Viser opslag med etiketten opfordringer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten opfordringer. Vis alle opslag

fredag den 6. december 2013

Aftenhækling



I øjeblikket har jeg gang i et lille hyggeprojekt: jeg julehækler om aftenen. Det er dejligt med noget helt uforpligtende oveni alt det speciale og arbejde, som jo tager det meste af min tid. Vera bliver lagt i seng senest kl. 19, og vi spiser børnefamiliemiddag kl. 18, så resten af aftenen er helt min egen. Altså, undtagen når Vera ikke kan sove, og sådan nogle aftener bliver det også til et par stykker af. Blandt andet i går.

Men andre aftener får jeg hæklet julepynt. Det er der kommet to meget simple opskrifter ud af, som kan ses på min netop genopståede hækleblog, Hækleland. De burde være fine nybegynderopskrifter, især juletræet.

Det er så hyggeligt at hækle, selvom jeg bliver mobbet lidt for min lille mormorbeskæftigelse. Men den har taget om sig, og jeg er faktisk blevet rigtig glad for at have åbnet lidt op for den kreative Cecilie igen :)


tirsdag den 20. november 2012

NY-anbefaling #3: Central Park

Der er egentlig ikke så meget at sige vedrørende denne NY-anbefaling, andet end: køb en hotdog, en is eller en take away-kaffe og gå en lang tur i fantastiske Central Park. Du vil ikke fortryde det.










tirsdag den 23. oktober 2012

NYC-anbefaling #1: Tag på madtur

Lige før vi tog af sted til New York, fyldte min kæreste 30 år. En af de ting jeg gav ham var en madtur i på Manhattan, som jeg i al hemmelighed havde reserveret på nettet - mere info i bunden af artiklen.

Temaet for denne tur var øl, ost, chokolade og Upper West Side. Vi mødtes med en guide og to andre par halv tre om eftermiddagen, og så fulgte guiden os rundt på Upper West Side, hvor han fortalte om området og viste os en masse lækre delikatessebutikker. I hver butik smagte vi på en kage, og jeg kan godt afsløre, at de havde været grundige, da de udvalgte de bedste steder i området - uhmmm...

Turens næstsidste stop var et besøg i delikatessesupermarkedet Zabar's, som medvirker i utallige film og tv-serier, herunder Sex and the City og Gossip Girl. Her købte guiden et udvalg oste til os, som vi (ja, altså undtagen mig) nød på en bar, hvor de også serverede smagsprøver på en masse forskellige øl for os.

Jeg var en meget sød og eksemplarisk opofrende kæreste - jeg kan nemlig ikke lide ost. Og øl må jeg jo sjovt nok ikke drikke. Men jeg siger jer: Første del af turen var stadig det hele værd!

Bomboloni - italiensk minidonut, denne med nøddefyld (bacio)

Nybagt cookie

Verdens bedste creme puff! Det sagde guiden selv, og jeg er tæt på at erklære mig enig. Den smagte overdrevet fantastisk.

Zabar's - jødisk delikatessesupermarked
Turen kan bestilles her. Samme side tilbyder også mange andre oplevelsesgaver, og ikke kun i New York. Prisen vil jeg af hensyn til, at det var en gave, ikke nævne her (man kan bare klikke på linket - men du må ikke, Jesper!), men det var selvfølgelig ikke enormt billigt, og ja, det ville være billigere selv at gå turen og købe det hele. Men guiden vidste en masse om området og stoppede tit op for at fortælle os historier om bygninger og New Yorks historie. Derudover var stederne virkelig godt valgt. I en chokoladebutik gav guiden os også et lille foredrag om chokolades tilblivelse, hvor vi kunne dufte til ingredienser osv. Så det var altså virkelig pengene værd :)

onsdag den 3. oktober 2012

Nørrebros bedste kebabsted

Hjemmebagt pita med shawarma og pommes fritter
Nu hvor vi er flyttet til Nørrebro, tænkte jeg, at det ville være passende med et shawarmatip. Vi bor nemlig ret tæt på en af de bedste kebabsteder, jeg kender. Jeg vil faktisk gå så vidt som at sige det bedste i København, efter min smag. Der er tale om Dürüm Bar på Nørrebrogade 195. Det er på venstre side, når man kommer fra Nørreport, lige efter Stefanskirken. De har for det meste planter hængende udenfor, så man kan nemt kende stedet.

Dürüm Bar bager selv deres brød, hvilket helt klart var grunden til, at jeg første gang bed (pun intended) mærke i dem. Det betyder, udover luksusfornemmelsen, at man kan blive lidt mere mæt af deres pita end man kan af normale pitabrød. Se selv på billedet herover. I sit pita kan man få shawarma, falafel og hvad man ellers plejer - men også pommes fritter! Dette har jeg tidligere kun fået i Berlin, men det er virkelig et hit, hvis man ikke er bange for nye kombinationer. Prøv det!

De har selvfølgelig også ruller, hvis man er meget sulten. Og så har de gode pommes fritter, hvis man er endnu mere sulten. Jeg ved ikke helt hvor tydeligt billedet viser det, men kartoflerne er skåret i lidt bredere stykker, så det ser lidt mere autentisk ud. Majonæsen til var selvfølgelig gratis.

En anden fordel er, at stedet er indrettet, så man gider sidde der. Udover den obligatoriske plakat med arbejdere på en af New Yorks skyskrabere, har de også gidet tænde stearinlys på bordene, sætte blomster i vaser og pynte op med råvarer rundt omkring i lokalet.

Hvis man ikke lige gider mere kebab, har de også en lille bar med salater og andre eksotiske retter.

For mere info, har Dürüm Bar selvfølgelig en hjemmeside.

Ps. Dette indlæg er ikke sponsoreret, men tænk lige hvis det var! Evig shawarma til mine gravidcravings... ok, måske er det meget godt, at det ikke er.

søndag den 9. september 2012

Café Staalvand i Brønshøj - en anbefaling

Billede lånt fra caféens facebookside
En gang imellem vågner man søndag morgen og tænker, at man har brug for en anledning til at tage sin blomstrede kjole på. Og så kan man jo tage ud og spise brunch. I betragtning af hvor mange caféer, der er på Nørrebro, synes jeg altid det er svært at finde det helt rigtige sted. Enten er det for dyrt, for proppet, for kedeligt... eller også skal man cykle op ad bakken ved Bellahøj. I dag tog vi os sammen og tog cykelturen. For så snart man når til Brønshøj Torv, finder man den fineste lille oase blandt de røde mursten: Café Staalvand.

Billede lånt fra caféens facebookside
Her kan man få brunchbuffet til 120 kr. inkl. kaffe og juice ad libitum. Maden er lidt bedre end den gennemsnitlige brunch - lækkert rugbrød, friske croissanter, tyndskåret røget laks osv. Udvalget er bredt og flot stillet op. Der er ikke espressovarianter, men varm kaffe på kanden og både juice og hyldeblomstsaft til at slukke tørsten i.

Indretningen er farverig og feminin med voksduge og lysekroner, så visse mænd og andre pynteangste sjæle ville måske liste ud igen. Måske endnu mere i hverdagene, da caféen vist også skulle være et populært barselsmødested. I dag var der et enkelt barn, men ikke noget overvældende. Terrassen er overdækket, så havde jeg haft en lidt varmere kjole på, havde vi helt klart sat os ud.

Så grib cyklen og kæmp dig over bakken - det retfærdiggør bare den ekstra croissant!

Besøg Staalvand på deres facebookside her, hvorfra jeg har været så fræk at hugge billederne (jeg var alt for sulten til at tage billeder selv). Jeg håber de tilgiver mig, nu hvor jeg har givet dem en fin anmeldelse :)

torsdag den 12. juli 2012

Økologisk - ikke så nemt igen, hva'?


I sidste uge havde Politiken en artikel om sprøjtegiftrester, der kunne gemme sig i ikke-økologiske madvarer, især de udenlandske. Mine forældre gjorde mig begge to bekymrede opmærksom på det, og jeg tog det faktisk også ret alvorligt. Jeg gad godt spise mere økologisk, og jeg synes det kunne være spændende at se om man egentlig kan leve 100 % økologisk uden at ruinere sig selv fuldstændig.

Det har jeg så fundet ud af nu, at det er godt nok svært. Indtil videre i hvert fald - jeg har ikke givet op!

I går var vi i Netto for at forsøge, og her var øko-rugbrødet for eksempel udsolgt, men til gengæld fik vi øko-kødpålæg og øko-leverpostej, samt de almindelige ting som øko-mælk og hakkede øko-tomater. Af friske øko-tomater kunne man kun få cherrytomater, og dem kan jeg desværre ikke tåle.

I dag var vi i Irma for at undersøge om ikke øko-udvalget var bedre der. Det var det ikke i særlig høj grad. Øko-parmesan var udsolgt, hel øko-kylling var udsolgt og der var intet øko-kødpålæg. Men der var tilbud på mange øko-ting, heriblandt tomat og majs på dåse og øko-grovpasta.

Nu surfer jeg lige Aarstidernes hjemmeside for at finde ud af om det ville være smartere, men så er man virkelig ude og bruge mange penge!

Er der nogle gode råd til at leve mere økologisk? Kampen er kun lige begyndt, og jeg vil gerne kæmpe lidt mere!

tirsdag den 10. juli 2012

Byg din egen sommer


Når nu vejret kun er sommer, når det passer det. Og man ikke rigtig har de der mange ugers sammenhængende ferie som man plejer. Og der ikke venter nogen ferie sydpå. Ja, så må man jo bare simulere sommer i stedet for.

En ting jeg synes er meget sommerlig er spontanitet. Man bliver af en eller anden grund meget mere spontan om sommeren. Så i dag cyklede jeg hjem fra arbejde, ned i Jægersborggade (som er meget tæt på mit hjem), drak iskaffe med min gamle læsegruppe (mens jeg var mega-misundelig på folk, der skal i praktik i USA!) og gik tur på Stefansgade. Bagefter ringede jeg op til Jesper og lokkede ham med ud til reception i Litteraturhaus for min fars kone, Anne Eltard, som lige har udgivet cd'en Citinside, som er (og jeg citerer) "en ny eksperimenterende fusion af lyd og meditationspoesi skabt til mennesker i en storby". Hun har lovet, at det er fri for bjælder og den slags, og det er faktisk rigtig fint. Og så er jeg helt vild med grafikken:


Klik for mere info :)

Efter lidt salater fra Det Eksotiske Hjørne, er jeg nu klar til sofahygge. Mere energi var der åbenbart ikke i mig i dag.

tirsdag den 24. april 2012

Hej hej

Hamborg
Undskyld undskyld undskyld, at jeg har været så dårlig en blogger. Jeg har lige været lidt i Hamborg og lidt i læse-arbejde-være syg-være stresset-helvede. Jeg er der stadig lidt, for om lidt skal mine pensumopgivelser afleveres og jeg tænker om man ikke burde læse lidt for at gennemskue, hvad man gerne vil til eksamen i.

Jeg gad godt blogge vildt meget og vise mine fine billeder fra Hamborg, genoplive min København-blog, få en af de der trendy surdeje, passe planterne i min vindueskarm, gå en tur hver dag, besøge mine bedsteforældre, skrive i en hemmelig dagbog, løbe tre gange om ugen, støvsuge under sofaen, læse bøger frivilligt og ja... you get the picture.

