Viser opslag med etiketten New York. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten New York. Vis alle opslag

søndag den 30. december 2012

2012 set fra et skrantende spejlreflekskamera

Nåmen jeg faldt alligevel for tanken om et året der gik-indlæg. Mit højtelskede spejlreflekskamera tog sig et bad i appelsinjuice i januar, og min far forudså, at det ville lide en langsom død. Men se bare her, hvad det alligevel præsterede i 2012:


I januar var spejlrefleks og jeg en tur i Hong Kong med en veninde for at besøge vores fælles veninde, som boede lidt i byen. Det var et fantastisk sted, og det var kun fordi vi tog på udflugt for at se en kæmpe buddha-statue, at hr. kamera druknede i en medbragt appelsinjuice i min taske. Heldigvis en af de sidste dage.


I februar var vi efterhånden kommet på plads i lejligheden, og vi besluttede os for at prøve det med madplan. Her er det gazpachosuppe af rester og hjemmebagt brød. Den politiske korrekthed i køkkenet faldt senere lidt af på den, efter som Jespers specialeskrivning intensiverede, og jeg begyndte på en værre kvalme en dag i maj...


I marts faldt jeg vist for de første nogenlunde ok jordbær, og her kan man også se kanten af den computer, jeg købte. Det var en Lenovo Thinkpad til 3.500 kr. Den har ikke skuffet mig en eneste gang - vi er meget bedre venner, end jeg var med den hedengangne MacBook.


I april tog Jesper og jeg til Hamborg, hvor jeg endnu en gang forelskede mig i den vidunderlige by.


I maj var der intens læseferie for mit vedkommende, og jeg tog med en veninde i sommerhus for at læse til eksamen og gå forårsture.


I juni var jeg til Distortion uden alkohol under dække af, at jeg ikke ville drikke i min læseferie. Men i virkeligheden var jeg bare helt nygravid, kvalm og glad. Kort efter tog jeg igen til Hamborg, denne gang med min mor.


I juli var jeg på sommerkursus på Testrup Højskole, hvor jeg skrev et essay på en uge og blev undervist af Klaus Lynggaard. Det var en dejlig uges sommer på landet, og jeg har sjældent spist så meget god mad på en gang.


I august begyndte maven så småt at vise sig, og jeg offentliggjorde, at jeg var gravid. Det var ret sjovt at fortælle - og bloggen fik selvfølgelig også nyheden. Det blev lidt mere direkte end på facebook - her fik jeg nemlig skrevet det så kringlet (klagede over, at mig og baby i maven var træt af kun at drikke sodavand), at de færreste fangede pointen. Og så troede man lige, man var så sjov!


I september startede semesteret uden mig, og jeg nød at kunne bruge alt mit krudt på mit arbejde, hvor vi blandt andet afholdte to seminarer. Herover på Middelfart Bibliotek.


I oktober tog Jesper og jeg til New York for at fejre, at hans speciale blev afleveret og for at holde vores sidste kæresteferie sammen inden der gik for meget baby i det hele. Billedet herover er taget fra The High Line Park.


Den sidste dag i november tog jeg en forlænget weekend til Berlin med mine veninder, hvor vi nåede ikke mindre end tre julemarkeder. Her den flippede udgave på Moritzplatz i Kreuzberg.


I december har vi julet igennem, og sidst men ikke mindst, er jeg gået på barsel.

Godt nytår!

tirsdag den 20. november 2012

NY-anbefaling #3: Central Park

Der er egentlig ikke så meget at sige vedrørende denne NY-anbefaling, andet end: køb en hotdog, en is eller en take away-kaffe og gå en lang tur i fantastiske Central Park. Du vil ikke fortryde det.










søndag den 28. oktober 2012

NYC-anbefaling #2: Læs om biologi og se dinoer

Både Jesper og jeg har en barnlig dinosaur-begejstring, a la Steen fra Steen og Stoffer. Da man jo ikke kan se ægte dinosaur-skeletter i Danmark, så vi det derfor i London og nu også i New York. Det kan man nemlig se på American Museum of Natural History, som ligger meget belejligt og nydeligt på vestsiden af Central Park. (Som der selvfølgelig også kommer en anbefaling om - fantastisk sted!)

Museet er kæmpestort, og hvis man nu for eksempel er gravid og forkølet, kan man altså ikke overkomme at se det hele. Jeg forestiller mig, at det samme vil gælde for børnefamilier og andre der ikke er super-museumsgængere, som for eksempel Jesper.


Museet er meget stort og flot og havde i anledningen af en myre-udstillingen en kæmpe myre hængt op på facaden. 


Her ses en del af udstillingen om afrikanske dyr. Det minder lidt om Zoologisk Museum i København.


Flotte store elefanter! 


Museet har også en rigtig spændende udstilling om menneskets udvikling. Og også en om sten, som var knap så spændende, selvom det var fascinerende at se nogle sjældne ædelstene for en pige som mig, der elsker alt der glimter...


Men selvfølgelig var det udstillingen om forhistoriske dyr, vi kom for. Her ses en sød dino og Jesper i baggrunden.


Der var også en virkelig sej haj. 


Og sådan en flyveøgle.


Og en obligatorisk lang hals.


Og virkelig mange knogler.


Når man var en træt og forkølet gravid, kunne man tage et hvil på en bænk og kigge ud over parken.


Det var ret flot.

Udover alle udstillingerne var der også flere butikker på museet, hvor af en dem bredte sig ud over tre etager. Her kunne man få alt fra studievenlige biologi-hjælpeark til New York-souvenirs til børnelæringsbøger osv.

Det koster 19 $ (lidt mindre for studerende) at komme ind og se de faste udstillinger ifølge museet selv, men rygterne siger, at man i princippet selv må bestemme prisen - de skal give en en billet lige meget hvor lidt man vælger at betale. Dette fik vi dog først at vide senere (både af Jespers venner fra New York og senere fra Politikens hjemmeside), så vi har ikke afprøvet om det kan lade sig gøre i praksis. Men man kan jo prøve!

tirsdag den 23. oktober 2012

NYC-anbefaling #1: Tag på madtur

Lige før vi tog af sted til New York, fyldte min kæreste 30 år. En af de ting jeg gav ham var en madtur i på Manhattan, som jeg i al hemmelighed havde reserveret på nettet - mere info i bunden af artiklen.

Temaet for denne tur var øl, ost, chokolade og Upper West Side. Vi mødtes med en guide og to andre par halv tre om eftermiddagen, og så fulgte guiden os rundt på Upper West Side, hvor han fortalte om området og viste os en masse lækre delikatessebutikker. I hver butik smagte vi på en kage, og jeg kan godt afsløre, at de havde været grundige, da de udvalgte de bedste steder i området - uhmmm...

Turens næstsidste stop var et besøg i delikatessesupermarkedet Zabar's, som medvirker i utallige film og tv-serier, herunder Sex and the City og Gossip Girl. Her købte guiden et udvalg oste til os, som vi (ja, altså undtagen mig) nød på en bar, hvor de også serverede smagsprøver på en masse forskellige øl for os.

Jeg var en meget sød og eksemplarisk opofrende kæreste - jeg kan nemlig ikke lide ost. Og øl må jeg jo sjovt nok ikke drikke. Men jeg siger jer: Første del af turen var stadig det hele værd!

Bomboloni - italiensk minidonut, denne med nøddefyld (bacio)

Nybagt cookie

Verdens bedste creme puff! Det sagde guiden selv, og jeg er tæt på at erklære mig enig. Den smagte overdrevet fantastisk.

Zabar's - jødisk delikatessesupermarked
Turen kan bestilles her. Samme side tilbyder også mange andre oplevelsesgaver, og ikke kun i New York. Prisen vil jeg af hensyn til, at det var en gave, ikke nævne her (man kan bare klikke på linket - men du må ikke, Jesper!), men det var selvfølgelig ikke enormt billigt, og ja, det ville være billigere selv at gå turen og købe det hele. Men guiden vidste en masse om området og stoppede tit op for at fortælle os historier om bygninger og New Yorks historie. Derudover var stederne virkelig godt valgt. I en chokoladebutik gav guiden os også et lille foredrag om chokolades tilblivelse, hvor vi kunne dufte til ingredienser osv. Så det var altså virkelig pengene værd :)

torsdag den 18. oktober 2012

Shopping i New York

Før vi tog af sted, blev vi rådet til ikke at fylde taskerne helt op, så der var plads til at tage en masse med hjem. Det kom jeg så til alligevel, men da vi skulle hjem, opdagede jeg heldigvis, at min lånte kuffert har en ekstra lynlås, som gør den større - win! Her er et lille udvalg af, hvad vi købte (mest mig)


Her ses et strålende eksempel på, hvorfor jeg ikke er modeblogger. Men jeg købte den gule jakke og de sorte snydejeans (gravid-elastikbukser) i en stor og rodet H&M. Jakken er ikke fra gravid-linjen, men den har et snit, der sagtens kan bære en mave, yay.


