onsdag den 29. december 2010

Drømme om pulversovs

Da jeg var barn, var der nærmest en lov, der dikterede, hvad man lavede fredag aften. Man så Disneysjov og spiste hakkebøffer med kartofler og pulver-bearnaise. Efter at jeg blev voksen og kedelig, er det dog stadig sket, at jeg laver det igen sammen med min bror til en guilty pleasure-film (oftest 90'er-komedier), så vi kan svælge i barndomsminder og få en lille pause fra vores åh så intellektuelle liv med universitet og brødrene Prices alting-fra-bunden-mad.

I dag fik jeg pludselig nok af julemad (efter 4 x flæskesteg) og fik lyst til at lave noget lidt anderledes. Det blev til kødboller (hk. oksekød, rasp, æg, chili, salt og peber), hjemmelavede pommes fritter og... pulver-bernaise! Ikke dårligt.

Lige nu sidder jeg og bælder kamillete og prøver at undgå at blive syg, selvom min radiator strejker og rummets temperatur nægter at overstige 15 grader, lige meget hvor mange forældede juledekorationer jeg brænder af.

Håber I har haft en god jul :)

fredag den 24. december 2010

Glædelig juuuul

Glædelig jul til alle! Jeg håber I får en dejlig dag og aften. Jeg glæder mig i hvert fald :D

torsdag den 23. december 2010

Jule-Pia og gaver

I en pause i en vild julekagebagning, får I lige et par fotos af julen.

Julegaver fra styrelsen + det fritidshjem, hvor jeg er vikar. God høst!

Til julepynt-workshop i Jespers kollektiv. Her Jespers adventskrans. Bemærk den smadrede plade, der udgør det urbane i kransen.

Min julenissepige i perler, som pludselig blev til Pia Kjærsgaard. Sådan kan det gå.

tirsdag den 21. december 2010

Bill Callahan-love

Dagens musikanbefaling er Bill Callahan, som er noget af mit aller-aller-yndlingsmusik, især om vinteren. Jeg hørte det gennem en hel BA-opgave, og nu er det jeres tur. Hør det, mens I kigger på sneen og smut så på play.com eller noget og køb cd'en :) (Sorry, ikke så meget linkservice i dag, jeg er på vej ud af døren til julens sidste julefrokost: Madklubben med mit gamle Dansk-hold. Yay!)

søndag den 19. december 2010

Bananmuffins + sne på altan

Juleferiestemningen begynder at brede sig hjemme hos mig, selvom jeg stadig har to arbejdsdage tilbage. (Og der er noget med et par eksaminer i januar. Men det tænker vi ikke på endnu. Lalala.) Der er faldet virkelig meget sne på min altan, og det er fint, for det dækker alt rodet derude til:



Og så har jeg bagt bananmuffins, som blev virkelig gode:

Ingredienser:
  • 2 æg
  • 100 g sukker
  • 150 g hvedemel
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 dl mælk
  • 3 små modne bananer
  • 75 g hakket mørk chokolade
  • 2 tsk blå birkes
Pisk æggene med sukkeret og tilsæt mel og bagepulver, og derefter mælk. Mos bananerne ned i med en gaffel, og tilsæt så chokolade og birkes. Bages 50 min. ved 175 C. Kan også bages som skærekage, men jeg skulle lige afprøve nogle muffinforme fra Tiger. De fungerede fint, især hvis man bruger to ad gangen, så de ikke flyder for meget ud.

fredag den 17. december 2010

Giamatti part 2

American Splendid var om muligt mere underlig end Cold Souls, men gav stadig mening på sin egen måde. Nu tror jeg dog lige jeg holder en kort pause fra Giamatti. Til sidst i filmen havde jeg kun lyst til at råbe "Ret ryggen! Hold op med at komme med upassende kommentarer! Vær nu lidt glad, ik'..." - Men ja, det er vel meningen, at han skal være lidt irriterende.

Jeg synes endnu ikke min kur mod influenza virker, men måske jeg skulle sove et par timer eller ti for at sætte prikken over i'et.

Paul Giamatti

Lidt i takt med, at jeg læser hele forfatterskaber (eller er startet på det i hvert fald) ser jeg i dag, på anden aften i træk, film med Paul Giamatti. I går så jeg Cold Souls, som handler om en skuespiller (Giamatti, som spiller... Giamatti!), der midlertidigt får opbevaret sin sjæl, så han kan adskille sig selv fra den rolle han skal spille i et russisk teaterstykker. I dag skal jeg se American Splendor, som I får et resumé af lidt senere.

I kender måske også Giamatti fra Sideways, som handler om to mænd, der tager på vintur i Californien, men ellers har han mest spillet biroller - dog i et væld af film! Han spiller for det meste en lidt sørgmodig mand, der næsten har opgivet tilværelsen og hænger med hovedet på en lidt komisk måde.

