Viser opslag med etiketten indretning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten indretning. Vis alle opslag

onsdag den 9. oktober 2013

At elske sin lille, upraktiske, slidte lejlighed

... kræver et godt hjerte og lidt ekstra forbedringer, efter som der på magisk vis bliver mindre og mindre plads heroppe på femte.


(Klik på billederne for at se dem i store.) Vi har købt to nye IKEA-skabe til blandet opbevaring. Det ene er det klassiske, lave PS skab, som vi fik brugt og billigt. Det andet er en STUVA kombination, som vi købte fra nyt af efter maaaange overvejelser. Det er i princippet to skabe ovenpå hinanden, så hvis man omindretter, kan man bruge dem anderledes. Og så har vi fået hængt knager op i gangen. Her kan man så rigtig se, at vi er blevet en ægte børnefamilie.

Jeg ville virkelig ønske, at vi ikke behøvede at fylde hvert eneste hjørne af lejligheden op med skabe, men det er altså bare sådan det er, når man har så lidt plads som os. Imens drømmer jeg, som Michael Simson, om et andet sted. Men det bliver jo bare ikke lige nu, vel?

Indtil da kan man glædes over udsigten ved opvasken og solen ind ad vinduet. Mens man ignorerer, at der trænger til at blive malet.


søndag den 7. april 2013

Babyhjørne

Jeg får mødregruppen på besøg i morgen, så nu prøver jeg at få stuen til at ligne noget, man kan være fem babyer bekendt. Jeg har pralet til de andre med vores gode legetæppe, så det skal afprøves af babyerne, hvis de gider. Så nu er det vasket og sat pænt frem, og legetøjet er kommet i kurve - nogle andre end den hæklede kurv som stadig er under fremstilling. Er snart ved at løbe tør for stofrester og håndkrafter!

Legetæppet er måske ikke tip top moderne i diskrete modefarver, men Vera ELSKER det! Elefanten har en bjælde inde i sig, så man kan daske til den og så kan den anden dims lyse og spille musik OG man kan sparke til den med sine buttede små fødder for at få den til at sige flere lyde. Ren glæde for en lille, tyk baby, der har opdaget, at der sker ting, når hun spræller. Her er til timers underholdning hver dag... Og mor og far kan nu spise morgenmad samtidig. Så, et rent hit for hele familien, erhvervet på Den Blå Avis, selvfølgelig.

Nå. Måske køkkenet også skal have en tur, så vi ikke bliver meldt til sundhedsplejersken for dårlig hygiejne...





fredag den 22. marts 2013

Jeg, en opvasknazi

Da jeg var lille, boede vi lidt småt og havde ikke opvaskemaskine. Senere blev vi en lidt større familie med samtalekøkken og opvaskemaskine. Mine forældre har dog altid gået meget op i køkkenredskaber, så listen over ting, der ikke måtte komme i maskinen blev hurtigt længere end dem, der godt måtte. Min pointe med den historie er, at jeg har lært, hvordan man vasker op. Grundigt.

Det er senere gået hen og blevet en hel besættelse. Jeg tror det hænger sammen med, at jeg samler på fine køkkenting. Den slags kommer altså bedst til sin ret, når det er helt rent, og så går det bare ikke, at der er te-rester i munden af mumikopperne, pletter på de spanske glas eller tomat på de kongelige tallerkener.

Jeg tør godt indrømme, at jeg nogle gang vasker ting op igen, efter andre har vasket dem op. Hvis de nu for eksempel havde glemt, at bruge den grove side af svampen til tekopperne. Eller, åh, vasket dem op med børste! Det går jo virkelig ikke.

Til min besættelse har jeg samlet en del udstyr, så jeg altid har det rette værktøj ved hånden, hvis der er en genstridig plet. Bemærk, at jeg også har fået Jesper til at sætte en lampe op, der kan lyse direkte ned i vasken - man skal ikke undervurdere godt arbejdslys!


Sådan ser samlingen ud indtil videre. Næste skud på stammen skal vist være en flaskerenser til Veras sutteflasker, selvom hun ikke bruger dem så tit. Men de skal om noget være rene!


