fredag den 29. november 2013

Ugen der forsvandt

I denne uge, min anden uge efter barsel, var planen at arbejde, gå til vejledning, hente bøger til specialet og til Mø-koncert. Og måske komme så småt i julestemning.

Men man kan jo som bekendt ikke altid planlægge livet, så ugen endte med tre sygedage og to arbejdsdage. Ingen Mø-koncert og intet speciale. Og absolut ingen julestemning.

Totalt børnefamilie-agtigt med omgangssyge og indkøbsstress. Nu begynder det! tænkte jeg. Men altså. Ci skal nok få styr på det. Både julestemningen og indkøb. Måske bare ikke sygdommen. Så håber jeg bare vi bliver ramt lidt mindre hårdt næste gang. Jeg er godt nok træt efter den her uge!

Men hey, vi er raske igen! Og jeg blev færdig med en stor opgave på arbejde!

Og nu kan jeg ikke skrive mere her fra telefonen med Vera sovende på armen uden at få krampe. God weekend!

fredag den 22. november 2013

Arbejd arbejd



Så er jeg tilbage til det her: sidde ved et skrivebord til solen går ned. Det er ikke så slemt, faktisk. To dage om ugen sidder jeg med udsigten på billedet. Det er mit studiejob i Kulturstyrelsen. Jeg er der fra 9 til 16.30. Det er en laaang dag for en der normalt kun lige får læst overskrifterne i avisen.

Ellers sidder jeg på Fiolbiblioteket i Fiolstræde og skriver speciale eller forsøger på det samme.

I dag har jeg lavet denne blog. Kan I så gætte, hvad mit speciale handler om? Det er ok, hvis I ikke kan ;-) jeg skal nok prøve at se om jeg kan forklare det en anden dag. Lige nu har jeg svært nok ved bare at forklare det til mig selv.

I mellemtiden prøver jeg så at have kvalitetstid med Vera, der græder hver gang hun ser mig og kommer i tanke om, at jeg har været væk. Men når hun så kommer op til mig, jubler hun af glæde og stjæler mine briller. Dejlige barn. Jeg savner hende virkelig i dagstimerne. Men jeg nyder også lidt at få lidt ro. Lidt.

søndag den 17. november 2013

Aller aller aller aller sidste...


... dag på barsel! Oh, rædsel!

I morgen begynder jeg på arbejde og på torsdag på specialet. Jesper overtager barslen indtil Vera starter i vuggestue til januar. Jeg har været på barsel i 46 uger, og de fleste har været fantastiske.

De sidste par uger har jeg forsøgt at nyde fuldt ud, men der var et par projekter, der også tog lidt plads: at fejre min fødselsdag og at vænne Vera fra hyppige natamninger.

Jeg kom til at arrangere lidt for meget fødselsdagshalløj (typisk mig), og det var egentlig lidt for meget for en lille familie, der stadig er ved at finde ud af det hele. Vera valgte selvfølgelig at få sin ottende tand på min fødselsdag og fejrede det ved at skrige en time i træk. Måske også fordi hun bare var træt af gæster og afbrudte rutiner. MIN skyld!

Natteprojektet, som jo mest bare bestod i at jeg sov på sofaen og Jesper trøstede og trøstede blev først udskudt fordi Vera blev snotforkølet. Så smittede hun mig, så blev vi raske, og så forsøgte vi igen. Ingen planer for ugen, masser af nærhed til Vera, kaffe til faren og dameblade til moren, der sov bekymret på sofaen. Det gik ok til at starte med, og så blev Vera syg igen. Og smittede sin mor. Og smittede sin far. Men jeg havde pludselig fået smag for de rolige nætter (især med tanke på den kommende arbejdshverdag), så vi besluttede at blive ved på trods af sygdom.

I går var SÅ udmattende. Vi var alle tre syge, og Vera kunne måske mærke, at noget snart ændrer sig, så hun skreg hver gang jeg forlod rummet eller bare tog mig en pause i sofaen et øjeblik. Til sidst besvimede vi nærmest alle tre i sofaen med te, boller og Postmand Per, og det var faktisk en lille smule hyggeligt lige pludselig.

I dag har jeg kysset og kysset og Vera har været i strålende humør. Hun pludrer og snakker og klapper og griner og kryber og spiser og drikker (og tisser på gulvet) og er bare så helt vildt dejlig. Og i morgen er jeg ude af døren kl. 8 og væk i mindst 8 timer.

Men det skal jo nok gå. Andre mødre har klaret det før mig. Og jeg glæder mig også en lille bitte smule til det.

onsdag den 6. november 2013

Svensk shopping

Forleden dag fik jeg en mail på svensk. Det er jo i sig selv hyggeligt nok, men det gjorde det heller ikke dårligere, at det var den svenske webshop Lekmer, der tilbød mig et gavekort til deres danske site, Lekmer.dk.

Jeg har været inde på Lekmers site før, for de har et kæmpestort udvalg. Næsten for stort, så man kan hurtigt bruge timer på gennemgå deres sortiment for at finde den helt rigtige hagesmæk. Hvis man søger på Spise og drikke, finder man for eksempel 826 varer...

De har mange af de ting, man også finder i danske webshops, men jeg fandt også nogle lidt anderledes ting. Jeg synes hurtigt man får en feeling af noget meget svensk, så hvis man bare nærmer sig af at være lige så svenkofil som mig, kan jeg anbefale at man laver sig en stor kop kaffe og henter en kanelbulla eller lidt godis og så kaster sig ud i en virtuel shoppingtur over sundet.




