Mandag den 11. februar kl. 01.02 fødte jeg Vera - min lille, dejlige, fantastiske, smukke pige.
Mine veer startede søndag morgen og tiltog i løbet af dagen. Sent på eftermiddagen kørte vi til Rigshospitalet, og så startede hele showet med alt hvad der nu hører sig til. Jeg blev blandt andet ret glad for lattergas, men klarede mig uden en epiduralblokade eller andet der involverede nåle. Som jeg meget tydeligt forklarede dem, da vi ankom - ingen nåle! Det var nok min sidste fuldendte sætning i lang tid - ellers gjorde jeg mig mest i "umf!" (kunne både betyde ja og nej, men mest "find dog selv ud af det!"), "lattergas!", "VE!" og "fire" ( = jeg vil op og ligge på alle fire - tak til tankelæser-jordemoder og Jesper ikke mindst.)
Der var nogle komplikationer til sidst, da min livmoder var blevet så træt, at den ikke kunne lave ordentlige veer. Vi er derfor nogen, der
selv har presset barnet ud - næsten uden hjælp fra presseveer. Følgerne af dette var noget med lidt for meget blod mistet (mit, heldigvis!) og også noget med nogle nåle, som gik alligevel, fordi verdens dejligste datter lige var svuppet op på mit bryst.
Jeg var rimelig stolt af mig selv bagefter, og hørte også jordemoderen spørge Jesper om jeg mon havde gået til fødselsforberedelse, for det virkede virkelig sådan - det har jeg ikke (altså den slags hvor man lærer vejrtrækningsteknikker osv.), men jeg tror det har hjulpet mig meget, at jeg op til fødslen havde fået en del fysioterapi, som gjorde ret ondt, og da havde jeg øvet mig rigtig meget i at trække vejret grundigt imens. Lattergas var godt, men det var helt klart dybe vejrtrækninger på de rigtige tidspunkter, der gjorde den største forskel.
Bagefter troede vi, at vi kunne komme på barselshotellet som lovet, men der var fyldt op. Sundhedsplejersken har siden fortalt os, at det er første gang i hele hendes karriere, at hun havde hørt om, at det skete om vinteren. Når man kommer på barselshotel, får man en lille familiestue, hvor far, mor og barn kan bo og få mad og pleje i to overnatninger, mens de vænner sig til det hele. Her er der sygeplejersker og jordemødre, der rådgiver og hjælper, og man kan få hjælp til at lære at amme (det skal læres!).
Det eneste alternativ var, at Jesper tog hjem og fik lidt søvn, og jeg blev indlagt på barselsgangen på hospitalet (der hvor dem med komplicerede fødsler bor) sammen med Vera. Jeg måtte ikke tage hjem endnu, da de var lidt bekymrede over mit blodtab. Næste dag var jeg i bedring, så vi fik lov til at tage hjem alle tre om aftenen.
Herhjemme har vi savnet barselshotellet lidt og haft et par ret hårde dage, hvor Vera har grædt og grædt og grædt og ikke sovet særlig meget ad gangen - og helst på vores maver, slet ikke i sin vugge. I går kom sundhedsplejersken på besøg, og det viser sig, at hun ikke har taget nok på og simpelthen bare var rigtig sulten. Derefter gik jeg ammeamok, hvor vi endda skulle vække hende for at amme. Det fraråder man ellers normalt.
Men så kom der også ro på! Siden da har hun været sød og rolig det meste af tiden, og hun har sovet flere timer ad gangen!! Kræver næsten endnu flere udråbstegn ! ! ! Det kan ikke understreges nok hvor meget søvn gør for overskuddet og humøret. I dag har jeg nærmest lyst til at holde en fest, men bare vent... Bag hver hjørne venter næste træthedsnedtur.
Man kan selvfølgelig slet ikke beskrive hvordan det føles at få et barn, men tænk på din værste tømmermændsweekend eller eksamensuge og gang den med ti. Tilsæt derefter din bedste, sødeste og vildeste forelskelse - og tilsæt så lidt mere af alt muligt. For eksempel timer (hvor du kunne have valgt at sove) tilbragt med at stå og kigge på et sovende barn, der bare sover på en nuttet måde eller endnu bedre: et vågent barn, der ligger og kigger på dig. Det er faktisk den bedste følelse i verden. Og retfærdigør alle lidelser ved fødsel, besværlig graviditet, ammeproblemer (av!) og søvnmangel.