søndag den 27. februar 2011

Kolde øl og rå mad

Kender I Props Coffee Shop på Blågårdsgade? Det er en af mine yndlingsbarer/caféer. Jeg brugte det meste af fredag aften/nat der, efter at have drukket asti og set film om afrikanere (jeg er SÅ politisk korrekt) på Retro Nørrebro i Jægerborggade og spist rigtig lækker raw food (trods lidt skeptiske fordomme først) også i Blågårdsgade. Jeg er stadig træt...

Men hvor jeg dog elsker Nørrebro :) og nu skal jeg sove i 100 år indtil det bliver i morgen og arbejdstid.

Jeg synes der er lidt fart på tilværelsen i øjeblikket. Det er lidt surt, at det går ud over bloggen, den er et fint lille projekt for mig, så jeg vil prøve at opdatere lidt alligevel!

Og så godnat.

tirsdag den 22. februar 2011

Frossen fridag

Jeg undskylder for det fjollede bogstavrim i overskriften, men jeg har ikke haft litteraturfag i flere semestre, og jeg savner sådan allitteration (bogstavrim)! Ja, jeg ved det godt, jeg er kedelig og tør og dansklæreragtig... :)

I dag har jeg fri, som jeg for det meste har om tirsdagen (nøje planlagt og også grunden til, at jeg to dage om ugen sidder liiidt for længe foran en statslig computer, men sådan er det). Nogen har genindført vinter udenfor, og grundet dette (og måske også alt den alkohol fra vinterferien - undskyld krop!) har jeg altså fået ret ondt i halsen.

Derfor står dagen på læsning under dynen, samt masser af varme drikke og dracula-bolcher.

Jeg læser i mit mediefag om Charlot og Charlotte. Kan I huske den? Jeg genså den her i weekenden, og hvor er den overmegasej, den serie! Klart en gensyn (eller flere) værd! Jeg overvejer helt klart at skrive opgave om den. Jeg købte den forresten i Fona til kun 200 kr. - det er da ikke så slemt, vel? Den fylder fire afsnit af en time hver. Desværre er der ikke noget ekstramateriale på dvd'en, og alt musikken fra serien er skiftet ud med dansk musik, da der har været problemer med rettigheder til bl.a. REM. Øv øv.

Lidt lystlæsning bliver det måske også til.

søndag den 20. februar 2011

Konsekvenser af at leve livet

I sidste uge havde jeg en slags vinterferie med lidt fridage her og der. Det udviklede sig til lidt for meget alkohol, alt for meget shopping, lidt for mange (helt vildt gode) fastelavnsboller og absolut ingen træning, oprydning eller rengøring. Eller andre former for fornuft. Til gengæld en masse gode oplevelser.

Jesper bagte lækre fastelavnsboller, da jeg pludselig fik uventede gæster, som i Gevalia-reklamerne.

Jeg har endelig fundet en cykelkurv! Pernille anbefalede mig cykelhandleren Cykelthomas på Amager, som havde virkelig mange fine ting - det var et rent cykeltilbehør-paradis! Så nu har jeg en dejlig turkis kurv og en fin, fin ringeklokke, som siger en meget højere lyd end det "klik" min nuværende klokke kan præstere. Så jeg er klar til Københavns gader, og hvis nogen stjæler noget som helst fra min cykel igen, banker jeg dem :)

Og nu er det vist ved at være tid til træning og rengøring og læsning og falde i søvn på sofaen foran alt det tv jeg ikke har fået set. Arh.

torsdag den 17. februar 2011

IKEA-rave mm.

Som tidligere nævnt, har jeg lavet lidt om på indretningen af min lejlighed. Her kommer de lovede billeder så endelig.

Ny natlampe fra IKEA, som ikke stikker op over billedet. Jeg synes den var så sej og unik, indtil jeg fandt ud af, at min mor havde købt en magen til. Grrrr.

Ny sofa, som jeg købte brugt gennem Den Blå Avis til 1.100 kr. Det synes jeg var ret fint - den er i rigtig god stand og ret god kvalitet. Puderne er fra IKEA, men den lille pyntepyde har min mor købt et sted (?). Sofabordet har min mor haft, da hun var ung, så det har stået i en kælder i lang tid og er nu endelig kommet til sin ret igen. Lampen mellem det blå bord og sofaen var min gamle natlampe.

Nyt skrivebord, som min mor så også har haft stående. Det er et hun har fundet brug og så malet. Den lille hvide hylde købte jeg i IKEA, så jeg kunne få lidt styr på kontordimser og Kitty-blokke...

Ja, min mor ender altid med at have ret stor indflydelse på min stil. Lidt irriterende, hva'? Men ikke desto mindre bor min mor utrolig pænt, så måske er det ikke det værste, der kunne ske :)

mandag den 14. februar 2011

Hjerte-æg og rød kjole

I morges da jeg startede dagen med et spejlæg på hjemmebagt rugbrød (fordi jeg sluttede weekenden med at læse i et dameblad, at man kan få lidt ekstra energi ved at spise langsomme kulhydrater sammen med protein - gad vide om det passer?), opdagede jeg, at ægget også have opdaget, at det i dag er Valentine's.