Nå, jeg vil komme i gang med filmen, lidt rødvin og noget ingefærte. Jeg har lige en influenza jeg skal jage væk inden mandag.

onsdag den 15. december 2010

Flere bøger

Det går ikke så stærkt fremad med mit bogprojekt (om at læse en masse klassikere inden jeg bliver færdig som gymnasielærer), men jeg har da fået skrevet en masse titler ind i en bog. Der er nu ingenting som en tjek-liste, der kan motivere en til at lave noget.. eller...

I mellemtiden er jeg blevet lidt fanget af at læse hele forfatterskaber, fordi jeg synes det kunne være sjovt, samt give et godt overblik. Jeg er startet blødt ud med Erlend Loe, især fordi jeg har allerede har læst en stor del (markeret med fed):

* 1993 Tatt av kvinnen (Kvinden flytter ind 2007) - Kun set som film
* 1994 Fisken (Fisken 1995)
* 1994 Maria & José (Maria & José 2000)
* 1995 Kurt blir grusom (Kurt blir grusom 1997)
* 1996 Den store røde hunden (Den store røde hund 1998)
* 1996 Naiv.Super. (Naiv.Super. 1999)
* 1998 Kurt quo vadis? (Kurt quo vadis? 1999)
* 1999 L (L 2008)
* 2000 Jotunheimen, bill.mrk. 2469 (Ikke oversat)
* 2001 Fakta om Finland (Fakta om Finland 2002)
* 2003 Kurt koker hodet (Ikke oversat)
* 2004 Doppler (Doppler 2005)
* 2005 Volvo lastvagnar (Volvo lastvagnar 2006)
* 2006 Organisten (Ikke oversat)
* 2007 Muleum (Muleum 2008)
* 2008 Kurtby (Kurtby 2009)
* 2010 Stille dager i Mixing Part (Stille dage i Mixing Part 2010)

Jeg har netop færdiglæst Fakta om Finland, der handler om en mand, der får til opgave at skrive en brochure om Finland. Det fører ham ud i en del ting, der blandt andet er med til at lave rod i hans ellers så fint ordnede og stilfærdige tilværelse. Den er, ligesom hans andre bøger, skrevet i et ret naivt og pudsigt sprog, men jeg synes det fungerer rigtig godt. Man skal bare holde tungen lige i munden, da Loe har en forkærlighed for meeeeget lange sætninger.

Jeg har allerede hentet Stille dage i Mixing Part på biblioteket, så den skal jeg have læst her i juleferien. Jeg blev dog lidt overrasket over, hvor mange af hans bøger jeg mangler, men mange af dem er børnebøger, så de er vel hurtigt læst. De ikke-oversatte må jeg læse på norsk. Det går også fint, det var sådan jeg startede med at læse Loe, da vi fik et uddrag af Naiv.Super. i norskundervisningen på 3. semester.

Men ja. Fakta om Finland er helt klart en læsning værd, og det samme kan jeg sige om de andre, jeg har læst. Naiv.Super. eller Doppler-bøgerne (Doppler + Volvo lastvagnar) er et godt sted at starte.

mandag den 13. december 2010

Christinias julemarked igen-igen

Hvert år i december tager jeg ud til Christianias julemarked i Den Grå Hal og kigger lidt. Jeg når altid at blive lidt klaustrofobisk og finder aldrig rigtig noget, nok af samme grund, men i dag fandt jeg alle de her fine ting:

Det er så svært at finde nogle seje t-shirts, synes jeg. Men den er da virkelig fin!

Juleophæng med fisk og en guldsmed, og en indisk pynteting af en art.

Og så har jeg forresten fået juleferie fra studiet. Det er dejligt!

søndag den 5. december 2010

Single-and i gløgg

I dag har jeg brugt på at sidde i min sofa med tæppe på og prøve at jage en migræne væk. Det gør man bedst med Spise med Prices Mortens Aften-program (åbenbart), og så får man sjovt nok lyst til and. Jeg elsker and, men jeg glemte at fejre Mortens aften, så derfor besluttede jeg mig for, at jeg gerne måtte købe et andebryst til mig selv i aften. Og så lavede jeg and i gløgg, fordi jeg har en masse rødvin, som snart skal drikkes. Her er en opskrift:
  • Et andebryst
  • Rødvin efter smag
  • 1 tsk knuste nellikker
  • 1 helt hvidløg
  • Knuste peberkorn
  • Frisk timian (eller hvad man nu lige har)
  • 25 g smør
  • Lidt mel
  • Brune ris (de fleste vil nok hellere have kartofler, men jeg er sund og kedelig og jeg elsker brune is)
  • Rødkål
  • Salat af æbler, bladselleri og agurk med lidt olie og eddike + salt og peber
Start med at lægge andebrystet i en marinade af rødvin nellikker, hvidløg, peberkorn og timian. Det skal ligge cirka i en halv time. Så sætter man brune ris over, for de skal have en evighed (40 min. i alt! Men se på posen.) Marinaden hældes fra anden ned i en gryde og anden steges på panden: Først skærer man en mønster i fedtet og derefter brunes den 1 minut på hver sides. Derefter steges den ved lav varme 12 minutter på hver side. (Kommer lidt an på hvor rødt kød man er til - skær evt. i anden for at tjekke farven.) Imens laves salaten.

Når anden er færdig, saltes den og pakkes ind i sølvpapir i 10 minutter. Imens varmes rødkålen og sovsen laves: Varm marinaden op og lad den koge lidt. Tag lidt af det fra og brug det i en meljævner med lidt mel - som derefter hældes i sovsen igen sammen med smørret. Pisk godt, så sovsen ikke klumper. Smag til med salt.


Mmmh :)

torsdag den 2. december 2010

Når en peberkagebager...

I dag har jeg forsøgt mig ud i peberkagekunsten. Først en opskrift:

Ingredienser:

500 g.hvedemel
125 g.margarine
200 g.farin
2 knsp.hjortetaksalt
1 tsk.kanel
½ tsk.ingefær
½ tsk.nellike
½ tsk.peber
1 ¾ dl.vand

Smørret smeltes og blandes i melet. Resten blandes i. Rulles ud til en flad dej og udstikkes til kager, eller rulles til en lang pølse, som skæres ud til pebernødder.

Bages i 10-15 min. ved 175 C.

Jeg brugte almindelig sukker og lidt mørk sirup - det smager virkelig godt! Desværre bliver de lidt hårde, jeg ved ikke helt, hvad jeg har gjort forkert. Men de smager altså godt :)

Hvis man ikke har en udstikkerform, kan man jo altid bruge sit minitupperware...

Man skal ikke gå på facebook, mens de bager. Heldigt, at der er til mange plader i en portion dej!

Tadaa! Hvis man stadig har tid til overs, kan man jo pynte dem med glasur, som svenskerne gør. I mens kan man lige lære lidt norsk og høre peberkagesangen på youtube.

tirsdag den 30. november 2010

Rimelig meget jul

Efter at have været i Lund med Jesper + have skrevet og afleveret den sidste opgave i dette semester (så mangler jeg kun eksamen i januar om lang, lang, lang tid) er jeg nu klar med det ultimative julefotoindlæg:

Mit sofabord med advents"krans", gran i vase, nødder og Jespers julekalendergave (er jeg bare en sød kæreste, hva'?!)

Lidt julepynt og lysende chilier i køkkenet.

Kalenderlys og julehund fra Victoria's Secret i baggrunden. Jeg måtte folde silkepapir rundt om lyset, så det kunne være i stagen. Men så ligner det bare sne. Ik'?

Jeg har slet ikke plads til et juletræ i den her lejlighed, så i år er det bare blevet til noget gran i en vase.

Var i Netto for at købe julesmåkager og her er dommen: Deres klejner er kedelige, men de her små, tyske krydderkager er virkelig fine og velsmagende. De smager lidt af honninghjerter.

Så her er et billede af posen, så I kan finde dem.

Julesokken (hvis nu julemanden skulle komme forbi...) har fået plads ved siden af en nøgen dame fra Amsterdam.

Barndomsjulepynt som jeg muligvis har snuppet fra mine forældre.

Nærbillede af advents"kransen".

torsdag den 25. november 2010

Apropos bøger

Kender I det med, at man ikke kan holde sig til en bog ad gangen? I øjeblikket er jeg i gang med en masse bøger. I dag startede jeg på Heart of Darkness af Joseph Conrad, som er en del af mit projekt om at læse flere klassikere. Jeg har tidligere stifte bekendtskab med bogen i flere fag på Engelsk og et enkelt fag på Dansk, men det er endnu ikke lykkedes mig at få den læst. Til gengæld har jeg oversat det første afsnit til dansk, hvilket jeg i begyndelsen synes var den fineste oversættelse i verden. Indtil da jeg fik den tilbage fyldt med røde streger. Men sådan er det, når man oversætter noget, der i forvejen er skrevet virkelig, virkelig flot. Så tror man også selv man har opfundet den dybe litteraturtallerken, men det har man bare slet ikke. Til gengæld er man kommet liiidt tættere på litteraturen. Og det er heller ikke noget man skal kimse af.

Jeg er også godt i gang, og snart færdig, med Fakta om Finland af Erland Loe. Den er ikke med i mit projekt, for det handler mere om at lære flere forfattere bedre at kende, og jeg har faktisk allerede læst en pænt stor del af Erlend Loes forfatterskab. Jeg synes nemlig det er helt fantastisk. Kan helt klart anbefales! Løb ned på biblioteket og lær en sjov nordmand at kende!

Samtidig kom jeg også lige til at bestille Fodboldenglen af Hans-Jørgen Nielsen på biblioteket forleden dag, fordi nogen sagde det var en af de bedste danske bøger nogensinde, og så bliver man jo faktisk nødt til at i det mindste forsøge at læse den. Så jeg tog lige en snevejrstur ned til biblioteket i dag og fik hentet den - og jeg glæder mig til at komme i gang!

tirsdag den 23. november 2010

Pangfarveshopping

Jeg har været ude og købe billige og flotte ting til december: Bloklys til adventskrans fra Tiger (ja, jeg mangler lige kransen, men satser på at få fat i noget gran og en bakke og så'n), rød holder til kalenderlys fra Notre Dame (mangler også stadig kalenderlyset, der var ikke mange flotte tilbage inde i byen!), julepynt fra Butik NØ (okay, det var måske ikke særlig billigt, 30 kr/stk, men de er flotte og jeg vil se om jeg ikke kan lave nogle flere selv!), lille notesbog til bogprojektet og elastikmappe til arbejdspapirer fra Søstrene Grene.

Konklusionen er vist, at jeg skal en tur til i butikker. Næste gang ENDNU tidligere på dagen - der er allerede masser af julestress i butikkerne... Ekspedienten i NØ sagde endda, at der havde været kunder og spørge efter julepynt siden oktober. Argh.

søndag den 21. november 2010

Travl Cecilie

Ja, min macbook er møgbeskidt og fedtet :) men jeg har mandler i smart tupperware, så mon jeg ikke alligevel er højeste mode på Nordisk Bibliotek...

Undskyld jeg ikke rigtig har været til stede på bloggen (igen). Der er intet som efterårssemesteret, der har det med at sluge alt ens tid. Især fordi det for det meste af tiden er mørkt udenfor, og så er det lidt som om, at dagen bare er gået og man derefter kun kan bruge tid på at krybe ned under dynen og se gamle afsnit Spise med Price fra DRs hjemmeside (godt tip!). Ik'?

Denne søndag aften er jeg dog ikke hjemme under min dyne. Jeg sidder på biblioteket på universitetet og skriver fonetikopgave til den 30. Jeg er gået i gang i god tid, fordi jeg skal til Lund i næste weekend og fejre min og Jespers 1-årsdag, weee! Men nu vil jeg godt snart hjem og se Borgen (Ja, også fra hjemmesiden. Jeg er TV-signal-løs.) og blive fri fra det her skrækkelige fonetikpjat.

Håber I har haft en god weekend? Det har jeg! Julemarked og dovning med Jesper :D

søndag den 14. november 2010

På jagt efter cykelkurv

Jeg har forresten en lille opfordring: Jeg mangler en cykelkurv. Har I set nogle, der er flotte, store og holdbare i Danmark? Min drømmecykelkurv er den overstående fra Brooks (England), men det ville koste omkring 1500 kr. med levering og det hele - den er også beskrevet som en af verdens dyreste, men der skal da nok være nogle med diamanter på også... Jeg har ikke valgt den fordi den er dyr og fancy, men fordi jeg har set den i Jespers gård og beundret den i lang tid.

Den er nemlig lige præcis, hvad jeg har brug for: holdbar (klarer sig mod det danske vejr), pæn (meget!) og stor nok. Men jeg er altså for nærig til at give de penge - især fordi min gamle blev stjålet fra cyklen :( Jeg ville derfor høre om I har set nogle flotte cykelkurve i Danmark? Skriiiv :) Så får I hele mit kongerige! Og hjemmebagt kage!

Falsk gammelelevfest med networking-bonus

I fredags var jeg til gammelelevfest på et gymnasium som ikke var mit. Jeg har gået på Østre Borgerdyd, som bogstaverne af balloner herover skal symbolisere. Billedet er fra ØB-lokalet, som var blevet pyntet op til os fra ØB. Dem fra Metropolitanskolen fik et andet lokale, og så var der ellers "ægte" gymnasiefest for alle i et stort festlokale, der faktisk lignede Vega lidt.

Pointen er, at mit gamle gymnasium er blevet slået sammen med Metropolitanskolen og dermed har dannet et megagymnasium, der hedder Gefion. Det er nogle meget fine lokaler, de har fået, på Geologisk Institut næsten midt i byen, men det er godt nok stort. Især når man tænker på, at ØB var et lille, hyggeligt Østerbro-gymnasium, hvor alle vidste hvem alle var. Men sådan er det, gymnasierne er blevet privatiserede, og der er ikke råd til små gymnasier i København.

Men en god ting: Min veninde pressede mig til at networke med et par lærere, og de var meget positive for at lade mig komme i praktik på Gefion! Yay! Sikkert bare for en kort periode, men det bliver helt sikkert spændende og lærerigt! Og totalt nervepirrende.

Nå, Jeg skal lige finde på noget at lave. Jeg har sovet hele lørdag væk, og nu, efter et kort besøg på et meget kaotisk Bogforum, er jeg meget meget hyperaktiv og ikke spor i søndagshumør. Hrm.

fredag den 12. november 2010

Verdens bedste brownie


Her skulle være et billede af verdens bedste brownie, men haha practical joke - jeg har spist den!

Men her er til gengæld en opskrift. Det er den klassiske brownie fra God Mad Let at Lave, men den er altså også både virkelig god og let at lave. Jeg lavede tredobbelt portion til min fødselsdag, og nogle af mine gæster har snakket om den lige siden. (Blære, blære, blære. Man må godt, når man er god til noget. Eller har en god kogebog. Eller noget.)

Til ca. 40 stk (SMÅ stykker!)
  • 3 æg
  • 225 g sukker
  • 150 g smør
  • 2 tsk vanillesukker
  • 50 g hasselnøddekerne
  • en halv tsk bagepulver
  • 5 spsk kakao
  • 90 g mel
Tænd ovnen på 175 C. Smør formen og drys den med mel. Pisk æg, sukker og vanille godt. Smelt smørret og afkøl det lidt. Hak nødderne groft og bland dem med de tørre ingredienser. Rør det i æggesnapsen skiftevis med smørret. Hæld dejen i formen og bag den ca. 30 min. i midten af ovnen. Lad kagen afkøle og skær den i små firkanter. Voila! Serveres fx med flødeskum eller creme fraiche.

Jeg har virkelig været træt hele ugen efter min fødselsdag med mange gæster og efterfølgende bytur, hvilket måske kan forklare manglen på gode blogindlæg. Men så får I bare en opskrift!

mandag den 8. november 2010

Bøger

I går så jeg en film om Sylvia Plath, og det gik op for mig, at jeg ikke har læst noget af hende, selvom jeg jo altså har Engelsk som sidefag. Da jeg havde set filmen, fik jeg virkelig lyst til at læse noget af både hende og hendes mand Ted Hughes, og ikke mindst hans sidste bog om deres liv sammen.

Efter nærmere eftertanke, kom jeg i tanke om, at jeg har læst ALT for lidt klassisk engelsk litteratur. Og faktisk lidt det samme med dansk, omend jeg har læst lidt mere på dansk. Men det skal der gøres noget ved nu! Jeg er derfor gået i gang med en must read-liste af bøger, som jeg skal have læst - gerne inden jeg er færdiguddannet som gymnasielærer.

Hvis I har nogle idéer til min liste (det behøver altså ikke være klassisk, det kan også bare være en god bog), må I meget gerne kommentere. Så lover jeg at følge op på projektet her på bloggen :)

onsdag den 3. november 2010

Bo bedst!

I får lige et par billeder af min lejlighed, som den så ud efter, at jeg nogenlunde blev færdig med indretningen. De er taget med mit spejlrefleks, så det tog lige lidt tid at tage mig sammen til at lægge dem ud, for de fylder så meget, at det tager ti år og en sommer. Men her er de:

Vindueskarm, skab, spisebord, altandør. Lidt rodet måske, men så skulle I se det i dag :)

Min plante blev sat ud på altanen og belønnede mig med meget flotte blomster. De visnede selvfølgelig på stedet, så snart jeg i et redningsforsøg fra den slemme, farlige vinter satte dem indenfor igen. Utaknemmelige udendørsplante!

Pludselig en morgen gik lyset i badeværelset og jeg sprang en hel pakke sikringer, før viceværten og hans elektriker fixede strømmen igen. Men så fik jeg da brugt en masse stearinlys. (Bonusinfo: Vicevært i vrede, da elektrikeren havde svært ved at fixe strømmen og foreslog en nødløsning med at trække noget strøm fra et andet stik: "Nødløsninger?! Vi kan da også bare uddele en pakke tændstikker til hver beboer hver dag!")

Fordi jeg ikke har plads til en opslagstavle: En snor med klemmer og fine ting på.

I dag holder jeg sofaaften, fordi jeg har en meget stædig migræne. Har dog været på arbejde hele dagen og synes egentlig det er lidt vildt, at jeg ikke bare udnyttede situationen og tog en sygedag. Men hey, jeg kan faktisk helt vildt godt lide mit arbejde, og jeg ville ikke lade dem i stikken en travl dag som i dag. Der kan man bare se, man opdager nye (pligtopfyldende) sider af sig selv hver dag!

tirsdag den 2. november 2010

Pasta med billig-sovs

Nå, men oven på et laaaangt og seriøst indlæg (som ingen svarede på, hint hint hiiiiint!), får I lige en opskrift på en forholdsvis billig ret, som har den smarte egenskab, at den kan laves udelukkende af ting, der holder i lang tid. Jeg kom i tanke om den, fordi jeg så Stines indlæg om at spise for 500 kr. om måneden (og så måske fordi jeg spiser det mindst en gang om ugen...).

Ingredienser (til 1 (sulten) person):
  • Pasta, frit valg af type/mængde
  • En dåse hakket tomat
  • En dåse tun
  • 1-2 tsk kapers
  • Basilikum - frisk eller tørret, gæt selv hvad der er lækrest ;)
  • Evt. hvidløg
  • Salt og peber
Sæt en gryde over med tomaten, basilikum og evt. et helt hvidløg. Lad det simre for lav varme indtil senere. Sæt pastaen over med lidt salt (hvis du bruger frisk pasta, skal du selvfølgelig gøre det lidt senere - kig på pakken). Lidt smør eller olie i pastavandet gør underværker, og spar heller ikke på saltet. Åben dåsen med tun og se hvor findelt den er. Hak den lidt med en gaffel, hvis stykkerne er for store. Rør tun og kapers i tomatsovsen og lad det stå lidt længere og simre. Smag til med salt og peber. Husk at kapers er ret salt, så det er ikke sikkert der er brug for mere.

Serveres med parmesan, friske basilikumblade og en god salat - eller spis det som det er uden alt muligt fancy :)

En god salat kan fx være med broccoli, gulerødder og en god feta med en dressing af 2 dele olivenolie, 1 del vineddike, lidt sennep samt salt og peber (kan rystes sammen i et syltetøjsglas først) - det er min yndlings!

Det er forresten mine forældres opskrift på pastasovs og dressing :)

Ps. Der er nogen, der siger, at man skal passe på med at spise for meget tun, fordi det indeholder kviksølv. Så man skal ikke lige spise det her hver dag. Men hey, jeg har ikke taget skade. Endnu. Hmm.

mandag den 1. november 2010

Studietvivl

Her på det sidste er jeg begyndt at være lidt i tvivl om hvad jeg skal gøre med min kandidat. Jeg har vist ikke nævnt min studie sååå meget her på bloggen, i hvert fald ikke i detaljer, så her er en kort redegørelse for, hvad jeg laver: Jeg har en gymnasierettet BA i Dansk og Engelsk, og er netop startet på min kandidat, som mere eller mindre bare skal fortsætte i samme spor.

Mit hovedfag er Dansk, som jeg havde på fuld tid de første to år af mit studie. Det har jeg egentlig været fint glad for, selvom det ikke har været alle emner, der interesserede mig lige meget. På tredje år, skulle jeg så vælge et tilvalg, og da jeg gerne vil være gymnasielærer, skulle det være et af gymnasiefagene. Da jeg havde været ret tilfreds med Dansk, valgte jeg Engelsk, som jo også handler meget om sprog og litteratur.

Jeg er nu i gang med mit tredje semester på Engelsk, og hvis jeg skal være helt ærlig, er det altså slet ikke kommet op på siden af Dansk. Min interesse for Engelsk er måske mindre, men jeg har heller ikke været helt tilfreds med særlig mange af mine undervisere. Dette har blandt andet noget at gøre med, at der er en regel på Engelsk, der hedder at alle undervisere skal kunne undervise i alle fag. Så vi fik fx en litteraturprofessor som underviser i Britisk historie og samfund - og både ham selv og resten af holdet var ret enige om, at det altså ikke var en af hans spidskompetencer - overhovedet! Nå, men at skifte Engelsk ud med et andet fag, er ved at være for sent nu, så det fortsætter jeg med. Under alle omstændigheder tror jeg sagtens jeg vil kunne undervise i det - og endda med arbejdsglæde!

Nu er jeg så kommet til et semester, som skulle indeholde halvt Engelsk og halvt Dansk. Som Dansk valgte jeg Didaktik (om at lære fra sig) på DPU, men der er jeg holdt op igen efter, at det stort set kun handlede om folkeskolen. På Engelsk har jeg Fonetik (Zzzz..) og Grammatik 2 (fint nok, men mest bare gentagelser). Og det er kedeligt. Og uinspirerende. Og jeg er ved at køre heeelt død i at læse.

Så nu er det jeg tænker lidt på om jeg skulle shoppe nogle lidt mere inspirerende fag, evt. fra nogle af de andre institutter eller universiteter. Så jeg kan holde de sidste to år af mit studie ud. Hvis du har gået i gymnasiet, hvilke kompetencer havde din engelsk- eller dansklærer så, som du satte pris på?

Begge fag er jo efterhånden ret brede, og vi havde fx et forløb om journalistik på i dansk og et forløb om børnebøger på engelsk.

søndag den 31. oktober 2010

Sverige + fødselsdagsselskab


I efterårsferien var jeg, udover alle de andre ting jeg lavede, også en lille tur i Sverige. Der fik jeg det her fantastiske lakridschokolade, som jeg virkelig kan anbefale, at man i det mindste bare prøver at smage. Ikke alle kunne lide det, men det kunne jeg! Prøv!

Lige nu er jeg i fuld gang med at planlægge min fødselsdag, som er på lørdag. Jeg har inviteret lidt flere mennesker end jeg har siddepladser (ok, mange flere), så det bliver meget spændende. Er i gang med at optælle til hvor mange personer engangsservice jeg efterhånden har fået købt, og jeg tror jeg er ved at være der - mit køkken er nemlig så småt, at der ikke er plads til både lagkagetallerkner og en kande kaffe!

Menuen (fra kl. 15-nat) står på:
- Hjemmebagte boller (bagt og frosset ned tirsdag og tøet op fredag aften)
- Lagkager (avocado og choko/banan)
- Grøntsagsstave og snacknødder
- Gryderet med ris og hjemmebagt brød
- Chokoladekage

- Drikkevarer: kaffe, te, kakao, øl, vin, sodavand

Hvad synes I? Er der noget, der mangler? Jeg vil jo nødigt have, at mine gæster går sultne hjem... Men jeg gider heller ikke bruge en formue på arrangementet - for jeg har ingen penge syet ind i madrassen.

mandag den 25. oktober 2010

Græskarkagen


Jeg glemte helt at give jer opskriften på græskarkagen. Men jeg synes den blev okay, og Jespers kollektiv var meget tilfredse, så here goes. Opskriften er fra en squashkage fra God Mad, Let at Lave, som jeg har modificeret lidt:

150 g smeltet smør
2,5 dl sukker
3 æg
4 dl mel
1 tsk bagepulver
1 spsk stødt kanel
1 tsk stødt ingefær
150 g revet græskar
50 g solsikkekerner

Tænd ovnen på 175 C og smør en form (ca. 24 cm). Rør smør og sukker hvidt og skummende. Rør æggene i et ad gangen og rør godt imellem hvert. Sigt mel, bagepulver og krydderier og rør det sammen med græskar og solsikkekerner. Bag kagen på en af de nederste ribber i ovnen i 1 time.

Jeg kunne ikke lige helt nemt rive græskar, så jeg endte faktisk med at koge det og blende det med en stavblender. Det gik fint. (Men vildt meget opvask!)

Det bedste var næsten græskarmanden, som nu står og pynter fint på min altan:

Bands med flotte navne


I torsdags var jeg til koncert på Lades med bandet Someone Still Loves You Boris Yeltsin. Jeg har hørt deres musik i mange år, men det er første gang de spiller i Danmark. De spillede en rigtig fin koncert, men desværre var der meget få mennesker, der kom til koncerten. Det har nok noget at gøre med, at de ikke er så kendte i Danmark - men det skal der laves om på nu! Gå straks ind og hør deres musik på deres myspace! Nu! Blev der sagt.
Jeg blev så glad for endelig at se dem, at jeg støttede dem og købte denne t-shirt:

Den er ikke så piget, og jeg er ikke sådan en rigtig rockpige med band-t-shirts, så jeg stylede den lidt med et bælte. Jeg ved ikke helt om det virkede. Men hey, sej indianer, ik'? Desværre er der kun ganske få meget musiknørdede mennesker, der kommer til at genkende bandnavnet, så det giver nok kun et minimum af street cred. Men sådan kan det gå, og den er fin!


I lørdags var jeg til endnu en koncert (maximal udnyttelse af efterårsferie, ja!), denne gang med The Divine Comedy, som jeg havde givet Jesper billetter til i fødselsdagsgave Det er ham, der har introduceret mig til det, og det er jeg rigtig glad for! Han er nemlig rigtig fin, men ham er der heller ikke så mange danskere, der kender til, så derfor skal I også gå ind på hans myspace.

Så var der lige lidt inspiration til jer :) Skriv gerne om I kan lide det!

onsdag den 20. oktober 2010

Fonetik, tak


Nå, så kom jeg alligevel i gang med fonetikken. Jeg skulle transkribere et stykke fra et Tony Blair-interview til lydskrift. Det er meget mystisk, lidt ligesom at lære et hemmeligt kodesprog. Men det handler mest om, at vi skal være gode til den engelske udtale, for det er nemlig smart, når man er gymnasielærer :)

Ellers har jeg bare fortsat min meget efterårsferieagtige efterårsferie. Lavet græskarkage og græskarlygte, fx. Opskriften kommer senere, hvis kagen bliver god altså. Det var lidt et eksperiment. Og så stod jeg "tidligt" op (kl. 9) og vaskede tøj, gik i banken, ryttede op og den slags meget voksne ting. Det er rart at mærke, at jeg er faldet så meget ned i løbet af ugen, at jeg rent faktisk gider gøre den slags og ikke skal tvinge mig selv til det.

mandag den 18. oktober 2010

Efterårsferie classic

Jeg fik afleveret (det meste af) min grammatikopgave fredag og så var der ellers fuldt fart på efterårsferien: kulturnat, familiearrangement, loppemarked, Ikea, Zoologisk Have og ikke mindst... lego! Det skal virkelig ikke undervurderes - det er mindst lige så sjovt som man husker det! Se selv min gartnerbil herunder:



Fra i morgen af sætter jeg farten lidt ned og skal ellers bare bruge lidt tid på veninder og familie. Og vel lidt fonetik og grammatik søndag aften/mandag, heh.

torsdag den 14. oktober 2010

Nyt og ufærdigt

Hej, jeg bygger om på bloggen. Lige nu nægter Blogger dog at godtage mit fine nye baggrundsbillede. Det arbejder jeg lige på. Eventuelt går jeg også lige tilbage til den der grammatikopgave, som jeg i virkeligheden er i gang med at lave. Jeg har det bare lidt svært med virkeligheden lige nu. Den stiller så mange krav. Så er blogfarver sjovere.

Ps. Hvad synes I? Altså, ikke om virkeligheden (jo, også den. Gimme some answers!) men om de nye farver? Kedelige? Farverige? (Som farver jo så ofte er.) Perfekte? En præcis afbilding af min personlighed, hvis den var et farveskema til en blog?

tirsdag den 12. oktober 2010

Peanut butter cookies og elektrikere

Dem med chokolade på, har jeg altså bare købt i Netto. Det er de andre, jeg selv bagte!

Jeg snakker og skriver altid om mad og kage, så måske er det ved at være på tide at følge trenden og lægge opskrifter ud på sin blog. Problemet er nok, at jeg altid freestyler ret meget, når jeg laver mad, så den præcise opskrift findes sjældent. Dog er jeg jo ofte inspireret af en opskrift eller to, og derfor kan jeg for eksempel godt lægge en cirka-opskrift ud på de peanut butter cookies*, som jeg bagte i går. Jeg fandt opskriften her og lavede lidt om her og der. Derefter endte opskriften nogenlunde sådan her:
  • 3-4 dl mel
  • 1 halv tsk bagepulver
  • 1 dl smeltet smør (jeg brugte så raspolie, i mangel af bedre)
  • 1 halv dl sukker
  • 1 halv dl mørk sirup
  • 1 æg
  • 1 halv tsk vanillesukker
  • 1 halv dl peanutbutter
  • 1 halv dl saltede peanuts
  • 1 halv dl hakket mørk chokolade
Bland det hele sammen, tilsæt evt. lidt vand eller mælk efter behov, så du får en dej, der kan bruges til cookies. Dvs. ikke alt for flydende. Læg dem ud på et en bageplade med bagepapir på - brug to skeer til at forme dem med.

Bag dem et kvarter i ovnen på 180 C og lade dem køle af på en rist bagefter.

De er de bedste "kager", jeg har bagt i lang tid! Yeah! :)

Og så lige noget helt andet. I dag har jeg haft min vicevært og en elektriker på besøg i meget lang tid, fordi strømmen på mit badeværelse er gået i stykker. Hver gang jeg tænder lyset, springer sikringen, og jeg er ved at løbe tør for sikringer. De smarte handymænd troede de lige hurtigt kunne fixe det, men der er åbenbart noget galt "længere ind", som de sagde. Det ved jeg ikke hvad betyder, men efter halvanden time virkede det stadig ikke, så elektrikeren fik så dårlig samvittighed, at han var nede og hente ledning og efterfølgende satte mine loftslamper op i stuen. Og så kommer de selvfølgelig igen i morgen og prøver at løse problemet med badeværelset.

Man skal virkelig ikke undervurdere glæderne ved at bo til leje!

*Her er lige noget til sprognørderne: Jeg er i tvivl om "peanut butter cookies" skal staves i et ord, for ordet er jo lånt fra engelsk, hvor den slags ord ikke sættes sammen - men på dansk skal det altid staves i et ord. Total umulig problemstilling. Selvfølgelig burde jeg så have oversat det helt: jornøddesmørsmåskager. Det er bare knap så catchy. Nå. Sorry. For mange år på humaniora skader åbenbart. (Hvem skulle have troet det? Ahøm.)

fredag den 8. oktober 2010

En fredag i oktober


Efterårsgryderet med kartoffelmos på tallerkenen, Love Shop fra iPod'en, fredagsbar i udsigt og weekenden fyldt op med overskueligt mange gode planer, blandt andet indeholdende tur til kæmpemarskandiser, folk der laver praktiske ting i min lejlighed, samle kastanjer-tur og lidt af det der læsning.

Det der efterår er måske ikke så slemt alligevel :)