Det er sjældent jeg sådan rigtigt ærgrer mig over ikke at have flere penge. Selvfølgelig tænker man nogen gange på hvor dejligt det ville være at bo på fine hoteller, når man rejser, flyve på 1. klasse, leve af kaviar og oksesteg og vimse rundt i Gucci-kjoler. Men det er altså ikke noget, der generer mig til daglig.
Jeg skal ikke afvise, at jeg måske har lidt ekstra end en gennemsnitsstuderende, men det er fordi jeg arbejder en del og samtidig har en billig husleje. Så jeg rejser flere gange om året, jeg går ud og køber en ny kjole, hvis jeg synes jeg mangler den og jeg køber økologisk og lystpræget ind. Dertil skal så lægges, at jeg er god til at finde billige rejser og faktisk helst rejser med tog eller bus (hvem sagde flyskræk?!), researcher hotelpriser i flere dage og bager pølsehorn til turen. De kjoler jeg køber koster sjældent over 400 kr. og jeg udøver lidt Stop spild af mad, når jeg køber ind. Samtidig bager jeg alt mit brød og gør meget ud af at lave tingene fra bunden - og det er for det meste lidt billigere.
Nå. Det var alt sammen meget snusfornuftigt og helligt. Jeg burde måske også tilføje, at mine forældre bor i København, så når jeg trænger til ekstra luksus, spiser jeg hos dem, og de kan da også godt finde på at sponsorere studiebøger, briller, vinterstøvler osv. Men de er på den anden side ikke sådan nogle som lige køber en lejlighed til mig.
Og det er så der, min pludselige utilfredshed kommer. Altså, jeg forventer ikke, at mine forældre køber en lejlighed til mig, overhovedet. Det har de på ingen måde råd til, og jeg synes måske også det er meget fedt, hvis man kan klare den slags selv. Selvom det er min far, der har skaffet mig min nuværende lejlighed - men jeg betaler jo altså selv huslejen, og depositum lånte jeg i banken.
Men lige nu synes jeg det er helt vildt irriterende, at jeg ikke kan få et sted at bo til mig og Jesper. Bankerne vil ikke låne os penge, fordi de ikke ved om vi får jobs, når vi er færdige om et års tid. Lejelejligheder er stort set umulige at få fat i i København, når man ikke har været skrevet op i 20 år - eller vil betale 10.000 om måneden og 35.000 i depositum.
Det er en ret forkælet holdning at have, det ved jeg godt. For hverken mig eller Jesper er hjemløse nu. Han kan bo i sit kollektiv et år endnu og jeg kan bo her i min 1V så længe jeg orker.
Men iiiih. Vi vil virkelig gerne flytte sammen nununu. Og det kan vi bare ikke.
Måske meget sundt ikke altid at få hvad man vil have?
Nå. Men er der nogen, der kender nogen, der lejer en lejlighed ud? Vi vil gerne betale op til 8.000 om måneden, og vi er efterhånden ret åbne for hvor i København den ligger. Samtidig er vi flinke og rare og passer godt på ting.
