Nyt liv til salg

Billede lånt fra Home.dk

Vi er, som nævnt en masse gange før, ved at lede efter et nyt hjem. Sammen. Vi har fået lov til at låne en beskeden håndfuld penge, og det passer lige til en toværelses- eller en lille treværelses-andelslejlighed i København eller omegn. Vi har fået det hele forklaret og ved, at vi skal kigge efter en andelsforening med faste lån, lav boligafgift og så må den altså også gerne kunne sælges igen, hvis vi en dag skulle få lyst til det.

Så nu er det bare om at lede. Lede, lede, lede. Og jeg laver stort set ikke andet. Vi skal se 3-4 lejligheder i denne uge, og sådan kunne det blive ved, for der er MANGE lejligheder til salg i øjeblikket. Virkelig mange.

Jeg kunne nu godt tænke mig snart bare at skrive under et sted og begynde at flytte ind, men jeg er nok heller ikke det mest tålmodige menneske i verden. Og jeg glæder mig sådan til at bo et nyt sted med mere plads og mere kæreste. Og så er der det der med lejlighedskigningen - det er faktisk lidt hårdt, omend også sjovt.

Hver gang vi er ude og se en lejlighed - eller bare kigger grundigt på billeder på nettet - så forestiller man sig, hvordan det er at bo der. Man prøver lejligheden på som et par dyre støvler, der helst skal holde i maaaange år. Alting skal helst være perfekt og tidløst, men samtidig skal det også passe ind i ens budget. Og man kan faktisk ikke blive 100% tilfreds, når man ikke har alverdens millioner at jonglere rundt med.

Enten synes man alligevel, at noget ligger lidt for langt ude i Nordvest, og man overvejer om man ville være tryg ved at gå ned efter mælk kl. 22. (Ja, så kylling er man, selvom man er vokset op et sted mellem ydre Østerbro og Nørrebro med rockere og bandekrige. Og aldrig var bange dengang.)

Eller også synes man pludselig, at et lille soveværelse er for småt, og hvad nu hvis skabet ikke kan være der?

Andre gange synes man faktisk, at køkkenet er så grimt og 90'er-OBH-agtigt, at man næsten ikke kan bære det, og bliver det mon nogensinde pænt, selvom man smider alle sine pæne ting derind?

Og så er der de gange, hvor man bliver helt forelsket og tænker, at her kunne man faktisk blive lykkelig. Og så har andelsforeningen afdragsfrit lån eller noget andet uansvarligt, der resulterer i at det bliver meget dyrere at bo der om blot få år.

Åh ja, boligjunglen. Jeg håber snart vi finder noget godt. Men jeg ved også, at i det sekund vi skriver under (eller jeg mener, når man ikke længere må fortryde - efter et par uger), så dukker den perfekte lejlighed op på markedet. Men man kan jo ikke blive ved. Vel?