En julekalender med Mumitrolde. Hjemmesko med elge. Lammegynge. Højstol i træ. Alfons Åberg spisesæt. Porcelænskrus. Tudkop med Mumimotiv. Uld/akryl hue. Babykælk.
(Billeder fra Lekmer.dk )

Nu har jeg fået lyst til at tage en tur til Sverige, gå på julemarked, spise korv med mos, sidde ved en pejs og gå en lang tur i sneen...

tirsdag den 5. november 2013

10 livsnødvendige ting i en barsel

Nu lakker min barsel som nævnt mod enden, så her får I de ti ting, der har gjort mest glæde:

1. Bæresele. Rar at have når man bare lige skal i kiosken med baby eller når barnevognen bliver til et hadeobjekt. Uundværlig når man bor på femte sal uden elevator.

2. Legetøj ved puslebordet. Kan på gode dage hjælpe mod baby, der ruller om på maven og hiver alt ned fra puslebordet, sparker bukserne af ti gange før de er kommet helt på eller argh, putter hånden ned i bleen. Skal helst kunne tåle en vask eller 30.

3. Vådservietter. Fordi alting er beskidt hele tiden.

4. Købebabymad. Til ikke-speltmor-dagene. Og pulvergrød til morgenmad før syv. Eller ni.

5. Mikrobølgeovn. Sparer opvask af gryder til opvarmning af babymad og rester. Og til at genvarme kaffen i, når baby vågner lige når man har sat sig ned og tror det er kaffepausetid.

6. Kaffe. Til at fake energi på alle tidspunkter af døgnet. Indebærer dog faldgruberne: 1) At man ikke kan sove, når baby sover. 2) At man selv tror på det urealistisk høje energiniveau og laver lige så urealistiske planer. 3) Ondt i maven ved overforbrug.

7. En hobby. Det virker måske underligt at finde endnu en ting at bruge tid på, når baby tager så meget tid, men det virker mod barselsvanvid! En tv-serie, nemt håndarbejde, tegneserier eller en blog er for eksempel gode hobbyer. Skal helst ikke kræve for mange hjerneceller, men må gerne være lidt afhængighedsskabende. Må helst ikke dø af at blive forsømt i et par dage, så jeg slettede lige surdej og planter fra listen.

8. Bedsteforældre, mødregruppe, meget gode venner eller lignende bekendtskaber. Altså mennesker i nærheden, der gider dikkedikke din nuttede baby, også når hun ikke er nuttet, gider høre om babylort og søvnproblemer og gider tage din baby lidt mens du selv går i bad, drikker en uforstyrret kop kaffe eller hvad du nu har brug for.

9. Internet. Det kan godt være, at nogle forældre kan det hele intuitivt og aldrig kommer i tvivl om snuen er lungebetændelse, hvornår en baby sover igennem (aldrig) eller hvad baby skal have på i barnevognen, men jeg har googlet alting fra dag et. Jeg har løst mange problemer på den måde, men dog også blevet mere forvirret andre gange. Man skal huske at stole på sin egen dømmekraft, men den kan altså godt forsvinde sammen med tålmodigheden, når man er blevet vækket kl. fem.

10. Det hele skal nok gå-attitude. Det skal det altså nok! Og du er stadig en god mor/far, selvom barnet græder, du tuder og nogen har glemt at støvsuge, vaske op og købe grøntsager i et par uger...

søndag den 3. november 2013

Vera 8 måneder

Ok, Vera bliver faktisk snart 9 måneder. Men derfor kan I jo stadig godt få et lille statusindlæg om hvordan det går med min lille, vilde datter. Hun...

- vejer lidt over ti kg. Og har dermed førertrøjen som den tungeste baby i mødregruppen.

- kan møve sig fremad, men ikke holde sig oppe i kravlestilling i mere end et halvt sekund ad gangen. Det virker dog ikke som om det generer hende. Hun kommer stadig hurtigt rundt i hele lejligheden og undersøger alting, fra køkkengrej til kontorstol.

- elsker, elsker, elsker mad. Grød, mos, brød med smør, banan, kartoffel, leverpostej... Og allermest lagkage! (Som hun ved et frygteligt uheld kom til at blive tilbudt.) MAM! siger hun og rækker ud efter maden, slikker resterne af sine fingre og støvsuger bordet for krummer. Mors pige ;)

- er begyndt at nyde at kigge i bøger meget mere. Hun bladrer selv frem og tilbage, og har sine yndlingssider som vi hele tiden skal kigge på. Herunder en gul bamse og ikke mindst billedet af en flot dreng i bad. Han skal aes og grines til hver gang. Overvejer lidt at få ham trykt som idolplakat.

- vinker og siger 'EJ!, når hun ser en hun godt kan lide, som for eksempel mor, far eller mormor.

- har lært at vende sig om på lidt plads. For eksempel i sengen. Efter hun lærte det, er hun begyndt at vågne midt om natten, vende sig om på maven, ruske i tremmerne og række grinende ud efter sin trætte mor.

- er blevet ret morsyg og kommer ofte krybende mod mig, mens hun piver hjerteskærende for derefter at smide sig foran mig med armene oppe: jeg vil ooooop! Når hun kommer op, er hun så bare mere interesseret i alt muligt andet hun nu kan nå. Heriblandt ledninger.

Men hun er altså ret dejlige. Den søde Vera.