lørdag den 5. april 2014

Lørdag aften og vild specialefest



Vi drikker lemonade, te med mælk og spiser småkager og lakridser... T-rex og mig. Mens vi prøver at lave noget specialeagtigt. Jeg er virkelig dårlig til 1) skrive speciale i weekenden, 2) skrive speciale om aftenen og 3) skrive speciale derhjemme. Så her har vi jo en glimrende kombi. Men jeg insisterer altså på at være lidt sammen med Vera i weekenderne, når arbejdsdagene i hverdagen nu bliver længere og længere. Åh, det er ved at være SNART at det speciale skal se pænt ud og afleveres. Lige nu ser det ikke så pænt ud, det ligner mest en bunke ufærdige, mystiske artikler uden rød tråd. Men den er der, den røde tråd! (Det må den jo være.)

I disse dage, når jeg ikke prøver at holde Vera tæt (hun hopper bare ned og løber hen og skubber sin dukkevogn - yndlingslegetøjet, når man nu ikke kan nå op til håndtaget på sin egen klapvogn), skriver speciale eller sover, så søger jeg jo også en masse gymnasiejobs og et par andre typer jobs. Og så hækler jeg på et stort, fint tæppe. Det er dejligt med kreativt arbejde, når man sidder og prøver at tænke kloge tanker så tit.

Men hvor er det mærkeligt, at jeg snart er færdig! Tænk at gå fra travlhed x 1.000 til slet ikke travl og "bare" være arbejdsløs! Jeg skal nok blive træt af det, hvis jeg ikke får et job efter noget tid, men i starten tror jeg altså jeg vil tillade mig at nyde det. Bare lidt. Og holde virkelig meget fri med Vera!

Nå... det var det der aftenspecialeskrivning, vi kom fra. Hvis jeg skriver mere end 100 tegn i dag, er jeg sej. Ik'?

torsdag den 27. marts 2014

Hej

Jeg tænkte det måske var på tide med et lille pip herfra. Jeg har ikke opgivet bloggen totalt. Jeg skriver bare speciale. Det er tidskrævende! Heldigvis. For det skal det jo være! Jeg afleverer om en måneds tid og så skal jeg forsvare det mundtligt en gang i maj.

Mens jeg skriver speciale, søger jeg også job, for det er jo sådan det hænger sammen.

Jeg synes det er en lidt hård og stresset tid. Men pludselig er det vel overstået!

Heldigvis kommer jeg hjem til lille store søde Vera hver dag. Hun går, snakker (på sit eget dadadada-sprog), leger, imiterer, bygger med klodser osv. Der sker vildt meget med hendes udvikling i øjeblikket! Er virkelig jaloux på vuggestuen over hvor meget de har hende, men så snart specialet er afleveret, tror jeg vi går i gang med fridagene. Jeg savner hende!

tirsdag den 4. februar 2014

Politisk korrekt gastronomi


HEJ! Jeg findes. Det er bare den der vuggestuestart. Grrrr. Den må lige få et helt indlæg for sig selv senere.

Jeg har fået tilsendt en rigtig fin lille pakke fra Ibis om Madskolen i Bolivia. I pakken lå der et ret flot armbånd, en pakke sort quinoa og en lille pose majspulver til majsdrik. I dag lavede jeg majsdrikken, som skal serveres med flødeskum. Og den bliver pink! Ret fantastisk.

Det hele handler om, at gastrokongen, Claus Meyer, har kastet sig over endnu et projekt: Madskolen i Bolivia skal skabe jobs og uddanne fattige, indianske unge i madhåndværk. Det er en god idé, fordi Bolivia er Sydamerikas fattigste land. De har brug for vores hjælp.

Jeg kan godt lide mad, og jeg kan godt lide hjælp til selvhjælp, og det er jeg sikker på, at I også kan!

Hvis du også, som Claus Meyer, tror på, at mad åbner døre og hjerter, så skynd jer ind og giv et bidrag til det fine projekt. Så kan I også drikke pink drik og være fine med indiansk armbånd. Og støtte den rigtig gode sag!


tirsdag den 14. januar 2014

Om at stå ved sig selv


Det her bliver langt. Men det er vigtigt. Og det kommer forhåbentligt til at live lidt op i min blog. Og ikke mindst i mig.

Jeg kan lige så godt indrømme, at jeg har en lille identitetskrise. Jeg tror det er meget normalt.

For ganske kort tid siden var jeg en ret almindelig studerende. Jeg havde et godt studiejob i Kulturstyrelsen, jeg var engageret i mit studie, jeg var fagrådsformand, og jeg boede sammen med min kæreste på Nørrebro. Vi levede et ret normalt liv som to studerende i København med venner, fester, kulturoplevelser, studie og studiejobs.

Nu er vi en ret almindelig børnefamilie. Min kæreste er færdiguddannet og jobsøgende (på livet løs!), og jeg er på vej det samme sted hen. Vi har en lille pige, som vi bruger det meste af vores ledige tid på. Vi står op, skifter ble, laver grød, putter i flyverdragt, kører i vuggestue, køber ind, rydder op, skriver speciale, skriver ansøgninger, henter, leger, skifter, laver mad, vasker barn, børster tænder, putter barn, googler søvnproblemer og falder trætte i søvn lidt i elleve. I weekenden gør vi rent, køber ind, ser bedsteforældre, køber elefanthuer, surfer boligannoncer, falder i søvn til film og sover længe, helt til kl. halv otte.

Min fritid bliver faktisk mest brugt på håndarbejde. Det er en hobby, der er vokset frem under min barsel og
som optager mig ret meget. Jeg kan for eksempel ikke længere stå ved at bustoppested uden at tænke over, hvordan sidemandens halstørklæde strikket.

Egentlig har jeg i lang tid ønsket, at andre så mig som en ret tjekket kvinde. Sådan en, der gik meget op i karriere og kultur (som jo for mit vedkommende hænger ret meget sammen) og nok også i byens liv og muligheder, for det gør man jo, hvis man er smart. Og i litteratur, film, gastronomi, god kaffe, korrekt køkkenudstyr osv. Og i politik. Og studenterpolitik. Osv. Det gør jeg jo også. Bare ikke særlig meget længere.

Men helt ærligt: Og hvad så? Jeg er en god mor. Jeg er en sej hækler. Jeg er megaglad for mit specialeemne, og jeg har tusind tanker om min fremtidige karriere. Og om hvordan, jeg kan tilrettelægge den, så det ikke går for meget udover familielivet. Som jeg finder RET vigtigt. For ellers havde jeg jo ikke fået et barn, vel?

Jeg synes faktisk jeg skylder mig selv (og mit barn) at stå lidt mere ved, hvad jeg er nu. Og blogge om det, for eksempel. Uden at være bange for, at andre mennesker synes jeg er kedelig. Måske lyder mit liv skræmmende for folk uden børn, men det er jo bare sådan det er. Børn er fantastiske. Og livet ændrer sig fuldstændig. Og bliver fantastisk hårdt. Men også bare fantastisk. Og fantastisk anderledes. Deal with it, mig selv.

Så farvel til jer, de læsere som jeg har forestillet mig, at jeg havde, og som jeg har blogget til i håb om, at I synes jeg var sej. Eller noget. For I får alligevel ikke rigtig så mange blogindlæg fra mig længere, vel? Og goddag til jer, kære læsere. Som læser med fordi I er interesserede i at høre om mig og mit liv, som det er i virkeligheden. Og måske fordi I har børn. Eller overvejer at få dem.

Eller simpelthen bare goddag til jer, der gerne vil læse en blog, der er skrevet med ærlighed i stedet for forestillinger om hvordan jeg burde være. Det glæder mig at møde jer :)

tirsdag den 7. januar 2014

Troede ikke


  • At man ville have brug for en ekstra ferie oven på juleferien. (Ååååh, julearrangementer med barn, der tilsyneladende kan klokken og vil have mad kl seks nul dut og som virkelig ikke skal i seng efter otte.)
  • At forældre blev mere udmattede af vuggestuestart end barnet. (Don't even get me started.)
  • At man kunne glemme alt om sin blog. (Måske meget sundt?)
  • At man kunne glemme at tjekke sin SU. (Mindre sundt. Der er mildest talt ikke så meget tilbage.)
  • At jeg stadig skulle op om natten efter 10-11 måneder.
  • At man ville sige (og mene) "Er der virkelig allerede snart gået et år?!" ligesom alle andre forældre.
  • At jeg ville blive en decideret listeblogger.
  • At klokken blev så mange. Godnat!

torsdag den 19. december 2013

Ting der er sket

1. Jeg har fået et samarbejde med et gymnasium til mit speciale. (Hurra!)

2. Jeg har købt næsten alle julegaver på én dag.

3. Jeg har oprettet en blog om mit speciale.

4. Vores lejlighed ligner julemandens legetøjsværksted.

5. Jeg jonglerer med arbejde, speciale og baby på en gang.

6. Jeg har så travlt at jeg nærmest har svært ved at tale rent. (Det sker altid i opgavefaser.)

7. Vera har fået introbrev fra vuggestuen. Vi sloges om at få lov til at læse det først.

8. Jeg har langt om længe sat nyt batteri i mine cykellygter og fået fixet mine håndbremser på min cykel som jeg har savnet under barsel. To dage efter gik baglygten i stykker.

9. Vera har lært at hive en bog ned fra hylden, bladre i den og udpege de ting vi siger. De litterære forældre er pavestolte.

10. Juleferien fra arbejdet er indtræffet og efter i morgen fra specialet. Glædelig jul!!!

fredag den 6. december 2013

Aftenhækling



I øjeblikket har jeg gang i et lille hyggeprojekt: jeg julehækler om aftenen. Det er dejligt med noget helt uforpligtende oveni alt det speciale og arbejde, som jo tager det meste af min tid. Vera bliver lagt i seng senest kl. 19, og vi spiser børnefamiliemiddag kl. 18, så resten af aftenen er helt min egen. Altså, undtagen når Vera ikke kan sove, og sådan nogle aftener bliver det også til et par stykker af. Blandt andet i går.

Men andre aftener får jeg hæklet julepynt. Det er der kommet to meget simple opskrifter ud af, som kan ses på min netop genopståede hækleblog, Hækleland. De burde være fine nybegynderopskrifter, især juletræet.

Det er så hyggeligt at hækle, selvom jeg bliver mobbet lidt for min lille mormorbeskæftigelse. Men den har taget om sig, og jeg er faktisk blevet rigtig glad for at have åbnet lidt op for den kreative Cecilie igen :)


onsdag den 4. december 2013

Folkets Park i Malmø

I weekenden var vi som nævnt en tur til Malmø for at komme lidt i julestemning. Vi ville gerne se noget nyt og ikke kun være inde i den gamle by, så vi tog ud til Folkets Park. Der har jeg mærkeligt nok aldrig været før, selvom jeg altid er ovre sundet et par gange om året. Jeg påtænker helt klart at komme tilbage til sommer.

Der var i øvrigt masser af  fine legepladser i parken. I det hele taget virker Malmø som en meget børnevenlig by. På de fleste caféer er der høje stole, og folk tager bare klapvognen med ind som en selvfølge. Vi spurgte før vi gjorde det, men ingen rynkede på næsen af os. Det savner jeg lidt i København - plads til børnefamilier. Selvfølgelig skal der også være plads til caféer som er mere voksenrettede. Men børnefamilier er altså en ret stor kundegruppe! Nogle gange undrer det mig ikke, at børnetallet er faldende. Men det er en anden diskussion...









søndag den 1. december 2013

Hey, hov, jul!

Vi nåede lige lynhurtigt at pynte lidt op til i dag. Vi kom hjem fra en weekend i det svenske her til aften, men vi medbragte denne diskodrøm af en lyskæde, så det kunne blive instant jul her søndag aften. Kalenderlyset blev hevet frem fra skuffen og sat i et marokkansk teglas med salt* og kubusstagen fik lige lov til undtagelsesvis at fungere som adventsstage indtil vi finder resten af julestadsen frem i morgen. Og så fik Vera sin adventsgave fra farmor (klodser og bold), vi skrabede kalender og fra højtalerne lød Bright Eyes' søde juletoner. Og så blev det alligevel december i det lille hjem.

*= trick fra svigermors Hjemmet - ret smart!

fredag den 29. november 2013

Ugen der forsvandt

I denne uge, min anden uge efter barsel, var planen at arbejde, gå til vejledning, hente bøger til specialet og til Mø-koncert. Og måske komme så småt i julestemning.

Men man kan jo som bekendt ikke altid planlægge livet, så ugen endte med tre sygedage og to arbejdsdage. Ingen Mø-koncert og intet speciale. Og absolut ingen julestemning.

Totalt børnefamilie-agtigt med omgangssyge og indkøbsstress. Nu begynder det! tænkte jeg. Men altså. Ci skal nok få styr på det. Både julestemningen og indkøb. Måske bare ikke sygdommen. Så håber jeg bare vi bliver ramt lidt mindre hårdt næste gang. Jeg er godt nok træt efter den her uge!

Men hey, vi er raske igen! Og jeg blev færdig med en stor opgave på arbejde!

Og nu kan jeg ikke skrive mere her fra telefonen med Vera sovende på armen uden at få krampe. God weekend!

fredag den 22. november 2013

Arbejd arbejd



Så er jeg tilbage til det her: sidde ved et skrivebord til solen går ned. Det er ikke så slemt, faktisk. To dage om ugen sidder jeg med udsigten på billedet. Det er mit studiejob i Kulturstyrelsen. Jeg er der fra 9 til 16.30. Det er en laaang dag for en der normalt kun lige får læst overskrifterne i avisen.

Ellers sidder jeg på Fiolbiblioteket i Fiolstræde og skriver speciale eller forsøger på det samme.

I dag har jeg lavet denne blog. Kan I så gætte, hvad mit speciale handler om? Det er ok, hvis I ikke kan ;-) jeg skal nok prøve at se om jeg kan forklare det en anden dag. Lige nu har jeg svært nok ved bare at forklare det til mig selv.

I mellemtiden prøver jeg så at have kvalitetstid med Vera, der græder hver gang hun ser mig og kommer i tanke om, at jeg har været væk. Men når hun så kommer op til mig, jubler hun af glæde og stjæler mine briller. Dejlige barn. Jeg savner hende virkelig i dagstimerne. Men jeg nyder også lidt at få lidt ro. Lidt.

søndag den 17. november 2013

Aller aller aller aller sidste...


... dag på barsel! Oh, rædsel!

I morgen begynder jeg på arbejde og på torsdag på specialet. Jesper overtager barslen indtil Vera starter i vuggestue til januar. Jeg har været på barsel i 46 uger, og de fleste har været fantastiske.

De sidste par uger har jeg forsøgt at nyde fuldt ud, men der var et par projekter, der også tog lidt plads: at fejre min fødselsdag og at vænne Vera fra hyppige natamninger.

Jeg kom til at arrangere lidt for meget fødselsdagshalløj (typisk mig), og det var egentlig lidt for meget for en lille familie, der stadig er ved at finde ud af det hele. Vera valgte selvfølgelig at få sin ottende tand på min fødselsdag og fejrede det ved at skrige en time i træk. Måske også fordi hun bare var træt af gæster og afbrudte rutiner. MIN skyld!

Natteprojektet, som jo mest bare bestod i at jeg sov på sofaen og Jesper trøstede og trøstede blev først udskudt fordi Vera blev snotforkølet. Så smittede hun mig, så blev vi raske, og så forsøgte vi igen. Ingen planer for ugen, masser af nærhed til Vera, kaffe til faren og dameblade til moren, der sov bekymret på sofaen. Det gik ok til at starte med, og så blev Vera syg igen. Og smittede sin mor. Og smittede sin far. Men jeg havde pludselig fået smag for de rolige nætter (især med tanke på den kommende arbejdshverdag), så vi besluttede at blive ved på trods af sygdom.

I går var SÅ udmattende. Vi var alle tre syge, og Vera kunne måske mærke, at noget snart ændrer sig, så hun skreg hver gang jeg forlod rummet eller bare tog mig en pause i sofaen et øjeblik. Til sidst besvimede vi nærmest alle tre i sofaen med te, boller og Postmand Per, og det var faktisk en lille smule hyggeligt lige pludselig.

I dag har jeg kysset og kysset og Vera har været i strålende humør. Hun pludrer og snakker og klapper og griner og kryber og spiser og drikker (og tisser på gulvet) og er bare så helt vildt dejlig. Og i morgen er jeg ude af døren kl. 8 og væk i mindst 8 timer.

Men det skal jo nok gå. Andre mødre har klaret det før mig. Og jeg glæder mig også en lille bitte smule til det.

onsdag den 6. november 2013

Svensk shopping

Forleden dag fik jeg en mail på svensk. Det er jo i sig selv hyggeligt nok, men det gjorde det heller ikke dårligere, at det var den svenske webshop Lekmer, der tilbød mig et gavekort til deres danske site, Lekmer.dk.

Jeg har været inde på Lekmers site før, for de har et kæmpestort udvalg. Næsten for stort, så man kan hurtigt bruge timer på gennemgå deres sortiment for at finde den helt rigtige hagesmæk. Hvis man søger på Spise og drikke, finder man for eksempel 826 varer...

De har mange af de ting, man også finder i danske webshops, men jeg fandt også nogle lidt anderledes ting. Jeg synes hurtigt man får en feeling af noget meget svensk, så hvis man bare nærmer sig af at være lige så svenkofil som mig, kan jeg anbefale at man laver sig en stor kop kaffe og henter en kanelbulla eller lidt godis og så kaster sig ud i en virtuel shoppingtur over sundet.




En julekalender med Mumitrolde. Hjemmesko med elge. Lammegynge. Højstol i træ. Alfons Åberg spisesæt. Porcelænskrus. Tudkop med Mumimotiv. Uld/akryl hue. Babykælk.
(Billeder fra Lekmer.dk )

Nu har jeg fået lyst til at tage en tur til Sverige, gå på julemarked, spise korv med mos, sidde ved en pejs og gå en lang tur i sneen...

tirsdag den 5. november 2013

10 livsnødvendige ting i en barsel

Nu lakker min barsel som nævnt mod enden, så her får I de ti ting, der har gjort mest glæde:

1. Bæresele. Rar at have når man bare lige skal i kiosken med baby eller når barnevognen bliver til et hadeobjekt. Uundværlig når man bor på femte sal uden elevator.

2. Legetøj ved puslebordet. Kan på gode dage hjælpe mod baby, der ruller om på maven og hiver alt ned fra puslebordet, sparker bukserne af ti gange før de er kommet helt på eller argh, putter hånden ned i bleen. Skal helst kunne tåle en vask eller 30.

3. Vådservietter. Fordi alting er beskidt hele tiden.

4. Købebabymad. Til ikke-speltmor-dagene. Og pulvergrød til morgenmad før syv. Eller ni.

5. Mikrobølgeovn. Sparer opvask af gryder til opvarmning af babymad og rester. Og til at genvarme kaffen i, når baby vågner lige når man har sat sig ned og tror det er kaffepausetid.

6. Kaffe. Til at fake energi på alle tidspunkter af døgnet. Indebærer dog faldgruberne: 1) At man ikke kan sove, når baby sover. 2) At man selv tror på det urealistisk høje energiniveau og laver lige så urealistiske planer. 3) Ondt i maven ved overforbrug.

7. En hobby. Det virker måske underligt at finde endnu en ting at bruge tid på, når baby tager så meget tid, men det virker mod barselsvanvid! En tv-serie, nemt håndarbejde, tegneserier eller en blog er for eksempel gode hobbyer. Skal helst ikke kræve for mange hjerneceller, men må gerne være lidt afhængighedsskabende. Må helst ikke dø af at blive forsømt i et par dage, så jeg slettede lige surdej og planter fra listen.

8. Bedsteforældre, mødregruppe, meget gode venner eller lignende bekendtskaber. Altså mennesker i nærheden, der gider dikkedikke din nuttede baby, også når hun ikke er nuttet, gider høre om babylort og søvnproblemer og gider tage din baby lidt mens du selv går i bad, drikker en uforstyrret kop kaffe eller hvad du nu har brug for.

9. Internet. Det kan godt være, at nogle forældre kan det hele intuitivt og aldrig kommer i tvivl om snuen er lungebetændelse, hvornår en baby sover igennem (aldrig) eller hvad baby skal have på i barnevognen, men jeg har googlet alting fra dag et. Jeg har løst mange problemer på den måde, men dog også blevet mere forvirret andre gange. Man skal huske at stole på sin egen dømmekraft, men den kan altså godt forsvinde sammen med tålmodigheden, når man er blevet vækket kl. fem.

10. Det hele skal nok gå-attitude. Det skal det altså nok! Og du er stadig en god mor/far, selvom barnet græder, du tuder og nogen har glemt at støvsuge, vaske op og købe grøntsager i et par uger...

søndag den 3. november 2013

Vera 8 måneder

Ok, Vera bliver faktisk snart 9 måneder. Men derfor kan I jo stadig godt få et lille statusindlæg om hvordan det går med min lille, vilde datter. Hun...

- vejer lidt over ti kg. Og har dermed førertrøjen som den tungeste baby i mødregruppen.

- kan møve sig fremad, men ikke holde sig oppe i kravlestilling i mere end et halvt sekund ad gangen. Det virker dog ikke som om det generer hende. Hun kommer stadig hurtigt rundt i hele lejligheden og undersøger alting, fra køkkengrej til kontorstol.

- elsker, elsker, elsker mad. Grød, mos, brød med smør, banan, kartoffel, leverpostej... Og allermest lagkage! (Som hun ved et frygteligt uheld kom til at blive tilbudt.) MAM! siger hun og rækker ud efter maden, slikker resterne af sine fingre og støvsuger bordet for krummer. Mors pige ;)

- er begyndt at nyde at kigge i bøger meget mere. Hun bladrer selv frem og tilbage, og har sine yndlingssider som vi hele tiden skal kigge på. Herunder en gul bamse og ikke mindst billedet af en flot dreng i bad. Han skal aes og grines til hver gang. Overvejer lidt at få ham trykt som idolplakat.

- vinker og siger 'EJ!, når hun ser en hun godt kan lide, som for eksempel mor, far eller mormor.

- har lært at vende sig om på lidt plads. For eksempel i sengen. Efter hun lærte det, er hun begyndt at vågne midt om natten, vende sig om på maven, ruske i tremmerne og række grinende ud efter sin trætte mor.

- er blevet ret morsyg og kommer ofte krybende mod mig, mens hun piver hjerteskærende for derefter at smide sig foran mig med armene oppe: jeg vil ooooop! Når hun kommer op, er hun så bare mere interesseret i alt muligt andet hun nu kan nå. Heriblandt ledninger.

Men hun er altså ret dejlige. Den søde Vera.

onsdag den 30. oktober 2013

November på vej

Jeg har egentlig aldrig været særlig kritisk over for november. Det handler nok om, at jeg har fødselsdag den sjette og derefter kan man jo bare begynde at glæde sig til jul. Nogle gange tror jeg virkelig man kan blive et lykkeligere menneske af at gå op i højtider! Men det kræver selvfølgelig også at man ikke stresser for meget over dem. Jeg gør mit bedste.

Men i år betyder november, at min barsel slutter. Det er surt, men på en måde glæder jeg mig også til at opnå den der arbejdsro, hvor man bare sidder med sin kaffe, sin computer og sit dokument - og læser korrektur! Sådan er jeg indrettet, jeg fjollede danskstuderende...

Lige her inden vinteren for alvor er slået igennem, er Vera blevet temmelig forkølet. Det faldt selvfølgelig sammen med, at vi havde tænkt os at gå i gang med Projekt Stop Natamning. Det gik vi så ikke i gang med alligevel, for sådan en syg bebs skal jo have masser af antistoffer fra mælken og også en masse omsorg. Det prøvede jeg af en eller anden grund at give ved at hækle hende en varm hue. Tror dog bare den giver grund til vuggestuemobning... Vi kan jo kalde den "tehætten".

mandag den 28. oktober 2013

Oktober er pink





Oktober er jo som bekendt brystkræftsmåned, så da jeg afholdte madklub i går, blev det hele lyserødt. Menuen stod dermed på rødbederisotto, rødbedeboller og rødbedekyllingefrikadeller. Jeg har desværre ingen opskrifter, da jeg bare puttede rødbede i alle mine standardopskrifter. Det farver godt nok effektivt, det stads! Jeg serverede selvfølgelig rød saftevand (med danskvand) og rosé dertil og vi startede med en snackblanding af peanuts og gojibær, samt afsluttede med lyserødt slik... jeg gik måske en anelse amok i Fakta. Men det var det værd! Det varmede humøret at omgive sig med pink og gode veninder :)

Vera tog også dagen overraskende pænt, når man tænker på vintertiden. Sådan en time kan gøre meget for en lille babys døgnrytme. Men i dag var hun også helt træt og sulten alt for tidligt, det stakkels barn. Og måske lidt påvirket af stormlydene udefra. Jeg håber I alle kom uskadte gennem aftenen!

Og nu vil jeg drikke varm kakao og se første afsnit af anden sæson Sherlock - en anbefaling værd!

onsdag den 9. oktober 2013

At elske sin lille, upraktiske, slidte lejlighed

... kræver et godt hjerte og lidt ekstra forbedringer, efter som der på magisk vis bliver mindre og mindre plads heroppe på femte.


(Klik på billederne for at se dem i store.) Vi har købt to nye IKEA-skabe til blandet opbevaring. Det ene er det klassiske, lave PS skab, som vi fik brugt og billigt. Det andet er en STUVA kombination, som vi købte fra nyt af efter maaaange overvejelser. Det er i princippet to skabe ovenpå hinanden, så hvis man omindretter, kan man bruge dem anderledes. Og så har vi fået hængt knager op i gangen. Her kan man så rigtig se, at vi er blevet en ægte børnefamilie.

Jeg ville virkelig ønske, at vi ikke behøvede at fylde hvert eneste hjørne af lejligheden op med skabe, men det er altså bare sådan det er, når man har så lidt plads som os. Imens drømmer jeg, som Michael Simson, om et andet sted. Men det bliver jo bare ikke lige nu, vel?

Indtil da kan man glædes over udsigten ved opvasken og solen ind ad vinduet. Mens man ignorerer, at der trænger til at blive malet.


søndag den 6. oktober 2013

Den slags dag

Et lille godnatindlæg fra et hjem i søndagshumør. I dag har stået på tømmermændsramte forældre og en hyperaktiv (som altid) baby. Før I ringer efter Sundhedsstyrelsen, vil jeg lige indskyde, at vi ikke drak os i hegnet med en baby i går. Jesper afholdte et hyggeligt middagsselskab i anledningen af sin fødselsdag, og jeg undede mig selv TO glas rødvin efter bebsen var lagt i seng. Jeg ammer stadig og drikker derfor sjældent mere end et enkelt glas vin eller øl, men hey, det var lige så hyggeligt.

Jeg blev dog straffet i form af intet mindre en den første omgang tømmermænd siden jeg blev gravid! Virkelig skørt, af to glas vin! Åh ja, og nok også kombineret med alt for lidt nattesøvn. Av mit hoved! Der måtte panodiler og cola til. Derefter affodrede jeg babyen med lasagne på glas (øko, trods alt), og følte mig som en temmelig sølle mor. Og ikke mindst beskidt... Vi havde nemlig heller ikke varmt vand i hele opgangen. Selvfølgelig.

Heldigvis stod resten af dagen på familiefødselsdag inkl lagkage og hygge (men først et bad hos min mor), så Vera kunne få et skud bedsteforældre og forældrene noget kaffe og frisk luft.

Nu er det sovetid for mig, der er lidt der skal indhentes! Godnat :)