Teknisk set højgravid?

Jeg er hjemme fra Berlin og har faktisk været det siden mandag aften. Jeg ville have betalt Google for mere billedplads, så jeg kunne lave fine fotoindlæg med Berlin- og juleindlæg, men min pung med dankortet er bare så langt væk, når jeg først har ramt sofaen. Det er det, der er status i øjeblikket.

Kombinationen af at være højgravid (det må jeg være ifølge Den Danske Ordbog, da fødslen i hvert fald virker til at være ret nært forestående, når der nu kun er en juleferie og januar til) og at være forkølet har vist sig at være ret udmattende. Jeg blev på mystisk vis syg på et øjeblik tirsdag aften. Som et lyn fra en klar himmel begyndte det at gøre ondt i halsen, og så gik det ellers bare ned ad bakke derfra. Jeg tog på arbejde torsdag, fordi jeg er dum og tænkte, at det nok gik væk, hvis jeg bare ignorerede det. Det gjorde det så ikke. Lige siden har jeg gentagende gange kastet mig ud i at love mig selv væk til ting, for derefter undskyldende at aflyse det igen:

• Fagrådsmøde på universitetet, en halv times kørsel (i isvinter!) fra vores lejlighed? Det kan jeg da sagtens klare. Eller nej. Egentlig ikke. Uuuundskyld.
• Fem timers arbejdsdag, hvor størstedelen nok ville bestå i at printe og scanne i valgfrit kopirum (det hvor der er 30 grader og tør luft eller det hvor der er 10 grader og tør luft?), så mine kolleger slipper for at printe bilag til stort møde selv? Jaha, hvornår skal jeg komme?! Nårhnej, kom jeg lige i tanke om tre kvarter før. Måske det var en dårlig idé. Sorry.
• Quizaften på universitetet, stadig en halv times kørsel væk, men denne gang i fredagsmylretiden? Fire timer i caféen, hvor alle andre drikker øl og bliver fulde, mens jeg bestiller mere te og ærgrer mig over, at de ikke har suppe? Det burde da ikke være noget problem, jeg kommer om lidt, skrev jeg kækt til mit quizhold på facebook. Der gik præcis 13 minutter, før jeg fik rejst mig op, blev svimmel og måtte melde fra alligevel. Ups. Revance?

Nu har jeg lovet mig væk til at blive passet af min mor, og det tror jeg måske lige jeg kan klare uden at aflyse. Men man ved aldrig. Realitetssansen er åbenbart det første, der forsvinder under gravienza. (Influvid? Gravikølet? Højgrasyg? Kreativiteten er i hvert fald ikke gået nogle steder hen...)