Jeg er selvfølgelig også vigtig-Per omkring opvaskemidlet. Af en eller anden grund har jeg besluttet, at Irmas svanemærkede er det eneste, der dur. Nok fordi jeg er vokset op med den flaske. Bag ved mit opvaskegrej står en lille samling fliser, som jeg tænker kan vokse sig større, når Vera bliver gammel nok til at komme med ud og rejse igen (hun har jo været i Hamborg og New York - i min mave).


Den sidste, men absolut ikke mindste ting, ved opvask er at stille det til tørre. Da jeg flyttede hjemmefra, ledte jeg efter det største og mest praktiske opvaskstativ, der fandtes. Det blev dette vidunder fra Ikea, som stadig har plads til det hele - selvom det næsten ikke kan være under de dumme skrå køkkenvægge. Her går jeg meget op i at få plads til så meget som muligt. Jeg bruger helst ikke viskestykke, da jeg jo i forvejen bruger ret lang tid på at vaske op. Men et godt tip er at lade vinduet stå åbent bagefter. Så bliver glas og lignende mere blanke og får ikke så tit pletter af at lufttørre.

Hah. Jeg kan sagtens skrive om ikke-baby-ting. Det blev så opvask. Åh, mit liv som husmor. Burde måske snart læse en bog eller gå på en smart café eller skrive lidt på mit speciale.

mandag den 28. januar 2013

Redebygning

Jeg blev nærig og købte kopi-versionen af den her ret populære lyskæde. Den kostede kun 80 kr. i den lokale, kinesiske halløjbutik, men til gengæld lyser den næsten blåt og kører kun på AA-batterier. (Yes, really!)
Mange steder står der om den sidste tid af graviditeten, at man kort før fødslen rammes af et behov for akut redebygning. De fleste steder står der, at man skal ignorere det og skynde sig hen i sofaen eller i biografen eller noget lignende, for man skal samle energi til fødslen og bla bla bla. Hm.

Her har den rastløshed også ramt, og aftenen er blevet brugt på at gennemgå IKEA-kataloget og adskillige webshops for løsninger på lejlighedens sidste rodehjørner. Det er bare vildt svært at finde pæn, billig og effektiv opbevaring af ting som cd'er og magasiner. Måske er det bare for 90'er-agtigt at samle på den slags? I dag har man vel bare al musik og underholdning på iPad'en, eller hvad?

Nu har jeg jo godt nok også anskaffet mig en iPad, og der er også en del musik på min gamle MacBook, som er tilsluttet anlægget. Men jeg kan ikke lægge mere musik ind på den, for cd-drevet er for længst gået i stykker og bla bla dårlige undskyldninger. Jeg vil bare godt have cd'erne i et eller andet fancy system, der ikke ser rodet og støvet ud, samt alle mine boligblade (andre blade smides ud og  gives væk, trods alt) samlet på en overskuelig og dekorativ måde. Samtidig ville det være fint, hvis cd-systemet passede ind under den skrå væg og hvis bladene kunne være under vitrineskabet sammen med nye og gamle aviser (selvfølgelig sorteret).

Nu kommer I nok og siger, at jeg kan kigge langt efter den slags orden, når baby kommer og vender op og ned på det hele. Men øhm. Ja. Jeg kan ikke finde på noget godt modsvar. Noget skal jeg jo bruge min barsel på, og projekt baby er ligesom gået lidt i stå efter alt er kommet på plads og baby stadig ikke gider komme ud. (Hun kommer jo nok efter terminen, upunktlig som hendes forældre.)

torsdag den 24. januar 2013

Hvad en tur i Netto kan føre til

Forleden dag var jeg i min yndlingsnetto på Tagensvej. Den er stor og velassorteret, så de har altid mange gode ting.

Her fandt jeg en fin blomst til 8 kr.


Og garn til 8 kr. nøglen (der stod 18 kr. på skiltet, men kassedamen slog det hele ind som "julegarn" til 8 kr. nøglen, så måske har det bare været rester fra jul. Det multifarvede soyagarn (der lærte jeg et nyt ord) er rigtig fint og blødt - jeg tror jeg kaster mig ud i nogle firkanter til et babytæppe.


På tilbudshylderne fandt jeg disse plexiglasæsker til 20 kr. stykket. Og så gik jeg hjem og sorterede de bunker af smykker, som i lang tid bare har ligget og viklet sig ind i hinanden i støvede skåle.





Da æskerne var så fyldte, at mere fyld ville mindske overblikket, gik jeg i gang med at finde på alternative løsninger.


