onsdag den 28. januar 2009

California Dreaming


Woah, så er jeg hjemme igen efter ti dage i Los Angeles. Det har været superfedt, og det er lidt koldt og kedeligt at komme hjem. Dog rart at have ferie lidt endnu - skal først starte på arbejde på mandag (tror jeg) og i skole på tirsdag. Da jeg var over there fik jeg to ret dejlige mails fra Danmark:
1. "Du har fået jobbet!" (Som studentermedhjælper på Teknik- og Miljøforvaltningen i Njalsgade - skal hjælpe til med deres intranet og tage billeder... det lyder ret fedt, og de virker virkelig flinke. Score!)
2. "Din valgfagsopgave var god og fokuseret, og du bliver sikkert glad for at høre, at vi har givet dig 10." (Jo tak :D Riiimelig glad.)

Så er det selvfølgelig lidt nemmere at komme hjem. Både fordi der venter et spændende job, og fordi det er lidt federe at komme tilbage på uni, når de lige har fortalt en, at man kan finde ud af det.

Nå. LA. Min moster har boet i LA i omkring 17 år og min onkel og tante (+ 4 børn) boede i San Diego i en del år før de flyttede tilbage til Danmark, så med de connections har der i løbet af mit liv været gode muligheder for at tage til Californien. Det var derfor sjette gang jeg var der denne gang. Hver gang er det en ny oplevelse og ti dage forsvinder hurtigt sådan et fantastisk sted. Det var selvfølgelig også rigtig sjovt at have Martin med og kunne vise ham min yndlingsby.

Mange mennesker har et negativt indtryk af USA og Californien: Regeringen er forfærdelig, amerikanerne er overfladiske, LA er bare et stort kriminelt villakvarter uden charme osv. osv. Jeg ELSKER USA. I hvert fald de steder jeg indtil videre har været: Californien, Oregon og Washinton. (Kunne også godt lide Canada og Mexico, de gange jeg har taget små bitte ture derhen.)

Det er ikke fordi jeg er særlig begejstret for Bush, og jeg ved da også godt, at Obama ikke kan redde HELE verden. Jeg håber dog han kan redde lidt af den. Amerikanerne ER overfladiske, men det er at foretrække frem for sure danskere. Groft sagt er amerikanerne bare glade! De er vildt gæstfrie og inviterer altid folk ind i deres hjem og liv. Servicen i butikker og på spisesteder er virkelig høj, og alle er altid klar til at hjælpe en med et smil. Selvfølgelig gør de det lidt fordi de ved, at så stiger drikkepengene, men det virker som om det også er en del af deres personlighed. Kommer man om turist gående ned ad gaden med et kamera, stopper fremmede mennesker en og fortæller hvor man ellers kan gå hen for at få flotte billeder.

Derudover vrimler det med hyggelige caféer, fantastiske butikker, sindsygt flot arkitektur og svimlende smuk natur. Beboerne i LA kan godt lide økologiske supermarkeder, god kaffe og kæmpestore boghandlere. Kører man lidt uden for byen er der bjerge og kyst så langt øjet rækker. Og jeg kunne blive ved :)

Et lille udvalg af oplevelser fra denne tur:
- Disneyland. Mit andet besøg. Totalt gennemført forlystelsespark, hvor alting er Disney-formet og med Disneymusik kørende i højtalerne. På alle hjørner støder man på Anders And, Mickey Mouse, Peter Plys, Mary Poppins osv. - dukker med mennesker indeni altså. Kan få selv den hårdeste kyniker til med tårer i øjnene at huske sin barndom med Skønheden og udyret i tv'et, Anders And-blade og Peter Plys-bamser. Snøft.

- Jordskælv. Rimeligt surrealistisk at opleve et 3,4-jordskælv i LA efter det i Danmark. Især fordi ikke engang LA Times gad omtale det på deres hjemmeside. De er for vant til det. Dog panikker folk alligevel lidt og bilerne holder ind til siden, fordi alle husker det store jordskælv som efterhånden er for så mange år siden, at de er begyndt at frygte et nyt.

- Ballongyngerne på molen i Santa Monica mm. Ret sejt hele tiden at være steder, hvor de også har været i Beverly Hills 90210.

- At køre forbi kæmpestore slot-agtige villaer i Beverly Hills og forestille sig hvordan det er at være så rig.

- Stand up i Hollywood. 5-6 komikere der allesammen indledte med at rose Obama og nedgøre Bush :)

- Target: Kæmpestor butik som har alt. Billigt.

- Whole Foods: Økologisk supermarked med sushibar, salatbar, kagebar, vinbar osv. osv.

- At se alle bilerne køre med amerikansk flag, for at fejre Obama.

- At opleve Martin spise skorpioner på en asiatisk restaurant.

- At tage med min moster op i bjergene og se den grund som hun overvejer at købe til sin rideskole. Før i tiden lå der et roadhouse, hvor The Eagles, Jim Morrison osv. er kommet. Vi fandt en gammel dåse med skudhuller. Det var lidt sejt :)

Eventuelt blogger jeg igen med flere billeder, især hvis der er ikke rigtigt sker noget i Danmark :P

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Det lyder som en dejlig tur. Jeg er ligesom du også helt tosset med USA.