Viser opslag med etiketten essayadventskalender. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten essayadventskalender. Vis alle opslag

tirsdag den 25. december 2012

Essayadventskalender #4

Det er nu over et halvt år siden, jeg var til min sidste undervisningsgang. Jeg mangler kun specialet, og jeg syntes ikke, at graviditet og speciale passede så godt sammen, så det har jeg udskudt - og derfor kun arbejdet i dette semester. Studiet er altså kommet lidt på afstand, især nu, hvor det meste handler om baby. Det er sjældent, jeg savner universitetet. Jeg savner at se lidt flere mennesker i min hverdag, men man har alligevel så lidt undervisning på kandidaten, at man er for lidt på universitetet til at få noget socialt ud af det.

Men jeg savner lidt at sætte mig ind i et emne og gå i dybden med det. Og jeg savner at møde (nogenlunde) forberedt til undervisning og diskutere stoffet med en af de mennesker i Danmark, der ved allermest om det. For eksempel savner jeg at læse en Paul Auster-bog for bagefter at tage på universitetet og vende problemstillingerne med en underviser, som samtidig med semesteret pendler til og fra New York for at færdiggøre en interviewbog med samme Auster. Eller når en studerende foreslår en tolkning af et digt, og underviseren, som samtidig er en af Danmarks førende forskere inden for feltet, udbryder "Genialt! Sådan har jeg aldrig selv tænkt det!".

Jeg savner også eksamensperioderne. Læseferierne, hvor man sætter alt andet på pause for at hellige sig et felt og kun det. Sidde på biblioteket, sammen med resten af Danmarks blomstrende ungdom og en tyk dunst af kaffe og bøger, og i begejstring at glemme frokost, fordi den teori man netop har læst om, passer perfekt på en af de romaner, man har sat på pensum. Skrive tusindvis af noter og tegne komplicerede modeller, som kun giver mening i det øjeblik, man tegnede dem, men som ser så abstrakte ud, at man nemt kunne forveksle sig selv med en genial professor i kampens hede. Og eksamenerne, hvor man ankommer til universitetet og føler sig så uforberedt som aldrig før, men alligevel når til et punkt i forberedelsen, hvor alting går op i en højere enhed, som man rent faktisk kan formidle til underviser og censor uden at lyde så meget som en nybegynder som man føler sig.

Og jeg savner den måde det faglige stof kryber ind under huden på en. Når man har siddet hele eftermiddagen på biblioteket og kæmpet med en umulig oversættelse, som ikke bliver mere medgørlig af, at underviseren har ladet os forstå, at det afleverede materiale skal nærme sig en professionels arbejde, hvis karakteren skal så meget som ligne en tocifret. Man har slået en vending op i samtlige opslagsværker, biblioteket og internettet kunne præstere, men alligevel passer intet af det /rigtigt/, så man ender med en forsimplet "gummiløsning", som underviseren har kaldt den slags løsninger, på en måde som afslører, at man godt kan prøve at afstå fra den slags nybegynderi. Men så cykler man hjem gennem Københavns vinterkulde, får trukket byluften ind i lungerne, og pludselig kommer den perfekte løsning ud af den blå luft, selvom man tænkte mere på aftensmad end engelske fagtermer. Så er man pludselig dronning af verden, eller i hvert fald af oversættelse.

Desværre er der andre ting, jeg slet ikke savner. For eksempel studieordninger. I virkeligheden er jeg en ret stor fan af studieordninger, men det er universitetets behandling af studieordninger, jeg ikke savner. Det er meningen, at en studieordning skal være et sæt regler, der sætter rammer for indholdet af en uddannelse. Reglerne er lavet for alle parters skyld - både universitetet og dets studerende og ansatte. Når der klages over en eksamensbedømmelse kan der henvises til studieordningen som facit for, hvad den studerende skal kunne præstere. Når der bliver spurgt til reglerne til eksamen, er det i studieordningen, man kan finde svarene. Ligeledes er det her man finder definitioner på sideantal, regler for hvilke fag ens uddannelse kan bestå af, hvornår man skal søge dispensation og så videre. Studieordningerne er lavet, så diskussionerne med administrationen og underviserne kan løses på en fair måde: det går fint, så længe man følger sin studieordning (det siger de selv, når man starter på universitetet). I en perfekt verden er studieordningerne de studerendes bedste ven.

Verden er bare ikke særlig perfekt. Dermed har jeg i løbet af min studietid utallige gange mødt modstand, når jeg naivt har peget på studieordningen for at forstå en afgørelse. Således er jeg i tidernes løb blevet mødt med udsagn som:

- "Du skal skrive en ekstra opgave, fordi du ikke har været nok til undervisningen. Det er underforstået i studieordningen, der hvor der står, at dit pensum også bliver større.", instituttet. (Underforstået? Altså, skrevet med usynligt blæk?)

- "Nej nej, den regel der i studieordningen synes jeg ikke er særlig vigtig. Det skal vi altså ikke gå op i i mine timer.", underviser. (Så håber jeg, du informerer censor om det, når han skal bedømme vores opgaver.)

- "Oh, you're not one of these pagecounters, are you?", underviser. (Jo. Hvis det kan sikre mig, at jeg består min eksamen.)

- "Studieordningen blev altså ændret midt i semesteret. Det står i en notits ude i højre side på hjemmesiden, som vi lavede uden at fortælle det til nogen for kort tid siden. Du får ikke lov til at beholde den karakter, nej.", instituttet.

Bare lige et udpluk af grunde til, at jeg har brugt så meget krudt på fagrådet og studenterpolitisk arbejde...

Men det var lidt om min studietid. Hvis man har spørgsmål til at gå på universitetet, vil jeg selvfølgelig meget gerne svare. Jeg føler efterhånden, at jeg har lidt erfaring.

søndag den 16. december 2012

Essayadventskalender #3

Jeg har læst på universitetet i lidt over fem år, og undervejs har jeg datet og kærestet lidt rundt både uden og inden for universitetets vægge. Den slags kan godt være svært, når man samtidig prøver at finde sig til rette med, hvem man er og hvordan man skal indrette sin tilværelse for at få det bedste ud af den. Lige omtrent samtidig med, at jeg blev student, blev mine forældre skilt. Det kastede mig ud i en krise, der blev ved med at bide fra sig, også mens jeg læste på universitetet. Jeg var i perioder ret ensom som følge af skilsmissen, så jeg kastede mig i armene på alt, hvad der kunne holde mig med selskab; veninder, kærester, tilfældige mænd, studieaktiviteter osv.

Det bliver nok ikke foreløbig, at jeg offentligt fortæller så meget mere af den historie, men den "endte" med, at et forhold gik i stykker, og jeg besluttede mig for at bo lidt alene og finde mig selv, som det jo så fint hedder. Til hjælp med dette brugte jeg studenterpræsten på KUA, som stiller sig selv til rådighed til samtaler om livet - ikke om religion. Hendes mantra er, at ting tager tid, og det kan hun jo have ret i. Alligevel tog det mig kun et halvt år at få det meget, meget bedre, hjulpet godt på vej af ikke at date, skrive en hel masse ned om mig selv og jævnligt gå til samtaler med præsten. Jeg skriver dette, fordi jeg er sikker på, at man ikke kan  komme helt ud af en livskrise bare ved at møde den rigtige person. Men jeg er ikke sikker på, at jeg tror på mig selv alligevel.

Vinteren efter en terapeutisk sommer og et udviklende efteråret, mødte jeg nemlig Jesper. Jeg havde egentlig mødt ham før, men jeg vidste ikke så meget om ham, andet end, at han efter sigende var ret klog - og virkelig venlig. Vi var på det tidspunkt begge to i festudvalget på Dansk, men vi faldt først i snak en dag, vi med tømmermænd skulle gøre rent efter en fest. Vi hyggesnakkede bare lidt, og så tog jeg hjem uden, at der skete mere ved det. Men jeg kom hjem med fornemmelsen af at have haft det rigtig rart. Jeg besluttede mig for at bruge lidt mere tid sammen med folk, der bare var rare.

Derfor var jeg også ekstra opmærksom på ham til festudvalgets julefrokost. Han var jo rar, og resultatet af min laaange selvudvikling var åbenbart en beslutning om at tilbringe mere tid med rare mennesker - uden bagtanker om andet end uskyldig tid, for øvrigt. Men man har jo hørt før, at ens tankegang bliver mindre uskyldig efter de første par flasker rødvin, så et sted mellem min opblomstrende karriere som julefrokost-DJ og definitiv gå-hjem-tid faldt vi på en eller anden måde ind i hinandens arme. Den aften gik jeg slet ikke hjem. Vi sov (ja - sov!) sødt ved siden af hinanden på en bænk uden for det store auditorium.

Næste dag gjorde vi endnu en gang rent efter en fest på KUA sammen. Men denne gang blev vi af vores snedige venner hele tiden sendt i kælderen (hvor vi opbevarer tomme flasker og den slags) sammen. Da jeg cyklede hjem fra universitetet, var jeg ret glad. Og lidt på vagt - for det er jo farligt at være så glad efter bare én god aften.

