Efterlysning: Kongeligt porcelæn

Jeg vil i dag prøve at bruge nettets sociale værktøjer til en ny ting: At få fat på flere af mine yndlingstallerkner. Jeg arvede tre af dem, da min moster flyttede til USA for mange år siden. Jeg er virkelig glad for dem, så glad, at jeg bliver i godt humør hver gang jeg bruger dem. Desværre er en af dem netop smadret. Den kan heldigvis limes sammen igen, men jeg besluttede mig for at bruge lejligheden til at søge efter flere af dem.

Jeg kan ikke finde dem på nettet og har ikke set dem på nogle af de utallige loppemarkeder jeg hver sommer er på. Men jeg har set elementer fra et lignende stel på nettet - her står der at stellet skulle hedde Søholm og være hotelporcelæn. Jeg finder dog ikke frem til noget lignende, når jeg søger på Søholm, så jeg er ikke sikker på, at det er rigtigt.

På mine tallerkner står der Royal Copenhagen i bunden, og så jeg er ret sikker på, at det er jernporcelæn. Der står ikke på dem hvad stellet hedder, så det ved jeg ikke.

Ved du hvad stellet hedder? Har du set det andre steder? Har du en bedstemor, en tante, en bekendt, der måske har nogle liggende på loftet? Så vil jeg meget gerne høre fra dig!

Mine tallerkner er for øvrigt i frokoststørrelse og måler 21 cm i diameter.

Det ville være en kæmpe hjælp, hvis I vil spørge omkring jer - på forhånd tusind tak!

Kodak moments

Hong Kong opslugte mig godt nok lidt... men nu er jeg tilbage i det kolde (kolde kolde kolde aaargh) nord. Jeg kom tilbage onsdag aften sent, og siden da har jeg mest bare arbejdet, forsøgt at tage mig sammen til at pakke ud, gjort op for manglet kærestetid og læst en frygtelig masse blogs. Derudover har jeg dagligt aet mit kamera for, at det ikke skal gå i stykker. Nogen kom nemlig til at have det liggende løst i tasken med en utæt flaske juice... jeg hader mig selv så meget for det! Jeg har endda et etui, men næh-nej jeg er alt for smart til at have det liggende i det. Så kan man jo ikke hurtigt få det frem når et Kodak (R.I.P. for øvrigt) moment kommer op. Status lige efter katastrofen var, at kameraets eneste livstegn var en rød lampe, der blinkede insisterende. Status nu, efter flere dages intens tørring og håben og telefonopkald til min far, er, at kameraet godt vil tænde. Det skræmmende er, at jeg kan se dråber af fugt bag ved skærmen. Min far påstår, at fugten langsomt vil æde kameraet op indefra, men jeg satser stærkt på, at han tager fejl. Heeeelt fejl.

Nå.

Det var bestemt ikke noget billigt kamera.

Nå. Jeg er selvfølgelig ikke så materialistisk, at jeg lader mig gå på af den slags...

I mellemtiden har jeg på magisk og mystisk vis bestået fonetik med et 7-tal. Nu bliver jeg faktisk nødt til at undervise i det en dag, selvom jeg utallige gange har underholdt folk med, at jeg dumpede et fag, som jeg ikke synes man behøver at undervise i i gymnasiet. Men nå. Nå nå. Åbenbart endte jeg med at forstå det.

En ting der faktisk overlevede juice-oversvømmelsen var omkring 500 billeder af Hong Kong og omegn. Der er op til flere af dem, der er rimelig okay, så dem har jeg tænkt mig at oversvømme bloggen med her det næste stykke tid, lidt efter lidt.

Nu skal jeg sove. Jetlaggen har gjort mig til et a-menneske. Det er måske ikke helt dårligt.

Long shot

Jeg har hørt et par fugle synge om, at de ikke kan  lægge kommentarer på min blog, men nogen kan godt. Hvis du ikke kan, vil du så ikke sende mig en mail på cecilie.lindegaard at gmail.com og også lige skrive, hvilken browser du bruger?

Medmindre altså, at mine indlæg bare er blevet så kedelige, at I ikke gider kommentere mere. Nå.

Ja, det her er endnu et klassisk nytårsindlæg

Her har man far lavet chokolademouse af sin nye flødeskumsspray-dims (sådan en de har på caféerne), som han fik i julegave. Tip til nytårsaften! Bare skaf dimsen først... Men det var smart, at det ikke skulle stå lang tid i køleskabet først.

Mine ønsker for det nye år:

• At det bliver meget mere stressfrit!
• At jeg drikker flere kopper kaffe af lyst end af nød.
• At det bliver et godt sidste år på universitetet (hurra!).
• At Hong Kong er fantastisk (oh yes, det bliver lige min gulerod i januar).
• At jeg lærer at købe holdbare kvalitetsting (der måske koster lidt flere penge) i stedet for billige discountting, som går i stykker anden gang man bruger det. (Det tænker jeg især på her på årets største tøjkrisedag - december-festkjolen gik allerede i stykker juleaften. Åh, H&M...)
• At jeg kommer til at løbe ture på mere end 3 km.
• At min smartphone ikke går i stykker af alle de gange jeg taber den (fx ned af stentrapper).
• At vi får afholdt mange gode arrangementer i vores nye, fantastiske lejlighed.
• At hylden under vores vinduer holder til Jespers stadigt voksende portvinssamling.
• At jeg har dage, hvor der ikke på forhånd er planlagt noget.
• At Min kamp 3+4 er lige så gode som 1+2
• At det virkelig er så sjovt at skrive et speciale som jeg forestiller mig.
• At jeg bliver en bedre, sjovere, hyppigere og mere æstetisk bevidst blogger (og dermed begynder at få læsere og kommentarer igen).
• At jeg bliver bedre til at få kommenteret på andre blogs, som jeg jo faktisk læser dagligt og nyder meget.
• At vi får bare lidt sne.
• At vi får bare lidt sommer.
• At finanskrisen i Europa lærer os at sætte pris på andet end dyrt tøj og den rigtige kop filterkaffe.
• At DU får et fantastisk år, som starter på en god aften.

Godt nytår!

Ulig kærlighed til København

Det her er fantastisk. Vender tilbage med Aarhus-billeder senere :)

Sådan indretter du et meget lille køkken

Ja - et meget lille køkken! Mit, nemlig. Jeg tænkte nemlig, at jeg kunne poste lidt boligbilleder her inden vi FORHÅBENTLIGT (hører I, boligguder?!) snart får et nyt sted at bo og jeg derfor skal til at pakke det hele lidt ned. Jeg skal nok være ærlig og poste det med lidt rod og sådan, egentlig mest fordi her altid er lidt rodet, for jeg har jo altså for mange ting til en 1V...

Her er mit køkken.

Knagerne er sådan nogle, der er limet på væggen. Et hit i lejeboliger! De er fra Notre Dame. Bemærk, at de hænger skævt - mest fordi de tit falder ned.

Tip nr. 1 til små boliger: Hæng alting op på væggen!

Ja, også bestik! I mit køkken bruger vi nemlig ikke fænomenet "køkkenskuffer". Åbenbart.

Krog-amok!

Jeg købte et meget lille skab på et loppemarked, og det fungerer nu som opbevaring for småtterier.

Min vindueskarm er udnyttet fuldt ud, blandt andet til opvaskestativet.

Og ja, det er altså det. Tre køkkenskabe, nogle hylder og et lille køleskab under køkkenbordet.

Jeg vil lige sige, at jeg har ret mange køkkenting. En mere minimalist person ville nok have indrettet det lidt mere... spartansk.

Nå. Nogle ting sker der trods alt i boligjagten, dog stadig ingen ting med sikkerhed. Kryds alle jeres fingre!

Forudseende altanplante?

I morges så jeg noget svagt rødt ude på min altan. Jeg gik ud og befriede denne skønhed for de grønne blade, der havde dækket den.

Så ja - selv mine planter stemmer rødt! Og jeg har fundet et sted at se valg og alt er (også ifølge exit polls) godt!

Og jeg er næsten i topform - og det endda med weekend :)

Spændingen stiger...

Kendere vil vide, at det er Nettos, den bedste.

ER jeg mon stadig syg? Jeg ved I har siddet og ventet på svaret. Har I gættet det fra dagens billede? Nej? Det er også svært...

Men nej, jeg er ikke blevet hverdagsdranker. Jeg prøver bare at dræbe bakterier med hvidvinsrester (så det er altså ikke en hel flaske jeg lige pimper med mig selv tirsdag aften... bare rolig, mor). Jeg er nemlig stadig temmelig syg.

At ligge i sengen og se alt interessant på DR NU og spise muffins har ikke hjulpet, så nu er jeg stået op, har taget civiliseret tøj på og lavet mad med masser af hvidløg, ingefær og chili. Og jeg ser Alle elsker Debbie og svælger totalt i 80'er-nostalgi.

Der er ikke noget valg, immunforsvar! Jeg MÅ blive rask til i morgen. (Især fordi så kan I få nogle mere spændende blogindlæg og jeg kan komme tilbage til livet og ikke mindst undervisning. Og heller ikke mindst: slæbe mig ned og stemme! Meget vigtigt.)

Sol på min altan

Jeg har ikke photoshoppet det tegneserie-agtige solstrejf ind. Sådan så det ud.

I dag har min krop endelig gjort alvor ud af sin uendelige skranten: Jeg er blevet godt og grundigt forkølet. Det sker selvfølgelig på en mandag med sol, så jeg måtte melde mig syg fra arbejde, og nu sidder jeg og kigger længselsfuldt ud på min solbeskinnede altan. Solen rammer den kun to gange i døgnet, så man har altid lyst til at løbe derud, når det sker. Jeg skal dog hilse og sige, at en septembermorgen er kold - alt for kold til at sidde i solen, når man er syg.

Heldigvis fik jeg en hel dag i solen i går, som blev tilbragt først på en lille kaffebar på Østerbro (glemte at se på navnet... øv), derefter ude foran Torvehallerne med en kop Coffee Collective-kaffe og en oversize tebirkes. Det skal man ikke kimse af. Bagefter en gåtur rundt om søerne og afslutningsvis en kop te på Arabica. Så jeg fik både mit sol-, København-, familie- og veninde-behov dækket. Dejligt!

Vi fik også indledt jagten på lejelejligheder med at se en lillebitte minilejlighed på Østerbro. Ved et tilfælde måtte min mor stå stand in for Jesper, og det var rent held, for når man har en voksen med ud og se en lejlighed, er de smarte nok til at spørge til opvarmningen af lejligheden. I dette tilfælde bestod det af elvarme og en brændeovn. Ikke spor smart og meget dyrt, sagde den kloge voksen-mor.

Heldigvis skal vi se to til i denne uge. Kryds fingre for, at de er fine og frie!

God mandag til jer. Nyd lidt mere sol for mig :)

At være økonomisk begrænset

Det er sjældent jeg sådan rigtigt ærgrer mig over ikke at have flere penge. Selvfølgelig tænker man nogen gange på hvor dejligt det ville være at bo på fine hoteller, når man rejser, flyve på 1. klasse, leve af kaviar og oksesteg og vimse rundt i Gucci-kjoler. Men det er altså ikke noget, der generer mig til daglig.

Jeg skal ikke afvise, at jeg måske har lidt ekstra end en gennemsnitsstuderende, men det er fordi jeg arbejder en del og samtidig har en billig husleje. Så jeg rejser flere gange om året, jeg går ud og køber en ny kjole, hvis jeg synes jeg mangler den og jeg køber økologisk og lystpræget ind. Dertil skal så lægges, at jeg er god til at finde billige rejser og faktisk helst rejser med tog eller bus (hvem sagde flyskræk?!), researcher hotelpriser i flere dage og bager pølsehorn til turen. De kjoler jeg køber koster sjældent over 400 kr. og jeg udøver lidt Stop spild af mad, når jeg køber ind. Samtidig bager jeg alt mit brød og gør meget ud af at lave tingene fra bunden - og det er for det meste lidt billigere.

Nå. Det var alt sammen meget snusfornuftigt og helligt. Jeg burde måske også tilføje, at mine forældre bor i København, så når jeg trænger til ekstra luksus, spiser jeg hos dem, og de kan da også godt finde på at sponsorere studiebøger, briller, vinterstøvler osv. Men de er på den anden side ikke sådan nogle som lige køber en lejlighed til mig.

