|
Billede lånt fra caféens facebookside |
En gang imellem vågner man søndag morgen og tænker, at man har brug for en anledning til at tage sin blomstrede kjole på. Og så kan man jo tage ud og spise brunch. I betragtning af hvor mange caféer, der er på Nørrebro, synes jeg altid det er svært at finde det helt rigtige sted. Enten er det for dyrt, for proppet, for kedeligt... eller også skal man cykle op ad bakken ved Bellahøj. I dag tog vi os sammen og tog cykelturen. For så snart man når til Brønshøj Torv, finder man den fineste lille oase blandt de røde mursten: Café Staalvand.
|
Billede lånt fra caféens facebookside |
Her kan man få brunchbuffet til 120 kr. inkl. kaffe og juice ad libitum. Maden er lidt bedre end den gennemsnitlige brunch - lækkert rugbrød, friske croissanter, tyndskåret røget laks osv. Udvalget er bredt og flot stillet op. Der er ikke espressovarianter, men varm kaffe på kanden og både juice og hyldeblomstsaft til at slukke tørsten i.
Indretningen er farverig og feminin med voksduge og lysekroner, så visse mænd og andre pynteangste sjæle ville måske liste ud igen. Måske endnu mere i hverdagene, da caféen vist også skulle være et populært barselsmødested. I dag var der et enkelt barn, men ikke noget overvældende. Terrassen er overdækket, så havde jeg haft en lidt varmere kjole på, havde vi helt klart sat os ud.
Så grib cyklen og kæmp dig over bakken - det retfærdiggør bare den ekstra croissant!
Besøg Staalvand på deres facebookside
her, hvorfra jeg har været så fræk at hugge billederne (jeg var alt for sulten til at tage billeder selv). Jeg håber de tilgiver mig, nu hvor jeg har givet dem en fin anmeldelse :)
5 kommentarer:
Hmm. Ville hellere se din mave i blomstret kjole end en cafe der ligger mange km væk ;)
Hej Cecilie,
jeg faldt simpelthen lige pladask ind på din side, og faldt for din fine forside :) Super fin anbefaling af cafe! Jeg hiver sku kæresten med på cykeltur på lørdag :) - så kan han klappe i hænderne over maden, og jeg kan klappe over både mad OG caféen hyggelige decor ;) Trine
Tak for ros - god tur :)
Åh hvor skønt! Det er jo min favoritcafé du anbefaler :) Sjovt at se jeg ikke er den eneste, der er lidt "in love" med stedet :)
Dejligt! Det er et rigtig fint sted :)
Send en kommentar