Når jeg hører om folk, der er i tvivl om deres date egentlig vil noget mere seriøst end dating, når han eller hun nu ikke skriver eller ringer, ikke har så meget tid til at ses eller i det hele taget ikke virker så interesseret, har jeg altid svært ved at sige "Han er nok bare usikker på dig", "Måske er han bare ikke sms-typen" eller "Bare vent og køb en ny kjole, så skal han nok falde ordentligt for dig"...

Jesper er ikke sms-typen. Faktisk er han så lidt sms-type, at han ikke havde nogen telefon dengang. Men jeg nåede ikke længere end hjem fra universitetet før han havde fundet mig på facebook. Dagen efter havde vi vores første date. Vi bagte pebernødder sammen i hans kollektiv og lærte hinanden lidt bedre at kende. Fredagen efter var vi til julefredagsbar sammen på Dansk, hvor vi ikke rigtig lagde skjul på, at vi godt kunne lide hinanden. Efter fredagsbaren sneg vi os ind på den aflukkede del af gamle KUA, så vi kunne komme op på taget.

1. januar, lidt over en måned efter julefrokosten, besluttede vi, at vi vist nok ikke længere kunne løbe fra, at vi var kærester nu. To år efter købte vi en lejlighed sammen. Vi flyttede sammen et par dage efter vores toårsdag (fra julefrokosten), 1. december. Nu har vi været sammen i lidt over tre år, og det næste store kæresteskridt er selvfølgelig, at vi om kort tid også kan kalde os selv for forældre.

I fredags var der julefredagsbar på Dansk igen. Vi kom aldrig af sted. Men i dag slæbte vi (okay, mest ham) et puslebord fra Østerbro til Nørrebro på min cykel gennem tøsne og forbi Rigshospitalets villaer, mens vi spejdede efter barselshotellet.

Hver dag med Jesper er et nyt eventyr. Det må gerne lyde corny, når det er sandt.

søndag den 9. december 2012

Essayadventskalender #2

Da jeg var barn, var jeg meget fascineret af venskaber. Jeg kunne se, at mange fra min familie havde samlet deres vigtigste venskaber i gymnasietiden, i studietiden eller andre lignende foranstaltninger. Jeg oplevede, hvordan de havde fulgt hinanden fra den spæde ungdom med drukhistorier og forelskelser, hen over det første ægteskab, det første barn, det første rigtige job og til det andet ægteskab og de første børnebørn. Jeg vidste også, at der i mine forældres omgangskreds var nogen, som egentlig havde været kærester med dem en gang i en fortid, jeg kun kendte fra de blegede fotografier fra deres ungdom, som jeg elskede at kigge på.

Måske er det derfor jeg igennem mit liv har prioriteret højt at beholde så mange venner som muligt. Alligevel er folk faldet fra hen ad vejen, noget der især sker, når man skifter hele omgangskredsen på en gang hver gang man skifter beskæftigelse. Det har jeg ikke udelukkende gjort, et par stykker fulgte med mig, men mange er røget i svinget. Men alligevel kan jeg ikke undgå at se mine omgangskredse som isolerede objekter. Kun de meget loyale bliver, for det kræver stædighed at holde fast i et venskab kun baseret på fortiden. (Heldigvis holder de allerbedste ved, men det må være et andet indlæg.)

Da jeg lavede research til dette essay, læste jeg gamle dagbøger og kiggede på gamle facebookfotoalbums fra starten af danskstudiet. Udover de oplagte reaktioner som "hvor ser jeg ung ud uden briller", "blev jeg aldrig træt af at date mænd, der mindede om hinanden?" og "gad vide hvor den sweater er blevet af", slog det mig hvor mange navne og ansigter, jeg kunne genkende. Mange af dem fordi de stadig, mere eller mindre, er en del af mit liv i dag.

Sjovt nok er der ikke tale om dem, der var mine tætteste venner de første par år på Dansk. De er desværre allesammen forsvundet til fordel for andre studier, andre landsdele og andre venner. Det er mere dem ude i hjørnerne af billederne eller dem, der lige er blevet nævnt i en bisætning her og der. Med en lille undtagelse af ham jeg datede det meste af første semester. Han fylder lidt meget på visse dagbogssider, men hvem skulle have vist, at han i dag er en af Jespers bedste venner? Det var han faktisk allerede dengang.

Det der mest af alt binder trådene sammen, er selvfølgelig, at jeg blev kæreste med Jesper, som også læste Dansk. Han har været god til at passe på sine studiekammerater. Så da vi nåede så langt i vores forhold, at vi skulle til at lære hinandens venner at kende, havde jeg et vist forspring med en stor andel af hans venner. Jeg har nemlig kendt de fleste af dem tidligere: været tutor sammen med dem, stået i fredagsbaren/festudvalget med dem, og ja... datet en enkelt af dem.

Og nu forstår jeg hvordan mine forældres vennekreds er opstået: Det sker, når man fletter omgangskredse og pludselig bliver kæreste med en, som er midt i det hele.

Jesper har jeg også kendt meget perifært lige siden jeg startede på studiet. Men den historie må I få på næste søndag.

søndag den 2. december 2012

Essayadventskalender #1

Jeg trådte mine første skridt på Københavns Universitet Amager (KUA) i sommeren 2006. Jeg tog derud med min mor for at se hvad det der universitet egentlig var for noget. Vi gik ind ad den gamle hovedindgang til gamle KUA, som de røde barakker fra 70'erne bliver kaldt. Vi kiggede nysgerrigt på det store oversigtskort for at finde ud af hvor spanskstudiet holdt til. Ingen steder, åbenbart. Vi spurgte et par forbigående, som heller ikke vidste det. Der har nok heller ikke været mange hjemmevante studerende på stedet midt i sommerferien. Men dengang var universitetets rytmer ikke en del af mit eget livs rytme. Det har det været lige siden.

Et par måneder efter startede jeg på spanskstudiet, som viste sig at ligge på nye KUA, de nye bygninger i stål, glas og beton på den anden side af kanalen. Jeg havde min daglige gang (det var før humanistiske studier blev skåret ned til et par dage om ugen) på kliniske, hospitalsagtige gange og i moderne klasselokaler med indbygget projektor og markiser, der havde deres eget liv og derfor afbrød hver lektion med en hæs motorlyd, når et forvirret censorsystem vurderede, at solen var kommet. (Det var den ikke.) Jeg stod i lange køer ved semesterstart for at få lov til at købe kartonindbundne kompendier i sarte 80'er-pasteller og grundbøger i grammatik, der altid var udsolgt fordi administrationen ikke gad bestille bøger nok til alle nye studerende. Der var jo alligevel så mange af dem, der ville droppe ud så snart semesterstartsfesterne ebbede ud.

Og ganske rigtigt. Vi droppede ud. Et par stykker i løbet af de første par uger, så lidt flere. Jeg holdt helt til lidt før efterårsferien, hvor jeg en almindelig tirsdag rejste mig op i pausen, samlede mine ting og forlod lokalet. Allerede mæt af spansk grammatik forklaret på spansk og arrogante undervisere, der nok havde håbet på et højere niveau og en større indlevelsesevne fra nogle af os, besluttede jeg, at universitetet bestemt ikke var noget for mig. Jeg gav de triste bygninger et sidste opgivende blik og tænkte, at jeg aldrig ville komme tilbage.

Heldigvis tog jeg fejl. En del erhvervserfaring klogere og efter at have læst alle beskrivelser af samtlige studier i Danmark, dukkede jeg brødbetinget men spændt op til introdagene på danskstudiet bare et år efter min mislykkede debut på KUA. Dansk ligger også på nye KUA, men på den anden side af kantinen. Lokalerne ligner hinanden til forveksling og set udefra er det kun på bygningsnummeret, man kan se en lille forskel. 22, ikke 24. Skemaet kunne også nemt sammenlignes med mit gamle: grammatik, litteraturteori, kulturhistorie. Men for mig var forskellen enorm. Det øjeblik jeg trådte ind i mit nye instituts kaffebar med gamle sofaer, økokaffe og kitsch malerier på væggene, kunne jeg, corny som det end må lyde, erklære mig hjemme.

Kliniske hospitalsgange forvandlede sig fredag aften til paladser af lys og venlighed, noget så sølle som de såkaldte midlertidige pavilloner ved gamle KUA var pludselig scene for diskussioner om skønlitteraturens berettigelse eller charmen ved sproglige fejl. Endeløse eftermiddage tilbragt dybt nede i en sofa i kaffebaren cirklede skiftevis om ugens oplæg i medieanalyse til hvilken tutor, der var sødest. En dag dukkede der på ægte symbolsk vis svaner op i den ellers ildelugtende kanal, og KUA var nu begyndt at åbne sig for mig.


fredag den 30. november 2012

Adventskalender med essays

Så rejser jeg til Berlin om lidt. Men inden da vil jeg da lige reklamere lidt for mit nye påfund: hver søndag i advent kommer der et afsnit af et essay, jeg har skrevet om min studietid.

Jeg var jo på essaykursus i sommer, og nu syntes jeg det var på tide, at jeg fik øvet mig lidt mere. Studietid-emnet var oplagt, da jeg næsten er færdig nu. Mangler kun specialet, og det er jo noget lidt andet. Derudover mødte jeg jo altså Jesper på studiet, så jeg får sikkert også lov til at proppe lidt juleromantik ind.

Så glæd jer til første afsnit på søndag :) Der var engang, at folk gik og sagde, at jeg skrev godt, så måske det er læseværdigt...