Senere håndvaskede jeg en rød kjole, som jeg lånte af min mor til nytår (bedre sent end aldrig at få den vasket, ik'?) og opdagede hvor meget farve, der er puttet i sådan en kjole. Så meget farve her:

Nu vil jeg snart begive mig ud på universitetet og udøve min pligt som fagrådsmedlem, selvom jeg lige nu hellere ville tage imod en af de andre og hyggeligere invitationer, jeg har fået: te hos min farmor og farfar eller hos min brors kæreste. Men næh nej, nu har jeg jo meldt mig ind i det fagråd...

fredag den 11. februar 2011

Vis mig din taske og jeg skal sige dig hvem du er

Inde på bloggen DosFamily er der en blog battle i gang om at poste billeder af indholdet af ens taske. Her er mit: Penalhus, vandflaske, mappe og notesblok til Didaktik, øreringe der er i stykker, billet til saltminen i Krakow, busbillet fra Krakow, en masse hårdimser, minikort over København (dårlig stedsans... eller skulle vi sige ikke-eksisterende?), filofax-kalender, life savers (amerikanske mintpastiller), tandstikkere, IKEA-blyant, læbestift og hovedpinedagbog til at notere hvornår, hvordan og i forbindelse med hvad jeg får hovedpine.

Hvad er der i jeres taske?

torsdag den 10. februar 2011

Misantropisk teatertur

Forleden aften var jeg inde og se det her:

I den her:

Med ham her: Nej, Jesper er vist ikke så begejstret for, at jeg lægger ham ud på det store vide web. Men fint fint, jeg holder ham for mig selv så :)

Men altså, vi var inde og se Misantropen i det nye skuespilhus. Det var min fødselsdagsgave, som jeg fik engang i november, men så har jeg da haft noget at glæde mig til! (Og en lille forsikring om, at vores forhold holder... smart guy!) Jeg havde ret store forventninger til stykket, fordi det har fået tårnhøje anmeldelser, og jeg må sige, at det levede fuld top til disse! Skulle dog lige vende mig, at hele dialogen foregår på rim og var ekstraordinært fjollet. Men det var sjovt. Og kostymerne var rigtig flotte og farverige. Og så er jeg måske selv til tider lidt en misantrop, der nogle gange sætter retfærdighed og ikke mindst ærlighed højere end høflighed, og så kan man jo tænke lidt over det. Jeg er stadig ikke så god til at sige "Nej, nej, du bestemmer hvor vi tager hen!", hvis jeg jo bare helst vil på La Glace og ikke Baresso. Kender I det?

onsdag den 9. februar 2011

How to survive February...

Friske urter, tomater og citroner... så kan man jo lege, at det er sommer.

Puh, jeg synes det er lidt hårdt alt det her semesterstart og vinter. Jeg arbejder nu 15 timer om ugen og går i skole 6. Jeg havde egentlig tænkt, at overbygningen ville blive "nem", fordi man har så få timer, men man glemmer, at man samtidig skal læse virkelig meget. Det kan man jo vægte som man vil (og har samvittighed til...), men gymnasiefaget kræver en del opmærksom, især fordi jeg synes det er helt vildt spændende og gerne vil med til alle ekstratilbudene - som fx at observere gymnasieundervisning, som vi skal i dag.

Samtidig betyder mit job en hel del for mig, og jeg prøver hele tiden at prioritere det højt også. Udover det, er der jo også veninder, kæreste og familie, der skal passes... selvfølgelig altsammen gode ting, men puha! Man skal også lige have sig selv med i det hele.

Det har jeg åbenbart ikke 100% haft, for mandag eftermiddag blev jeg ramt af en koloenorm migræne, der besluttede sig for at vare et døgn og ignorere alle de smertestillende piller, jeg fodrede den med. Sådan går det, når man glemmer sig selv.

Så i dag har jeg været nede og træne, og selvom det var hårdt at stå tidligt op og slæbe min trætte krop med Jesper ned i træningscenteret, så tror jeg min krop er mig dybt taknemmelig.

fredag den 4. februar 2011

Godmorgen 2011!

2011 starter først sådan rigtigt for mig i dag: Semesterstart! Så jeg spiser morgenmad ved mit nye skrivebord og prøver at få et overblik over det bjerg af tekster, som vores underviser har givet os for til første time. Det er Danskfagets Didaktik, som handler om at være gymnasielærer - jeg glæder mig til et fag, der endelig handler om det jeg rent praktisk kommer til at lave og ikke "bare" det faglige. Der er endda indlagt minipraktik i faget :)

Notesbogen er fra Madrid. Den er lavet af genbrugsbananpapir, og jeg synes den var tilpas hippie til et lærerfag :D

torsdag den 3. februar 2011

Ær(ge)ligt

Et hurtigt billede af min magnettavle er alt hvad I får af indretningen i dag. Jeg har nemlig brugt det meste af dagen på at finde ud af, hvad jeg skal gøre ved, at jeg er dumpet min fonetikeksamen. Tror jeg har besluttet mig for at følge faget en gang til i næste semester, så jeg er helt sikker på at bestå. Øv øv, men sådan er livet vel bare.

Nu vil jeg tage ud til min mor og få lidt mad og omsorg.

onsdag den 2. februar 2011

Gæt hvor jeg var henne...


I går var jeg ude og købe lidt ind til min lejlighed, og den er snart klar med en ny og forbedret indretning! Nu mangler jeg mest bare en skoreol, der ikke har standardstørrelsen 75 cm lang, men nærmere noget a la 55 cm. Sådan er det når man har en meget lille entré, men en masse sko.

Jeg skal nok snart lægge billeder ud af den nye indretning, hvis I har lyst til at se den :)