onsdag den 30. december 2009
Inspiration, koncentration og god kaffe
At skrive bacheloropgave er, hvis nogen skulle være i tvivl, et større projekt. Det tager lang tid at finde på en problemformulering, rette sin problemformulering til, ombestemme sig, finde på en ny problemformulering, rette ny problemformulering til, læse alt relevant litteratur igennem, have et par panikanfald eller tre, samt rent faktisk at skrive opgaven. Derefter følger grundig korretkturlæsning og massevis af ærlig selvkritik. For det er jo bacheloren. Beviset på, at man rent faktisk har lært noget i løbet af de 2,5 år, man har læst på universitet.
Når man samtidig med denne arbejdsproces også har andre betydningsfulde ting i sit liv (tilvalgsstudie, arbejde, venner, familie, den slags...), kan tiden nemt gå og pludselig er der kun fire dage tilbage at skrive i. Denne sidste tid er der brug for absolut koncentration, og ikke et sekund må spildes. Derfor handler det om at finde det rigtige sted at sidde.
Jeg har vekslet mellem følgende:
1. Mit spisebord: Fuldstændig umuligt at opnå mere end ti sekunders koncentration der. Har udsigt til tv'et, sofaen, soveværelset, dameblade, og køkkenet lokker i baggrunden med fristende opvaske (ja, så langt ud er jeg kommet!) og nye ting, jeg godt gad kokkere.
2. Universitetet: For det meste muligt at opnå koncentration her. Udfordringerne er, at der er virkelig langt derud samt at kaffemaskinen er løbet tør for kaffe og kantinen lukker tidligt i juleferien! Derudover vrimler det med spændende mennesker, jeg hellere vil snakke med end at sidde og skrive.
3. Hos min far: Uro generet af familie, der snakker og mærkeligt musik. Og så er der koldt, hvilket for mig dræber alt koncentration.
4. Hos min mor: Uro igen generet af familie, der snakker og som altid laver ting, der er mere spændende end at skrive opgave.
Ved sommereksaminer sidder jeg tit i parker og læser, og det fungerer faktisk tit rigtig godt. Men hvad så om vinteren? Overvejer lidt at bygge en iglo og rykke derud...
I morgen, hvor jeg gerne skulle skrive det sidste af min opgave, så jeg kan bruge 2. og 3. januar på at korrekturlæse (og sove?), vil jeg tage på universitetet (hvor jeg regner med at de færreste befinder sig 31. december?) og medbringe en termokande fyldt med kaffe. Wish me luck!
Hvor/hvordan opnår I koncentration?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar