lørdag den 19. december 2009
Sådan kan man jo også holde jul
I år holder jeg igen jul som en rigtig studerende: Omgivet af bunker af bøger, kaffekopper, chokolade, forsømte kalender- og adventslys, medicin, vasketøj, uindpakkede julegaver, udprint med røde streger og en tyk sump af dårlig samvittighed. Jeg skriver opgaver. En masse.
I denne her uge og til et udefinerbart tidspunkt et sted mellem søndag nat og mandag formiddag skriver jeg ugeopgave i English Literature Before 1900. Derefter skal jeg have skrevet en 5 siders opgave i Skriftlig Engelsk og så selvfølgelig også lige have skrevet min bacheloropgave færdig til den 4. januar.
Samtidig har jeg sådan en krop, som ikke kan håndtere stress og derfor slår igen med alle sygdomme i verden, så snart jeg presser den det mindste smule.
Så det går strålende. Heldigvis har jeg dejlige mennesker omkring mig, en kæmpe kærlighed til sne, jul og julekalendersange på youtube og fryseren fyldt med æbleskiver.
Men jeg glæder mig VIRKELIG til den 5. januar. Selvom jeg skal arbejde hele uge 1 - men tro mig, arbejde lyder som ren luksus i mine ører. Så har man jo fri efter fire! Woah!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar