tirsdag den 23. april 2013

Pusterum

Baby får en bedre fornemmelse af rum og omgivelser. Måske reagerer hun på at være andre steder end hjemme eller blive holdt af fremmede. Hun har stor lyst til at opleve verden, men er også følsom over for de nye indtryk – derfor må oplevelserne meget gerne ske fra mors eller fars arm.

„Barnet skelner mere mellem kendt og ukendt og vil tydeligt fornemme, om det er hjemme eller ude. Det er ikke udsædvanligt, at det græder så meget, at I må tage hjem – og ligeså snart I træder ind i entreen, falder barnet til ro,” siger Helen Lyng Hansen.


Kilde: Vores Børn, http://voresborn.dk/baby-0-1/psykologi-og-udvikling/1439-syv-fantastiske-tigerspring?page=2

Ovenstående passer perfekt på Vera i øjeblikket. Det er beskrivelsen af et udviklingsspring ved omkring de 12 uger, men Vera er lidt tidligt på den med sine 10 uger. Den største og værste konsekvens af dette er, at hun er sur på sin barnevogn. Før var barsel en solstrålehistorie, hvor vi gik lange ture med vognen i det lune forår og cafe latte i den nye kopholder, og Vera fik dejligt lange middagslure, mens vi fik snakket, hygget, set venner osv.

I den sidste tid har barnevognstid været præget af skrig og skrål. Skrig og skrål på Strøget, skrig og skrål i bussen, skrig og skrål til familiearrangementer... Vi prøvede alt. Ingen lift i vogneb hjalp ikke. Legetøj i vognen hjalp ikke. Mindre tøj på hjalp ikke. Mere tøj på hjalp ikke. Et stykke af mit tøj, der duftede af mig ned i liften hjalp ikke. Og så fandt vi bæreselen frem. Det hjalp!

I dag besøgte jeg min mor, og endnu en gang måtte jeg stoppe på vejen derhen for at skifte til bæresele. Men på vejen hjem var hun for træt til skrig og skrål og faldt i stedet for i søvn i sin barnevogn for første gang i, hvad der føles som flere uger. Jeg ved ikke hvor lang tid det er i virkeligheden, jeg har for længst mistet min tidsfornemmelse. Men her til aften fik jeg mig altså en dejlig fredelig tur gennem Nørrebro, og det var fantastisk! Da vi kom hjem, vågnede hun på vej op ad trapperne, men faldt i søvn igen kort efter, og jeg har haft tid til te og bloglæsning. Aaah! :)

6 kommentarer:

therapeutic sagde ...
Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.
Stine sagde ...

Husk at du skal korrigere, så du skal regne efter terminsdatoen og ikke hvornår du fødte.

Har det på præcis sammen måde (stadig!) med ingen tidsfornemmelse. Men det går da fremad, og så lige det bedste babyråd jeg har fået, som næsten altid gælder: Det er en fase! Uanset hvad du gør, så går det over af sig selv. Både de gode og de dårlige ting, det hele ændrer sig, så man skal ikke være så bekymret, det skal nok blive godt igen helt af sig selv :)

Cecilie L. sagde ...

Ja, derfor giver det også god mening, for Vera er født en uge efter terminen :)

Det ER et godt råd! Jeg tænker det også hele tiden, men jeg bliver vist lidt utålmodig. Må nok bare holde ud lidt endnu og blive indenfor... :)

Kathrine B. sagde ...

Vi er ved 23-ugers springet dvs. dét hvor han opdager at far og MOR kan gå ud af døren og blive "væk". Derfor græder og skriger vi hver gang mor går ud af døren, gider ikke sove i egen seng (vi var lige kommet i en god soverutine og -rytme), og synes egentlig heller ikke det er spændende at blive holdt af andre! *suk*

Man skal virkelig bare holde fast i at det bli'r bedre, specielt om natten, når man er oppe for femte gang for at trøste, når man normalt sover fra 22-06 *dobbelt-suk* 17 dage to go..

Linen sagde ...

Jeg skal ikke kloge mig på tigerspring, men jeg kunne dog godt finde på at sige at hvis man tror på dem skal ens barn nok igennem alle de " problemer" de nævner, hvis ikke kan det ske man springer over nogle af dem. Men det er helt sikkert rart at få nogle forklaringer en gang imellem på hvorfor børn gør som de gør. For mig er det bare enormt vigtigt at huske at ingen mennesker er ens og det er sjældent jeg selv passer ind i et skema, så hvorfor sku' mit barn så gøre det. Jeg må nok også indrømme at jeg har fået et lidt anstrengt forhold til vores børn efter de havde artiklen "10 tegn på at din baby elsker dig". Det var bare for plat! Så mange nybagte forældre er så skrøbelige og hvad nu hvis de ikke lige ser de tegn hos deres barn, er de så dårlige forældre eller elsker barnet dem ikke. Puha alt det ansvar på begge parter i stedet for bare at nyde. Så! ikke mere galde her fra (til Vores børn og dumme skemaer og test, ikke til dig :-))

Cecilie L. sagde ...

Hold ud, Kathrine!

Jeg tror ikke på at alle babyer gennemgår alle tigerspring, men jeg synes tit det har givet mening i forhold til Vera, når jeg læste om det :)

Jeg synes egentlig Vores Børn er ok, så jeg kan godt tilgive dem den (ok, ret fjollede) artikel!