Her sidder jeg og spiller hipsterhip i hipstertown Williamsburg iført mit nye pandebånd (H&M), snydebukserne og en lidt dyr, men totalt lækker American Apparel-trøje.


Det er flot placeret, Blogger. Alle kan da se, at billedet skal vende lodret. Nå. Her ses blå top og statement-halskæde fra Urban Outfitters, hårkur fra Burt's Bees, mints fra Whole Foods, skriv alting ned-gravidbog, Victoria's Secret (gratis når man købte over et eller andet beløb) og en NY-æble-julekugle, som Jesper købte til mig på et stort, flot bibliotek.


Baby skulle selvfølgelig også have gaver fra New York, så hun fik en cardigan (som ligner en af mine, er det lige gået op for mig), bogstav/dyrekort og en økologisk flodhestebamse.

Jeg synes faktisk jeg holdt mig nogenlunde i skindet i forhold til hvordan jeg nogle gange har shoppet i USA. Men det hjælper på det, at man jo egentlig burde spare op til babyting. Det er jeg til gengæld dårlig til at shoppe - jeg aner jo ikke, hvad børn bruger og alle jeg spørger siger noget forskelligt. Men det bedste råd jeg vist nok har fået indtil videre var at lade være med at købe særlig meget og heller ikke noget, der er for dyrt. Det lyder ret fornuftigt, når vi nu ikke har mødt baby endnu. Hvem ved om hun kommer ud og bare kun går i sort og afskyer alle mine farverige idéer?

tirsdag den 16. oktober 2012

Hjemme igen

Park Slope, Brooklyn

Nåmen, hvis du synes min blog har været en anelse kedelig her på det sidste, og jeg har været skrupdårlig til at kommentere på andres blogs... så har du har ret.

Jeg har nemlig slet ikke været hjemme; jeg har været i New York. På babymoon, som det åbenbart hedder - sidste kæresteferie inden babytid.

Det har været en rigtig spændende tur, hvis eneste mørkpunkt (hvad er det modsatte af lyspunkt?) var, at jeg tog lidt stramt imod de skiftende temperaturer (vi havde både 25 grader og 1 grad på en uges tid) og blev godt og grundigt forkølet de sidste par dage.

Ikke desto mindre har jeg fotograferet som en gal og samlet tips sammen til en stor New York-guide til bloggen. Så følg med det næste stykke tid, hvis du vil vide lidt mere om New York. Og hvis du vil vide noget specifikt om New York, kan du jo prøve at spørge i kommentarfeltet, så vil jeg gøre mit bedste for at svare på det.

En lille intro: Vi var ti dage af sted, boede i en AirBnB-lejlighed (altså privat leje) i Park Slope, Brooklyn og der var især fokus på gravidvenlige ting, hvor man fx ikke går meget lange ture (som vi så kom til at gøre alligevel, for det er jo New York) og sidder ned tit, men vi var da også til en enkelt koncert. Ellers har vi været på bådtur, på museer, ved (lukket) forlystelsespark, på mexicansk restaurant nævnt i Michelinguiden, på mad-orienteret rundvisning (chokolade, ost og øl), i hippe (og danskerfyldte) Williamsburg, shoppet i SoHo, været turistagtige i Midtown, set virkelig meget Halloweenpynt, tilbragt virkelig meget tid i subway'en, spist masser af typisk amerikansk mad, gået flotte solskinsture i Central Park, gået på den fine Highline og meget mere...

Lige nu har jeg dog lidt travlt med at forsøge at blive rask på gravidvenlige måder (farvel echinacea, store mængder af ingefær, næsespray og rødvin...) - så jeg kan være frisk til at være oplærer i et it-system for et arkitektfirma i morgen og flere uger fremover. Det har mit arbejde nemlig lånt mig ud til, så nu må vi se, hvor god jeg egentlig er til at redigere hjemmesider og være pædagogisk samtidig.