torsdag den 31. januar 2013

Hækling for dummies #2

Det viser sig, at jeg måske alligevel godt kan finde ud af at hækle. Jeg har godt nok kastet meget rundt med hæklenålene i vrede og skældt meget ud på computerskærmen over hækleopskrifter, jeg ikke forstod, men nu har jeg faktisk hæklet to ting færdig:


Et halsrør/infinity scarf i skifte farve-garn (soyafibre/uld fra Netto) - opskrift her.


En suttesnor - opskrift her.

Jeg er kommet frem til nogle gode råd till hæklebegyndere, som jeg ville ønske, nogen havde fortalt mig (eller at jeg havde lyttet til, da de fortalte det):
  1. Hækl med en nål, der passer i størrelsen til garnet. Ingen grund til at tilføje udfordringer så tidligt i forløbet.
  2. Start med noget tykt garn (og dermed også en stor størrelse nål), så du bedre kan se de masker, du har hæklet.
  3. Kast dig ud i noget meget nemt (som for eksempel halsrøret herover), så du kan lægge ud med en succesoplevelse og lære teknikken stille og roligt.
  4. Invester i et sæt hæklenåle og en masse forskelligt garn (kan købes billigt i store Nettoer, Søstrene Grene og andre lignende steder). Så er det ikke manglen på den slags, der stopper dig.
Jeg har købt et sæt nåle på Den Blå Avis. Annoncen er her, men er desværre lige blevet inaktiv, så det kan være hun ikke har flere sæt nu. Det er ellers det billigste, jeg har set indtil videre. Men min mor har oplyst, at man tit kan finde billige hæklenåle på loppemarkeder, så I må derud. Ellers er vi oppe i omkring 40 kr. pr. nål - men det er jo også til at betale, hvis man er ivrig efter at komme i gang. (Og det bliver altså meget sjovere, når man har lidt at vælge imellem!)


Mit største problem omkring hækling (og de fleste andre projekter i livet) er kombinationen af ukoncentration, ivrighed og utålmodighed. Derfor er jeg lige nu i gang med to pandebånd (dem fra den første post - jeg har trevlet dem op igen, da de var fyldt med begynderfejl) og en rangle. Derudover har jeg en milliard faneblade med opskrifter åbne, fordi jeg har lyst til at prøve dem også.

Det bliver til en hulens masse hækling, men så længe jeg bare går og venter på den baby (termin på søndag!!) og åbenbart ikke kan kaste mig ud i de vilde aktiviteter længere (kæmpe plukkeveanfald i Netto i dag - hyggeligt), passer det mig helt fint. Nu har jeg sat mig til rette i sofaen med garn og hæklenåle over det hele og The National på anlægget. Det føles rart og godt, og derfor frygter jeg også, at det så lige er i aften, hun vælger at komme...

2 kommentarer:

Stine sagde ...

Det har sådan nogle fine farver, det første.

Jeg synes også, det går alt for langsomt med at hækle, for jeg vil også gerne lave en milliard ting, og jeg er igang med ca 20 ting tror jeg. Er lige startet på noget nyt i dag :/ Min de nogensinde bliver færdige, allesammen...

Cecilie L. sagde ...

Jeg er også ret begejstret for det - det er desværre lidt stramt, men det lærer man jo :) og så kostede garnet kun 8 kr!

Jeg tænker, at det er ok, fordi man hele tiden øver sig på forskellige ting. I dag har jeg fx mest bare overspringshæklet blomster, som er blevet sat på babytingene...