Og det er så der, min pludselige utilfredshed kommer. Altså, jeg forventer ikke, at mine forældre køber en lejlighed til mig, overhovedet. Det har de på ingen måde råd til, og jeg synes måske også det er meget fedt, hvis man kan klare den slags selv. Selvom det er min far, der har skaffet mig min nuværende lejlighed - men jeg betaler jo altså selv huslejen, og depositum lånte jeg i banken.

Men lige nu synes jeg det er helt vildt irriterende, at jeg ikke kan få et sted at bo til mig og Jesper. Bankerne vil ikke låne os penge, fordi de ikke ved om vi får jobs, når vi er færdige om et års tid. Lejelejligheder er stort set umulige at få fat i i København, når man ikke har været skrevet op i 20 år - eller vil betale 10.000 om måneden og 35.000 i depositum.

Det er en ret forkælet holdning at have, det ved jeg godt. For hverken mig eller Jesper er hjemløse nu. Han kan bo i sit kollektiv et år endnu og jeg kan bo her i min 1V så længe jeg orker.

Men iiiih. Vi vil virkelig gerne flytte sammen nununu. Og det kan vi bare ikke.

Måske meget sundt ikke altid at få hvad man vil have?

Nå. Men er der nogen, der kender nogen, der lejer en lejlighed ud? Vi vil gerne betale op til 8.000 om måneden, og vi er efterhånden ret åbne for hvor i København den ligger. Samtidig er vi flinke og rare og passer godt på ting.

Held søges, firkløver haves

Min mor gav mig ovenstående fine firkløver-spænde forleden dag. Ikke så meget fordi hun synes jeg var uheldig, men fordi jeg har noget med firkløvere. I børnehaven var mit mærke en firkløver og derefter har jeg altid kigget efter firkløvere - og fundet rigtig mange.

Men jeg kunne nu godt bruge lidt held. Jeg kan godt afsløre nu, at det jeg såååå gerne ville have, var en andelslejlighed, som min veninde solgte. Den var så pæn og fin og god, og vi (mig og Jesper) var helt enige om, at det var den, det skulle være. Vi vil nemlig gerne flytte sammen. Jeg har en forsmag for at surfe ejendomsmæglersider og Den Blå Avis, så jeg er ved at lære markedet lidt at kende - og det var altså en billig lejlighed, beliggenheden (Indre Nørrebro), standen (pæn + nyt bad) og størrelsen (75 m2) taget i betragtning. Har ikke set noget lignende, hverken før eller siden.

Vi havde selv kigget på budgettet og syntes det så ok ud. Vi ville sidde dyrere i det end nu, men vi var enige om, at det var fint nok indtil vi er færdige og får jobs. Men min bank sagde nej - i øvrigt på baggrund af nogle mærkelige ting, men det skal jeg ikke gå mere ind i her (jeg går bare i selvsving og kaster forbandelser over dem, og det er jo så kedeligt at læse om). Vi har nu kontaktet Jespers bank for at høre deres vurdering, men min veninde er på vej til at flytte ud af landet, så lejligheden skal sælges hurtigst muligt, og der står flere købere i kø. Så vi når det nok ikke, selv hvis Jespers bank skulle sige ja.

Det synes jeg er vildt ærgeligt. Især fordi vi selv havde indstillet os på, hvad det ville koste os, og så siger banken bare blankt nej. Det må være dårlige tider.

Så hit med lidt held! Hvis jeg så et stjerneskud, ville jeg ønske, at Jespers bank siger ja og vi når at købe lejligheden foran de andre købere - eller at vi finder noget andet lige så godt.

Håbe håbe håbe.

Somewhere in between

Her er jeg. I sengen med tusind blade. Min veninde kom med en kæmpe pose fyldt, så de kunne blive læst af mig også. Det er fantastisk. Især fordi natten for mit vedkommende har stået på lige dele drømme om ikke-begivenheden og et godt, gammeldags migræneanfald. Som ikke ville gå væk igen. Og nu er jeg fyldt med så meget smertestillende, at jeg er helt groggy - men dog migrænefri siden for et par timer siden.

Og jeg har stadig ikke modtaget det telefonopkald, som skal afgøre om jeg får det der. Noget.

Så nu sidder jeg bare og venter. Eller nej. Jeg bager bananboller. Som man jo gør ved anfald af overdreven utålmodighed.