Viser opslag med etiketten planlægning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten planlægning. Vis alle opslag

søndag den 18. november 2012

Indrømmelse

Nåmen, hvis du er en af dem, der er meget bange for, at alting ændrer sig, når man bliver gravid, skal jeg da med glæde bekræfte dine bange anelser.

Alting ændrer sig.

Jeg tror nok, at jeg mest havde tænkt på hvor meget alting ændrer sig, når man har født barnet, hvilket jeg jo har til gode, men for øvrigt stadig satser på ændrer en del ting. Men her i 7. måned af graviditeten, kan jeg vist godt erklære, at den baby har ret meget indflydelse på mit liv.

Her til aften har jeg sagt nej tak til sociale planer for at sidde hjemme på sofaen og se tøsede ting på Netflix. Jeg orkede nemlig ikke at blive stresset af for mange planer i weekenden, og vi har allerede en del. Størstedelen består af at se på babyting. Festen startede fredag, hvor jeg tog tidligt hjem fra ølsmagning på mit arbejde (de foreslog ellers, at jeg kunne deltage og så bare dufte-vurdere alle øllene) for at nå en tur i IKEA inden de lukkede. Der så vi på pusleborde og prøvede at vurdere hvor vigtigt det egentlig er med alt den plads til puslingen. Slet ikke spor nødvendigt, blev vi enige om. (Og nu har jeg også spurgt de voksne, aka. min jordemodertante og min farmor, henholdvis mor til fire og fem børn. De gav mig ret. Længe leve erfaringer!)

I dag har jeg været til familiefødselsdag, så det var egentlig meget normalt, bortset fra alt den snak om babyer, som er ret relevant, når man er gravid i en børnerig familie som min. Og måske også bortset fra, at man sagtens kan gå amok i fødselsdagskage med henvisning til, at vi er to sultne kvinder i den her krop, men bare ikke kan nyde det særlig længe, fordi lidt senere kommer, argh, halsbrand! Virkelig irriterende ting ved tredje trimester. Kan heldigvis løses med syreneutraliserende piller, som jeg nu har lært, at alle gravide elsker.

I morgen er vi blevet inviteret til brunch (note to self: ikke glemme pillerne!) hos min far efterfulgt af gennemkigning af, hurra, babytøjet fra da jeg var lille! Det glæder jeg mig virkelig meget til, selvom jeg selvfølgelig frygter rotter, efter at de har haft gang i mange andre barndomsminder, de grådige bæster.

Mandag fortsætter festen hos min farmor og farfar, der har fundet familievuggen frem. Den skal måles (please ku' være i vores soveværelse, pretty pretty please!) og beundres, og så har jeg hørt min mor og min farmor snakke om planer om shine den op med nyt stof og den slags, som jeg virkelig ikke har forstand på, men i den grad sætter pris på, at de har.

Tadaa. Det er min (forlængede) weekend. Og jeg elsker det. Heroppe fra min trygge plads i sofaen på femte sal kan jeg høre den ikke-babyrelaterede fest være i fuld gang nede på gaden. Vi har en ret imponerende samling af bodegaer på vores gade, og de lyder til at være godt velbesøgte. Jeg har ikke det mindste lyst til at gå ned og få en øl, kedelig som jeg nok er.

Men jeg har drømt om min baby, og i drømmen var hun det sødeste, jeg nogensinde har set. Smarte underbevidsthed, sådan at minde mig om, hvorfor man gider være gravid med alt hvad der følger af besvær. (Uretfærdigt nok kunne babyen i drømmen kun sige "far" - hvad ligner det?!)

tirsdag den 24. april 2012

Hej hej

Hamborg
Undskyld undskyld undskyld, at jeg har været så dårlig en blogger. Jeg har lige været lidt i Hamborg og lidt i læse-arbejde-være syg-være stresset-helvede. Jeg er der stadig lidt, for om lidt skal mine pensumopgivelser afleveres og jeg tænker om man ikke burde læse lidt for at gennemskue, hvad man gerne vil til eksamen i.

Jeg gad godt blogge vildt meget og vise mine fine billeder fra Hamborg, genoplive min København-blog, få en af de der trendy surdeje, passe planterne i min vindueskarm, gå en tur hver dag, besøge mine bedsteforældre, skrive i en hemmelig dagbog, løbe tre gange om ugen, støvsuge under sofaen, læse bøger frivilligt og ja... you get the picture.

Og lige nu går jeg faktisk og pønser på en plan, der meget gerne skulle gøre alt dette muligt. Men det hører I sikkert mere om senere :)

Men ja. Det der længere oppe er Hamborg. Det er en brilliant by. Besøg den straks! Jeg lægger snart flere billeder ud, så I kan blive mere overbevist. Den er klart det nye Berlin! Jeg lover det.

mandag den 27. februar 2012

Billig mad illustreret

Herhjemme har vi et madbudget, der hedder 2400 kr. om måneden i alt. Det kan kun lade sig gøre fordi a) jeg er opfindsom, når vi laver mad, b) Jesper er nærig, når vi køber ind og c) vi laver madplan.

Her er lidt inspiration, hvis andre vil gøre os kunsten efter. Indtil videre er det dog kun lykkes i februar, og vi har netop ramt kistebunden. Tirsdag og onsdag må blive til noget meget opfindsomt restemad.


