onsdag den 17. juli 2013

Hey babyalarm-opfindere!

Opfind lige en babyalarm, hvor man kan putte sine hovedtelefoner i. Så kan jeg nemlig støvsuge, mens babyen sover!

Nu har Vera sovet i over to timer i træk uden at vågne det mindste. Jeg har set tv, drukket kaffe, ryddet op og hæklet, men her trænger vildt meget til at blive støvsuget. Men hvis jeg gør det, så vågner hun jo, og/eller jeg kan ikke høre hende. I kan godt se den store problemstilling, ik'?

Alternativt: Giv mig lige en rengøringshjælp. Faktisk bedre.

tirsdag den 16. juli 2013

Smukke Sverige


Jeg sidder lige og kigger mine billeder fra kameraet igennem, og jeg erindrer tydeligt, at jeg havde planer om at tage flotte, Bo Bedre-agtige interiørbilleder af sommerhuset, da vi var i Sverige. Det eneste billede, som ikke involverer en baby, er dette. Men fair nok - det opsummerer nok ret godt turen alligevel!

mandag den 15. juli 2013

Grøn frisør



Hvis man gerne vil leve så økologisk som muligt, er det selvfølgelig ikke kun maden, man skal tænke over. En ting jeg ikke havde skænket en tanke, før jeg blev gravid, var min frisørs produkter. Normalt er jeg lidt allergisk over for dufte, men da jeg var gravid gik det AMOK. Jeg kunne ikke komme i nærheden af noget som helst, der duftede - hverken blomster, sæbe, parfume eller lignende. Håndsæben på mit arbejde gav mig for eksempel hovedpine hver gang jeg var der, og jeg måtte udskifte alle mine hårprodukter. De var ganske vist rimelig politisk korrekte og var for eksempel parabenfri. Men de duftede, så det gik ikke.

Da jeg så ville klippes, lød det som et mareridt for mig at skulle være lukket inde i en frisørsalon med så mange dufte i en times tid. Jeg gik derfor på jagt efter en grøn frisør. Jeg fandt hurtigt Zenz-salonerne, og det viste sig at være en meget positiv oplevelse. Deres produkter er svanemærkede, og derfor paraben- og parfumefri, så der duftede kun af kaffe i salonen på Nordre Frihavnsgade, som jeg valgte (de har også andre afdelinger).

Jeg blev klippet af Josefine Øgaard, som er trainee, hvilket vil sige, at det kun kostede mig 420 kr. for klip og vask. Hårvasken foregik i en massagestol, mens en anden trainee hentede kaffe til mig, og så kan man jo kun være positivt stemt fra starten af. Jeg bad om at få klippet en del af mit lange, lange hår (der vokser hurtigt og filtrer amok, så snart det bliver langt), og det skulle være lige. Hun gjorde sig meget umage for at klippe det helt lige, så det blev rigtig pænt!

For en sikkerheds skyld testede jeg lige Josefine endnu en gang i fredags, for jeg kunne jo have været heldig at have fanget hende på en særlig god dag. Men oplevelsen og resultatet var det samme: tilfredsstillende!

Zenz sælger også deres egne produkter, som man jo passende kan investere i - eller ønske sig i julegave, hvis man ligesom mig heller ikke er så begejstret for at bruge over 100 kr. på et hårprodukt.

Det her er forresten (desværre) ikke et sponsoreret indlæg. Jeg er bare begejstret :)

torsdag den 11. juli 2013

Vera fem måneder

I dag fylder Vera fem måneder, og lige så længe har jeg jo så været mor. Det er ret vildt, synes jeg!

Af interessante ting om Vera kan jeg fortælle, at:

- hun er en stor og tung baby på 8,2 kg og 69 cm, hvilket er lidt i den høje og tunge ende af gennemsnittet, men helt fint. (For babyen. Moren synes måske det lyder smart med en letvægtsbaby, når man skal bære hende op på femte sal.)

- hun sov igennem (hvilket åbenbart betyder, at babyen springer en amning over om natten og derfor kan sove i seks timer uden mad) fra ret tidligt og indtil for en måneds tid siden. Nu er hun så blevet træt af det sovepjat og vågner troligt til hver amning, og endnu oftere efter kl. fem. Sådan kan det gå! Moren savner dog lidt de der seks timer i træk, men tænker stadig på, at andre babyer vågner en gang i timen hele natten, og så skal man nok ikke brokke sig.

- hun nu er oppe på to "rigtige" måltider om dagen: morgengrød (af majsmel, hirse eller boghvede med frugttopping) og eftermiddagsmos (af kartoffel og gulerod). Vera spiser det meste af det lille måltid helt selv med skeen i hånden, fordi hun kan, og så synes vi, at hun skal. Det betyder så, at vi skifter tøj, vasker baby og fejer gulve lidt oftere. Lad os nu se hvor lang tid den ordning holder.