En gammel badeværelseshylde blev til stativ til øreringe. Samtidig fik jeg lige repareret de sorte, de hjerteformede i "guld" og de små med perler. Min smykketang ligger langt væk i kælderen (sammen med resten af smykkegrejet fra en mere kreativ del af mit liv), men en lille saks kunne sagtens bøje de små metalringe, så tingene hang sammen igen.


En gammel gaveæske fra Urban Outfitters med vat i bunden blev hjem for alle stik-øreringene, som ellers aldrig kan finde deres partnere.


Til sidst fik jeg også opdateret mit faste smykkestativ, så det hele faktisk kunne være der.

Nu må jeg aldrig mere købe smykker igen.

(Selvom jeg allerede i dag konkluderede, at der er stor mangel på sølvøreringe i samlingen. På den igen...)

Om jeg keder mig? Hvorfor spørger du om det?

mandag den 14. januar 2013

All set and ready to go

I formiddags vovede min farfar sig ud og køre i snevejret og kom forbi Nørrebro med familievuggen og en masse hjemmestrikket og arvet tøj, heriblandt nuttet vintertøj, lidt mere af de helt små størrelser og tynde, fine babyskjorter, som min oldemor har syet. Vuggen var den sidste brik, der manglede i babyhjørnet, hvilket motiverede os til at få indrettet det helt færdigt.

Det er blevet mere yndigt og tuttenuttet end jeg havde tænkt mig, men sådan kan det gå, og jeg er sikker på, at det matcher baby helt fint. Nu til billedspam.










Det er forresten et meget bæredygtigt babyværelse. Vuggen (inkl. sengetøjet), den blå kommode, puslepuden og lænestolen er arvet, puslebordet er fundet brugt til 300 kr. på Den Blå Avis og bogstaverne (som står på hovedet fordi de ikke kan stå anderledes uden at vælte, hmm), elg-termometret (til at måle værelsets temperatur), plastik-"reolen" (til udforudset babyudstyr), vaskebaljen, kanden, bakken, plakaten med frugter, lyskæden og andre af de tøsede ting er mine fra tidligere. Tæppet i stolen, som måske kan være til når baby vil ligge og kravle rundt på gulvet, er et eksamensprojekt, som min mor har syet under sin uddannelse til håndarbejdslærer. Vi har selv været ude og købe lidt legetøj, et par bøger og og noget småt tøj, men vi har bestemt ikke været ude og tømme Babysam. Det føles på en eller anden måde meget rigtigt - og meget hyggeligere :)

Jeg har aldrig passet en baby mere end tyve minutters tid ad gangen, så jeg er sikker på, at noget af det her ikke fungerer i praksis. Det bliver sikkert også hurtigt mere rodet. Men nu er der noget at starte med, og så må vi se, hvordan det går. Jeg er bare begejstret, fordi mine lidt mere tøsede ting har fået lov til at komme frem igen og så fordi vi endelig er klar. Nu mangler jeg bare at pakke tasken til hospitalet.

fredag den 4. januar 2013

Meget nørdet indlæg om gratis babypakker

I går var vi på den helt store babypakkejagt, og selvom jeg sagtens kan se, hvor uendeligt uinteressant det her må være for alle, der ikke har en baby på vej, ved jeg, at det vil være interessant for rigtig mange i min situation. (Måske det er interessant fra en eller anden anden vinkel? Samfundsanalyse?) Så hermed:

Den store gratis babypakke-oversigt!

Først lidt info til de helt nye i babybranchen: Mange firmaer forærer pakker med gratis vareprøver til vordende forældre. Fordelen for dem er, at de kan håbe på at få dig i nettet, så du fremover vil bruge deres produkter. Forleden for dig er, at du får et godt overblik over de forskellige produkter, samt at du får lov til at prøve en masse forskelligt før du går ud og bruger penge på noget. Jeg tror forresten, at indholdet ændrer sig en anelse en gang i mellem, men overordnet set passer det nok meget godt.


Fra Matas
Hvordan du får den: Meld dig ind i Club Matas her og oplys, at du venter barn i indmeldingsproceduren - du skal bare sætte et kryds et sted. Herefter kan du gå ned i Matas og hente dit medlemskort + babyposen.
Indhold: Posen (som er et fin mønstret net i plastik, der sagtens kan genbruges - dog med logo) indeholder to engangsbleer fra Pampers til forskellige størrelser babyer (bonusinfo: Der er figurer fra Sesame Street på den ene), fodbadesalt til mor (eller far, der jo slæber på alting undtagen baby her til sidst i graviditeten), sutteflaske fra Philips, ansigtsrens til mor (eller far?), babysalve og babylotion fra Matas Stribede og to Vores Børn Mini-blade, som er et par måneder gamle.


Fra Rema 1000
Hvordan du får den: Bestil pakken til din lokale Rema 1000 her og husk så hvilken butik det er, så du ikke går forgæves i den forkerte, ligesom mig. Herefter får du en mail, som du skal printe ud og have med ned i butikken. Der står dog også, hvilken butik det er, så det kræver en ret voldsom pre-ammehjerne (som min, fx) at tage fejl.
Indhold: Alt er fra Rema 1000's egen svanemærkede babyserie. Stor pakke bleer til nyfødte, stor pakke vådservietter, udadtil lille udseende pakke engangsvaskeklude (men der står 50 stk på pakken), sut, bamse og babyshampoo.


Fra Libero
Hvordan du får den: Meld dig ind i Libero-klubben her. Et par måneder før terminen får du tilsendt en kupon, som du skal aflevere i Føtex (der er vist også andre butikker, du kan hente den i) for at få din pakke. Når barnet fylder et år, får du en til pakke, men den har jeg af gode grunde ikke prøvet endnu.
Indhold: Stor pakke Libero bleer, Libero ammeindlæg, Libero vådservietter, Libero babylotion, Lamaze legetøj og en gratis prøve Tena Lady. (Ja, det får man nok brug for - den info er jeg sikker på, at alle I ikke-mødre er glade for at få?)


Fra Babysam
Hvordan du får den: Bestil pakken fra Babysams hjemmeside. Herefter får du en mail, som skal printes ud og afleveres i butikken, hvor pakken udleveres. Hold pause på Café Staalvand i Brønshøj, hvis du cykler helt ud til Babysam i Husum. (Okay, det sidste behøves ikke, men det er det eneste, der kan lokke mig helt til Husum på cykel.)
Indhold: Rabatkuponer til gratis kop med foto af baby og rabat hos Derma, diverse kataloger og baby/gravidmagasiner (ligner mistænkeligt noget reklamehalløj), magasinet Far, mor og børn, magasinet Gravid (det her er fra august, men de udkommer ikke så tit, så det er nok cirka det næstnyeste. Ok blad med en del info, som fx lister over nødvendigt babyudstyr, indhold i tasken til fødegangen osv.), stor pakke Always trusseindlæg til mor, lille flaske skælshampoo fra Head and Shoulders, vareprøver af Derma babyprodukter, lillebitte salve mod arp, sut (med teksten I (hjerte) mum), babyskeer fra Hipp og engangsble til nyfødte fra Pampers.
Bonus: Sammen med babypakken kunne man også bestille en gratis blespand. Den er sådan set meget smart, men jeg tror finten er, at den kun virker til nogle ret dyre poser, som Babysam sælger. Kan dog ikke rigtig udtale mig om nødvendigheden af dette endnu - jeg ved faktisk ikke noget som helst om bleer... (endnu!)

Jeg vil ikke begynde at anmelde pakkerne, da jeg jo ikke rigtigt har taget indholdet i brug endnu. Derudover er de jo gratis og forholdsvis nemme at få fat på, så man kan jo selv prøve sig frem. Men jeg tænkte, at det ville glæde mange at få lidt info om indholdet og fremskafningsmetoden.

Og nu ser det så også lidt mere babyagtigt ud i puslehjørnet:




fredag den 28. december 2012

Familiejul





Så blev det sørme jul igen. Jeg var hos min mor med det meste af hendes familie. Det var rigtig fint, og min mor forstår om nogen at jule helt rigtigt. Men jeg glæder mig nu til at fejre det med små børn igen - selvom der sikkert går et par år før baby rigtig forstår det :)

Nu er både Jesper og jeg vendt hjem til Nørrebro, hvilket slet ikke er dårligt. Jeg er jo gået på barsel, hvilket jeg tager meget alvorligt med både et passende chokoladeindtag og tv-serier. Har for eksempel lige set hele Nynne-serien på Yousees streamingtjeneste, Youbio. Det er gratis indtil 1. februar. Men så skal man selvfølgelig bare huske at afmelde sit medlemsskab inden da. Nu er Nynne færdig, men jeg har bestilt den samlede udgave af bøgerne på biblioteket, og så kommer der jo X-factor i aften og Borgen på tirsdag. Det må være nu jeg gør op for alt det underholdning, jeg misser, når baby kommer. Især fordi jeg ikke kan bevæge mig særlig meget - men hvad gør det, når man har sofa, tv og chokolade?

fredag den 21. december 2012

Spark og nys ved juletid

Jeg nåede vist lige at skrive, at jeg ikke gad være syg mere i december i sidste blogpost. Det fik jeg så ikke lov til at bestemme. Jeg tror ikke helt jeg har fået spist nok vitaminrigt til både mig og baby - i hvert fald er en af os gået helt ned med dobbelt op på forkølelse. (Og baby sparker raskt og friskt, så guess who...) Den ene forkølelse nåede knap nok at slutte, før den anden tog over med dobbelt kraft. I onsdags gik jeg på barsel, og jeg ville gerne lige nå de sidste ting på mit arbejde, så jeg tog på arbejde mandag, tirsdag og onsdag medbringende et stort arsenal af kleenex, halls og strepsil. Jeg overvejede lige om det var strengt at smitte de andre, men det viste sig, at alle på kontoret var syge og enten hostende eller sengeliggende. Jeg vil dog mene, at min dødshoste trumfede de andres.

I går og i dag har jeg forsøgt at slappe af, så jeg kunne blive rask, men det går slet ikke så hurtigt som jeg gerne vil have det til. Jeg har fået overstået de fleste julegaver, selvom jeg måtte sende verdens mest heltemodige kæreste (min) ud efter nogle af dem. I et anfald af rastløshed fik vi endda ordnet babyhjørnet i soveværelset (hængt det populære væghængte Brio-puslebord op, som jeg, den trendy mor, fandt meget billigt på Den Blå Avis), så vi kun mangler vuggen, og så er vi bare helt klar til den baby. Som i øvrigt snart har mere tøj end sin far (der er lidt længere op til mor). Jeg kunne næsten ikke lukke den lille kommode, som nu er blevet hendes. (Farvel til organiseret opbevaring af alle mine dulleting - åh, det er så hårdt at være voksen og ansvarlig forælder!) Men man skal vist ikke brokke sig. Vi har købt lidt tøj selv, men ellers er der blevet strikket, fundet tøj frem fra gemmerne og shoppet nyt tøj fra alle sider af.

Det her er dog vores egne fund fra Sverigesturen:


Og ja, selvfølgelig skal hun have en bil. Og dukker. Og værktøj. Og så videre. Der skal være lidt at vælge i mellem :)

Nå. I morgen! I morgen er dagen, hvor jeg endelig bliver rask og hvor jeg endelig kan nyde den opgave- og arbejdefri jul. Jeg tror lige jeg prøver endnu et af de gode, gammeldags kamilledampbade, og så på hovedet i seng med mig og baby :)

mandag den 17. december 2012

Kvalmende meget jul

Nåmen, Jesper og jeg er virkelig julefans. Jeg synes også det er lidt romantisk, fordi vi jo som nævnt mødte hinanden op til jul, så alting omkring vores første dates var meget, meget julet. Det er vores lejlighed også i denne måned:

Adventsstage og lys fra Føtex. Synes det var en god og simpel løsning :)

Kubus er ikke vores adventskrans, som hos så mange andre. Men den måtte godt få lidt pynt alligevel. Julemand fra Sverige i baggrunden.

Lys og peberkager

Juletræ fra Balders Plads (de har studierabat!) og pynt lavet af vores søde venner.

Lebkuchen-hjerte fra Berlin, fra mig til Jesper. Lebkuchen er tyske julekager, der smager virkelig godt og holder evigt. Man kan forresten få dem i Netto. (Bare ikke så flotte her.)

Mine fine juleophæng fra Butik NØ har fået en fast plads på vitrineskabet.

Barndomsminde på vitrineskabet.

Engel fra min barndom og hjerteguirlande som min veninde har lavet til mig.

Guirlande over bøgerne.
Nu vil jeg skynde mig i seng og lade som om min hals er helt rask og frisk, for jeg nægter at være syg to gange i december!