Fremtidsangst - en folkesygdom?

I går var jeg til gymnasie-infodag på universitetet. Det er sådan et arrangement, hvor de fortæller lidt om jobbet, karrieremuligheder, hvad de ser på når de ansætter nye lærere osv. Når man skal være gymnasielærer, er det første år af ens ansættelse ideelt set et pædagogikum-år, hvor man læser teoretisk pædagogik på en masse kurser og samtidig øver sig på praktisk pædagogik, halvt i sin egen klasse og halvt sammen med en vejleder, som er læreren i en anden klasse, man følger. Når jeg siger "ideelt set" er det fordi man også ret tit bliver ansat i et vikariat og derfor først senere får sit pædagogikum. Jeg bliver færdig med specialet, hvis alt går vel, et sted i nærheden af december/januar 2012-13 (jeg har udskudt et par fag, så derfor falder det hele lidt skævt). Et pædagogikum følger skoleåret, så jeg bliver altså nødt til at søge vikariater og resttimer, hvis jeg vil have job med det samme, når jeg bliver færdig.

Så nu har jeg lige meldt mig ind i Magistrenes Arbejdsløshedskasse. Se lige på billedet, hvor mange mystiske reklamegaver man får af de der MA-mennesker, der står på universiteterne (hvis du læser, har du sikkert set dem), hvis man melder sig ind. Kuglepen, bolcher, bold... Nå, men hvis man gør det senest et år før man bliver færdig, slipper man nemlig for at komme i karantæne - dvs. ikke modtage a-kassepenge den første måned - eller noget i den stil. Jeg har ikke helt tjek på alle de her voksenting, men jeg har i hvert fald rigtig mange gange fået at vide, at man skal huske at melde sig ind et år før man bliver færdig. Og det har jeg så gjort nu, fordi jeg er så dygtig og voksen.

Men altså. Hvor kan man blive nervøs af sådan et arrangement. For det er jo noget med, at der er den der finanskrise, som åbenbart ikke rigtigt har ramt gymnasierne, meeeen det ville jo være godt, hvis vi lige kunne tage samfundsfag eller matematik på sidefag, lige tage ud på en fantastisk rejse og opleve en masse ting som vi kunne dele ud af til eleverne og så ellers bare samtidig være et fantastisk menneske med pædagogisk sans, spændende fag og ikke mindst gode karakterer.

Jeg har for længst valgt fag: Dansk og Engelsk, og det var altså åbenbart heller ikke så slemt med de to ret store fag. Men lange spændende udlandsophold? Nix. Gælder USA i to måneder, da jeg var 13? Pædagogisk sans? Tjo, jeg arbejder da på det. Gode karakterer? Hm. Skal vi tale om noget andet?

Det hjælper jo så heller ikke på det, at rigtig mange færdiguddannede humanister står uden job i dag - man bliver ærlig talt lidt bange for den der fremtid. Der er ikke noget at sige til, at jeg kender mange studerende som udsætter og udsætter og udsætter, fordi... hvad er det lige vi skal blive færdige til?

Nå. Men de flinke mennesker til arrangementet sagde, at så slemt var det altså heller ikke, og bare man ikke kun havde to små fag (og vi håber så, at ingen til arrangementet havde det!) og vi skulle nok få job, især hvis det ikke behøvede være i København og det behøvede jo ikke at være på et gymnasium, for der er også HTX og HF og vist også nogle andre H'er.

Jeg hader bare det der voksenhed, hvor man skal til at gå på kompromis med sine drømme og undervise på HF i Herlev (no offence, hverken HF eller Herlev - det er bare ikke jer, jeg vil).

Men ja. Jeg trækker vejret et øjeblik og venter lidt og ser hvad der sker. Og prøver at få nogle af de der tocifrede karakterer, som ikke rigtig træder så meget frem her på kandidaten.