefter boullionen i en dl ad gangen, mens det småkoger indtil speltkernerne er bløde, men med bid og ikke ligger og søber i alt for meget væde. Hak tomaterne og bland dem med resten og kog dem med i et par minutter. Serveres med friskrevet parmesan og basilikum.

Det var ret godt! Rigtig vintermad. Så godt, at jeg kom til at spise det hele uden at gemme til rester...

mandag den 25. april 2011

Påsken der blev til sommer


Her ved den sidste aften i påsken er jeg træt, men i godt humør - ligesom resten af Danmark, satser jeg på? Det meste af påsken har været tilbragt i solen - blandt andet i min gård, som ses på det første billede - selvfølgelig iført min hat, som set på det næste billede. Jeg ELSKER min gård - den er rolig og fredelig, stort set mennesketom i påsken, i læ for vinden og pyntet med roser og lyskæder. Og i morges sad jeg et kvarters tid på min altan - der er lige lidt sol morgen og aften, men desværre ikke mere end det. Den her ejendom er dog virkelig et sted, som vinder om sommeren. Om vinteren er her desværre lidt koldt, da den eneste radiator (som i rigtig mange gamle københavnerlejligheder) er placeret helt henne i hjørnet, og det trækker fra et stort vindue og et koldt køkken. Men om sommeren kommer jeg i tanke om hvorfor jeg bor det bedste sted i København :)

I dag var vi på en frisk lille cykeltur til det yderste ydre Amager for at se Danmarks længste badebro (hvad man ikke finder på for at udskyde de sidste timers arbejde på praktikrapporten) - desværre var det meste af broen druknet eller bare ikke sat op endnu. Det var ikke rigtig til at gennemskue. Til gengæld fandt vi ud af, at Dragør kun var et par km væk, og der havde ingen af os været før. Det viste sig at være en rigtig fin og idyllisk by med små pastelfarvede huse, en stor havn og endda et fort! Klart en udflugt værd :)

torsdag den 17. marts 2011

Benene op eller bukserne ned!

Ikke for at blære mig, vel? Men jeg har weekend nu! Og det fortjener jeg SÅ meget, for jeg har været en flittig Cecilie i denne uge. (Jeg mener i det her år...) Men det har så også betydet, at det i denne uge er lykkedes mig at forberede undervisning til min praktikperiode, producere et helt radioprogram, arbejde arbejde arbejde, haft undervisning og en masse andre ting som jeg lige har glemt. Det er selvfølgelig kun lykkedes fordi jeg allierede mig med andre flittige mennesker.

Og NU skal jeg have benene op - også selvom det roder i baggrunden, som man jo nok kan se. Og så har jeg skiftet til uldjoggingbukserne (ja, de ser gode ud, ik'? Arvestykke endda!), fordi jeg måtte cykle hjem i ulækkert antiforårsvejr - øv!

Lige nu ser jeg DR-dokumentaren De Udvalgte, især fordi jeg havde undervisning om dokumentarer i dag, men også fordi jeg så Black Swan og tænkte på hvor slemt det mon stod til med balletbørn i Danmark. Og så anbefalede min veninde mig denne dokumentar. Den er i to dele, og jeg er netop nået halvvejs. Så nu, efter en lille opvask- og blogpause, vil jeg se anden halvdel.

Har I set Black Swan eller De Udvalgte? Hvad synes I?

tirsdag den 22. februar 2011

Frossen fridag

Jeg undskylder for det fjollede bogstavrim i overskriften, men jeg har ikke haft litteraturfag i flere semestre, og jeg savner sådan allitteration (bogstavrim)! Ja, jeg ved det godt, jeg er kedelig og tør og dansklæreragtig... :)

I dag har jeg fri, som jeg for det meste har om tirsdagen (nøje planlagt og også grunden til, at jeg to dage om ugen sidder liiidt for længe foran en statslig computer, men sådan er det). Nogen har genindført vinter udenfor, og grundet dette (og måske også alt den alkohol fra vinterferien - undskyld krop!) har jeg altså fået ret ondt i halsen.

Derfor står dagen på læsning under dynen, samt masser af varme drikke og dracula-bolcher.

Jeg læser i mit mediefag om Charlot og Charlotte. Kan I huske den? Jeg genså den her i weekenden, og hvor er den overmegasej, den serie! Klart en gensyn (eller flere) værd! Jeg overvejer helt klart at skrive opgave om den. Jeg købte den forresten i Fona til kun 200 kr. - det er da ikke så slemt, vel? Den fylder fire afsnit af en time hver. Desværre er der ikke noget ekstramateriale på dvd'en, og alt musikken fra serien er skiftet ud med dansk musik, da der har været problemer med rettigheder til bl.a. REM. Øv øv.

Lidt lystlæsning bliver det måske også til.

onsdag den 9. februar 2011

How to survive February...

Friske urter, tomater og citroner... så kan man jo lege, at det er sommer.

