tirsdag den 31. juli 2012

Højskolen på landet

Hej blog. Og undskyld jeg har forsømt dig. Der er ikke noget som sommeren, der kan få mig væk fra computeren og ud i vejret - det skulle måske lige være et sommerkursus på Testrup højskole. Der har jeg nemlig lige tilbragt en ret fantastisk uge i selskab med blå himmel, grønne marker, inspirerende mennesker, virkelig god mad og hovedet fyldt med barndomsminder, så jeg kunne skrive et ret personligt essay.

Her er ugen som den ser ud, når man lover folk ikke at lægge billeder af dem ud på diverse sociale netværk. Jeg regner med at blogs hører ind under her, så nu får I bare kedelige billeder af højskoleidyl.








Jeg havde egentlig tænkt mig, at nu hvor jeg lige fik genvakt min skrivelyst, skulle jeg til at skrive lange blogindlæg igen. Men det er vist en udviklingsproces, og jeg skal lige finde mig til rette som blogger. Det kan vel godt tage de 2-3 år det foreløbig har taget, ikke?

Nej?

torsdag den 12. juli 2012

Økologisk - ikke så nemt igen, hva'?


I sidste uge havde Politiken en artikel om sprøjtegiftrester, der kunne gemme sig i ikke-økologiske madvarer, især de udenlandske. Mine forældre gjorde mig begge to bekymrede opmærksom på det, og jeg tog det faktisk også ret alvorligt. Jeg gad godt spise mere økologisk, og jeg synes det kunne være spændende at se om man egentlig kan leve 100 % økologisk uden at ruinere sig selv fuldstændig.

Det har jeg så fundet ud af nu, at det er godt nok svært. Indtil videre i hvert fald - jeg har ikke givet op!

I går var vi i Netto for at forsøge, og her var øko-rugbrødet for eksempel udsolgt, men til gengæld fik vi øko-kødpålæg og øko-leverpostej, samt de almindelige ting som øko-mælk og hakkede øko-tomater. Af friske øko-tomater kunne man kun få cherrytomater, og dem kan jeg desværre ikke tåle.

I dag var vi i Irma for at undersøge om ikke øko-udvalget var bedre der. Det var det ikke i særlig høj grad. Øko-parmesan var udsolgt, hel øko-kylling var udsolgt og der var intet øko-kødpålæg. Men der var tilbud på mange øko-ting, heriblandt tomat og majs på dåse og øko-grovpasta.

Nu surfer jeg lige Aarstidernes hjemmeside for at finde ud af om det ville være smartere, men så er man virkelig ude og bruge mange penge!

Er der nogle gode råd til at leve mere økologisk? Kampen er kun lige begyndt, og jeg vil gerne kæmpe lidt mere!

tirsdag den 10. juli 2012

Byg din egen sommer


Når nu vejret kun er sommer, når det passer det. Og man ikke rigtig har de der mange ugers sammenhængende ferie som man plejer. Og der ikke venter nogen ferie sydpå. Ja, så må man jo bare simulere sommer i stedet for.

En ting jeg synes er meget sommerlig er spontanitet. Man bliver af en eller anden grund meget mere spontan om sommeren. Så i dag cyklede jeg hjem fra arbejde, ned i Jægersborggade (som er meget tæt på mit hjem), drak iskaffe med min gamle læsegruppe (mens jeg var mega-misundelig på folk, der skal i praktik i USA!) og gik tur på Stefansgade. Bagefter ringede jeg op til Jesper og lokkede ham med ud til reception i Litteraturhaus for min fars kone, Anne Eltard, som lige har udgivet cd'en Citinside, som er (og jeg citerer) "en ny eksperimenterende fusion af lyd og meditationspoesi skabt til mennesker i en storby". Hun har lovet, at det er fri for bjælder og den slags, og det er faktisk rigtig fint. Og så er jeg helt vild med grafikken:


Klik for mere info :)

Efter lidt salater fra Det Eksotiske Hjørne, er jeg nu klar til sofahygge. Mere energi var der åbenbart ikke i mig i dag.

mandag den 9. juli 2012

Sommerdanmark






I denne sommer har jeg to ugers ferie fra mit arbejde. Den ene uge tager jeg på højskole. Ellers skal jeg arbejde tre dage om ugen, så det er heller ikke fordi jeg kommer til at besvime af stress foreløbig. Men mine sommeroplevelser bliver kortvarige, som for eksempel denne weekend i sommerhus... åh, hvor var det dejligt! Hvis jeg kunne se frem til flere uger af den slags i træk, havde jeg helt klart taget noget mere ferie!

Men men men. Når man har drømme om New York til efteråret, må man hellere rubbe neglene og få arbejdet nogle timer af! Og det skulle jo også blive regnvejr fra nu af.

Hvad skal du i ferien?

onsdag den 4. juli 2012

Byhaven i Nørrebroparken

Det her er ikke Hamborg, selvom det sagtens kunne ligne det. Det er Nørrebroparken, hvor en gruppe beboere har fået lov til at bygge en have. Det ligger lige ved café Taxa.






Er der nogen, der genkender denne plante? Den grønne frugt lignede en lille lime.




Jeg synes, der var så fint! Jeg håber det får lov til at være der lidt i fred og ikke bare bliver hærværket væk. Det er helt klart et besøg værd inden, i så fald.

Nu får jeg helt lyst til at have fri med alle de billeder af sommeren. Men jeg har lige en arbejdsdag til i dag, i morgen skal jeg have ryddet op og gjort rent og fredag arbejde igen. Men så kommer weekenden også, og jeg tror slet ikke på de rygter om regnvejr. Jeg har loppemarkedplaner!

tirsdag den 3. juli 2012

Immer gerade aus

Altid ligeud. Det sagde min tyske oldemor, dengang hun levede, og det har min familie sagt lige siden. I min tolkning betyder det, at man skal holde ud, når tingene er svære, dumme eller bare ikke helt som man havde håbet på.

Immer gerade aus, når sommeren aldrig bliver mere end et par dage. Den kommer igen.

Immer gerade aus, når man vågner til trykluftsbor. Det holder op.

Immer gerade aus, når man ikke kan lide at komme hjem til et tomt hjem. Man lærer at glædes ved det, og kærester kommer altså hjem fra festival igen.

Immer gerade aus, når man drømmer og drømmer hele natten om gamle dage og mennesker fra gamle dage og bliver vækket af skrigende måger kl. 6 og angsten for, at de flyver ind ad vinduet. Det gør de ikke. Det tør de ikke.

Immer gerade aus, når ryggen værker, når hovedpinen aldrig varer mindre end én dag, når piller ikke virker og man bare kan vente. Den holder op. Det bliver bedre.

Immer gerade aus, når ens gamle lejeselskab trækker en gennem en lang sag for, at få en til at betale for hele nyrenoveringen af lejligheden (eller hvad det er de har brugt 20.000 kr. på i en 1v). Sagen slutter snart. Retshjælpen er på min side.

Immer gerade aus, når en underviser endnu en gang har misforstået min litteraturanalyse, eller jeg har misforstået dem, eller man ved det ikke. Det er okay. Karakterer siger ikke så meget om end person.

Immer gerade aus. For alting bliver altid bedre. Det siger min erfaring, nemlig. Og alting er meget bedre i disse dage end det nogensinde har været. Og det har været dumt, dumt, frygtelig dumt, selvom den slags sjældent kommer ud på den her blog. Og nu er det fantastisk.