En variation over forrige dages snacktema: Sundt + chokolade
I dag, da jeg vågnede, kunne jeg høre, at de flinke håndværkere ved mit nabohus var begyndt at bore. Kl. 7 om morgenen. Jeg overvejede meget at tage ud på universitetet lige med det samme, for det nærmer sig altså lydtortur med sådan en konstant borelyd. Men nu hører jeg Fleet Foxes højt nok til at overdøve det, og det fungerer faktisk udmærket.
Det passer mig også meget fint, for i dag skal jeg alligevel være på universitetet HELE DAGEN, hvilket er voldsomt overvældende for en hum-kandidat-studerende, som mig, som på gode uger har seks timers undervisning om ugen. Jeg håber dog på, at det kan give mig noget inspiration til min opgave, for jeg har åbenbart fuldstændig glemt, hvordan man gør. Jeg har heller ikke skrevet en almindelig fri hjemmeopgave (Det er "fristil" på uni-sprog. Næsten.) siden jeg skrev bachelor, og det er altså også ved at være et par år siden.
Den første dag af min skrivemåned gik rigtig godt. Jeg kom tidligt ud på biblioteket og mødtes med en veninde og skrev og skrev og læste og læste, og tænkte "Jeg vil også skrive en PHd i didaktik, det ser ikke spor svært ud." Anden dag var jeg hjemme for at vaske tøj, bage rugbrød og åbne op for nogen, der skulle spule kloakrørerne. Den dag fik jeg slet ikke skrevet noget, for der gik folk ind og ud af min dør og de larmede samtidig. Men jeg fik bestilt en masse bøger på biblioteket, som man jo gerne gør, når man opgavepanikker. I går skulle jeg så have været til undervisning, men det skete på en eller anden måde bare ikke. Først var det noget med ondt i ryggen (permanent i opgaveperioder - dumme, dumme krop) og så skulle jeg lige nå på biblioteket og så var klokken pludselig for mange.
Og så tog jeg ind på Hovedbiblioteket og fandt to gode, svære bøger, og efter den sejr, var der muligvis noget, der kortsluttede i mig. For i stedet for at løbe ud på universitetet og nå den sidste time af undervisningen, gik jeg i butikker og købte ny sommergarderobe. Hm. Da jeg kom hjem skrev jeg en hel sides opgave, fordi jeg havde så dårlig samvittighed, og jeg er ikke engang sikker på, at jeg kan bruge det til noget, for jeg havde ikke de rigtige bøger, så jeg improviserede det hele og opfandt faktisk mit eget begreb.
Kan man godt lave en fodnote, der hedder "Det sidste afsnit er altså skrevet med ekstrem dårlig samvittighed, hav lige det i mente, ik'?"
Men i weekenden bliver det helt vildt. Der skriver jeg to... TRE sider! Mindst! Og læser alle de bøger, som forhåbentligt kommer hjem fra biblioteket. Hvilket jo så vil sige, at jeg ikke tager til semesterets sidste fredagsbar i aften. ABSOLUT IKKE.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar