tirsdag den 14. januar 2014

Om at stå ved sig selv


Det her bliver langt. Men det er vigtigt. Og det kommer forhåbentligt til at live lidt op i min blog. Og ikke mindst i mig.

Jeg kan lige så godt indrømme, at jeg har en lille identitetskrise. Jeg tror det er meget normalt.

For ganske kort tid siden var jeg en ret almindelig studerende. Jeg havde et godt studiejob i Kulturstyrelsen, jeg var engageret i mit studie, jeg var fagrådsformand, og jeg boede sammen med min kæreste på Nørrebro. Vi levede et ret normalt liv som to studerende i København med venner, fester, kulturoplevelser, studie og studiejobs.

Nu er vi en ret almindelig børnefamilie. Min kæreste er færdiguddannet og jobsøgende (på livet løs!), og jeg er på vej det samme sted hen. Vi har en lille pige, som vi bruger det meste af vores ledige tid på. Vi står op, skifter ble, laver grød, putter i flyverdragt, kører i vuggestue, køber ind, rydder op, skriver speciale, skriver ansøgninger, henter, leger, skifter, laver mad, vasker barn, børster tænder, putter barn, googler søvnproblemer og falder trætte i søvn lidt i elleve. I weekenden gør vi rent, køber ind, ser bedsteforældre, køber elefanthuer, surfer boligannoncer, falder i søvn til film og sover længe, helt til kl. halv otte.

Min fritid bliver faktisk mest brugt på håndarbejde. Det er en hobby, der er vokset frem under min barsel og
som optager mig ret meget. Jeg kan for eksempel ikke længere stå ved at bustoppested uden at tænke over, hvordan sidemandens halstørklæde strikket.

Egentlig har jeg i lang tid ønsket, at andre så mig som en ret tjekket kvinde. Sådan en, der gik meget op i karriere og kultur (som jo for mit vedkommende hænger ret meget sammen) og nok også i byens liv og muligheder, for det gør man jo, hvis man er smart. Og i litteratur, film, gastronomi, god kaffe, korrekt køkkenudstyr osv. Og i politik. Og studenterpolitik. Osv. Det gør jeg jo også. Bare ikke særlig meget længere.

Men helt ærligt: Og hvad så? Jeg er en god mor. Jeg er en sej hækler. Jeg er megaglad for mit specialeemne, og jeg har tusind tanker om min fremtidige karriere. Og om hvordan, jeg kan tilrettelægge den, så det ikke går for meget udover familielivet. Som jeg finder RET vigtigt. For ellers havde jeg jo ikke fået et barn, vel?

Jeg synes faktisk jeg skylder mig selv (og mit barn) at stå lidt mere ved, hvad jeg er nu. Og blogge om det, for eksempel. Uden at være bange for, at andre mennesker synes jeg er kedelig. Måske lyder mit liv skræmmende for folk uden børn, men det er jo bare sådan det er. Børn er fantastiske. Og livet ændrer sig fuldstændig. Og bliver fantastisk hårdt. Men også bare fantastisk. Og fantastisk anderledes. Deal with it, mig selv.

Så farvel til jer, de læsere som jeg har forestillet mig, at jeg havde, og som jeg har blogget til i håb om, at I synes jeg var sej. Eller noget. For I får alligevel ikke rigtig så mange blogindlæg fra mig længere, vel? Og goddag til jer, kære læsere. Som læser med fordi I er interesserede i at høre om mig og mit liv, som det er i virkeligheden. Og måske fordi I har børn. Eller overvejer at få dem.

Eller simpelthen bare goddag til jer, der gerne vil læse en blog, der er skrevet med ærlighed i stedet for forestillinger om hvordan jeg burde være. Det glæder mig at møde jer :)

3 kommentarer:

Ulrik sagde ...

Jamen goddag til dig. :)

Når jeg læser blogs har det jo altid været for at høre om personen bag. Så at du vil "være dig selv", synes jeg bare er godt. :)

Trine sagde ...

Jeg vil gerne blive ved at læse med! Skal bare blive bedre til de der kommentarer hos andre. En blog med personlighed og "ægthed" er bedre end endnu en i rækken der er lidt for politisk korrrekt og fyldt med at skulle være alt muligt kulturella, speltmad man aldrig får lavet og alt det der!

Cecilie L. sagde ...

Tak, I er søde!