fredag den 4. januar 2013

Meget nørdet indlæg om gratis babypakker

I går var vi på den helt store babypakkejagt, og selvom jeg sagtens kan se, hvor uendeligt uinteressant det her må være for alle, der ikke har en baby på vej, ved jeg, at det vil være interessant for rigtig mange i min situation. (Måske det er interessant fra en eller anden anden vinkel? Samfundsanalyse?) Så hermed:

Den store gratis babypakke-oversigt!

Først lidt info til de helt nye i babybranchen: Mange firmaer forærer pakker med gratis vareprøver til vordende forældre. Fordelen for dem er, at de kan håbe på at få dig i nettet, så du fremover vil bruge deres produkter. Forleden for dig er, at du får et godt overblik over de forskellige produkter, samt at du får lov til at prøve en masse forskelligt før du går ud og bruger penge på noget. Jeg tror forresten, at indholdet ændrer sig en anelse en gang i mellem, men overordnet set passer det nok meget godt.


Fra Matas
Hvordan du får den: Meld dig ind i Club Matas her og oplys, at du venter barn i indmeldingsproceduren - du skal bare sætte et kryds et sted. Herefter kan du gå ned i Matas og hente dit medlemskort + babyposen.
Indhold: Posen (som er et fin mønstret net i plastik, der sagtens kan genbruges - dog med logo) indeholder to engangsbleer fra Pampers til forskellige størrelser babyer (bonusinfo: Der er figurer fra Sesame Street på den ene), fodbadesalt til mor (eller far, der jo slæber på alting undtagen baby her til sidst i graviditeten), sutteflaske fra Philips, ansigtsrens til mor (eller far?), babysalve og babylotion fra Matas Stribede og to Vores Børn Mini-blade, som er et par måneder gamle.


Fra Rema 1000
Hvordan du får den: Bestil pakken til din lokale Rema 1000 her og husk så hvilken butik det er, så du ikke går forgæves i den forkerte, ligesom mig. Herefter får du en mail, som du skal printe ud og have med ned i butikken. Der står dog også, hvilken butik det er, så det kræver en ret voldsom pre-ammehjerne (som min, fx) at tage fejl.
Indhold: Alt er fra Rema 1000's egen svanemærkede babyserie. Stor pakke bleer til nyfødte, stor pakke vådservietter, udadtil lille udseende pakke engangsvaskeklude (men der står 50 stk på pakken), sut, bamse og babyshampoo.


Fra Libero
Hvordan du får den: Meld dig ind i Libero-klubben her. Et par måneder før terminen får du tilsendt en kupon, som du skal aflevere i Føtex (der er vist også andre butikker, du kan hente den i) for at få din pakke. Når barnet fylder et år, får du en til pakke, men den har jeg af gode grunde ikke prøvet endnu.
Indhold: Stor pakke Libero bleer, Libero ammeindlæg, Libero vådservietter, Libero babylotion, Lamaze legetøj og en gratis prøve Tena Lady. (Ja, det får man nok brug for - den info er jeg sikker på, at alle I ikke-mødre er glade for at få?)


Fra Babysam
Hvordan du får den: Bestil pakken fra Babysams hjemmeside. Herefter får du en mail, som skal printes ud og afleveres i butikken, hvor pakken udleveres. Hold pause på Café Staalvand i Brønshøj, hvis du cykler helt ud til Babysam i Husum. (Okay, det sidste behøves ikke, men det er det eneste, der kan lokke mig helt til Husum på cykel.)
Indhold: Rabatkuponer til gratis kop med foto af baby og rabat hos Derma, diverse kataloger og baby/gravidmagasiner (ligner mistænkeligt noget reklamehalløj), magasinet Far, mor og børn, magasinet Gravid (det her er fra august, men de udkommer ikke så tit, så det er nok cirka det næstnyeste. Ok blad med en del info, som fx lister over nødvendigt babyudstyr, indhold i tasken til fødegangen osv.), stor pakke Always trusseindlæg til mor, lille flaske skælshampoo fra Head and Shoulders, vareprøver af Derma babyprodukter, lillebitte salve mod arp, sut (med teksten I (hjerte) mum), babyskeer fra Hipp og engangsble til nyfødte fra Pampers.
Bonus: Sammen med babypakken kunne man også bestille en gratis blespand. Den er sådan set meget smart, men jeg tror finten er, at den kun virker til nogle ret dyre poser, som Babysam sælger. Kan dog ikke rigtig udtale mig om nødvendigheden af dette endnu - jeg ved faktisk ikke noget som helst om bleer... (endnu!)

Jeg vil ikke begynde at anmelde pakkerne, da jeg jo ikke rigtigt har taget indholdet i brug endnu. Derudover er de jo gratis og forholdsvis nemme at få fat på, så man kan jo selv prøve sig frem. Men jeg tænkte, at det ville glæde mange at få lidt info om indholdet og fremskafningsmetoden.

Og nu ser det så også lidt mere babyagtigt ud i puslehjørnet:




12 kommentarer:

Linen sagde ...

jeg må indrømme at jeg blev pænt skuffet over pakken fra babysam. Jeg skulle køre til den anden ende af byen for så at få den der ret store papkasse hvor der primært var reklame-blade og meget små prøver i, og så spammer de virkelig min mailbox. Til gengæld synes jeg remas virker ret fornuftig. Og ja jeg tillader mig lige at ha' en holdning selvom jeg heller ikke har prøvet indholdet rigtig endnu :-)

Cecilie L. sagde ...

Haha ja, jeg er også begyndt at få opkald fra telefonsælgere, tror det er gennem Babysam. Men jeg blev glad for Gravid-bladet, det er jo dyrt normalt :) Men nu da jeg lavede indlægget, synes jeg måske også Babysams pakke er lidt sørgelig i forhold til de andre.

Bitten sagde ...

Altså JEG syntes, at det var et knaldgodt indlæg :D Glæder mig til at høste alle pakkerne!

Cecilie L. sagde ...

Jubii, det er jeg glad for! :)

Linen sagde ...

Du kan også godt regne med at Gyldendals børnebogklub ringer en af dagene... Jeg blev også ringet op af Tænk den anden dag, gad vide om de også er med i spammer-klubben? :-)

Cecilie L. sagde ...

Ja, Gyldendal ringede også til mig. Jeg nåede bare at sige "Vi vil ikke være med i bogklubben, da vi har en del bøger allerede..." - så blev han sur, vrissede "Det var ellers gratis!" og lagde på! Haha. Og så ringede Falck. Tænk ringer nok snart...

Stine sagde ...

Vi har smidt vores blespand ud. De poser er så skide dyre. Nu bruger vi en almindelig toiletspand med meget billige affaldsposer i ;)

Er det virkelig først når Dicte er 1 år, jeg får nr to fra Libero? Troede det var snart :(

Måske kan man stadig få en gratis mam-sut på deres facebookside?

Stine sagde ...

Hov, og på apoteket kan man få en lillebitte pakke med tre prøver. Jeg har været ret glad for babysalven. :)

Cecilie L. sagde ...

Stine - jeg havde det nok lidt på fornemmelsen!

Hmm, ja jeg tror først det er der. Ved ikke med sutten. Ved faktisk slet ikke noget om sutter... heh

Må prøve på apoteket også :)

Linen sagde ...

Så fik jeg også en opringning fra Falck... Først prøvede han at sælge mig en privat sundhedsforsikring, hvilket jeg måtte fortælle ham at jeg er modstander af, "men er der ingen af jer der døjer med nogle skavanker eller noget" øøøøhhh udover at være højgravid var jeg lige ved at sige, men nøjedes med "øh neeej" der efter prøvede han med noget til bilen, hvortil mit svar tørt var " ja, vi har så ikke nogen bil" " nå men så skal jeg vist ikke tage mere af din tid" "nej tak" Hvorfor er det jeg altid lige tænker, jeg kan da godt lige høre hvad manden har at sige, og så ender med at blive vildt irriteret på deres over-smigrende-smaskene-sælger-stemmer... Suk!

Cecilie L. sagde ...

Haha. Hvor godt. Da de ringede til mig, lod jeg også sælgeren tale ud. Da hun havde forklaret alt det smarte ved deres familieabonnement, spurgte jeg om ikke jeg fik det samme fra det offentlige system ("hvis I bliver meget syge, vil vi køre jer til hospitalet!" - Ih tak, er det ikke det, der hedder ambulancer normalt og er gratis?) - Det var det så, med undtagelse af et førstehjælpskursus (som vi sikkert kan få billigere, evt. med studierabat et andet sted) og et sæt til at sikre hjemmet med (der er flere gratis babybokse med det udstyr) - flot!

Linen sagde ...

Hahaha de graver altså lidt deres egen grav de kære sælgere :-)