Jeg trådte mine første skridt på Københavns Universitet Amager (KUA) i sommeren 2006. Jeg tog derud med min mor for at se hvad det der universitet egentlig var for noget. Vi gik ind ad den gamle hovedindgang til gamle KUA, som de røde barakker fra 70'erne bliver kaldt. Vi kiggede nysgerrigt på det store oversigtskort for at finde ud af hvor spanskstudiet holdt til. Ingen steder, åbenbart. Vi spurgte et par forbigående, som heller ikke vidste det. Der har nok heller ikke været mange hjemmevante studerende på stedet midt i sommerferien. Men dengang var universitetets rytmer ikke en del af mit eget livs rytme. Det har det været lige siden.
Et par måneder efter startede jeg på spanskstudiet, som viste sig at ligge på nye KUA, de nye bygninger i stål, glas og beton på den anden side af kanalen. Jeg havde min daglige gang (det var før humanistiske studier blev skåret ned til et par dage om ugen) på kliniske, hospitalsagtige gange og i moderne klasselokaler med indbygget projektor og markiser, der havde deres eget liv og derfor afbrød hver lektion med en hæs motorlyd, når et forvirret censorsystem vurderede, at solen var kommet. (Det var den ikke.) Jeg stod i lange køer ved semesterstart for at få lov til at købe kartonindbundne kompendier i sarte 80'er-pasteller og grundbøger i grammatik, der altid var udsolgt fordi administrationen ikke gad bestille bøger nok til alle nye studerende. Der var jo alligevel så mange af dem, der ville droppe ud så snart semesterstartsfesterne ebbede ud.
Og ganske rigtigt. Vi droppede ud. Et par stykker i løbet af de første par uger, så lidt flere. Jeg holdt helt til lidt før efterårsferien, hvor jeg en almindelig tirsdag rejste mig op i pausen, samlede mine ting og forlod lokalet. Allerede mæt af spansk grammatik forklaret på spansk og arrogante undervisere, der nok havde håbet på et højere niveau og en større indlevelsesevne fra nogle af os, besluttede jeg, at universitetet bestemt ikke var noget for mig. Jeg gav de triste bygninger et sidste opgivende blik og tænkte, at jeg aldrig ville komme tilbage.
Heldigvis tog jeg fejl. En del erhvervserfaring klogere og efter at have læst alle beskrivelser af samtlige studier i Danmark, dukkede jeg brødbetinget men spændt op til introdagene på danskstudiet bare et år efter min mislykkede debut på KUA. Dansk ligger også på nye KUA, men på den anden side af kantinen. Lokalerne ligner hinanden til forveksling og set udefra er det kun på bygningsnummeret, man kan se en lille forskel. 22, ikke 24. Skemaet kunne også nemt sammenlignes med mit gamle: grammatik, litteraturteori, kulturhistorie. Men for mig var forskellen enorm. Det øjeblik jeg trådte ind i mit nye instituts kaffebar med gamle sofaer, økokaffe og kitsch malerier på væggene, kunne jeg, corny som det end må lyde, erklære mig hjemme.
Kliniske hospitalsgange forvandlede sig fredag aften til paladser af lys og venlighed, noget så sølle som de såkaldte midlertidige pavilloner ved gamle KUA var pludselig scene for diskussioner om skønlitteraturens berettigelse eller charmen ved sproglige fejl. Endeløse eftermiddage tilbragt dybt nede i en sofa i kaffebaren cirklede skiftevis om ugens oplæg i medieanalyse til hvilken tutor, der var sødest. En dag dukkede der på ægte symbolsk vis svaner op i den ellers ildelugtende kanal, og KUA var nu begyndt at åbne sig for mig.
Et par måneder efter startede jeg på spanskstudiet, som viste sig at ligge på nye KUA, de nye bygninger i stål, glas og beton på den anden side af kanalen. Jeg havde min daglige gang (det var før humanistiske studier blev skåret ned til et par dage om ugen) på kliniske, hospitalsagtige gange og i moderne klasselokaler med indbygget projektor og markiser, der havde deres eget liv og derfor afbrød hver lektion med en hæs motorlyd, når et forvirret censorsystem vurderede, at solen var kommet. (Det var den ikke.) Jeg stod i lange køer ved semesterstart for at få lov til at købe kartonindbundne kompendier i sarte 80'er-pasteller og grundbøger i grammatik, der altid var udsolgt fordi administrationen ikke gad bestille bøger nok til alle nye studerende. Der var jo alligevel så mange af dem, der ville droppe ud så snart semesterstartsfesterne ebbede ud.
Og ganske rigtigt. Vi droppede ud. Et par stykker i løbet af de første par uger, så lidt flere. Jeg holdt helt til lidt før efterårsferien, hvor jeg en almindelig tirsdag rejste mig op i pausen, samlede mine ting og forlod lokalet. Allerede mæt af spansk grammatik forklaret på spansk og arrogante undervisere, der nok havde håbet på et højere niveau og en større indlevelsesevne fra nogle af os, besluttede jeg, at universitetet bestemt ikke var noget for mig. Jeg gav de triste bygninger et sidste opgivende blik og tænkte, at jeg aldrig ville komme tilbage.
Heldigvis tog jeg fejl. En del erhvervserfaring klogere og efter at have læst alle beskrivelser af samtlige studier i Danmark, dukkede jeg brødbetinget men spændt op til introdagene på danskstudiet bare et år efter min mislykkede debut på KUA. Dansk ligger også på nye KUA, men på den anden side af kantinen. Lokalerne ligner hinanden til forveksling og set udefra er det kun på bygningsnummeret, man kan se en lille forskel. 22, ikke 24. Skemaet kunne også nemt sammenlignes med mit gamle: grammatik, litteraturteori, kulturhistorie. Men for mig var forskellen enorm. Det øjeblik jeg trådte ind i mit nye instituts kaffebar med gamle sofaer, økokaffe og kitsch malerier på væggene, kunne jeg, corny som det end må lyde, erklære mig hjemme.
Kliniske hospitalsgange forvandlede sig fredag aften til paladser af lys og venlighed, noget så sølle som de såkaldte midlertidige pavilloner ved gamle KUA var pludselig scene for diskussioner om skønlitteraturens berettigelse eller charmen ved sproglige fejl. Endeløse eftermiddage tilbragt dybt nede i en sofa i kaffebaren cirklede skiftevis om ugens oplæg i medieanalyse til hvilken tutor, der var sødest. En dag dukkede der på ægte symbolsk vis svaner op i den ellers ildelugtende kanal, og KUA var nu begyndt at åbne sig for mig.
2 kommentarer:
Hyggeligt essay :) Og skægt at høre, at du rent faktisk startede med at læse spansk - det kan jeg af en eller grund slet ikke forestille mig. Selv om jeg jo ikke "kender" dig, er du i mit hoved bare perfekt til danskstudiet - og det er skam en god ting :D
Tak!
Hehe, ja, jeg er også ret meget danskstuderende og var bestemt ikke en særlig god spanskstuderende. Det var også bare en hurtig beslutning, da jeg ikke kom ind på Journalisthøjskolen og panikkede...
Send en kommentar