torsdag den 19. december 2013

Ting der er sket

1. Jeg har fået et samarbejde med et gymnasium til mit speciale. (Hurra!)

2. Jeg har købt næsten alle julegaver på én dag.

3. Jeg har oprettet en blog om mit speciale.

4. Vores lejlighed ligner julemandens legetøjsværksted.

5. Jeg jonglerer med arbejde, speciale og baby på en gang.

6. Jeg har så travlt at jeg nærmest har svært ved at tale rent. (Det sker altid i opgavefaser.)

7. Vera har fået introbrev fra vuggestuen. Vi sloges om at få lov til at læse det først.

8. Jeg har langt om længe sat nyt batteri i mine cykellygter og fået fixet mine håndbremser på min cykel som jeg har savnet under barsel. To dage efter gik baglygten i stykker.

9. Vera har lært at hive en bog ned fra hylden, bladre i den og udpege de ting vi siger. De litterære forældre er pavestolte.

10. Juleferien fra arbejdet er indtræffet og efter i morgen fra specialet. Glædelig jul!!!

fredag den 6. december 2013

Aftenhækling



I øjeblikket har jeg gang i et lille hyggeprojekt: jeg julehækler om aftenen. Det er dejligt med noget helt uforpligtende oveni alt det speciale og arbejde, som jo tager det meste af min tid. Vera bliver lagt i seng senest kl. 19, og vi spiser børnefamiliemiddag kl. 18, så resten af aftenen er helt min egen. Altså, undtagen når Vera ikke kan sove, og sådan nogle aftener bliver det også til et par stykker af. Blandt andet i går.

Men andre aftener får jeg hæklet julepynt. Det er der kommet to meget simple opskrifter ud af, som kan ses på min netop genopståede hækleblog, Hækleland. De burde være fine nybegynderopskrifter, især juletræet.

Det er så hyggeligt at hækle, selvom jeg bliver mobbet lidt for min lille mormorbeskæftigelse. Men den har taget om sig, og jeg er faktisk blevet rigtig glad for at have åbnet lidt op for den kreative Cecilie igen :)


onsdag den 4. december 2013

Folkets Park i Malmø

I weekenden var vi som nævnt en tur til Malmø for at komme lidt i julestemning. Vi ville gerne se noget nyt og ikke kun være inde i den gamle by, så vi tog ud til Folkets Park. Der har jeg mærkeligt nok aldrig været før, selvom jeg altid er ovre sundet et par gange om året. Jeg påtænker helt klart at komme tilbage til sommer.

Der var i øvrigt masser af  fine legepladser i parken. I det hele taget virker Malmø som en meget børnevenlig by. På de fleste caféer er der høje stole, og folk tager bare klapvognen med ind som en selvfølge. Vi spurgte før vi gjorde det, men ingen rynkede på næsen af os. Det savner jeg lidt i København - plads til børnefamilier. Selvfølgelig skal der også være plads til caféer som er mere voksenrettede. Men børnefamilier er altså en ret stor kundegruppe! Nogle gange undrer det mig ikke, at børnetallet er faldende. Men det er en anden diskussion...









søndag den 1. december 2013

Hey, hov, jul!

Vi nåede lige lynhurtigt at pynte lidt op til i dag. Vi kom hjem fra en weekend i det svenske her til aften, men vi medbragte denne diskodrøm af en lyskæde, så det kunne blive instant jul her søndag aften. Kalenderlyset blev hevet frem fra skuffen og sat i et marokkansk teglas med salt* og kubusstagen fik lige lov til undtagelsesvis at fungere som adventsstage indtil vi finder resten af julestadsen frem i morgen. Og så fik Vera sin adventsgave fra farmor (klodser og bold), vi skrabede kalender og fra højtalerne lød Bright Eyes' søde juletoner. Og så blev det alligevel december i det lille hjem.

*= trick fra svigermors Hjemmet - ret smart!

fredag den 29. november 2013

Ugen der forsvandt

I denne uge, min anden uge efter barsel, var planen at arbejde, gå til vejledning, hente bøger til specialet og til Mø-koncert. Og måske komme så småt i julestemning.

Men man kan jo som bekendt ikke altid planlægge livet, så ugen endte med tre sygedage og to arbejdsdage. Ingen Mø-koncert og intet speciale. Og absolut ingen julestemning.

Totalt børnefamilie-agtigt med omgangssyge og indkøbsstress. Nu begynder det! tænkte jeg. Men altså. Ci skal nok få styr på det. Både julestemningen og indkøb. Måske bare ikke sygdommen. Så håber jeg bare vi bliver ramt lidt mindre hårdt næste gang. Jeg er godt nok træt efter den her uge!

Men hey, vi er raske igen! Og jeg blev færdig med en stor opgave på arbejde!

Og nu kan jeg ikke skrive mere her fra telefonen med Vera sovende på armen uden at få krampe. God weekend!

fredag den 22. november 2013

Arbejd arbejd



Så er jeg tilbage til det her: sidde ved et skrivebord til solen går ned. Det er ikke så slemt, faktisk. To dage om ugen sidder jeg med udsigten på billedet. Det er mit studiejob i Kulturstyrelsen. Jeg er der fra 9 til 16.30. Det er en laaang dag for en der normalt kun lige får læst overskrifterne i avisen.

Ellers sidder jeg på Fiolbiblioteket i Fiolstræde og skriver speciale eller forsøger på det samme.

I dag har jeg lavet denne blog. Kan I så gætte, hvad mit speciale handler om? Det er ok, hvis I ikke kan ;-) jeg skal nok prøve at se om jeg kan forklare det en anden dag. Lige nu har jeg svært nok ved bare at forklare det til mig selv.

I mellemtiden prøver jeg så at have kvalitetstid med Vera, der græder hver gang hun ser mig og kommer i tanke om, at jeg har været væk. Men når hun så kommer op til mig, jubler hun af glæde og stjæler mine briller. Dejlige barn. Jeg savner hende virkelig i dagstimerne. Men jeg nyder også lidt at få lidt ro. Lidt.

søndag den 17. november 2013

Aller aller aller aller sidste...


... dag på barsel! Oh, rædsel!

I morgen begynder jeg på arbejde og på torsdag på specialet. Jesper overtager barslen indtil Vera starter i vuggestue til januar. Jeg har været på barsel i 46 uger, og de fleste har været fantastiske.

De sidste par uger har jeg forsøgt at nyde fuldt ud, men der var et par projekter, der også tog lidt plads: at fejre min fødselsdag og at vænne Vera fra hyppige natamninger.

Jeg kom til at arrangere lidt for meget fødselsdagshalløj (typisk mig), og det var egentlig lidt for meget for en lille familie, der stadig er ved at finde ud af det hele. Vera valgte selvfølgelig at få sin ottende tand på min fødselsdag og fejrede det ved at skrige en time i træk. Måske også fordi hun bare var træt af gæster og afbrudte rutiner. MIN skyld!

Natteprojektet, som jo mest bare bestod i at jeg sov på sofaen og Jesper trøstede og trøstede blev først udskudt fordi Vera blev snotforkølet. Så smittede hun mig, så blev vi raske, og så forsøgte vi igen. Ingen planer for ugen, masser af nærhed til Vera, kaffe til faren og dameblade til moren, der sov bekymret på sofaen. Det gik ok til at starte med, og så blev Vera syg igen. Og smittede sin mor. Og smittede sin far. Men jeg havde pludselig fået smag for de rolige nætter (især med tanke på den kommende arbejdshverdag), så vi besluttede at blive ved på trods af sygdom.

I går var SÅ udmattende. Vi var alle tre syge, og Vera kunne måske mærke, at noget snart ændrer sig, så hun skreg hver gang jeg forlod rummet eller bare tog mig en pause i sofaen et øjeblik. Til sidst besvimede vi nærmest alle tre i sofaen med te, boller og Postmand Per, og det var faktisk en lille smule hyggeligt lige pludselig.

I dag har jeg kysset og kysset og Vera har været i strålende humør. Hun pludrer og snakker og klapper og griner og kryber og spiser og drikker (og tisser på gulvet) og er bare så helt vildt dejlig. Og i morgen er jeg ude af døren kl. 8 og væk i mindst 8 timer.

Men det skal jo nok gå. Andre mødre har klaret det før mig. Og jeg glæder mig også en lille bitte smule til det.