Og lige nu går jeg faktisk og pønser på en plan, der meget gerne skulle gøre alt dette muligt. Men det hører I sikkert mere om senere :)

Men ja. Det der længere oppe er Hamborg. Det er en brilliant by. Besøg den straks! Jeg lægger snart flere billeder ud, så I kan blive mere overbevist. Den er klart det nye Berlin! Jeg lover det.

lørdag den 7. april 2012

Efterlysning: Kongeligt porcelæn

Jeg vil i dag prøve at bruge nettets sociale værktøjer til en ny ting: At få fat på flere af mine yndlingstallerkner. Jeg arvede tre af dem, da min moster flyttede til USA for mange år siden. Jeg er virkelig glad for dem, så glad, at jeg bliver i godt humør hver gang jeg bruger dem. Desværre er en af dem netop smadret. Den kan heldigvis limes sammen igen, men jeg besluttede mig for at bruge lejligheden til at søge efter flere af dem.

Jeg kan ikke finde dem på nettet og har ikke set dem på nogle af de utallige loppemarkeder jeg hver sommer er på. Men jeg har set elementer fra et lignende stel på nettet - her står der at stellet skulle hedde Søholm og være hotelporcelæn. Jeg finder dog ikke frem til noget lignende, når jeg søger på Søholm, så jeg er ikke sikker på, at det er rigtigt.

På mine tallerkner står der Royal Copenhagen i bunden, og så jeg er ret sikker på, at det er jernporcelæn. Der står ikke på dem hvad stellet hedder, så det ved jeg ikke.

Ved du hvad stellet hedder? Har du set det andre steder? Har du en bedstemor, en tante, en bekendt, der måske har nogle liggende på loftet? Så vil jeg meget gerne høre fra dig!

Mine tallerkner er for øvrigt i frokoststørrelse og måler 21 cm i diameter.






Det ville være en kæmpe hjælp, hvis I vil spørge omkring jer - på forhånd tusind tak!

tirsdag den 10. januar 2012

Long shot

Jeg har hørt et par fugle synge om, at de ikke kan  lægge kommentarer på min blog, men nogen kan godt. Hvis du ikke kan, vil du så ikke sende mig en mail på cecilie.lindegaard at gmail.com og også lige skrive, hvilken browser du bruger?

Medmindre altså, at mine indlæg bare er blevet så kedelige, at I ikke gider kommentere mere. Nå.

onsdag den 4. januar 2012

På virtuelt loppemarked

I dag er jeg startet læsningen til min fonetik-eksamen, og hele dagen på læsesalen sad jeg slet ikke og tænkte "og så er den her konsonant altså frikativ", men nærmere "Ikea, Ikea, Ikea... og skal jeg have kødboller eller kylling til mine pommes frittes med flødesovs?" det meste af tiden. Det er faktisk første Ikea-tur siden flytningen, og jeg bliver til et 7-årigt barn hver gang. Jeg eeelsker Ikea, jeg elsker deres dårlige kantinemad og jeg vil have alt det jeg ikke må få/har råd til/har plads til/kan bære selv.

Denne gang bestod den obligatoriske slut-skuffelse i, at vi ikke kunne bære alt det vi gerne ville have. Som de super-planlæggere vi jo er, havde vi slet ikke overvejet, at vi ikke kunne have et tv-bord, en skoreol, cd-opbevaring, et natbord og et par småting i bussen hjem. Måske tænkte vi bare, at vores lejlighed jo er lille og i forvejen proppet til renden, så vi kunne jo kun købe små ting. Meeeen små tunge ting, åbenbart.

Derfor købte vi natbordet og de obligatoriske batterier og el-pærer og satte os på 150'eren hjem. Så voksne som vi jo er.

På vejen hjem snakkede vi om, at det måske også var federe ikke at købe ALT det vi mangler i Ikea. Men måske hellere vente til loppemarkedsæsonen og få købt noget flot, gammelt og billigt.

