onsdag den 20. februar 2013

Den bloggende baby


Vera - måske verdens yngste blogger?

Jesper og jeg har besluttet, at vi som en start vil undgå billeder af Vera frit tilgængeligt på nettet. Derfor lægger vi ikke billeder på facebook, bloggen og instagram. I stedet for har vi oprettet en privat blog, hvor vi selv skal give læsere adgang til at følge med. På den måde har vi lidt bedre styr på hvor billederne kan havne og hvem der ser dem. Derfor skriver man bare en mail til mig, hvis man vil læse med - evt. kan man jo lige skrive, hvem man er, hvis der er en risiko for, at jeg ikke kan regne det ud. Læserne af denne blog skal være meget velkomne - I bliver bare nødt til at komme frem fra jeres skjul i en lille mail :)

Der er mange forskellige grunde til den beslutning. Vigtigst er det dog at understrege, at jeg ikke nødvendigvis synes det er en dårlig idé, at I andre lægger billeder ud af jeres børn. Vi har selv været meget i tvivl og har overvejet mange muligheder. Der er mange, der har efterspurgt billeder, så vi skulle finde en måde at få dem ud til folk på, men jeg synes indtil videre ikke rigtig jeg har lyst til at lægge billederne ud frit. Jeg kan ikke lide, at hun ikke selv kan sige fra og bare bliver social media baby med det samme. Måske er jeg bare fjollet og naiv, men det er også okay. Vi ændrer måske indstilling senere, men så tager vi den derfra.

En lille bonus er måske, at denne blog ikke bliver fuldstændig babyficeret? Det bliver spændende at se, hvad der sker! Jeg vil i hvert fald forsøge at blogge om andre ting også, også bare for min egen skyld. Så man husker at holde fast i livet, og ikke bare Veras lille liv. Selvom det er så fortryllende og fantastisk.

Men lige nu kan man sagtens se Vera - hun er bare en mail væk.

fredag den 15. februar 2013

Gæt hvad


Mandag den 11. februar kl. 01.02 fødte jeg Vera - min lille, dejlige, fantastiske, smukke pige.

Mine veer startede søndag morgen og tiltog i løbet af dagen. Sent på eftermiddagen kørte vi til Rigshospitalet, og så startede hele showet med alt hvad der nu hører sig til. Jeg blev blandt andet ret glad for lattergas, men klarede mig uden en epiduralblokade eller andet der involverede nåle. Som jeg meget tydeligt forklarede dem, da vi ankom - ingen nåle! Det var nok min sidste fuldendte sætning i lang tid - ellers gjorde jeg mig mest i "umf!" (kunne både betyde ja og nej, men mest "find dog selv ud af det!"), "lattergas!", "VE!" og "fire" ( = jeg vil op og ligge på alle fire - tak til tankelæser-jordemoder og Jesper ikke mindst.)

Der var nogle komplikationer til sidst, da min livmoder var blevet så træt, at den ikke kunne lave ordentlige veer. Vi er derfor nogen, der selv har presset barnet ud - næsten uden hjælp fra presseveer. Følgerne af dette var noget med lidt for meget blod mistet (mit, heldigvis!) og også noget med nogle nåle, som gik alligevel, fordi verdens dejligste datter lige var svuppet op på mit bryst.

Jeg var rimelig stolt af mig selv bagefter, og hørte også jordemoderen spørge Jesper om jeg mon havde gået til fødselsforberedelse, for det virkede virkelig sådan - det har jeg ikke (altså den slags hvor man lærer vejrtrækningsteknikker osv.), men jeg tror det har hjulpet mig meget, at jeg op til fødslen havde fået en del fysioterapi, som gjorde ret ondt, og da havde jeg øvet mig rigtig meget i at trække vejret grundigt imens. Lattergas var godt, men det var helt klart dybe vejrtrækninger på de rigtige tidspunkter, der gjorde den største forskel.

Bagefter troede vi, at vi kunne komme på barselshotellet som lovet, men der var fyldt op. Sundhedsplejersken har siden fortalt os, at det er første gang i hele hendes karriere, at hun havde hørt om, at det skete om vinteren. Når man kommer på barselshotel, får man en lille familiestue, hvor far, mor og barn kan bo og få mad og pleje i to overnatninger, mens de vænner sig til det hele. Her er der sygeplejersker og jordemødre, der rådgiver og hjælper, og man kan få hjælp til at lære at amme (det skal læres!).

