Viser opslag med etiketten fest. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fest. Vis alle opslag

fredag den 4. januar 2013

Den lille sorte


God fredag aften til jer. Jeg vil smutte til julefrokost i den "lille" sorte kjole og en masse duer...

onsdag den 2. januar 2013

Festligt nytårsindlæg

Jeg har jo lovet højt og helligt, at det her ikke skulle være en ren gravidblog, som samtidig med det lange, tunge gravidindlæg, får I også lidt billeder fra nytår:






Jeg endte med at tage en blå kjole fra min mor på - og en del af aftenen også denne flatterende hat af crepepapir - vi havde nemlig en lille quiz med indbygget hattebygning.

Jeg var en dygtig gravid og holdt mig vågen hele festen igennem til de sidste gæster gik halv fire. Jeg drak sammenlagt ét glas champagne - et halvt til dronningens tale (hørt i radioen, fordi DRs streaming selvfølgelig frøs) og et halvt klokken 12 sammen med kransekagen. Ellers holdt jeg mig til alkoholfri øl, danskvand, flydende æblekage (som jeg døbte min alkoholfri velkomstdrink med æblemost, danskvand, vanille, ingefær og små stykker æble - ret godt!) og et meget lille glas af verdens ækleste børnechampagne, som ellers havde lokket så fint med Disneyprinsesser på etikken. ADR!

Derefter glædede jeg mig til at sove så længe jeg ville - hvilket så selvfølgelig blev smadret fuldstændig af naboens amokfest, som varede til kl. 7. Jeg er ret sikker på, at deres højtalere stod lige op ad vores seng. Må man egentlig godt bede en nytårsfest skrue ned? Jeg var virkelig i tvivl og endte med ikke at gøre det.

GODT NYTÅR! :) Havde I en god aften monstro?

søndag den 30. december 2012

Nytårsforberedelser


I morgen er det nytårsaften, og vi bruger (som resten af verden) søndagen på at gøre klar. Vi har inviteret nogle venner over, så både lejlighed, pynt, mad og tøj skal snart til at være på plads. Som sædvanlig er tøjet og maden det sværeste - hvilket selvfølgelig kun bliver sjovere af, at jeg er vokset ud af ret meget af mit festtøj. I New York købte jeg heldigvis halskæden på billedet, som har reddet alle mine festoutfits lige siden. Min mor er også kommet forbi med et par kjoler, så jeg skal nok finde på noget festligt nok, der ikke strammer.

Med hensyn til maden, har vi sat os på hovedret og dessert. En af gæsterne er vegetar, og det passer mig faktisk virkelig godt at undgå kød efter alle de julefrokoster. Jeg tror valget falder på svamperisotto og noget med æbler til dessert. Nok sorbet og måske en kage af en art. Og så har jeg selvfølgelig været i Lidl og købt en virkelig plastikagtig børnechampagne - men jeg tror også, jeg lige smutter forbi Irma for at se om de har alkoholfri Erdinger. Ikke nogen dårlig øl!

Hvad skal I nytårsaften?

Jeg kan se, at det er nu man på sin blog skriver lidt om året, der er gået eller nytårsforsætter for det kommende år. Det er nemt nok for mig:
  • Året der gik: Gravid, gravid, gravid
  • Nytårsforsæt: Være en god mor
Lyder ret kedeligt, hva'? Sikkert. Jeg synes, det lyder fantastisk :)

fredag den 1. juni 2012

Nørrebro med festtøj på

Så blev det Distortion-tid igen på Nørrebro, og jeg lagde an til at hade høj musik og fulde mennesker i min læseferie, goddamnit. Nå. Men efter at have sikret mig en eventuel soveplads hos min far (ringede og forsikrede mig om, at de ikke kunne høre musik nogle steder fra), og gjort klar til at være kedelig og se tv-serier, kom jeg i tanke om noget: Jeg elsker Nørrebro. Jeg elsker festivaler og glade mennesker og Roskilde-agtig stemning og musik og øl og vimpler i alle regnbuens farver og og og... måske jeg alligevel lige måtte gå ned og kigge på det? Så med en (læseferievenlig) sodavand og et kamera i hånden, tog jeg alligevel ud i gaderne.

Folkets Park

Blågårds Plads

Konfetti

Blågårds Plads, madbod

Nørrebrogade

Nørrebrogade

Nørrebrogade

Kiosk, Nørrebrogade

Fælledvej

Fælledvej
Jeg var hjemme igen før midnat, og man kunne slet ikke høre larm her oppe på femte. I morges var Nørrebro pænt og rent. I er ok alligevel, Distortion.

søndag den 19. februar 2012

Fest og farver*

* = dobbeltbetydning. Vi har både holdt fest med farver, og så er det jo også navnet på den fine udklædningsbutik, der ligger på Jagtvej, som blandt andet var grunden til at min venindes kæreste (der arbejder der) ikke kunne komme til vores fest - der er nemmelig riiimelig travlt her til fastelavn!

I fredags holdt vi endelig vores housewarming. Vi havde inviteret 40-50 stykker, og der var mange flere vi gerne ville have inviteret, men vi har trods alt kun 58 m2 at gøre godt med. Men der kom vist "kun" 20-30 mennesker. Her er en lille fotoreportage (taget med min telefon - spejlreflekset tør jeg stadig ikke rode med. Det kræver lidt mod at tænde det næste gang for at se om der stadig er fugt bag skærmen!):

Mit outfit - kjole fra Hong Kong, armbånd fra loppemarked og øreringe fra LA.

Så er stuen klar til kamp og vi venter på gæsterne, der selvfølgelig kom fashionably late.

Jesper havde bagt fastelavnsboller og jeg pyntede dem med giftiggrøn glasur (vi diskuterede senere om den kunstige grønne farve mon var lavet af bladlus, som sodavanden Urge var farvet med i 90'erne).

Vi fik mange flotte gaver, blandt andet en pakke godis fra Sverige, heriblandt blåbærjuice...

... flotte blomster...

 ... og goder til danskstuderende.

I går sov vi det meste af dagen - og samlede pant ind. Fire poser fyldt blev det til. I dag gør vi lidt rent, læser lidt og jeg prøver at få hul på ugens oversættelse, som i dag er fra engelsk til dansk. Meget sværere end man skulle tro! Prøv fx lige at oversætte "the music of Alvaro's prose"...

lørdag den 31. december 2011

Ja, det her er endnu et klassisk nytårsindlæg

Her har man far lavet chokolademouse af sin nye flødeskumsspray-dims (sådan en de har på caféerne), som han fik i julegave. Tip til nytårsaften! Bare skaf dimsen først... Men det var smart, at det ikke skulle stå lang tid i køleskabet først.
Mine ønsker for det nye år:
  • At det bliver meget mere stressfrit!
  • At jeg drikker flere kopper kaffe af lyst end af nød.
  • At det bliver et godt sidste år på universitetet (hurra!).
  • At Hong Kong er fantastisk (oh yes, det bliver lige min gulerod i januar).
  • At jeg lærer at købe holdbare kvalitetsting (der måske koster lidt flere penge) i stedet for billige discountting, som går i stykker anden gang man bruger det. (Det tænker jeg især på her på årets største tøjkrisedag - december-festkjolen gik allerede i stykker juleaften. Åh, H&M...)
  • At jeg kommer til at løbe ture på mere end 3 km.
  • At min smartphone ikke går i stykker af alle de gange jeg taber den (fx ned af stentrapper).
  • At vi får afholdt mange gode arrangementer i vores nye, fantastiske lejlighed.
  • At hylden under vores vinduer holder til Jespers stadigt voksende portvinssamling.
  • At jeg har dage, hvor der ikke på forhånd er planlagt noget.
  • At Min kamp 3+4 er lige så gode som 1+2
  • At det virkelig er så sjovt at skrive et speciale som jeg forestiller mig.
  • At jeg bliver en bedre, sjovere, hyppigere og mere æstetisk bevidst blogger (og dermed begynder at få læsere og kommentarer igen).
  • At jeg bliver bedre til at få kommenteret på andre blogs, som jeg jo faktisk læser dagligt og nyder meget.
  • At vi får bare lidt sne.
  • At vi får bare lidt sommer.
  • At finanskrisen i Europa lærer os at sætte pris på andet end dyrt tøj og den rigtige kop filterkaffe.
  • At DU får et fantastisk år, som starter på en god aften.
Godt nytår!

fredag den 7. oktober 2011

Blogløfte

Hvad mener du med, at jeg er for gammel til den her blok?!
Hvis man smider sin to do-liste ud på bloggen, mon så ikke man helt sikkert når det hele? For alt andet ville jo være pinligt!

Jeg har lidt mange ting i øjeblikket. Sådan plejer efteråret også at være. Og så er jeg altså også lige blevet fagrådsformand (for det synes jeg jo lige jeg skulle være), og jeg bruger også en forfærdelig masse tid på at kigge på lejligheder - har faktisk lavet et helt excel-ark over dem jeg gerne vil se! Lige nu er der næsten 20 på, men jeg tror måske nogle af dem er lidt for dyre. Må lige spørge bankrådgiver. Hun er så flink :)

I morgen holder Jesper en stooor fødselsdagsfest, og jeg har lovet at lave avocadolagkage. Jeg pønser lidt på også at lægge en opskrift ud her, så I kan smage hvor god den faktisk er!

Nu vil jeg starte dagen med at tage en meget, meget stor opvask...

torsdag den 15. september 2011

Forudseende altanplante?


I morges så jeg noget svagt rødt ude på min altan. Jeg gik ud og befriede denne skønhed for de grønne blade, der havde dækket den.

Så ja - selv mine planter stemmer rødt! Og jeg har fundet et sted at se valg og alt er (også ifølge exit polls) godt!

Og jeg er næsten i topform - og det endda med weekend :)

mandag den 27. juni 2011

Det længe ventede blogindlæg, hvor Cecilie endelig beviser, at hun er et positivt menneske

Mmh lækker morgenmad sammen med regninger! (Og et billede af en lyserød tallerken til Janne. Jeg har dem også i en anden version, dem kan du også snart få et billede af :))

Soooooool! Det er sommer! Termometeret siger 20 grader og kl. er ikke engang ni endnu! Det bliver varmt i dag! Hurra!

Jeg har fået TO nætters komplet uforstyrret nattesøvn. Håndværkerne kom først kl. OTTE i morges! Weeee :)

tirsdag den 7. juni 2011

Cykeltur by night

Jesper og jeg cykler tit lange ture i København og omegn. Det er noget han har indført, og jeg synes det er rigtig rart. Især efter jeg har fået en bedre cykel, så jeg kan følge med ham! Sidste gang havde kun min mobils kamera, men jeg synes nu billederne er blevet okay:

Dinosaur ved en børnehave.

Et sted i Hvidovre. Der er Sjællandsbroen man kan ane i horisonten.

Muligvis Amager. Vi cykler for det meste uden kort og ender derfor tit steder, vi ikke kender. Ikke langt herfra så vi dog et skilt, hvor der stod Sjælland og så en pil - så måske var vi slet ikke på Sjælland?

Jeg har afleveret mine to eksamensopgaver i går, så nu har jeg sommerferie! Jeg skal arbejde en del her i juni, men det er fantastisk rart at være fri for opgaverne. I dag sov jeg uden vækkeur, og gik en tur til formiddag (som skulle have været en løbetur, men mine sko er altså for dårlige, så jeg luntede lidt i stedet for). Det er mærkeligt... men dejligt! Nu skal jeg bare have smidt alle kladderne ud og på biblioteket med bøgerne, så her kan blive opgavefrit igen.

Min printer lavede forresten præcis samme trick, som den gjorde da jeg i sin tid printede bacheloren: Løb tør for et eller andet lige midt i printningen, faretruende tæt på afleveringsfrist. Sidste gang blev jeg nødt til at udskifte en ret stor del af indmaden i min printer før den ville virke igen. Det er med garanti det samme denne her gang. Og TAK til universitetet, fordi der ikke var kø ved deres kopimaskine og studievejlederne gad klipse mine opgaver sammen, når jeg nu stod der og var gået i panik.

Men afleveret blev de og bagefter satte jeg mig ned ved kanalen foran universitetet og blev der til ved 21-tiden med øl, engangsgrill og meget søde mennesker.

Alt er godt.

fredag den 11. marts 2011

En dårlig torsdag og en god fredag

Godeftermiddag, kære medbloggere og læsere.

Det er en dejlig fredag i dag, hvor solen er kommet frem igen, hvor undervisningen får en til at ønske man havde mere tid, hvor lægen siger han vil hjælpe med at kurere ens hovedpine, hvor man får idéer til spændende restesalater (med gulerødder, peberfrugt, hytteost og mandler), hvor cykelsmeden tager sig pænt af ens cykel og hvor Adele spiller i baggrunden, mens man drikker kaffe og gør sig klar til aftenens fastelavnsbar og finder zebramasken fra folkeskolen.

Den slår helt sikkert den dumme torsdag, som stort set kun bød på uventede regninger, dårlige nyheder relateret til summer school-drømme og ikke mindst at vågne op til regnvand, der drypper ned gennem utætte vinduer. Heldigvis bød torsdagen afslutningvis på en dejlig kæreste, som man kan kramme og kramme og kramme indtil man får på fornemmelsen, at alting nok skal blive fint og godt. Og sådan forberedes en god fredag.

God weekend!

søndag den 20. februar 2011

Konsekvenser af at leve livet

I sidste uge havde jeg en slags vinterferie med lidt fridage her og der. Det udviklede sig til lidt for meget alkohol, alt for meget shopping, lidt for mange (helt vildt gode) fastelavnsboller og absolut ingen træning, oprydning eller rengøring. Eller andre former for fornuft. Til gengæld en masse gode oplevelser.

Jesper bagte lækre fastelavnsboller, da jeg pludselig fik uventede gæster, som i Gevalia-reklamerne.

Jeg har endelig fundet en cykelkurv! Pernille anbefalede mig cykelhandleren Cykelthomas på Amager, som havde virkelig mange fine ting - det var et rent cykeltilbehør-paradis! Så nu har jeg en dejlig turkis kurv og en fin, fin ringeklokke, som siger en meget højere lyd end det "klik" min nuværende klokke kan præstere. Så jeg er klar til Københavns gader, og hvis nogen stjæler noget som helst fra min cykel igen, banker jeg dem :)

Og nu er det vist ved at være tid til træning og rengøring og læsning og falde i søvn på sofaen foran alt det tv jeg ikke har fået set. Arh.

søndag den 14. november 2010

Falsk gammelelevfest med networking-bonus

I fredags var jeg til gammelelevfest på et gymnasium som ikke var mit. Jeg har gået på Østre Borgerdyd, som bogstaverne af balloner herover skal symbolisere. Billedet er fra ØB-lokalet, som var blevet pyntet op til os fra ØB. Dem fra Metropolitanskolen fik et andet lokale, og så var der ellers "ægte" gymnasiefest for alle i et stort festlokale, der faktisk lignede Vega lidt.

Pointen er, at mit gamle gymnasium er blevet slået sammen med Metropolitanskolen og dermed har dannet et megagymnasium, der hedder Gefion. Det er nogle meget fine lokaler, de har fået, på Geologisk Institut næsten midt i byen, men det er godt nok stort. Især når man tænker på, at ØB var et lille, hyggeligt Østerbro-gymnasium, hvor alle vidste hvem alle var. Men sådan er det, gymnasierne er blevet privatiserede, og der er ikke råd til små gymnasier i København.

Men en god ting: Min veninde pressede mig til at networke med et par lærere, og de var meget positive for at lade mig komme i praktik på Gefion! Yay! Sikkert bare for en kort periode, men det bliver helt sikkert spændende og lærerigt! Og totalt nervepirrende.

Nå, Jeg skal lige finde på noget at lave. Jeg har sovet hele lørdag væk, og nu, efter et kort besøg på et meget kaotisk Bogforum, er jeg meget meget hyperaktiv og ikke spor i søndagshumør. Hrm.

fredag den 12. november 2010

Verdens bedste brownie


Her skulle være et billede af verdens bedste brownie, men haha practical joke - jeg har spist den!

Men her er til gengæld en opskrift. Det er den klassiske brownie fra God Mad Let at Lave, men den er altså også både virkelig god og let at lave. Jeg lavede tredobbelt portion til min fødselsdag, og nogle af mine gæster har snakket om den lige siden. (Blære, blære, blære. Man må godt, når man er god til noget. Eller har en god kogebog. Eller noget.)

Til ca. 40 stk (SMÅ stykker!)
  • 3 æg
  • 225 g sukker
  • 150 g smør
  • 2 tsk vanillesukker
  • 50 g hasselnøddekerne
  • en halv tsk bagepulver
  • 5 spsk kakao
  • 90 g mel
Tænd ovnen på 175 C. Smør formen og drys den med mel. Pisk æg, sukker og vanille godt. Smelt smørret og afkøl det lidt. Hak nødderne groft og bland dem med de tørre ingredienser. Rør det i æggesnapsen skiftevis med smørret. Hæld dejen i formen og bag den ca. 30 min. i midten af ovnen. Lad kagen afkøle og skær den i små firkanter. Voila! Serveres fx med flødeskum eller creme fraiche.

Jeg har virkelig været træt hele ugen efter min fødselsdag med mange gæster og efterfølgende bytur, hvilket måske kan forklare manglen på gode blogindlæg. Men så får I bare en opskrift!

søndag den 31. oktober 2010

Sverige + fødselsdagsselskab


I efterårsferien var jeg, udover alle de andre ting jeg lavede, også en lille tur i Sverige. Der fik jeg det her fantastiske lakridschokolade, som jeg virkelig kan anbefale, at man i det mindste bare prøver at smage. Ikke alle kunne lide det, men det kunne jeg! Prøv!

Lige nu er jeg i fuld gang med at planlægge min fødselsdag, som er på lørdag. Jeg har inviteret lidt flere mennesker end jeg har siddepladser (ok, mange flere), så det bliver meget spændende. Er i gang med at optælle til hvor mange personer engangsservice jeg efterhånden har fået købt, og jeg tror jeg er ved at være der - mit køkken er nemlig så småt, at der ikke er plads til både lagkagetallerkner og en kande kaffe!

Menuen (fra kl. 15-nat) står på:
- Hjemmebagte boller (bagt og frosset ned tirsdag og tøet op fredag aften)
- Lagkager (avocado og choko/banan)
- Grøntsagsstave og snacknødder
- Gryderet med ris og hjemmebagt brød
- Chokoladekage

- Drikkevarer: kaffe, te, kakao, øl, vin, sodavand

Hvad synes I? Er der noget, der mangler? Jeg vil jo nødigt have, at mine gæster går sultne hjem... Men jeg gider heller ikke bruge en formue på arrangementet - for jeg har ingen penge syet ind i madrassen.