Jeg kan godt få armene ned, men ikke alt for meget i dag. I dag har jeg nemlig erklæret hviledag. Jeg besluttede, at det må man godt, når alle ens fridage i december bestod af mere eller mindre stressende julearrangementer og ikke af dage, hvor man bare laver, hvad der falder en ind. Jeg har brug for dage, hvor jeg ikke har nogle planer. Mere end nogensinde.
Det er underligt at tænke på. For et par år siden var jeg helt desperat, hvis jeg ikke skulle noget en aften eller en weekend. Jeg panik-planlagde kaffeaftaler og familiemiddage, hvis efterårsferien så så underlig tom ud i min kalender. Og jeg gik helt ned over, at TO af mine yndlingsveninder nænnede at tage på ferie - samtidig!
Jeg ved ikke præcist, hvad der er sket siden da, men det er nok noget med at have en fuldtidskæreste, et fuldtidsstudie og et deltidsarbejde, mens man jonglerer rundt med et fagråd og en par blogprojekter. Det smager desværre lidt for meget af et voksenliv, hvor man arbejder ni til fem og ikke kan købe julegaver og dagligvarer sammen med pensionisterne tirsdag formiddag. Et voksenliv som jeg har prøvet at undgå alt den tid jeg har været voksen.
Jeg tænker meget over det og på, hvad man egentlig bliver lykkelig af, men jeg ved ikke, hvad jeg skal synes om det hele lige nu. Jeg er glad for enkeltdelene i mit liv - min kæreste, mit studie, mit job, mine fritidsinteresser (bruger man stadig det ord eller var det noget man kun skrev i venindebøger i 1995?) og ikke mindst mine veninder, også når de rejser deres vej. Men det hele samlet - det er nogle gange lidt for meget til mig.
Måske genovervejer jeg nogle ting snart. Men om et år er jeg færdig, og så skifter jeg studie og deltidsjob ud med ét job, forhåbentligt. Og gymnasielærere arbejder kun ni til fem, hvis de planlægger det sådan. Og dét tiltaler mig.
Sikke en lang smøre! Gamle pebernødder til dem, der læste det hele!