Og så var det, at jeg kom til at lave søgningen "retro" på den blå avis. Og se lige her! Det er jo fantastisk! Det tog lige mange af mine loppemarked-abstinenser:
I Søborg sælger en gammel frisørsalon ud af sine møbler. http://www.dba.dk/retro-frisoersalon/id-79684490/
Ovenstående kalender er der måske nogle mænd, der godt må få for deres koner... bare fordi den er så retro-sej! http://www.dba.dk/kalender-retro-vintage-f/id-79694859/
Her kan man gå amok i retro-stentøj - her er vist stort set et helt stel! http://www.dba.dk/keramik-tue-poulsen-keramik/id-79700474/

Er man lidt kreativ, kan man sy alt i retromønstre... http://www.dba.dk/stof-retro-stof-pakke-i/id-79752325/

Men jeg fandt ikke de hylder, jeg ledte efter. Så må jeg nok alligevel finde mig et loppemarked eller to, så snart jeg får tid til den slags igen.

fredag den 11. november 2011

Ugen der gak

Kan I huske tv-programmet Ugen der gak? Det var sjovt. Nå.

I dag har jeg min længe ventede fridag! Jeg har lagt ud med sove længe og spise risengrød til morgenmad, og muligvis vil jeg snart løbe en tur (min gode og min dårlige side er netop ved at diskutere det). Senere skal jeg på Bogforum og se Drengelitteraturprisen blive uddelt. Det er en arbejdsting, men skam ikke en af de dårlige!

Men mest af alt skal jeg altså rydde op. Se hvor mange ting jeg har fået plads til i min vindueskarm! Det er nok fordi de andre borde flyder over med fødselsdagsgaver (yay), beskidt service (knap så yay), studiebøger og den slags.


I går var jeg forresten i Operaen og se Cosi fan tutte. Det er en Mozart-opera om kærlighed og utroskab og kvinder, der bare ikke kan styre sig, når de ser et overskæg, de kan lide. For sådan er de jo, de kvinder. Det var en fin forestilling (selvom de har det med at gentage sig selv i operaer?) og vi fik billetterne til kun 173 kr. stykket, fordi der er 50% rabat for studerende på Det Kongelige Teater! Det er er altså en studierabat, man har respekt for!

Flottest af alt, var selve bygningen, som jeg forsøgte at fotografere med min telefon. Jeg skal nok øve mig lidt på at bruge kameraet, det er lidt indviklet. Men her er resultaterne, selvom de nok ikke giver det bedste indtryk af hvor flot, der var:



onsdag den 26. oktober 2011

Kunstnerisk jyllandstur #2

Aalborg, næste dag:


Vores hotel. Meget hyggeligt og blandt kæmpevillaer i Hasseris.


Flot og meget højt Aalborg-tårn.


Aalborg set fra bakken med tårnet.


Tårnet set fra neden.


På trods af højdeskræk og rygter om, at man kunne mærke tårnet let ryste, måtte vi jo derop. Her udsigten udover Hasseris.


Bagefter tog v i på Kunsten, Aalborgs moderne kunstmuseum. Her mødte jeg endnu en af mine fobier: voksdukker. Tog ikke billeder af dem, havde travlt med at flygte hen til noget tilforladeligt Cobra-kunst.


Det var virkelig et flot museum! Og det kostede kun 20 kr. for studerende - det er altså en ordentlig studierabat!


Min far tog sig et hvil. (Han tjekkede først lige om bænkene var en del udstillingen - man ved jo aldrig med sådan noget moderne kunst...)


Kunstens fine have med et springvand man kunne gå ind i. Vi var for sippede omkring vores kameraer og turde ikke.


Der var også et flot udvalg af børnekunst - ret fint!

Følg med senere, når der er billeder fra Aros i Aarhus - også et fantastisk museum! :)

lørdag den 9. juli 2011

Helt nyt og dugfriskt design!

Tadaaa! Så fik jeg rigtig nok gjort noget ved designet. Hvad synes I? Det gamle headerbillede med bilerne var faktisk taget i min gamle lejlighed, og selvom jeg stadig har og elsker bilerne (man er vel samler), så synes jeg det var på tide, at få opdateret alting lidt. Jeg har også ændret lidt på størrelsesforholdene, så der er plads til større billeder. Jeg vil nemlig rigtig gerne skabe lidt mere plads til min kreative side, og så kan den jo få lov til at vokse og blive stor og (endnu mere) kaotisk.

Alt i alt vil jeg gerne gør bloggen lidt mere personlig. I disse tider, kan man jo nærmest ikke kigge sin blogroll igennem uden at støde på diskussioner om mere eller mindre konstruktiv kritik i blogland, og så kan man jo blive frygtelig nervøs for at komme til at træde forkert. Men jeg tror nu, at jeg hellere bare vil være mig selv og blogge om det, der passer mig. Jeg er ikke nogen fuldbyrdet madblogger, slet ikke modeblogger, måske en slags livsstilsblogger? Anyway, det passer mig fint ikke at blive sat i bås.

Og så synes jeg for øvrigt, at I skal prøve at være lidt søde ved hinanden, ik'? Lidt røre i andedammen er fint nu og da, men jeg synes det er så ærgeligt, når det bliver personligt og voksenmobberi-agtigt. Man må gerne være kritisk, men det sviner bare sådan, når man kaster med jord.

Og så gider jeg ikke blande mig mere i den sag. Jeg har sjovere ting at tage mig til, så som at få blogger til at poste mine Berlin-billeder (ja, det er derfor bloggen har været i dvale), og det kommer jo nok til at tage et par dage eller tre. Indtil videre er det lykkedes med dette ene billede.

torsdag den 9. juni 2011

Kokkeskole på den nemme måde og virkelig mange bøger

I forgårs afleverede jeg alle mine opgavebøger på biblioteket og i går cyklede jeg helt til Gentofte for at aflevere den allersidste bog (Cooperative Learning), som jeg altså blev nødt til at låne på Gentofte Hovedbibliotek, fordi der var venteliste alle andre steder. Så nu er her fuldstændig opgavefrit. Men stadig meget rodet. Nå. Det var ikke det vi skulle snakke om. Da jeg var på biblioteket (altså mit eget, Blågårdens, ikke Gentofte) kom jeg til at låne 4 bøger med hjem igen (Ove Knausgaard: Min Kamp 1, Helle Helle: Rødby-Puttgarden, Kaspar Colling Nielsen: Mount København og Jan Sonnergaard: Radiator). Og jeg har faktisk stadig en del bøger liggende ved min seng, deriblandt Madame Bovary og Sophie Dahls selvbiografi (man skal jo variere! Bovary er vist fra 1800-tallet (nej, jeg har ikke gidet tjekke årstallet. God gymnasielærer, hva´?) og Sophie Dahl var med i det nyeste Elle og er nok noget chick lit af en art). Jeg kan ikke lade være med at anskaffe mig nye bøger... nu skal jeg bare huske også at læse dem. Håber på godt vejr i weekenden, så tager jeg dem med ned i min gård.


Men nej, jeg er åbenbart ikke færdig med at tilegne mig viden (og åbenbart overhovedet ikke træt af det efter opgaverne?), for nu har jeg også besluttet, at jeg vil lære at bage. Jeg har bagt jævnligt i et par år nu, men jeg har aldrig rigtig lært det. Jeg freestyler bare, og så bliver det nogengange godt. Så jeg er gået i gang med at se Camilla Plums kokkeskole om at bage. I går lærte jeg, at man skal ælte dejen ved at folde den og ikke slå i den. Som om jeg nogensinde har æltet dejen. Jeg har bare ladet den hæve i lidt længere tid og tænkt, at så var det nok fint. Men jeg skal nok udover min angst for at få dej på fingrene og få mig et sommerferieprojekt med at bage!


Hvem sagde rastløs?


Ps. Nu kan man blive fan af det radioprogram jeg er med til at lave på universitetsradioen: Kulturlemonaden - på facebook. Gå gerne ind og tryk like, for vi vil så gerne have flere fans! Også selvom vi har sommerferie, men vi lover at lægge nogle spændende lemonade- og kulturting op snart :)
 

lørdag den 28. maj 2011

Hvorfor Facebook er farlig for din koncentration

Ja, så dramatisk kan man indlede et blogindlæg. Hvis man er i sit moralske hjørne, og det er lige, hvad jeg er. Især over for mig selv.