Puh, jeg synes det er lidt hårdt alt det her semesterstart og vinter. Jeg arbejder nu 15 timer om ugen og går i skole 6. Jeg havde egentlig tænkt, at overbygningen ville blive "nem", fordi man har så få timer, men man glemmer, at man samtidig skal læse virkelig meget. Det kan man jo vægte som man vil (og har samvittighed til...), men gymnasiefaget kræver en del opmærksom, især fordi jeg synes det er helt vildt spændende og gerne vil med til alle ekstratilbudene - som fx at observere gymnasieundervisning, som vi skal i dag.

Samtidig betyder mit job en hel del for mig, og jeg prøver hele tiden at prioritere det højt også. Udover det, er der jo også veninder, kæreste og familie, der skal passes... selvfølgelig altsammen gode ting, men puha! Man skal også lige have sig selv med i det hele.

Det har jeg åbenbart ikke 100% haft, for mandag eftermiddag blev jeg ramt af en koloenorm migræne, der besluttede sig for at vare et døgn og ignorere alle de smertestillende piller, jeg fodrede den med. Sådan går det, når man glemmer sig selv.

Så i dag har jeg været nede og træne, og selvom det var hårdt at stå tidligt op og slæbe min trætte krop med Jesper ned i træningscenteret, så tror jeg min krop er mig dybt taknemmelig.

torsdag den 6. januar 2011

Torsdage slår onsdage

I forhold til dette år, har jeg vist netop fundet ud af, at torsdage slår onsdage. I dag har jeg været totalt sej og gjort rent i hele lejligheden, sorteret ud i mit køleskab, taget opvasken... I ved alle de der ting, som man burde gøre lidt oftere end man egentlig gør det.

I går var en vist bare en Tycho Brahe-dag. Dagen startede 6:30, hvor mit vækkeur ringede. Jeg skulle til en 4-timers skriftlig eksamen i grammatik. Og jeg var syg. Aftenen før havde jeg med feber og løbende næse virkelig, virkelig overvejet at tage en sygeeksamen, men det koster en altså lægeeklæring (4-500 kr. - er det ikke det, det er løbet op i for sådan en?) - og så skal man op midt i februar, hvor jeg jo altså er startet på et nyt semester + jeg har fået flere timer på mit arbejde. Nej, bedre bare at få det overstået, så jeg tog to kodimagnyler og tog på uni.

Da det var vel overstået (pleeeeease, lad mig bestå!), tog jeg hjem igen for at finde min dyne og en film. Men oplivet af at have overstået eksamen, besluttede jeg mig for lige at sætte dej over til et brød, så jeg kunne sove lidt og derefter få nybagt brød. Men sådan skulle det ikke gå, for da jeg griber efter noget i mit skab, falder en glasbeholder ud og smadrer ned i dejen (indeholdende det sidste gær og mel, jeg havde). Jeg stod virkelig lang tid og kiggede efter glaskår i dejen, men da jeg havde fundet et par stykker, tog jeg mig sammen og smed det hele ud.

Så laver jeg en kop kaffe og spiser lidt julegavechokolade og prøver at komme i bedre humør. Kommer så i tanke om, at jeg ikke har hørt noget fra Engelsk om jeg er kommet ind på det kulturjournalistikfag, som jeg søgte ind på og som skulle redde hele næste semester fra at blive kedeligt. Jeg skriver en sød mail og spørger, hvor holdlisterne er blevet af, og får da også svar lidt efter. Her står der så bare, at jeg alligevel ikke kan læse journalistikfaget, har de lige fundet ud af det - noget med, at jeg er på en forkert studieretning, fordi jeg tager det gymnasierettede tilvalg. (Jeg har selvfølgelig været nede og spørge dem mange gange om jeg godt kunne tage faget, selvom jeg var det...) Det betyder, at jeg skal vælge et nyt valgfag, men som hun også lige fletter ind i mailen: De to andre valgfag, jeg havde overvejet, er allerede fyldt op. Så jeg har kun mulighed for at vælge nogle restfag, som jeg ikke interesserer mig for.

Status nu: Sur mail sendt af sted til administrationen + overvejer at læse noget på Dansk i stedet for. Åh, Kua...

I dag er helt klart en meget bedre dag! :)

søndag den 19. december 2010

Bananmuffins + sne på altan

Juleferiestemningen begynder at brede sig hjemme hos mig, selvom jeg stadig har to arbejdsdage tilbage. (Og der er noget med et par eksaminer i januar. Men det tænker vi ikke på endnu. Lalala.) Der er faldet virkelig meget sne på min altan, og det er fint, for det dækker alt rodet derude til:



Og så har jeg bagt bananmuffins, som blev virkelig gode:

Ingredienser:
  • 2 æg
  • 100 g sukker
  • 150 g hvedemel
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 dl mælk
  • 3 små modne bananer
  • 75 g hakket mørk chokolade
  • 2 tsk blå birkes
Pisk æggene med sukkeret og tilsæt mel og bagepulver, og derefter mælk. Mos bananerne ned i med en gaffel, og tilsæt så chokolade og birkes. Bages 50 min. ved 175 C. Kan også bages som skærekage, men jeg skulle lige afprøve nogle muffinforme fra Tiger. De fungerede fint, især hvis man bruger to ad gangen, så de ikke flyder for meget ud.