Rødbedesuppe med nybagt brød. Rødbeder er billige, mel er billigt. Plus: Har sådan en flot farve. Minus: Den flotte farve smitter af på ALTING.


Tærte med salat. Indholdet af en tærte kan bestå af stort set alt godt fra køkkenet, her spinat, bacon, æg og peberfrugt. Dejen er lavet med en del rugmel, så den er endnu sundere. Plus: Smager også godt kold i madpakken. Minus: Man bruger virkelig mange æg og processen med at røre dej, køle dej af, rulle dej ud og derefter bage tærte i 100 år kræver en del tålmodighed.


Risotto med kidneybønner, asparges og bacon. Husk at du bare kan bruge billige grødris, du behøver altså ikke de dyre risottoris. Plus: Det smager helt vildt overdrevet godt (livret!), og så er det en perfekt restesluger, hvis man bare har en lille smule sans for, hvilke imgredienser, der passer godt sammen. Minus: Kræver din fulde opmærksomhed i tyve minutters tid, mens du rører i gryden. Og så er grødris jo ikke helt det sundeste i verden - man kan også bruge speltkerner eller andre mere langsomme kulhydrater.

Og nu glæder jeg mig til snart at købe ind igen! Vores køleskab er rippet for mad!

torsdag den 16. februar 2012

Farvel MacBook, goddag Lenovo Thinkpad

Ovenstående computer kommer snart hjem til mig - og jeg glæder mig! Det var svært at vælge Mac fra, men man får jo altså mere for pengene med den her. Og jeg svømmer jo ikke ligefrem i penge, nu hvor jeg har besluttet mig for at stoppe med SU-lån. Computeren er godt nok købt for januar og februars lån, men fra april af stopper jeg. Jeg får ikke så meget i løn lige nu, fordi jeg ikke arbejdede i hele juleferien (skrev opgave!) og heller ikke så meget i januar, hvor jeg læste til fonetik og ikke mindst var i Hong Kong. Det var det hele værd, men det krævede så lige, at jeg har SU-lån nu. Men det stopper igen, og så er jeg altså god! Det var en hård beslutning. Nå.

Men jeg satser også stærkt på at spare masser af penge, nu hvor vores økonomi er sat i system med budgetkonto og madkonto. Jeg er nemlig lige præcis så voksen, at jeg kun kan finde ud af at administrere penge, hvis der er helt klare planer med dem. Og det er der så nu - så vi kan få ordentlig mad hele måneden!

Vores budget til mad hedder lige nu 2400 kr. i alt. Vi køber cirka ind for 4-500 kr. om ugen indtil videre (godt hjulpet på vej af planlægning og madplan), så jeg tror det holder, selvom jeg var skeptisk i starten. Hvor mange penge bruger du på mad?

fredag den 10. februar 2012

Planlægger eller ej


Er du sådan en, der planlægger alting, så din kalender er fyldt til randen med aftaler, klokkeslet og huskesedler? Eller tager du tingene som de kommer, står op og gør, hvad du har lyst og så går det hele nok?

Jeg er et eller andet sted imellem. Nogle af mine veninder er meget voldsommere planlæggere end mig. De køber gaver flere måneder før de skal gives, ringer og spørger om jeg skal noget om tre uger og ville sjældent kunne drikke kaffe samme dag som jeg ringer og inviterer.

Andre jeg kender (og for eksempel bor med) planlægger ikke så meget på forhånd. En aftale mere end et par dage ude i fremtiden kan måske lige gå an, hvis der er koncertbilletter, der skal forbestilles eller store arrangementer med mange gæster, der skal inviteres. Kalendere har de måske nok, men de bruger dem bare ikke rigtigt til noget. Mange i min familie opererer også med "Jeg holder fødselsdag på lørdag - kom glad".

Jeg inviterer til fødselsdag mindst en måned i forvejen. Jeg skriver i mine to kalendere (en til tasken og en fælles til lejligheden) så tit som muligt, så jeg altid ved, hvad måneden bringer og hvor mange aftaler jeg burde lave. Alle mine opgave- og specialeidéer står skrevet ned i min mange notesblokke, så jeg ikke glemmer dem igen. Det samme gør idéer til, når jeg bliver gymnasielærer. På mit arbejde er mit job faktisk tit at planlægge - men for andre. Det sidste skud på planlægningsstammen er en madplan, som vi hver uge skriver ned og køber ind til.

Derudover hader jeg, hvis jeg ikke kan få at vide fra andre, hvad vi skal og ikke skal. Men det handler nok mere om at være utålmodig.

Men jeg bliver stadig lidt klaustrofobisk, hvis jeg ikke bare et par dage om ugen kan stå op og ikke vide, hvad jeg skal. Jeg vil have plads til at kunne gøre hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst til det. Og det passer ikke så godt sammen med at være planlægningsmenneske. Samtidig er jeg virkelig, virkelig, virkelig glemsom, så måske havde jeg planlagt at købe mine julegaver i november, at kontakte en specialevejleder før tid og at sætte surdej over til lækkert brød. Jeg glemte det bare.

Så om jeg er en planlægger-type? Jeg aner det ikke. Nogle af mine veninder synes det bestemt ikke - mine kolleger er ikke i tvivl om, at jeg er det. Jeg er nok bare skizofren normal.

Er du?