søndag den 3. juni 2012

Bananpandekager


Bananpandekager har længe været et hit i blogland, og i dag blev min eksamenslæsningsoverspringshandling at prøve dem. Min inspiration var fra Anne au Chocolat, men jeg freestylede en del, da jeg ikke gad købe ind.

Ingredienser til otte små, tykke pandekager:

  • 2 (små) æg
  • 1 tsk sukker
  • 1 tsk vanillesukker
  • Lidt salt
  • 3 modne bananer
  • ½ dl hvedemel
  • ½ dl hørfrø
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 dl kærnemælk
  • Olivenolie
Pisk æggene med de to slags sukker og mos bananerne ned i blandingen sammen med lidt salt. Tilsæt mel, frø og bagepulver og pisk grundigt sammen med kærnemælk. Steges på panden i olie - eller smør, hvis man ikke bryder sig om olivenoliesmagen sammen med sødt (det gør jeg, det minder mig om udendørs-stegte amerikanske pandekager fra min barndom!). Serveres for eksempel med hakkede mandler og lidt ahornsirup. Men husk, at pandekagerne er ret søde i forvejen.

Jeg oplevede, at nogle af pandekagerne ikke rigtigt ville hænge sammen på panden. Jeg løste problemet med at stege dem i lidt mere olie (årh, pjat, det er det sunde fedt!) og lade dem få ret lang tid ved lav varme. Så blev de perfekte.

Og nu kan jeg ikke finde på flere legale overspringshandlinger. Den bog skal læses, hvis jeg skal overholde min læseplan. Suk.

Ingen kommentarer: