fredag den 30. januar 2009

Klar, parat, start, NU!

Så er jeg efterhånden ved at komme ned på jorden igen, efter at have været hjemme et par dage.

Heldigvis er der masser af gode ting ved at komme hjem. I dag fik jeg den sidste karakter jeg ventede på: For min medieopgave om Friends. Der fik jeg også 10! Det var så mit tredje 10-tal på universitet. "Så nu går du efter 12-tallerne?" som min far sagde, ikke uden lidt stolthed i stemmen. På mandag skal jeg til introduktion på mit nye arbejde, ooog på tirsdag starter 4. semester!

Jeg sidder lige og udfylder et ret fint skoleskema, jeg fandt på nettet (Her - er det ikke oldschool? :D), og jeg kan se, at den kommende tid bliver travl for mig. Jeg skal arbejde mandag og tirsdag (15 timer om ugen). Tirsdag har jeg undervisning fra 10-14, torsdag 12-15 og fredag 10-16 (dog med en enkelt mellemtime i mellem). Derudover skal jeg også læse til timerne og skrive opgaver. Ret meget for en som mig, der plejer kun at gå i skole og ellers bare have fri. Meeen sådan er det virkelige liv jo desværre ikke. Og det er nok meget fornuftigt snart at tage en pause fra mit SU-lån.

Nå, jeg skal videre i min jagt efter pæne mapper til reolen. Always redecorating :)

onsdag den 28. januar 2009

California Dreaming


Woah, så er jeg hjemme igen efter ti dage i Los Angeles. Det har været superfedt, og det er lidt koldt og kedeligt at komme hjem. Dog rart at have ferie lidt endnu - skal først starte på arbejde på mandag (tror jeg) og i skole på tirsdag. Da jeg var over there fik jeg to ret dejlige mails fra Danmark:
1. "Du har fået jobbet!" (Som studentermedhjælper på Teknik- og Miljøforvaltningen i Njalsgade - skal hjælpe til med deres intranet og tage billeder... det lyder ret fedt, og de virker virkelig flinke. Score!)
2. "Din valgfagsopgave var god og fokuseret, og du bliver sikkert glad for at høre, at vi har givet dig 10." (Jo tak :D Riiimelig glad.)

Så er det selvfølgelig lidt nemmere at komme hjem. Både fordi der venter et spændende job, og fordi det er lidt federe at komme tilbage på uni, når de lige har fortalt en, at man kan finde ud af det.

Nå. LA. Min moster har boet i LA i omkring 17 år og min onkel og tante (+ 4 børn) boede i San Diego i en del år før de flyttede tilbage til Danmark, så med de connections har der i løbet af mit liv været gode muligheder for at tage til Californien. Det var derfor sjette gang jeg var der denne gang. Hver gang er det en ny oplevelse og ti dage forsvinder hurtigt sådan et fantastisk sted. Det var selvfølgelig også rigtig sjovt at have Martin med og kunne vise ham min yndlingsby.

Mange mennesker har et negativt indtryk af USA og Californien: Regeringen er forfærdelig, amerikanerne er overfladiske, LA er bare et stort kriminelt villakvarter uden charme osv. osv. Jeg ELSKER USA. I hvert fald de steder jeg indtil videre har været: Californien, Oregon og Washinton. (Kunne også godt lide Canada og Mexico, de gange jeg har taget små bitte ture derhen.)

Det er ikke fordi jeg er særlig begejstret for Bush, og jeg ved da også godt, at Obama ikke kan redde HELE verden. Jeg håber dog han kan redde lidt af den. Amerikanerne ER overfladiske, men det er at foretrække frem for sure danskere. Groft sagt er amerikanerne bare glade! De er vildt gæstfrie og inviterer altid folk ind i deres hjem og liv. Servicen i butikker og på spisesteder er virkelig høj, og alle er altid klar til at hjælpe en med et smil. Selvfølgelig gør de det lidt fordi de ved, at så stiger drikkepengene, men det virker som om det også er en del af deres personlighed. Kommer man om turist gående ned ad gaden med et kamera, stopper fremmede mennesker en og fortæller hvor man ellers kan gå hen for at få flotte billeder.

Derudover vrimler det med hyggelige caféer, fantastiske butikker, sindsygt flot arkitektur og svimlende smuk natur. Beboerne i LA kan godt lide økologiske supermarkeder, god kaffe og kæmpestore boghandlere. Kører man lidt uden for byen er der bjerge og kyst så langt øjet rækker. Og jeg kunne blive ved :)

Et lille udvalg af oplevelser fra denne tur:
- Disneyland. Mit andet besøg. Totalt gennemført forlystelsespark, hvor alting er Disney-formet og med Disneymusik kørende i højtalerne. På alle hjørner støder man på Anders And, Mickey Mouse, Peter Plys, Mary Poppins osv. - dukker med mennesker indeni altså. Kan få selv den hårdeste kyniker til med tårer i øjnene at huske sin barndom med Skønheden og udyret i tv'et, Anders And-blade og Peter Plys-bamser. Snøft.

- Jordskælv. Rimeligt surrealistisk at opleve et 3,4-jordskælv i LA efter det i Danmark. Især fordi ikke engang LA Times gad omtale det på deres hjemmeside. De er for vant til det. Dog panikker folk alligevel lidt og bilerne holder ind til siden, fordi alle husker det store jordskælv som efterhånden er for så mange år siden, at de er begyndt at frygte et nyt.

- Ballongyngerne på molen i Santa Monica mm. Ret sejt hele tiden at være steder, hvor de også har været i Beverly Hills 90210.

- At køre forbi kæmpestore slot-agtige villaer i Beverly Hills og forestille sig hvordan det er at være så rig.

- Stand up i Hollywood. 5-6 komikere der allesammen indledte med at rose Obama og nedgøre Bush :)

- Target: Kæmpestor butik som har alt. Billigt.

- Whole Foods: Økologisk supermarked med sushibar, salatbar, kagebar, vinbar osv. osv.

- At se alle bilerne køre med amerikansk flag, for at fejre Obama.

- At opleve Martin spise skorpioner på en asiatisk restaurant.

- At tage med min moster op i bjergene og se den grund som hun overvejer at købe til sin rideskole. Før i tiden lå der et roadhouse, hvor The Eagles, Jim Morrison osv. er kommet. Vi fandt en gammel dåse med skudhuller. Det var lidt sejt :)

Eventuelt blogger jeg igen med flere billeder, især hvis der er ikke rigtigt sker noget i Danmark :P

onsdag den 14. januar 2009

foto-update

Her lidt billeder fra den sidste tid... :)

Guilty pleasures et par dage før jul. Mmmh...

Da skilsmisser og rodede kældre har det med at skære lidt ned på mængden af julepynt måtte vi den 24. om dagen sætte os ned og producere lidt selv. Jeg lærte hermed at kræmmerhuse er ultimativt dumme, men at hjerter med lidt tålmodighed godt kan lade sig gøre. Især hvis man klipper dem rigtigt først.



Her et par dage før vi tager afsted til det store fantastiske udland... LA! Jeg blev som sædvanlig syg så snart jeg havde afleveret den sidste opgave, så nu prøver jeg at spise det væk inden vi skal flyve. Flyvning og stoppet næse passer bare rigtig dårligt sammen.

Glædelig januar til jer også! Nu skal jeg til møde på min mors fritidshjem for at hjælpe dem med at modernisere deres hjemmeside lidt. Hjælpe som i = ekstra penge til ferien! Hurra :)

tirsdag den 6. januar 2009

smart :)

Cecilie sb., -en, -er.

handling el. udtalelse med pinlige el. uheldige konsekvenser; fejltagelse; brøler, fadæse

- "Forleden dag lavede jeg en rigtig Cecilie, da jeg glemte mine nøgler. I nøglebundet var nemlig både mine cykelnøgler og nøglen til min mors lejlighed, som jeg var på vej hen for at læse i."
- "Du kan tro jeg lavede en Cecilie her den anden da. Efter at have skrevet og afleveret en hel medieopgave, opdagede jeg, at jeg ikke havde afkrydset "include footnotes", når jeg har talt tegn op, selvom at fodnoter skal inkluderes i antal tegn på mit institut."

Eksemplerne er baseret på virkelige hændelser.

lørdag den 3. januar 2009

Når jeg bli'r stor...

Godt nytår! Jeg beklager mangel på updates, men jeg er en af dem, der har måtte bruge hele "ferien" på at skrive opgaver... og det fortsætter stadig, nu tager jeg mig bare lige en lillebitte pause, fordi jeg skal skrive en studierapport. Det er slet ikke sjovt, så det kræver flere pauser!

Nå, men altså i juleferien kommer der jo også tit film i tv, og dem må man gerne se, hvis man skriver rigtig meget opgave før de kommer. Så forleden dag så jeg Pay It Forward (lille dreng opfinder en smart ting med at hvis man hjælper tre mennesker og de så hjælper tre mennesker osv.... så bliver verden et bedre sted.) og i denne film optræder der en skolelærer. Det satte mine tanker i gang.

Da jeg var lille var det min største drøm at blive skolelærer. Er det ikke mærkeligt? Alle andre ville være fodboldstjerner og prinsesser og den slags - jeg ville bare være skolelærer. Det tog vist nok udgangspunkt i, at min klasselærer i den første del af folkeskolen var sådan rigtig dum og sur, og jeg var helt sikker på, at jeg kunne gøre det bedre end ham. Det sjove er, at selvom jeg i tidernes løb har skiftet drømmejob mange gange (indretningsarktitekt, journalist, psykolog, rejsebogsforfatter... you name it), har jeg altid siddet til undervisningen på forskellige skoler og tænkt, at det der, det ville jeg sgu kunne gøre bedre, eller måske bare lige så godt.

Og nu hvor man pludselig er kommet skræmmende tæt på at skulle beslutte, hvad man skal være når man bliver stor, så kommer lærerdrømmen langsomt men sikkert tilbage. Og det er selvom at min indre forfatter/journalist skriger op om at få lov til at "udøve sit talent", "tage chancen og blive berømt" osv osv. (min indre forfatter har meget høje tanker om sig selv). Men min indre lærer vil bare godt ud på et gymnasie og lære nogle teenagere, at de er bedre fagligt end de sikkert tror.

Og nu skal jeg altså til at vælge hvad jeg vil læse som tilvalg. Hvis jeg vil være gymnasielærer, skal jeg vælge det nu. Og vil jeg egentlig ikke godt det? Hmm. Jeg skal snart ned forbi HCA og spørge hvad han synes.

Det næste bliver så, at jeg skal finde ud af hvilket gymnasierettet fag jeg vil læse. Jeg tænker lige nu film- og medie.

Hvad skal I være, når I bliver store?