At internettet kan være distraherende, og ikke bare kontaktskabende og informerende, er jo nok ikke nogen nyhed for mange af jer, der læser min blog. I er sikkert allerede øvede netbrugere, der har opdaget problemet for længst. I kender sikkert alt til, at overspringshandlinger som Facebook, Twitter, blogs, nyhedssider osv. kan ødelægge jeres koncentration så meget, at I kun fik lavet en brøkdel af det I egentlig havde tænkt jer at lave. Og måske er I også begyndt at reagere på det, ved for eksempel at slå nettet fra i opgaveperioder, holde Facebook-pauser osv.

Men når man er medieforsker, didaktikforsker, ungdomsforsker (sociolog?) og lignende, er det kun lige så småt begyndt at blive okay at forske i, om internettet mon kan føre til andet end unge, der er gode multitaskere og som kender deres nye medier så godt, at de kan bruge dem til alting og gerne hele tiden. For man skulle jo nødig bremse fremskridtet og fremstå gammeldags i disse fantastiske unges øjne. Jeg ved det, fordi jeg skriver opgave om gymnasieelever, der ikke kan koncentrere sig om undervisningen, og jeg har et kæmpe hul i min teori, der hvor "internettet distraherer i timerne"-litteraturen skulle være.

Men så er det godt man har P1: http://www.dr.dk/P1/Videnskabensverden/Udsendelser/2011/05/20110524123530.htm


Og Information: http://www.information.dk/165489 

Og New York Times: http://www.nytimes.com/2011/02/22/books/22book.html?_r=1&hpw 

Jeg kan virkelig anbefale at læse artiklerne og høre radioprogrammet. Det er meget tankevækkende og har netop fået mig overbevist om, at internettet skal være slukket imens jeg skriver og læser.

fredag den 20. maj 2011

KTK-grunden, ydre Nørrebro

I går var jeg hjemme hos min far og hans kone for at spise hveder, og vi kom til at snakke om, at området, hvor han bor (og hvor jeg er vokset op) så småt er begynde at blive "trendy". Det er mere bestemt KTK-grunden ved Haraldsgade, på ydre Nørrebro/Østerbro - jeg er vokset op et par gader derfra, hvor min far altså stadig bor. Så vi gik selvfølgelig derhen på en aftentur. Jeg er lidt ærgelig over, at jeg kun havde kameraet fra min telefon med og ikke mit spejlrefleks, for der var mange fine ting at fotografere:

"Amerikanerskabe" - ligesom dem i 90210!

En gammel sæde fra måske en bulldozer eller lignende er blevet til en havestol.

En sofabil.

Bænke på rullegræs.


Bolsjefabrikken - spillested.


Mayhem, vist nok også spillested og musikstudie.




Her er hjemmesiden for områdeløftet af kvarteret, og som I kan se, inviteres der til grillfest den 25. maj - jeg gad godt komme, hvis ikke jeg havde planer den dag allerede! Området rummer også parkour-træning (hvis jeg har stavet det rigtigt, men det er altså en slags dans) som har fanget en masse af kvarterets "bøller" ind, en møbelsnedkerforening (min far skulle selvfølgelig straks have lavet en reol!) og andre upcoming ting. Klart et besøg værd!

Edit: Parkour er åbenbart ikke en dans, men noget ninjaagtigt - se kommentaren fra Mikkel :) (jeg skal ikke kaste mig ud i flere forklaringer - det kan kun gå galt igen!)

Ps. I dag er jeg nået op på de magiske 15 sider af min opgave, der skal være på 15-18 sider. Det er seriøst ALDRIG sket før, at jeg pludselig når op på så mange sider uden overhovedet at være færdig eller at det er natten før aflevering. Jeg forstår ingenting. Måske er jeg endelig blevet en rigtig akademiker?