mandag den 16. januar 2012

H to the K to the Hong Kong


Sidder lige og nyder lidt rester fra fødselsdagen. Om få timer går turen til Hong Kong. Det bliver helt vildt :) nyd januar!

lørdag den 14. januar 2012

Som en ubeslutsom elefant i en slikbutik


... eller hvad det nu hedder.

I torsdags var jeg til eksamen i fonetik og overlevede på mystisk vis, fredag var jeg på arbejde i virkelig mange timer og i formiddags holdt jeg en diskret lille (ret forsinket) fødselsdagsbrunch for min nære familie. Min nære familie er på omkring 30 mennesker, da alle bedsteforældre, onkler og tanter har fået mange børn og oven i købet alle bor på Sjælland. I dag var vi 25, tror jeg. Jeg opgav at tælle. Jeg havde for travlt med at lave nye kander kaffe, sætte nye tærter i ovnen og hente ting som jeg havde glemt at andre mennesker bruger (sukker i kaffen og smør på brødet).

Det var rigtig hyggeligt, faktisk. Lejligheden rummede det hele uden at brokke sig, og det var jo en udmærket test.

Nå. Men nu har jeg så fri. Og jeg har glemt hvordan man gør det. Jeg har gennemskuet, at det nok er noget med noget rødvin, noget sukkerindeholdigt (bliver ikke noget problem - der er i hvert fald halvanden kage tilbage) og noget fra en skærm eller bog. Men jeg kan ikke vælge.

Skal jeg se en piget film fra Filmstriben?

Skal jeg catche op på mit Gossip Girl-bekendtskab?

Skal jeg gense en sæson fra Sex and the City?

Skal jeg læse Min Kamp 3?

Skal jeg læse alle Mumitegneserierne?

Eller skal jeg bare hælde lidt brunchrester i mig, drikke et halvt glas rødvin og gå direkte i seng kl. 8 og få sovet alt det jeg ikke har fået sovet i meget lang tid?

Jeg forudser lidt mix'n'match af ovenstående, men så ved man bare, at det ender med rødvin i tastaturet og chokolade på slumretæppet... Alternativt genser jeg bare X-factor (kunne ikke koncentrere mig om det i går, fordi jeg samtidig bagte kager og brød og prøvede at gennemskue hvor vi skulle placere alt vores rod) og falder i søvn i sofaen.

Og god weekend til jer også! Nyd den nu, og tænk på alle de små børn i Afrika, eller eksamensramte, der ikke har weekend. Ik'?

onsdag den 11. januar 2012

Utroligt men sandt

Jeg læser stadig til eksamen, men heldigvis på sidste dag. I morgen er det hele overstået på tre timer. Jeg går efter 2-tallet. Hvis bare jeg består den skrækkelige eksamen i skriftlig fonetik uden hjælpemidler (har de spist søm?!), så vil resten af mit studie gå som smurt... et år tilbage bare med et hygge-engelsk-semester og et lille, overkommeligt speciale.

Allerede da vi flyttede ind i lejligheden 1. december, var jeg i gang med at skrive opgave. Samtidig skulle jeg også til et væld af julearrangementer og lejligheden skulle jo ligesom også indrettes så den var nogenlunde til at bo i. Det var en pissehård måned, og det er heller ikke bedre med første halvdel af januar. Jeg har haft rigtig travlt med alting og slet ikke med særlig mange rare ting, desværre.

Det huslige arbejde herhjemme er derfor på ægte ligestillingsvis mest af alt blevet udført af nogen, der ikke er mig. Og hurra for ham - ingen forkert vaskede yndlingssweatre og opvasken taget hver dag. Mad får vi også.

Nu efter at eksamenssygen har besat mig så meget, at mit mundtlige sprog på mystisk vis er stort set forsvundet (har præsteret "bæg og acon" og det der er værre), er jeg nået til et nyt og spændende stadie: Husmorstadiet. Jeg længes konstant efter at købe ind, vaske op, lave mad osv. I går købte jeg ind, selvom vi ikke rigtig manglede noget. I dag vaskede jeg op, vaskede tøj osv., og forleden dag ryddede jeg soveværelsesgulvet, som i lang tid har lignet ... øhm, måske noget a la mit teenageværelse.

Det hele er selvfølgelig en stor overspringshandling, men den er altså virkelig rar. Det er dejligt at vaske op, mens man kigger ud over Nørrebros tage, det er fantastisk at lave mad til andre end sig selv og det føles utroligt tilfredsstillende at formindske det bjerg i soveværelset, som vist nok dækker over to misbrugte vasketøjskurve.

Desværre var det alt sammen forbudt og åndsvagt. Jeg har kun læst fonetik i en times tid i alt hele dagen... argh!

tirsdag den 10. januar 2012

Long shot

Jeg har hørt et par fugle synge om, at de ikke kan  lægge kommentarer på min blog, men nogen kan godt. Hvis du ikke kan, vil du så ikke sende mig en mail på cecilie.lindegaard at gmail.com og også lige skrive, hvilken browser du bruger?

