onsdag den 24. marts 2010

Farvel (og goddag?)


I dag havde jeg sidste faste arbejdsdag på mit arbejde i Styrelsen for Bibliotek og Medier på Kulturministeriet, hvor jeg har været ansat i en projektstilling det sidste halve år. Egentlig skulle jeg stoppe helt fra den 1. april, men vi har skubbet et par dage ind i april også, så helt færdig med kulturen er jeg ikke før om lidt tid. Og så har de lovet at ringe, hvis der skulle komme mere arbejde...

Men man skal ikke undervurdere et godt studiejob, er det gået op for mig. Det betyder virkelig meget, at man brænder for de ting, der arbejdes med på arbejdspladsen (selvom man selv bare skal kopiere 100 siders rapport), at folk husker en på lige at tage en kop kaffe (når man virkelig har brug for den, selvom det er dårlig kontorkaffe) og at man faktisk er i godt humør, når man har været på arbejde (selvom man burde have brugt dagen på at læse til det studie, der vist også stadig betyder noget...).

Nu gælder det så at bestå de fem fag, jeg har på engelsk i det her semester. Det kommer nok til at gå ud over alt den dejlige fritid, jeg får nu. Men jeg skal vist alligevel sove længe på fredag!

Ingen kommentarer: