Viser opslag med etiketten møbler. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten møbler. Vis alle opslag

mandag den 14. januar 2013

All set and ready to go

I formiddags vovede min farfar sig ud og køre i snevejret og kom forbi Nørrebro med familievuggen og en masse hjemmestrikket og arvet tøj, heriblandt nuttet vintertøj, lidt mere af de helt små størrelser og tynde, fine babyskjorter, som min oldemor har syet. Vuggen var den sidste brik, der manglede i babyhjørnet, hvilket motiverede os til at få indrettet det helt færdigt.

Det er blevet mere yndigt og tuttenuttet end jeg havde tænkt mig, men sådan kan det gå, og jeg er sikker på, at det matcher baby helt fint. Nu til billedspam.










Det er forresten et meget bæredygtigt babyværelse. Vuggen (inkl. sengetøjet), den blå kommode, puslepuden og lænestolen er arvet, puslebordet er fundet brugt til 300 kr. på Den Blå Avis og bogstaverne (som står på hovedet fordi de ikke kan stå anderledes uden at vælte, hmm), elg-termometret (til at måle værelsets temperatur), plastik-"reolen" (til udforudset babyudstyr), vaskebaljen, kanden, bakken, plakaten med frugter, lyskæden og andre af de tøsede ting er mine fra tidligere. Tæppet i stolen, som måske kan være til når baby vil ligge og kravle rundt på gulvet, er et eksamensprojekt, som min mor har syet under sin uddannelse til håndarbejdslærer. Vi har selv været ude og købe lidt legetøj, et par bøger og og noget småt tøj, men vi har bestemt ikke været ude og tømme Babysam. Det føles på en eller anden måde meget rigtigt - og meget hyggeligere :)

Jeg har aldrig passet en baby mere end tyve minutters tid ad gangen, så jeg er sikker på, at noget af det her ikke fungerer i praksis. Det bliver sikkert også hurtigt mere rodet. Men nu er der noget at starte med, og så må vi se, hvordan det går. Jeg er bare begejstret, fordi mine lidt mere tøsede ting har fået lov til at komme frem igen og så fordi vi endelig er klar. Nu mangler jeg bare at pakke tasken til hospitalet.

mandag den 1. oktober 2012

Selverkendelse


Vi roder. Vi har bunker af ting på spisebordet (rykkes lidt til siden ved måltider), på sofaen, på sofabordet, på gulvet, på skrivebordet... Vi bliver ved med at tale om at NU skal vi snart til at få os nogle bedre vaner, men lige lidt hjælper det: bunkerne bliver ved med at opstå. Derfor gik vi til sidst i gang med at analysere bunkerne for at forstå hvorfor de er der.

Første aha-oplevelse: Halvdelen bestod af ting, der havde en plads. Så her krævede det altså bare, at vi fik lagt dem på den plads.

Anden aha-oplevelse: Den anden halvdel bestod af ting, der ikke havde en plads. Der skulle altså opfindes en plads hver gang noget af det skulle ryddes op.

Det virkede lidt problematisk, for hvem har en fast plads til biblioteksbøger, lånte bøger, elektronikhalløj man tit bruger, babytøj før babyen overhovedet er kommet ud og har et værelse (eller hjørne)? Jaja, jeg ved det godt. Det har alle de kloge ordensmennesker.

Men nu har vi også! Min far spurgte nemlig tilfældigt om vi ville have min gamle børnetøjsreol til babyens ting.  Og nu er den endelig kommet på plads. Vi bruger den bare ikke kun til babyting, for det tror jeg vi køber en kommode til, så den også kan være pusleplads. Og det er jo først om laaaang tid. (Jo, det er. Sssh.)

I mellemtiden er børnereolen blevet til vores rydde op-reol. På hylderne blev der plads til alle de ting, der ikke havde en plads, i skufferne blev der plads til kontorting og i skabet kunne der nemt stå en printer og andre større elektronikdimser.

Hurra for genbrug!

søndag den 23. september 2012

På besøg på Ørestads Bibliotek

Nå. Nu er jeg (midlertidigt) færdig med at være sur på min krop. I dag har jeg svømmet, og det var rart. Min lænd er stadig ret øm, men der sparkes så lystigt fra maven, at man godt kan tilgive baby, at hun vejer lidt til i disse dage.

Derfor gider jeg nu lave et langt og farvestrålende indlæg om mit nye yndlingsbibliotek, Ørestads Bibliotek. Jeg arbejder i det center i Kulturstyrelsen, der hedder Bibliotek, Medier og Digitalisering - i afdelingen for biblioteksudvikling, så jeg har en arbejdsskade, der gør, at jeg elsker alt om biblioteker. Forleden dag afholdte vi et seminar på Ørestads Bibliotek, og under rundvisningen knipsede jeg løs:

De kalder sig et familiebibliotek, hvilket jeg selvfølgelig faldt pladask for. Lige målgruppen :)

Fiiiint bibliotek!

Dobby var der også, hvilket jo kun bevidner om den høje kvalitet af biblioteket.

Børnemøbel med plads til både klassikere og nye børnebøger. Indeni var der et sørøverskib,

Vi fik lov til at komme op på taget og kigge ud på den skolegård, der var på næste niveau tag. Ret sejt.

Mere skolegård. Skolen hænger sammen med biblioteket,  så de to institutioner kan bruge hinandens faciliteter.

Udsigt og skolegård.
Jeg kan fornemme lidt på det hele, at dette er et meget lidt kritisk indlæg. Jeg vil ikke kalde det for et sponsoreret indlæg, for jeg har ikke fået nogen penge af biblioteket. Men jeg får da min beskedne studentermedhjælperløn fra Kulturstyrelsen. Bare ikke for at skrive min blog, men for at skære kage ud til arrangementer (og tage resten med hjem bagefter) ooog også nogle lidt mere udfordrende opgaver, som fx at være ordstyrer til workshops osv. Hvad jeg ellers laver på mit arbejde kræver vist et andet indlæg, hvis nogen gider høre om det :)

OG jeg er fx ret kritisk over for Hovedbibliotekets indretning, så jeg er slet ikke spor partisk. Overhovedet. Nemlig.