Det eneste alternativ var, at Jesper tog hjem og fik lidt søvn, og jeg blev indlagt på barselsgangen på hospitalet (der hvor dem med komplicerede fødsler bor) sammen med Vera. Jeg måtte ikke tage hjem endnu, da de var lidt bekymrede over mit blodtab. Næste dag var jeg i bedring, så vi fik lov til at tage hjem alle tre om aftenen.

Herhjemme har vi savnet barselshotellet lidt og haft et par ret hårde dage, hvor Vera har grædt og grædt og grædt og ikke sovet særlig meget ad gangen - og helst på vores maver, slet ikke i sin vugge. I går kom sundhedsplejersken på besøg, og det viser sig, at hun ikke har taget nok på og simpelthen bare var rigtig sulten. Derefter gik jeg ammeamok, hvor vi endda skulle vække hende for at amme. Det fraråder man ellers normalt.

Men så kom der også ro på! Siden da har hun været sød og rolig det meste af tiden, og hun har sovet flere timer ad gangen!! Kræver næsten endnu flere udråbstegn ! ! ! Det kan ikke understreges nok hvor meget søvn gør for overskuddet og humøret. I dag har jeg nærmest lyst til at holde en fest, men bare vent... Bag hver hjørne venter næste træthedsnedtur.

Man kan selvfølgelig slet ikke beskrive hvordan det føles at få et barn, men tænk på din værste tømmermændsweekend eller eksamensuge og gang den med ti. Tilsæt derefter din bedste, sødeste og vildeste forelskelse - og tilsæt så lidt mere af alt muligt. For eksempel timer (hvor du kunne have valgt at sove) tilbragt med at stå og kigge på et sovende barn, der bare sover på en nuttet måde eller endnu bedre: et vågent barn, der ligger og kigger på dig. Det er faktisk den bedste følelse i verden. Og retfærdigør alle lidelser ved fødsel, besværlig graviditet, ammeproblemer (av!) og søvnmangel.





søndag den 10. februar 2013

Gravid over terminen: Tid er noget mærkeligt noget


Netop nu går jeg ind i 42. graviditetsuge. Det vil sige, at jeg er gået en uge over min termin. Det vil sige, at det er nu man:

  • bliver riiiimelig utålmodig
  • modtager en del nysgerrige sms'er og telefonopkald, de fleste sløret af "nååårhmen, jeg ville bare lige høre, hvordan du havde det...." (Har du født endnu? Har du, har du, har du?) (Nej.)
  • på en gang frygter og glæder sig ved tanken om igangsættelse
  • sætter ture i supermarkedet så højt, at det kan være ren eufori at give sig selv frie tøjler og dermed komme hjem med ovenstående
  • googler "sæt fødslen i gang selv" og seriøst overvejer at spise 7 kg ananas på en dag, bage en ve-kage eller løbe en tur rundt om søerne
  • støvsuger under sofaen
  • synes at morgenens snerydning var en skelsættende og oplevelsesmættet hændelse
  • ikke gider se flere film eller tv-serier
  • ved præcis hvordan de fire-fem puder skal placeres i sengen for, at man ligger bedst med færrest smerter
  • støver babyting af, fordi det er så lang tid siden man satte dem op
  • ikke synes, at smerten ved fødsel lyder spor skræmmende, men tværtimod meget tiltrækkende
  • bliver skør.
Søde, søde baby. Så er det sgu ud af mor!

torsdag den 7. februar 2013

Iskaffe uden for sæson


Nogen ville måske bemærke, at man ikke rigtig drikker iskaffe i februar. Men åbenbart vender morgenkvalmen en lille smule tilbage som højgravid og nu får jeg pludselig kvalme af kaffe igen - meget uretfærdigt! (Især fordi vores køkken efter jul bugner med lækre kaffevarianter - det burde faktisk være ulovligt at få kvalme af Coffee Collective-kaffe!) Nå, men iskaffe kan jeg åbenbart godt drikke. Man kan jo købe en del varianter i 7/11 (som ligger tre sekunder væk herfra), men 17 kr. for en lille dåse "Ice espresso" er måske lige i overkanten til en hverdagskaffe. (Hvis man altså kan kalde den her tid for hverdag. Det kan man nok ikke. Jeg kalder den for ikke-tid.)

Så nu har jeg lavet min egen iskaffe. Uden brug af isterninger, for det vil min Netto-blender altså ikke knuse. Gør sådan:

  • Find en beholder frem, som kan være i din fryser.
  • Put en tsk nescafé, en tsk mørk sirup og en tsk kakaopulver i bunden.
  • Fyld op med cirka en dl varmt vand.
  • Pisk med dit mindste piskeris eller en gaffel.
  • Tilsæt 3-4 dl kold mælk, afhængig af hvor stærk du plejer at kunne lide din kaffe.
  • Skru låget på beholderen og sæt den i fryseren.
  • Vent en halv time.
  • Tag ud, hæld på glas og sæt et flot sugerør i. Det på billedet er fra Tiger.
Skål!

tirsdag den 5. februar 2013

Bonustid


Så kom terminsdagen, blev lidt og gik igen. Det var i søndags. Der er stadig ikke kommet nogen baby. Min jordemodertante siger, at førstefødende gennemsnitligt føder fire dage efter terminen, så jeg kan godt forstå, hvis baby ikke føler noget forventningspres endnu.

Så de her dage kan jo faktisk godt betragtes som bonustid. Jeg er lidt utålmodig, men det er egentlig ikke så slemt. Jeg hækler på livet løs, går nogle ture, drikker kaffe på café, har besøg, snakker i telefon og passer mine krydderurter i vindueskarmen.

Det besværlige er, at jeg hver aften får plukkeveer så slemme, at de for en nybegynder sagtens kunne føles som begyndende almindelige veer. Det er dog bare snydeveer indtil videre, for de går i sig selv igen så snart jeg panisk begynder at pakke de sidste ting til hospitalet, stresshvile mig og ikke mindst smitte Jesper med stemningen.

I dag har jeg brugt noget af bonustiden på at oprette en hækleblog, så denne blog ikke behøver blive spammet med hækling, og så er det også motiverende at få lov til at blære sig lidt med sine produktioner. Til jer, der godt gider se på hækling, kan I følge med her. Jeg pønser på at lave begynderguide derinde, måske i hvert fald med nogle gode links til hjælpesider og de råd, jeg ville ønske jeg selv havde fået, da jeg startede. Jeg synes nemlig hækling er cool og fortjener meget mere street cred.

søndag den 3. februar 2013

Fastelavnsboller med fyld af marcipan og nougat


Til syv fastelavnsboller:

(Det er en opskrift baseret på forskellige opskrifter fra nettet, som jeg hurtigt læste inden jeg gik i køkkenet - så det er delvist fra hukommelsen og delvis improvisation. Alle opskrifter jeg fandt var på mange flere boller, men så mange spiser man jo altså ikke. (Vel?) Så betragt det som en opskrift mod madspild - eller gang den op...)

Ingredienser:

  • 1 spsk sukker
  • 1 æg
  • 25 g gær
  • 1½ dl mælk
  • 75 g smør
  • 250 g mel
  • 1 tsk kardemomme
Fyld:
  • Marcipan
  • Nougat
Varm mælken op til 30 grader og opløs gæren heri. Pisk æg og sukker i en anden skål og hæld blandingerne sammen. Smelt smørret og lad det køle af og pisk det i blandingen. Til sidst tilsættes mel og kardemomme, og dejen æltes lidt og stilles til hævning i 25 minutter.

Rul dejen ud til en aflang firkant og skær den ud i syv korte, aflange striber. Læg lidt marcipan og nougat midt på hver stribe og fold den sammen til en bolle. Mas dejen lidt sammen i siderne, så fyldet ikke ryger ud af bollen.

Bages på 200 grader i ca. 15 minutter. Jeg har bagefter pyntet mine med smeltet chokolade og frysetørrede hindbær, men det faldt af igen, når man spiste dem, fordi der var lidt mel på bollerne. Jeg tror glasur med flormelis ville være bedre, men jeg gad ikke forlade lejligheden :)

(Se så. Jeg kan sagtens skrive indlæg, der ikke handler om babyer eller hækling. Og nej, jeg har ikke født, selvom jeg har termin i dag. Men jeg sidder i sofaen med alt mit hækletøj og venter spændt.)