Medmindre altså, at mine indlæg bare er blevet så kedelige, at I ikke gider kommentere mere. Nå.

onsdag den 4. januar 2012

På virtuelt loppemarked

I dag er jeg startet læsningen til min fonetik-eksamen, og hele dagen på læsesalen sad jeg slet ikke og tænkte "og så er den her konsonant altså frikativ", men nærmere "Ikea, Ikea, Ikea... og skal jeg have kødboller eller kylling til mine pommes frittes med flødesovs?" det meste af tiden. Det er faktisk første Ikea-tur siden flytningen, og jeg bliver til et 7-årigt barn hver gang. Jeg eeelsker Ikea, jeg elsker deres dårlige kantinemad og jeg vil have alt det jeg ikke må få/har råd til/har plads til/kan bære selv.

Denne gang bestod den obligatoriske slut-skuffelse i, at vi ikke kunne bære alt det vi gerne ville have. Som de super-planlæggere vi jo er, havde vi slet ikke overvejet, at vi ikke kunne have et tv-bord, en skoreol, cd-opbevaring, et natbord og et par småting i bussen hjem. Måske tænkte vi bare, at vores lejlighed jo er lille og i forvejen proppet til renden, så vi kunne jo kun købe små ting. Meeeen små tunge ting, åbenbart.

Derfor købte vi natbordet og de obligatoriske batterier og el-pærer og satte os på 150'eren hjem. Så voksne som vi jo er.

På vejen hjem snakkede vi om, at det måske også var federe ikke at købe ALT det vi mangler i Ikea. Men måske hellere vente til loppemarkedsæsonen og få købt noget flot, gammelt og billigt.

Og så var det, at jeg kom til at lave søgningen "retro" på den blå avis. Og se lige her! Det er jo fantastisk! Det tog lige mange af mine loppemarked-abstinenser:
I Søborg sælger en gammel frisørsalon ud af sine møbler. http://www.dba.dk/retro-frisoersalon/id-79684490/
Ovenstående kalender er der måske nogle mænd, der godt må få for deres koner... bare fordi den er så retro-sej! http://www.dba.dk/kalender-retro-vintage-f/id-79694859/
Her kan man gå amok i retro-stentøj - her er vist stort set et helt stel! http://www.dba.dk/keramik-tue-poulsen-keramik/id-79700474/

Er man lidt kreativ, kan man sy alt i retromønstre... http://www.dba.dk/stof-retro-stof-pakke-i/id-79752325/

Men jeg fandt ikke de hylder, jeg ledte efter. Så må jeg nok alligevel finde mig et loppemarked eller to, så snart jeg får tid til den slags igen.

tirsdag den 3. januar 2012

Fri fri fri og så på en regnvejrsdag

I går afleverede jeg min opgave - elektronisk endda, for så fancy er de nu blevet på mit institut! Opgaverne bliver af underviserne læst på iPads, så ingen kan få armene ned lige nu. Vi er SÅ innovative!

Jeg kan godt få armene ned, men ikke alt for meget i dag. I dag har jeg nemlig erklæret hviledag. Jeg besluttede, at det må man godt, når alle ens fridage i december bestod af mere eller mindre stressende julearrangementer og ikke af dage, hvor man bare laver, hvad der falder en ind. Jeg har brug for dage, hvor jeg ikke har nogle planer. Mere end nogensinde.

Det er underligt at tænke på. For et par år siden var jeg helt desperat, hvis jeg ikke skulle noget en aften eller en weekend. Jeg panik-planlagde kaffeaftaler og familiemiddage, hvis efterårsferien så så underlig tom ud i min kalender. Og jeg gik helt ned over, at TO af mine yndlingsveninder nænnede at tage på ferie - samtidig!

Jeg ved ikke præcist, hvad der er sket siden da, men det er nok noget med at have en fuldtidskæreste, et fuldtidsstudie og et deltidsarbejde, mens man jonglerer rundt med et fagråd og en par blogprojekter. Det smager desværre lidt for meget af et voksenliv, hvor man arbejder ni til fem og ikke kan købe julegaver og dagligvarer sammen med pensionisterne tirsdag formiddag. Et voksenliv som jeg har prøvet at undgå alt den tid jeg har været voksen.

Jeg tænker meget over det og på, hvad man egentlig bliver lykkelig af, men jeg ved ikke, hvad jeg skal synes om det hele lige nu. Jeg er glad for enkeltdelene i mit liv - min kæreste, mit studie, mit job, mine fritidsinteresser (bruger man stadig det ord eller var det noget man kun skrev i venindebøger i 1995?) og ikke mindst mine veninder, også når de rejser deres vej. Men det hele samlet - det er nogle gange lidt for meget til mig.

Måske genovervejer jeg nogle ting snart. Men om et år er jeg færdig, og så skifter jeg studie og deltidsjob ud med ét job, forhåbentligt. Og gymnasielærere arbejder kun ni til fem, hvis de planlægger det sådan. Og dét tiltaler mig.

Sikke en lang smøre! Gamle pebernødder til dem, der læste det hele!