Man må faktisk godt høre Ulige Numre meget meget højt om formiddagen, når bare det giver energi og godt humør nok til at gå til eksamen. Og være overraskende dygtig.
Jeg havde nok ikke fået læst nok til denne eksamen, da jeg simpelthen har været så utroligt skoletræt og ikke orket mere læsesal og argh. Nå, men til eksamen skulle jeg jo, og om formiddagen skimmede jeg de sidste tekster og tog så af sted mod universitetet for sidste gang i laaaang tid.
Jeg fik helt klart et meget heldigt spørgsmål, præcis det jeg havde håbet på faktisk. Og så kopierede jeg nogle fine modeller over på notepapiret, skrev nogle rodede noter og gik ind og talte pænt britisk skoleengelsk (jeg aner ikke hvor det lige kom fra? Jeg har altid troet jeg var skabs-amerikaner) og redegjorde for sociokulturelle teorier og undersøgelser af gruppearbejde, og så var tiden gået, og så snakkede vi lidt om gode og dårlige ting ved gruppearbejde i forhold til teoretikeren Vygotsky, og så gik jeg ud og hyperventilerede på gangen.
Og så kom jeg ind igen og fik 10 i indhold og 7 i sprog. (Ja, engelskfaget og deres todelte karakterer...)
Jeg skulle bare have haft et lidt mere varieret ordforråd og gået lidt mere i dybden med undersøgelserne (som jeg skimmede om formiddagen), så havde jeg nået toppen, sagde de. De vidste nok ikke, at 10/7 allerede var toppen. For mig. Hurra!
Nu er der bare sommerferie, arbejde på styrelsen, mor-datter-tur til Hamborg (originale som vi er) og en uge på Testrup Højskole i vente.
Det er den bedste dag i lang tid!
4 kommentarer:
Tillykke! Dejligt med så god en sidste eksamen god start på en lang ferie :)
Det er også bare så forskelligt, om elever bliver glade eller skuffede for både 02, 4 og 7, det er svært at gennemskue.
Tak! Meget dejligt!
Ja, det kunne jeg godt forestille mig. Jeg gik efter 7/7 og var bange for, at det blev mindre, så resultatet var jo fantastisk :) men hvis jeg nu havde læst grundigere og øvet mig mere på engelsk, havde jeg måske haft det anderledes.
Tillykke :)
Åhh, sommerferie er godt. Tillykke med både det ene og det andet. :)
Send en kommentar