- hendes yndlingsbeskæftigelse er at skrige. Af glæde, altså. Det varierer mellem meget høje hyletoner og en lidt dybere rrrrrraaaahh-lyd, og vores nabo har indrømmet, at hun undrede sig over hvad vi dog lavede med den baby. Nogle gange lægger jeg hende på maven, så hun bruger krafterne på det i stedet for :)

- hun har to fine (skarpe!) tænder i undermunden. Hun er lidt tidligt på den med tænder, men ingenting i forhold til moren, der fik tænder, da hun var tre måneder gammel.

- hun ligner sin far, både af udseende og sind. Indtil videre er det kun højden og tænderne, der ser ud til at komme fra min familie. Nårhja, og så en stor fascination af garn og gadgets.

- hun stadig ikke figurerer offentligt på de sociale medier med billeder. Moren har fortrudt beslutningen en del gange, men faren er mere viljestærk. Hun har dog sin egen private instagramkonto, veraiverden, som jeg opdaterer flittigt, så andre også kan få del i nuttetheden, mens dem, der er trætte af babyspam kan følge med på den babyfri cesilden-konto. Dog ikke uden hints til babylivet. Sådan noget fylder jo en hel del.

- hun elskes højere og højere af sin mor for hver dag, der går. Hun er virkelig et fantastisk lille hyperaktivt væsen, der smiler, pludrer og leger i et væk. Og når hun så bliver træt og knuger sin kanin med sine små hænder og indforstået hvisker et kærligt agyyh til mig, når jeg synger for hende, så bliver jeg altså bare så glad og lykkelig og hvor var det godt, at vi fik dejlige Vera!

Veninder

Ok, indrømmet: det er svært at være veninder på samme måde som før-baby-tiden. Det er et stort projekt at få Vera passet, jeg skal malke ud osv., så det gør vi ikke så tit. Så jeg ser tit mine veninder med Vera, og så kan de også se hende og lære hende at kende, hende der fylder hele mit liv i øjeblikket. Men det er svært at finde det perfekte tidspunkt, for når mine veninder har fri fra arbejde, er jeg træt og skal putte baby, og om dagen, når vi gerne vil ud og opleve noget, er mine veninder på studie og arbejde. Selvfølgelig er det ikke helt så firkantet, og med lidt fleksibilitet fra alle parter, lader det sig også gøre.

I går havde jeg fire piger på besøg til vafler, som de selv lavede med det vaffeljern, de gav mig i fødselsdagsgave. Jeg brugte nok sammenlagt et par timer på at amme og putte, men jeg fik da også et par timers venindetid, og det var dejligt! Jeg vil gerne prioritere dem højt i mit liv stadigvæk, men det kræver, at jeg tænker over det og gør plads til dem. Jeg tror på, at det er vigtigt at beholde venner i sit liv, også selvom familie og arbejde fylder mere og mere. Men jeg begynder at forstå, hvorfor nogle mennesker pludselig forsvinder lidt fra vennegruppen. Håber dog ikke det sker alt for meget for mig!

søndag den 7. juli 2013

Verdens hurtigste chokoladekage

Den her kage tog i alt cirka fem minutter at lave, og jeg havde alle ingredienserne i køkkenet. Ret heldigt, da jeg lige improviserede en romantisk middag for to, mens Jesper puttede Vera.

Opskriften fandt jeg her, men jeg erstattede olien med smør og tilføjede lidt vanilje. Da den var færdig lagde jeg et stykke chokolade på toppen og dryssede med frysetørrede hindbær. En til hver var faktisk lige i overkanten, så man ville også sagtens kunne dele en.

Måske man skulle eksperimentere noget mere med mikrobølgemadlavning. Selvom det er meget 90'er-agtigt. Mindes at have stødt på mikrobølgeovnskogebøger dengang. Slet ikke nogen dårlig ide, når man er lidt utålmodig og kaotisk ikke-planlægger-agtig.

tirsdag den 2. juli 2013

To do: lær svensk

Så er vores sommerferie blevet indviet med fire dage i Sverige. Vi besøgte min far og hans kone i et stort, dejligt sommerhus i en miniby langt ude på landet. En af dagene tog vi til Væxjø (selvfølgelig stavet på svensk normalt, men her kommer min iPad åbenbart til kort - prikker over bogstaver er alt for eksotisk!) som er en rigtig fin by med butikker og cafeer. Her fik jeg købt mig fattig i babytøj i Veras næste størrelser (74 og 80) i Lindex, som virkelig har meget fint babytøj, også i deres webshop.

Jeg købte også mit yndlings svenske blad, Family Living. Det er lige præcis så farvestrålende, diy-agtigt og loppis-indbydende som alle blade burde være! Jeg har faktisk ikke fundet et dansk blad, der kan det samme. Læser ellers både BoligLiv, Vores Børn og Cover Kids, men ingen af dem rammer min smag lige så præcist. Desværre er mit svenske lidt rustent, selvom man har et par måneders undervisning i svensk og norsk på danskstudiet. Men så kan jeg da kigge lidt på billeder.