Lørdag aften og vild specialefest

Vi drikker lemonade, te med mælk og spiser småkager og lakridser... T-rex og mig. Mens vi prøver at lave noget specialeagtigt. Jeg er virkelig dårlig til 1) skrive speciale i weekenden, 2) skrive speciale om aftenen og 3) skrive speciale derhjemme. Så her har vi jo en glimrende kombi. Men jeg insisterer altså på at være lidt sammen med Vera i weekenderne, når arbejdsdagene i hverdagen nu bliver længere og længere. Åh, det er ved at være SNART at det speciale skal se pænt ud og afleveres. Lige nu ser det ikke så pænt ud, det ligner mest en bunke ufærdige, mystiske artikler uden rød tråd. Men den er der, den røde tråd! (Det må den jo være.)

I disse dage, når jeg ikke prøver at holde Vera tæt (hun hopper bare ned og løber hen og skubber sin dukkevogn - yndlingslegetøjet, når man nu ikke kan nå op til håndtaget på sin egen klapvogn), skriver speciale eller sover, så søger jeg jo også en masse gymnasiejobs og et par andre typer jobs. Og så hækler jeg på et stort, fint tæppe. Det er dejligt med kreativt arbejde, når man sidder og prøver at tænke kloge tanker så tit.

Men hvor er det mærkeligt, at jeg snart er færdig! Tænk at gå fra travlhed x 1.000 til slet ikke travl og "bare" være arbejdsløs! Jeg skal nok blive træt af det, hvis jeg ikke får et job efter noget tid, men i starten tror jeg altså jeg vil tillade mig at nyde det. Bare lidt. Og holde virkelig meget fri med Vera!

Nå... det var det der aftenspecialeskrivning, vi kom fra. Hvis jeg skriver mere end 100 tegn i dag, er jeg sej. Ik'?

Hej

Jeg tænkte det måske var på tide med et lille pip herfra. Jeg har ikke opgivet bloggen totalt. Jeg skriver bare speciale. Det er tidskrævende! Heldigvis. For det skal det jo være! Jeg afleverer om en måneds tid og så skal jeg forsvare det mundtligt en gang i maj.

Mens jeg skriver speciale, søger jeg også job, for det er jo sådan det hænger sammen.

Jeg synes det er en lidt hård og stresset tid. Men pludselig er det vel overstået!

Heldigvis kommer jeg hjem til lille store søde Vera hver dag. Hun går, snakker (på sit eget dadadada-sprog), leger, imiterer, bygger med klodser osv. Der sker vildt meget med hendes udvikling i øjeblikket! Er virkelig jaloux på vuggestuen over hvor meget de har hende, men så snart specialet er afleveret, tror jeg vi går i gang med fridagene. Jeg savner hende!

Politisk korrekt gastronomi

HEJ! Jeg findes. Det er bare den der vuggestuestart. Grrrr. Den må lige få et helt indlæg for sig selv senere.

Jeg har fået tilsendt en rigtig fin lille pakke fra Ibis om Madskolen i Bolivia. I pakken lå der et ret flot armbånd, en pakke sort quinoa og en lille pose majspulver til majsdrik. I dag lavede jeg majsdrikken, som skal serveres med flødeskum. Og den bliver pink! Ret fantastisk.

Det hele handler om, at gastrokongen, Claus Meyer, har kastet sig over endnu et projekt: Madskolen i Bolivia skal skabe jobs og uddanne fattige, indianske unge i madhåndværk. Det er en god idé, fordi Bolivia er Sydamerikas fattigste land. De har brug for vores hjælp.

Jeg kan godt lide mad, og jeg kan godt lide hjælp til selvhjælp, og det er jeg sikker på, at I også kan!

Hvis du også, som Claus Meyer, tror på, at mad åbner døre og hjerter, så skynd jer ind og giv et bidrag til det fine projekt. Så kan I også drikke pink drik og være fine med indiansk armbånd. Og støtte den rigtig gode sag!

Om at stå ved sig selv

Det her bliver langt. Men det er vigtigt. Og det kommer forhåbentligt til at live lidt op i min blog. Og ikke mindst i mig.

Jeg kan lige så godt indrømme, at jeg har en lille identitetskrise. Jeg tror det er meget normalt.

For ganske kort tid siden var jeg en ret almindelig studerende. Jeg havde et godt studiejob i Kulturstyrelsen, jeg var engageret i mit studie, jeg var fagrådsformand, og jeg boede sammen med min kæreste på Nørrebro. Vi levede et ret normalt liv som to studerende i København med venner, fester, kulturoplevelser, studie og studiejobs.

Nu er vi en ret almindelig børnefamilie. Min kæreste er færdiguddannet og jobsøgende (på livet løs!), og jeg er på vej det samme sted hen. Vi har en lille pige, som vi bruger det meste af vores ledige tid på. Vi står op, skifter ble, laver grød, putter i flyverdragt, kører i vuggestue, køber ind, rydder op, skriver speciale, skriver ansøgninger, henter, leger, skifter, laver mad, vasker barn, børster tænder, putter barn, googler søvnproblemer og falder trætte i søvn lidt i elleve. I weekenden gør vi rent, køber ind, ser bedsteforældre, køber elefanthuer, surfer boligannoncer, falder i søvn til film og sover længe, helt til kl. halv otte.

Min fritid bliver faktisk mest brugt på håndarbejde. Det er en hobby, der er vokset frem under min barsel og
som optager mig ret meget. Jeg kan for eksempel ikke længere stå ved at bustoppested uden at tænke over, hvordan sidemandens halstørklæde strikket.

Egentlig har jeg i lang tid ønsket, at andre så mig som en ret tjekket kvinde. Sådan en, der gik meget op i karriere og kultur (som jo for mit vedkommende hænger ret meget sammen) og nok også i byens liv og muligheder, for det gør man jo, hvis man er smart. Og i litteratur, film, gastronomi, god kaffe, korrekt køkkenudstyr osv. Og i politik. Og studenterpolitik. Osv. Det gør jeg jo også. Bare ikke særlig meget længere.

Men helt ærligt: Og hvad så? Jeg er en god mor. Jeg er en sej hækler. Jeg er megaglad for mit specialeemne, og jeg har tusind tanker om min fremtidige karriere. Og om hvordan, jeg kan tilrettelægge den, så det ikke går for meget udover familielivet. Som jeg finder RET vigtigt. For ellers havde jeg jo ikke fået et barn, vel?

Jeg synes faktisk jeg skylder mig selv (og mit barn) at stå lidt mere ved, hvad jeg er nu. Og blogge om det, for eksempel. Uden at være bange for, at andre mennesker synes jeg er kedelig. Måske lyder mit liv skræmmende for folk uden børn, men det er jo bare sådan det er. Børn er fantastiske. Og livet ændrer sig fuldstændig. Og bliver fantastisk hårdt. Men også bare fantastisk. Og fantastisk anderledes. Deal with it, mig selv.

Så farvel til jer, de læsere som jeg har forestillet mig, at jeg havde, og som jeg har blogget til i håb om, at I synes jeg var sej. Eller noget. For I får alligevel ikke rigtig så mange blogindlæg fra mig længere, vel? Og goddag til jer, kære læsere. Som læser med fordi I er interesserede i at høre om mig og mit liv, som det er i virkeligheden. Og måske fordi I har børn. Eller overvejer at få dem.

Eller simpelthen bare goddag til jer, der gerne vil læse en blog, der er skrevet med ærlighed i stedet for forestillinger om hvordan jeg burde være. Det glæder mig at møde jer :)

Troede ikke

• At man ville have brug for en ekstra ferie oven på juleferien. (Ååååh, julearrangementer med barn, der tilsyneladende kan klokken og vil have mad kl seks nul dut og som virkelig ikke skal i seng efter otte.)
• At forældre blev mere udmattede af vuggestuestart end barnet. (Don't even get me started.)
• At man kunne glemme alt om sin blog. (Måske meget sundt?)
• At man kunne glemme at tjekke sin SU. (Mindre sundt. Der er mildest talt ikke så meget tilbage.)
• At jeg stadig skulle op om natten efter 10-11 måneder.
• At man ville sige (og mene) "Er der virkelig allerede snart gået et år?!" ligesom alle andre forældre.
• At jeg ville blive en decideret listeblogger.
• At klokken blev så mange. Godnat!

Ting der er sket

1. Jeg har fået et samarbejde med et gymnasium til mit speciale. (Hurra!)

2. Jeg har købt næsten alle julegaver på én dag.

3. Jeg har oprettet en blog om mit speciale.

4. Vores lejlighed ligner julemandens legetøjsværksted.

5. Jeg jonglerer med arbejde, speciale og baby på en gang.

6. Jeg har så travlt at jeg nærmest har svært ved at tale rent. (Det sker altid i opgavefaser.)

7. Vera har fået introbrev fra vuggestuen. Vi sloges om at få lov til at læse det først.

8. Jeg har langt om længe sat nyt batteri i mine cykellygter og fået fixet mine håndbremser på min cykel som jeg har savnet under barsel. To dage efter gik baglygten i stykker.

9. Vera har lært at hive en bog ned fra hylden, bladre i den og udpege de ting vi siger. De litterære forældre er pavestolte.

10. Juleferien fra arbejdet er indtræffet og efter i morgen fra specialet. Glædelig jul!!!

Aftenhækling

I øjeblikket har jeg gang i et lille hyggeprojekt: jeg julehækler om aftenen. Det er dejligt med noget helt uforpligtende oveni alt det speciale og arbejde, som jo tager det meste af min tid. Vera bliver lagt i seng senest kl. 19, og vi spiser børnefamiliemiddag kl. 18, så resten af aftenen er helt min egen. Altså, undtagen når Vera ikke kan sove, og sådan nogle aftener bliver det også til et par stykker af. Blandt andet i går.

Men andre aftener får jeg hæklet julepynt. Det er der kommet to meget simple opskrifter ud af, som kan ses på min netop genopståede hækleblog, Hækleland. De burde være fine nybegynderopskrifter, især juletræet.

Det er så hyggeligt at hækle, selvom jeg bliver mobbet lidt for min lille mormorbeskæftigelse. Men den har taget om sig, og jeg er faktisk blevet rigtig glad for at have åbnet lidt op for den kreative Cecilie igen :)