Sur, sur, sur...

Haps, haps og haps.

Forleden dag var jeg sur. Jeg var sur på rodet i vores lejlighed, sur på vores filmsamling, der ikke længere kan være i reolen (i vores forhold er det ikke mig, der er shopaholic...), sur på mit arbejde fordi der var for meget at lave, sur på min mave (undskyld, baby) fordi den var i vejen, sur på bolledejen, der klistrede fast på mine fingre og sur på køkkenet, der var for småt.

Det gik langsomt op for mig, at det måske ikke kun var hele verden, der havde besluttet sig for at være irriterende den dag. Jeg tænkte straks, at det nok var de dumme graviditetshormoner, der var skyld i surhedsudbruddet, men jeg kan måske svagt huske at have været sur før jeg blev gravid. Muligvis kastede jeg ikke lige så meget med ting (det er ellers dejligt tilfredsstillende), men sur har jeg helt sikkert været.

Og hvad så, hvis man er sur nogle gange? Så snart det gik op for mig, at det var min sindstilstand, den var gal med og ikke resten af verden, kunne jeg faktisk godt se det sjove i det. Så bankede jeg lidt i bolledejen for at få lidt frustrationer ud på den. Måske hjalp det også, at min øko-gær var mugnet, selvom jeg købte den dagen før (så noget af verden var altså imod mig). Det betød nemlig, at jeg skulle ud af døren for at købe gær (og kakaomælk - en gravidlast), forbi Janus og shoppe lidt, forbi øko-bager og købe en linse og forbi kiosk for at købe blade.

Man skal ikke undervurdere ovenstående menu. Bagefter var jeg glad og rolig.

Linser for the win!