Viser opslag med etiketten flødeskum. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten flødeskum. Vis alle opslag

tirsdag den 6. november 2012

Fødselsdag-amok

Hej med jer. Min New York-guide tager sig stadig lige en kort pause, da jeg har haft travlt med at fejre min fødselsdag. Den rigtige dag er i dag, men i weekenden havde jeg gæster både lørdag og søndag. I går var jeg kort tilbage på min rigtige arbejde, hvilket var rart og trygt, men ikke så godt for min lænd, som efterhånden ikke rigtig kan håndtere noget som helst. Men det var slet ikke det det skulle handle om. Det skal selvfølgelig handle om min fødselsdag!


I lørdags havde jeg inviteret lidt veninder over til middag. Vi startede med vin og pistacienødder. Altså bortset fra dem af os, der startede med danskvand.


Mine søde veninder havde slået sig sammen og købt et king size supervaffeljern til mig. Der fulgte også et gavekort med på besøg og vaffelbagning, når baby er kommet. Ret perfekt! Og nu skal der laves virkelig mange vafler...


Pigerne havde bestilt avocadolagkage, så det fik de selvfølgelig. Jeg forsøgte mig frem med en blomst - men lagkagepyntning er måske ikke en af mine spidskompetencer.


Derfor blev søndagens lagkager ret simple i designet - men jeg skulle hilse fra den store familie og sige, at de var godt tilfredse med indholdet. Fra venstre: 1. Abrikosgrød, kagecreme og kakaoskum. 2. Banan, kagecreme og hakket orangechokolade (og flødeskum). 3. Avocadolagkage.


Jesper lavede en kick ass-varm kakao, som der heldigvis stadig er rester af.


I morges blev jeg vækket med blomster og en hjemmeskrevet sang, som indbefattede et gavekort på at spise på Måltid - en restaurant på toppen af Bispebjerg bakke, som vi tit har cyklet forbi.


Pakket ind i sangen var en fin gave, som indeholdte dette fantastiske porcelænsmumiur.


Kort efter kom mine forældre og bror forbi til vafler som helte-Jesper bagte (min lænd og jeg vil være ham evigt taknemmelig for alle de ting, han aflaster mig med i øjeblikket). Med sig havde min familie en minigave,  som vist i princippet er en ret stor gave. Uuh, der skal leges! Jeg er helt rundt på gulvet over at være så hip og med på noderne, at jeg ikke engang kunne få fat i et cover i dag, da det endnu ikke havde nået butikkerne.

Nu skal jeg lige have en lille lur, og så skal jeg i gang med luksus spaghetti med kødsovs til i aften, når min familie igen kommer forbi.

Luksus-fødselsdag :)

tirsdag den 9. oktober 2012

Sportskageinspireret lagkage med ribs og æblemos


Se hvad jeg fandt! Et billede fra den første moderniserede sportskage, jeg lavede. Jeg har ikke opskriften på denne her, men jeg er ret sikker på, at det er næsten den samme som i forrige indlæg, men med ribs og æblemos i stedet for jordbærcreme. Og så er der hakket mørk chokolade i pynten også.

Jeg kan huske, at kagen blev lavet ud fra Stop spild af mad-konceptet, da det var kort tid efter min fødselsdag, og jeg havde masser af lagkagebunde, piskefløde, chokolade, nødder og bær tilbage fra åh nej der er ikke nok kage til alle-indkøbene op til fødselsdagen. Det blev til denne laglage, som jeg så inviterede Jesper og min far og hans kone over til.


søndag den 7. oktober 2012

Sportskageinspireret fødselsdagslagkage


Ovenstående lagkage er mit andet forsøg på at modernisere sportskagen fra La Glace, som jo som bekendt er ret tung. Derfor har jeg prøvet at tilsætte lidt syre. Første gang med ribs og æblemos, denne gang med jordbærcreme. Den var en ret stor succes :) Ingen nævnte de manglende vandbakkelser...

Ingredienser:

  • 3 lagkagebunde (1 pakke)
  • ½ l piskefløde
  • 2 dl sukker
  • 3 tsk flormelis
  • 500 g jordbær
  • ½ dl appelsinjuice
  • lidt citronsaft til bundene
  • 200 g hasselnødder
Hak nødderne - hverken for fint eller groft, men sådan midt i mellem. Hæld sukkeret på en pande og skru op for varmen. Imens sukkeret langsomt smelter, rører du i et det med en palet, så det ikke brænder fast. Når det er blevet til flydende karamel, hælder du nødderne i og rører godt rundt. Derefter hældes massen ud på bagepapir og stilles køligt.


Jeg satte bagepapiret fast på en spækbrædt med to klemmer, så det ikke ruller sig sammen, før massen er hældt på.


Når det er kølet af, tager du din bedste og største kniv og går i gang med at hakke det i småstykker. Stykkerne må ikke være for store, for så bliver de for hårde at bide i. Men lidt knas må der gerne være. Fløden piskes til flødeskum og nougaten vendes forsigtigt i. Gem evt. lidt nougat til pynt.

Så kan du begynde på jordbærcremen. Du blender dine jordbær med appelsinjuicen og flormelis - enten i en blender eller med en stavblender. Du kan smage det til med lidt mere flormelis, men husk, at det skal tilføje syre og friskhed til lagkagen, så det må ikke være for sødt.

På den første bund hælder du lidt citronsaft ud, så det ikke bliver tørt, og derefter et lag nougatcreme. Næste lag får jordbærcreme, så det behøver ikke citronsaft. Hvis der er jorbærcreme til overs, kan du gemme det til at hælde over kagen til sidst.

Gem den mest jævne lagkagebund til toppen, og smør så resten af nougatcremen ud over kagen. Det er svært at gøre meget pænt, da cremen jo er ret ujævn pga. nougatstykkerne. Jeg overvejede faktisk, at man næste gang kunne lave en seperat nougatcreme til pynten, hvor nougaten er hakket mere fint. Til sidst kan du pynte med hakket nougat, som ses på det første billede.

That's it. Meld gerne tilbage, hvis du prøver den :)