lørdag den 15. januar 2011

Verdens bedste rugbrød

Jeg synes, det er ved at være på tide at give jer opskriften - eller i hvert fald fremgangsmåden - på det rugbrød, jeg plejer at bage. Det er min far og hans kærestes opskrift, som jeg har udvidet lidt. Her er lige et mindre godt billede, men hvor er det svært at tage billede af noget, der er inde i en ovn!

Ingredienser:
  • Ca. 2 dl surdej
  • 1 hvidtøl (fx nisseøl - de kan stadig fås!)
  • Rugmel
  • Hvedemel
  • Kerner efter smag
  • Grovvalsede havregryn
  • Salt
Man kan selv variere mængden og ingredienserne efter smag - det bliver altid et nyt rugbrød! Men jeg kan godt lide mange kerner, havregryn, ikke for meget hvedemel og så en nisseøl - det er rigtig godt! Hvis man ikke bruger hvidtøl (eller noget andet sødt), er det en god idé at putte lidt sirup eller sukker i.

Surdejen laver man af rugmel og et surmælksprodukt. Man kan bare lave en halv liter dej eller mindre. Så lader man den stå et par dage i køleskab - og så er den klar til brug!

Surdejen blandes op med øllen, indtil den er helt opløst. Derefter blandes mel og kerner og fx havregryn i. Dejen skal være ret våd, især hvis man bruger kerner, der skal blødes op først (det står på posen). Hvis man lader dejen være meget våd, behøver man ikke koge kernerne, eller hvad der nu ellers står på posen. Nu tager man 2-3 dl surdej fra og stiller i køleskabet. Den er til næste rugbrød - eller til nogen andre, der lige mangler en surdej :) man kan også sagtens tage to portioner fra.

Så skal dejen hæve i hele 16 timer. Cirka midt i hævetiden, eller bare når man har tid, tilsættes lidt mere mel, vand og salt. Derefter hældes dejen i en smurt rugbrødsform. Man kan godt drysse lidt "pynt" - fx havregryn eller sesam på nu, hvor dejen stadig er forholdsvis våd og tager imod det.

Når de 16 timer er gået, skal brødet i en forvarmet ovn på 150 C og bages i 2 timer. Derefter tages brødet ud, og man tjekker lige om skorpen ikke er alt for blød - ellers kan man bage det lidt længere tid. Evt. kan man tage det ud af formen og bage det direkte på en rist i ovnen. Husk bare at sørge for, at brødet ikke falder sammen eller gå i stykker. Du har jo brugt lang tid på det!

Når brødet er helt færdigbagt, tages det ud af ovnen og pakkes ind i et viskestykke. Her skal det ligge indtil det er helt køligt, og derefter pakkes det ind i en plastikpose. Hvis man er lidt plastik-forskræmt, kan man pakke brødet i posen med viskestykket rundt om. Så slipper man for giftstofferne fra posen, nemlig. Derefter skal brødet altså ligge til næste dag, før man må skære i det - ellers kan det risikere at være meget klægt eller falde sammen.

Brødet holder sig friskt og godt i helt op til 2 uger - og så smager det bare virkelig godt :)

Her er lidt billeder fra dagen:

Det er stadig tidligt mørkt, men så er det godt man har blomster i vindueskarmen :)

Jeg fandt flere Salmiakki-produkter på færgen hjem fra Tyskland! (red.: Chokolade med lakrids)

Ingen kommentarer: