Det er nu over et halvt år siden, jeg var til min sidste undervisningsgang. Jeg mangler kun specialet, og jeg syntes ikke, at graviditet og speciale passede så godt sammen, så det har jeg udskudt - og derfor kun arbejdet i dette semester. Studiet er altså kommet lidt på afstand, især nu, hvor det meste handler om baby. Det er sjældent, jeg savner universitetet. Jeg savner at se lidt flere mennesker i min hverdag, men man har alligevel så lidt undervisning på kandidaten, at man er for lidt på universitetet til at få noget socialt ud af det.
Men jeg savner lidt at sætte mig ind i et emne og gå i dybden med det. Og jeg savner at møde (nogenlunde) forberedt til undervisning og diskutere stoffet med en af de mennesker i Danmark, der ved allermest om det. For eksempel savner jeg at læse en Paul Auster-bog for bagefter at tage på universitetet og vende problemstillingerne med en underviser, som samtidig med semesteret pendler til og fra New York for at færdiggøre en interviewbog med samme Auster. Eller når en studerende foreslår en tolkning af et digt, og underviseren, som samtidig er en af Danmarks førende forskere inden for feltet, udbryder "Genialt! Sådan har jeg aldrig selv tænkt det!".
Jeg savner også eksamensperioderne. Læseferierne, hvor man sætter alt andet på pause for at hellige sig et felt og kun det. Sidde på biblioteket, sammen med resten af Danmarks blomstrende ungdom og en tyk dunst af kaffe og bøger, og i begejstring at glemme frokost, fordi den teori man netop har læst om, passer perfekt på en af de romaner, man har sat på pensum. Skrive tusindvis af noter og tegne komplicerede modeller, som kun giver mening i det øjeblik, man tegnede dem, men som ser så abstrakte ud, at man nemt kunne forveksle sig selv med en genial professor i kampens hede. Og eksamenerne, hvor man ankommer til universitetet og føler sig så uforberedt som aldrig før, men alligevel når til et punkt i forberedelsen, hvor alting går op i en højere enhed, som man rent faktisk kan formidle til underviser og censor uden at lyde så meget som en nybegynder som man føler sig.
Og jeg savner den måde det faglige stof kryber ind under huden på en. Når man har siddet hele eftermiddagen på biblioteket og kæmpet med en umulig oversættelse, som ikke bliver mere medgørlig af, at underviseren har ladet os forstå, at det afleverede materiale skal nærme sig en professionels arbejde, hvis karakteren skal så meget som ligne en tocifret. Man har slået en vending op i samtlige opslagsværker, biblioteket og internettet kunne præstere, men alligevel passer intet af det /rigtigt/, så man ender med en forsimplet "gummiløsning", som underviseren har kaldt den slags løsninger, på en måde som afslører, at man godt kan prøve at afstå fra den slags nybegynderi. Men så cykler man hjem gennem Københavns vinterkulde, får trukket byluften ind i lungerne, og pludselig kommer den perfekte løsning ud af den blå luft, selvom man tænkte mere på aftensmad end engelske fagtermer. Så er man pludselig dronning af verden, eller i hvert fald af oversættelse.
Desværre er der andre ting, jeg slet ikke savner. For eksempel studieordninger. I virkeligheden er jeg en ret stor fan af studieordninger, men det er universitetets behandling af studieordninger, jeg ikke savner. Det er meningen, at en studieordning skal være et sæt regler, der sætter rammer for indholdet af en uddannelse. Reglerne er lavet for alle parters skyld - både universitetet og dets studerende og ansatte. Når der klages over en eksamensbedømmelse kan der henvises til studieordningen som facit for, hvad den studerende skal kunne præstere. Når der bliver spurgt til reglerne til eksamen, er det i studieordningen, man kan finde svarene. Ligeledes er det her man finder definitioner på sideantal, regler for hvilke fag ens uddannelse kan bestå af, hvornår man skal søge dispensation og så videre. Studieordningerne er lavet, så diskussionerne med administrationen og underviserne kan løses på en fair måde: det går fint, så længe man følger sin studieordning (det siger de selv, når man starter på universitetet). I en perfekt verden er studieordningerne de studerendes bedste ven.
Verden er bare ikke særlig perfekt. Dermed har jeg i løbet af min studietid utallige gange mødt modstand, når jeg naivt har peget på studieordningen for at forstå en afgørelse. Således er jeg i tidernes løb blevet mødt med udsagn som:
- "Du skal skrive en ekstra opgave, fordi du ikke har været nok til undervisningen. Det er underforstået i studieordningen, der hvor der står, at dit pensum også bliver større.", instituttet. (Underforstået? Altså, skrevet med usynligt blæk?)
- "Nej nej, den regel der i studieordningen synes jeg ikke er særlig vigtig. Det skal vi altså ikke gå op i i mine timer.", underviser. (Så håber jeg, du informerer censor om det, når han skal bedømme vores opgaver.)
- "Oh, you're not one of these pagecounters, are you?", underviser. (Jo. Hvis det kan sikre mig, at jeg består min eksamen.)
- "Studieordningen blev altså ændret midt i semesteret. Det står i en notits ude i højre side på hjemmesiden, som vi lavede uden at fortælle det til nogen for kort tid siden. Du får ikke lov til at beholde den karakter, nej.", instituttet.
Bare lige et udpluk af grunde til, at jeg har brugt så meget krudt på fagrådet og studenterpolitisk arbejde...
Men det var lidt om min studietid. Hvis man har spørgsmål til at gå på universitetet, vil jeg selvfølgelig meget gerne svare. Jeg føler efterhånden, at jeg har lidt erfaring.
Men jeg savner lidt at sætte mig ind i et emne og gå i dybden med det. Og jeg savner at møde (nogenlunde) forberedt til undervisning og diskutere stoffet med en af de mennesker i Danmark, der ved allermest om det. For eksempel savner jeg at læse en Paul Auster-bog for bagefter at tage på universitetet og vende problemstillingerne med en underviser, som samtidig med semesteret pendler til og fra New York for at færdiggøre en interviewbog med samme Auster. Eller når en studerende foreslår en tolkning af et digt, og underviseren, som samtidig er en af Danmarks førende forskere inden for feltet, udbryder "Genialt! Sådan har jeg aldrig selv tænkt det!".
Jeg savner også eksamensperioderne. Læseferierne, hvor man sætter alt andet på pause for at hellige sig et felt og kun det. Sidde på biblioteket, sammen med resten af Danmarks blomstrende ungdom og en tyk dunst af kaffe og bøger, og i begejstring at glemme frokost, fordi den teori man netop har læst om, passer perfekt på en af de romaner, man har sat på pensum. Skrive tusindvis af noter og tegne komplicerede modeller, som kun giver mening i det øjeblik, man tegnede dem, men som ser så abstrakte ud, at man nemt kunne forveksle sig selv med en genial professor i kampens hede. Og eksamenerne, hvor man ankommer til universitetet og føler sig så uforberedt som aldrig før, men alligevel når til et punkt i forberedelsen, hvor alting går op i en højere enhed, som man rent faktisk kan formidle til underviser og censor uden at lyde så meget som en nybegynder som man føler sig.
Og jeg savner den måde det faglige stof kryber ind under huden på en. Når man har siddet hele eftermiddagen på biblioteket og kæmpet med en umulig oversættelse, som ikke bliver mere medgørlig af, at underviseren har ladet os forstå, at det afleverede materiale skal nærme sig en professionels arbejde, hvis karakteren skal så meget som ligne en tocifret. Man har slået en vending op i samtlige opslagsværker, biblioteket og internettet kunne præstere, men alligevel passer intet af det /rigtigt/, så man ender med en forsimplet "gummiløsning", som underviseren har kaldt den slags løsninger, på en måde som afslører, at man godt kan prøve at afstå fra den slags nybegynderi. Men så cykler man hjem gennem Københavns vinterkulde, får trukket byluften ind i lungerne, og pludselig kommer den perfekte løsning ud af den blå luft, selvom man tænkte mere på aftensmad end engelske fagtermer. Så er man pludselig dronning af verden, eller i hvert fald af oversættelse.
Desværre er der andre ting, jeg slet ikke savner. For eksempel studieordninger. I virkeligheden er jeg en ret stor fan af studieordninger, men det er universitetets behandling af studieordninger, jeg ikke savner. Det er meningen, at en studieordning skal være et sæt regler, der sætter rammer for indholdet af en uddannelse. Reglerne er lavet for alle parters skyld - både universitetet og dets studerende og ansatte. Når der klages over en eksamensbedømmelse kan der henvises til studieordningen som facit for, hvad den studerende skal kunne præstere. Når der bliver spurgt til reglerne til eksamen, er det i studieordningen, man kan finde svarene. Ligeledes er det her man finder definitioner på sideantal, regler for hvilke fag ens uddannelse kan bestå af, hvornår man skal søge dispensation og så videre. Studieordningerne er lavet, så diskussionerne med administrationen og underviserne kan løses på en fair måde: det går fint, så længe man følger sin studieordning (det siger de selv, når man starter på universitetet). I en perfekt verden er studieordningerne de studerendes bedste ven.
Verden er bare ikke særlig perfekt. Dermed har jeg i løbet af min studietid utallige gange mødt modstand, når jeg naivt har peget på studieordningen for at forstå en afgørelse. Således er jeg i tidernes løb blevet mødt med udsagn som:
- "Du skal skrive en ekstra opgave, fordi du ikke har været nok til undervisningen. Det er underforstået i studieordningen, der hvor der står, at dit pensum også bliver større.", instituttet. (Underforstået? Altså, skrevet med usynligt blæk?)
- "Nej nej, den regel der i studieordningen synes jeg ikke er særlig vigtig. Det skal vi altså ikke gå op i i mine timer.", underviser. (Så håber jeg, du informerer censor om det, når han skal bedømme vores opgaver.)
- "Oh, you're not one of these pagecounters, are you?", underviser. (Jo. Hvis det kan sikre mig, at jeg består min eksamen.)
- "Studieordningen blev altså ændret midt i semesteret. Det står i en notits ude i højre side på hjemmesiden, som vi lavede uden at fortælle det til nogen for kort tid siden. Du får ikke lov til at beholde den karakter, nej.", instituttet.
Bare lige et udpluk af grunde til, at jeg har brugt så meget krudt på fagrådet og studenterpolitisk arbejde...
Men det var lidt om min studietid. Hvis man har spørgsmål til at gå på universitetet, vil jeg selvfølgelig meget gerne svare. Jeg føler efterhånden, at jeg har lidt erfaring.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar