Da jeg var barn, var jeg meget fascineret af venskaber. Jeg kunne se, at mange fra min familie havde samlet deres vigtigste venskaber i gymnasietiden, i studietiden eller andre lignende foranstaltninger. Jeg oplevede, hvordan de havde fulgt hinanden fra den spæde ungdom med drukhistorier og forelskelser, hen over det første ægteskab, det første barn, det første rigtige job og til det andet ægteskab og de første børnebørn. Jeg vidste også, at der i mine forældres omgangskreds var nogen, som egentlig havde været kærester med dem en gang i en fortid, jeg kun kendte fra de blegede fotografier fra deres ungdom, som jeg elskede at kigge på.
Måske er det derfor jeg igennem mit liv har prioriteret højt at beholde så mange venner som muligt. Alligevel er folk faldet fra hen ad vejen, noget der især sker, når man skifter hele omgangskredsen på en gang hver gang man skifter beskæftigelse. Det har jeg ikke udelukkende gjort, et par stykker fulgte med mig, men mange er røget i svinget. Men alligevel kan jeg ikke undgå at se mine omgangskredse som isolerede objekter. Kun de meget loyale bliver, for det kræver stædighed at holde fast i et venskab kun baseret på fortiden. (Heldigvis holder de allerbedste ved, men det må være et andet indlæg.)
Da jeg lavede research til dette essay, læste jeg gamle dagbøger og kiggede på gamle facebookfotoalbums fra starten af danskstudiet. Udover de oplagte reaktioner som "hvor ser jeg ung ud uden briller", "blev jeg aldrig træt af at date mænd, der mindede om hinanden?" og "gad vide hvor den sweater er blevet af", slog det mig hvor mange navne og ansigter, jeg kunne genkende. Mange af dem fordi de stadig, mere eller mindre, er en del af mit liv i dag.
Sjovt nok er der ikke tale om dem, der var mine tætteste venner de første par år på Dansk. De er desværre allesammen forsvundet til fordel for andre studier, andre landsdele og andre venner. Det er mere dem ude i hjørnerne af billederne eller dem, der lige er blevet nævnt i en bisætning her og der. Med en lille undtagelse af ham jeg datede det meste af første semester. Han fylder lidt meget på visse dagbogssider, men hvem skulle have vist, at han i dag er en af Jespers bedste venner? Det var han faktisk allerede dengang.
Det der mest af alt binder trådene sammen, er selvfølgelig, at jeg blev kæreste med Jesper, som også læste Dansk. Han har været god til at passe på sine studiekammerater. Så da vi nåede så langt i vores forhold, at vi skulle til at lære hinandens venner at kende, havde jeg et vist forspring med en stor andel af hans venner. Jeg har nemlig kendt de fleste af dem tidligere: været tutor sammen med dem, stået i fredagsbaren/festudvalget med dem, og ja... datet en enkelt af dem.
Og nu forstår jeg hvordan mine forældres vennekreds er opstået: Det sker, når man fletter omgangskredse og pludselig bliver kæreste med en, som er midt i det hele.
Jesper har jeg også kendt meget perifært lige siden jeg startede på studiet. Men den historie må I få på næste søndag.
Måske er det derfor jeg igennem mit liv har prioriteret højt at beholde så mange venner som muligt. Alligevel er folk faldet fra hen ad vejen, noget der især sker, når man skifter hele omgangskredsen på en gang hver gang man skifter beskæftigelse. Det har jeg ikke udelukkende gjort, et par stykker fulgte med mig, men mange er røget i svinget. Men alligevel kan jeg ikke undgå at se mine omgangskredse som isolerede objekter. Kun de meget loyale bliver, for det kræver stædighed at holde fast i et venskab kun baseret på fortiden. (Heldigvis holder de allerbedste ved, men det må være et andet indlæg.)
Da jeg lavede research til dette essay, læste jeg gamle dagbøger og kiggede på gamle facebookfotoalbums fra starten af danskstudiet. Udover de oplagte reaktioner som "hvor ser jeg ung ud uden briller", "blev jeg aldrig træt af at date mænd, der mindede om hinanden?" og "gad vide hvor den sweater er blevet af", slog det mig hvor mange navne og ansigter, jeg kunne genkende. Mange af dem fordi de stadig, mere eller mindre, er en del af mit liv i dag.
Sjovt nok er der ikke tale om dem, der var mine tætteste venner de første par år på Dansk. De er desværre allesammen forsvundet til fordel for andre studier, andre landsdele og andre venner. Det er mere dem ude i hjørnerne af billederne eller dem, der lige er blevet nævnt i en bisætning her og der. Med en lille undtagelse af ham jeg datede det meste af første semester. Han fylder lidt meget på visse dagbogssider, men hvem skulle have vist, at han i dag er en af Jespers bedste venner? Det var han faktisk allerede dengang.
Det der mest af alt binder trådene sammen, er selvfølgelig, at jeg blev kæreste med Jesper, som også læste Dansk. Han har været god til at passe på sine studiekammerater. Så da vi nåede så langt i vores forhold, at vi skulle til at lære hinandens venner at kende, havde jeg et vist forspring med en stor andel af hans venner. Jeg har nemlig kendt de fleste af dem tidligere: været tutor sammen med dem, stået i fredagsbaren/festudvalget med dem, og ja... datet en enkelt af dem.
Og nu forstår jeg hvordan mine forældres vennekreds er opstået: Det sker, når man fletter omgangskredse og pludselig bliver kæreste med en, som er midt i det hele.
Jesper har jeg også kendt meget perifært lige siden jeg startede på studiet. Men den historie må I få på næste søndag.
1 kommentar:
Tankevækkende indlæg, der lyder rigtigt. Det der med at holde fast i venskaber kun baseret på fortiden, det lykkes heller ikke ret godt for mig...
Send en kommentar