tirsdag den 30. november 2010

Rimelig meget jul

Efter at have været i Lund med Jesper + have skrevet og afleveret den sidste opgave i dette semester (så mangler jeg kun eksamen i januar om lang, lang, lang tid) er jeg nu klar med det ultimative julefotoindlæg:

Mit sofabord med advents"krans", gran i vase, nødder og Jespers julekalendergave (er jeg bare en sød kæreste, hva'?!)

Lidt julepynt og lysende chilier i køkkenet.

Kalenderlys og julehund fra Victoria's Secret i baggrunden. Jeg måtte folde silkepapir rundt om lyset, så det kunne være i stagen. Men så ligner det bare sne. Ik'?

Jeg har slet ikke plads til et juletræ i den her lejlighed, så i år er det bare blevet til noget gran i en vase.

Var i Netto for at købe julesmåkager og her er dommen: Deres klejner er kedelige, men de her små, tyske krydderkager er virkelig fine og velsmagende. De smager lidt af honninghjerter.

Så her er et billede af posen, så I kan finde dem.

Julesokken (hvis nu julemanden skulle komme forbi...) har fået plads ved siden af en nøgen dame fra Amsterdam.

Barndomsjulepynt som jeg muligvis har snuppet fra mine forældre.

Nærbillede af advents"kransen".

torsdag den 25. november 2010

Apropos bøger

Kender I det med, at man ikke kan holde sig til en bog ad gangen? I øjeblikket er jeg i gang med en masse bøger. I dag startede jeg på Heart of Darkness af Joseph Conrad, som er en del af mit projekt om at læse flere klassikere. Jeg har tidligere stifte bekendtskab med bogen i flere fag på Engelsk og et enkelt fag på Dansk, men det er endnu ikke lykkedes mig at få den læst. Til gengæld har jeg oversat det første afsnit til dansk, hvilket jeg i begyndelsen synes var den fineste oversættelse i verden. Indtil da jeg fik den tilbage fyldt med røde streger. Men sådan er det, når man oversætter noget, der i forvejen er skrevet virkelig, virkelig flot. Så tror man også selv man har opfundet den dybe litteraturtallerken, men det har man bare slet ikke. Til gengæld er man kommet liiidt tættere på litteraturen. Og det er heller ikke noget man skal kimse af.

Jeg er også godt i gang, og snart færdig, med Fakta om Finland af Erland Loe. Den er ikke med i mit projekt, for det handler mere om at lære flere forfattere bedre at kende, og jeg har faktisk allerede læst en pænt stor del af Erlend Loes forfatterskab. Jeg synes nemlig det er helt fantastisk. Kan helt klart anbefales! Løb ned på biblioteket og lær en sjov nordmand at kende!

Samtidig kom jeg også lige til at bestille Fodboldenglen af Hans-Jørgen Nielsen på biblioteket forleden dag, fordi nogen sagde det var en af de bedste danske bøger nogensinde, og så bliver man jo faktisk nødt til at i det mindste forsøge at læse den. Så jeg tog lige en snevejrstur ned til biblioteket i dag og fik hentet den - og jeg glæder mig til at komme i gang!

tirsdag den 23. november 2010

Pangfarveshopping

Jeg har været ude og købe billige og flotte ting til december: Bloklys til adventskrans fra Tiger (ja, jeg mangler lige kransen, men satser på at få fat i noget gran og en bakke og så'n), rød holder til kalenderlys fra Notre Dame (mangler også stadig kalenderlyset, der var ikke mange flotte tilbage inde i byen!), julepynt fra Butik NØ (okay, det var måske ikke særlig billigt, 30 kr/stk, men de er flotte og jeg vil se om jeg ikke kan lave nogle flere selv!), lille notesbog til bogprojektet og elastikmappe til arbejdspapirer fra Søstrene Grene.

Konklusionen er vist, at jeg skal en tur til i butikker. Næste gang ENDNU tidligere på dagen - der er allerede masser af julestress i butikkerne... Ekspedienten i NØ sagde endda, at der havde været kunder og spørge efter julepynt siden oktober. Argh.

søndag den 21. november 2010

Travl Cecilie

Ja, min macbook er møgbeskidt og fedtet :) men jeg har mandler i smart tupperware, så mon jeg ikke alligevel er højeste mode på Nordisk Bibliotek...

Undskyld jeg ikke rigtig har været til stede på bloggen (igen). Der er intet som efterårssemesteret, der har det med at sluge alt ens tid. Især fordi det for det meste af tiden er mørkt udenfor, og så er det lidt som om, at dagen bare er gået og man derefter kun kan bruge tid på at krybe ned under dynen og se gamle afsnit Spise med Price fra DRs hjemmeside (godt tip!). Ik'?

Denne søndag aften er jeg dog ikke hjemme under min dyne. Jeg sidder på biblioteket på universitetet og skriver fonetikopgave til den 30. Jeg er gået i gang i god tid, fordi jeg skal til Lund i næste weekend og fejre min og Jespers 1-årsdag, weee! Men nu vil jeg godt snart hjem og se Borgen (Ja, også fra hjemmesiden. Jeg er TV-signal-løs.) og blive fri fra det her skrækkelige fonetikpjat.

Håber I har haft en god weekend? Det har jeg! Julemarked og dovning med Jesper :D

søndag den 14. november 2010

På jagt efter cykelkurv

Jeg har forresten en lille opfordring: Jeg mangler en cykelkurv. Har I set nogle, der er flotte, store og holdbare i Danmark? Min drømmecykelkurv er den overstående fra Brooks (England), men det ville koste omkring 1500 kr. med levering og det hele - den er også beskrevet som en af verdens dyreste, men der skal da nok være nogle med diamanter på også... Jeg har ikke valgt den fordi den er dyr og fancy, men fordi jeg har set den i Jespers gård og beundret den i lang tid.

Den er nemlig lige præcis, hvad jeg har brug for: holdbar (klarer sig mod det danske vejr), pæn (meget!) og stor nok. Men jeg er altså for nærig til at give de penge - især fordi min gamle blev stjålet fra cyklen :( Jeg ville derfor høre om I har set nogle flotte cykelkurve i Danmark? Skriiiv :) Så får I hele mit kongerige! Og hjemmebagt kage!

Falsk gammelelevfest med networking-bonus

I fredags var jeg til gammelelevfest på et gymnasium som ikke var mit. Jeg har gået på Østre Borgerdyd, som bogstaverne af balloner herover skal symbolisere. Billedet er fra ØB-lokalet, som var blevet pyntet op til os fra ØB. Dem fra Metropolitanskolen fik et andet lokale, og så var der ellers "ægte" gymnasiefest for alle i et stort festlokale, der faktisk lignede Vega lidt.

Pointen er, at mit gamle gymnasium er blevet slået sammen med Metropolitanskolen og dermed har dannet et megagymnasium, der hedder Gefion. Det er nogle meget fine lokaler, de har fået, på Geologisk Institut næsten midt i byen, men det er godt nok stort. Især når man tænker på, at ØB var et lille, hyggeligt Østerbro-gymnasium, hvor alle vidste hvem alle var. Men sådan er det, gymnasierne er blevet privatiserede, og der er ikke råd til små gymnasier i København.

Men en god ting: Min veninde pressede mig til at networke med et par lærere, og de var meget positive for at lade mig komme i praktik på Gefion! Yay! Sikkert bare for en kort periode, men det bliver helt sikkert spændende og lærerigt! Og totalt nervepirrende.

Nå, Jeg skal lige finde på noget at lave. Jeg har sovet hele lørdag væk, og nu, efter et kort besøg på et meget kaotisk Bogforum, er jeg meget meget hyperaktiv og ikke spor i søndagshumør. Hrm.

fredag den 12. november 2010

Verdens bedste brownie


Her skulle være et billede af verdens bedste brownie, men haha practical joke - jeg har spist den!

Men her er til gengæld en opskrift. Det er den klassiske brownie fra God Mad Let at Lave, men den er altså også både virkelig god og let at lave. Jeg lavede tredobbelt portion til min fødselsdag, og nogle af mine gæster har snakket om den lige siden. (Blære, blære, blære. Man må godt, når man er god til noget. Eller har en god kogebog. Eller noget.)

Til ca. 40 stk (SMÅ stykker!)
  • 3 æg
  • 225 g sukker
  • 150 g smør
  • 2 tsk vanillesukker
  • 50 g hasselnøddekerne
  • en halv tsk bagepulver
  • 5 spsk kakao
  • 90 g mel
Tænd ovnen på 175 C. Smør formen og drys den med mel. Pisk æg, sukker og vanille godt. Smelt smørret og afkøl det lidt. Hak nødderne groft og bland dem med de tørre ingredienser. Rør det i æggesnapsen skiftevis med smørret. Hæld dejen i formen og bag den ca. 30 min. i midten af ovnen. Lad kagen afkøle og skær den i små firkanter. Voila! Serveres fx med flødeskum eller creme fraiche.

Jeg har virkelig været træt hele ugen efter min fødselsdag med mange gæster og efterfølgende bytur, hvilket måske kan forklare manglen på gode blogindlæg. Men så får I bare en opskrift!