tirsdag den 8. marts 2011

Brødamok på Kvindernes bage... jeg mener kampdag

I søndags købte jeg den her i Rema 1000 til 99 kr:

Det er Selina Juuls kogebog Stop spild af mad.

Den inspirerer med fine franske opskrifter om restemad, men også med bare at få gjort noget ved alt det madspild! And that I did... tror jeg.

Jeg bagte tortillapandekager (til en rest kødsovs) af (ca.!) 1 dl hvedemel, 1 dl rugmel, 2 spsk olie, 2 dl koldt vand og lidt salt. Dejen rulles flad med to stykker bagepapir og bages på en tør pande, 5 min. på hver side.

Pandekagerne blev lidt for tykke, så de ikke kunne rulles om fyldet, så det kan anbefales at rulle dem meget tynde! De smagte dog ret godt :)

Så bagte jeg selvfølgelig chokolade/mandel/bananmuffins til dessert ud fra en meget improviseret opskrift i mit hoved, som jeg har lidt svært ved at gengive. Jeg skriver ned næste gang jeg bager dem, ok?

Her til formiddag bagte jeg knækbrød efter den her opskrift.

Og så købte jeg billige påskeliljer...

Derudover bagte jeg også rugbrød, og lige nu har jeg en omgang kerneboller i ovnen. Planen er, at jeg vil huske at tage madpakke med på arbejde og på uni af alle mine lækre nybagte ting, så jeg ikke bruger så mange penge på kantiner - og jeg får brugt alle mine kerner og frø! Skat har åbenbart udset sig en masse af mine penge, så der er dømt spareforår... øv øv. Men så må man jo være lidt fantasifuld!

fredag den 4. marts 2011

Lad os tale lidt om stress

Billede fra filmen "Frøken Mærkværdig og karrieren".

Jeg har lige byttet min plan om tage opvasken inden jeg tager i skole ud med en plan om at sidde ned lidt længere tid. Tankerne suser rundt i mit hoved, jeg er ved at kurere de sidste rester af hovedpinen fra i går med øko-fairtrade-myntete, som vist er meget politisk korrekt. I går formiddags tog jeg tidligt af sted fra min lejlighed, selvom jeg mødte sent, simpelthen fordi jeg ikke kunne holde ud, at der ikke skete andet end læsning.

Jeg har et par stresssymptomer, så vidt jeg kan se på det hele. Men jeg prøver at tage det lidt med ro, også det med "om man nu er stresset så?" Og skal sygemeldes og gejl. Det har jeg ikke tænkt mig. For jeg tror ikke jeg er i farezonen (som det jo noget så x-factor-agtigt kan udtrykkes) - jeg har bare prioriteret lidt for mange ting i mit liv i øjeblikket. Studiet inkl. gymnasielærerdrømmen og forberedelser til det, arbejdet som jeg sætter meget højt fordi det er sådan et godt studiejob, forskellige frivillige aktiviteter som fagråd og uniradio, som giver mig en god kontakt til både folk fra mit studie og mine gamle veninder. Og så selvfølgelig kæreste og familie, som jeg også prøver at prioritere meget højt.

I denne uge er det resulteret i, at jeg ikke har haft tid til mig selv, har haft migræne, er vågnet midt om natten og været lige ved at stå op for at hænge min jakke på plads (og jeg er ellers normalt et rodehoved) og derudover glemt alt muligt mærkeligt, som fx at stille smøreosten i køleskabet en hel dag.

I mandags var jeg til et foredrag med Thomas Milsted, som er ekspert i stress. Han fortalte lidt om, hvad man skal reagere på, og jeg synes ikke jeg er der endnu. Men jeg kan mærke, at jeg skal huske at holde øje med mig selv. Til foredraget viste de også filmen "Frøken Mærkværdig og karrieren", som handler om, at man først bliver rigtig lykkelig, når man holder op med at forvente urealistiske ting af sig selv. Ret interessant!

onsdag den 2. marts 2011

VrRrRrRoOoOuUuUmmmmmm...

Mit liv går meget hurtigt lige i øjeblikket, så hurtigt som lyden i overskriften. Hm. Ja. Jeg bliver muligvis inspireret af min skrupskøre underviser i didaktik, som skriver de underligste ting i sine mails til os. Og udover det, giver han os utroligt meget læsestof, som billedet herunder viser. Jeg har snart brugt en hel pakke printerpapir, og semesteret har endnu kun varet en lille måned. Til på fredag skal vi rette en masse gymnasieopgaver, og det bliver egentlig ret sjovt og lærerigt, selvom han er bange for at skræmme os fra vid og sans, så vi mister modet til at være gymnasielærere. Men jeg prøver ikke at blive alt for skræmt :)

Med alt den læsning, uni, arbejde og lidt her og der til, bliver der altså ikke meget tid til blogging. Eller ud i luften-kigning, som jeg ellers også savner lidt. Så nu vil jeg snart gå i seng og se om ikke jeg kan komme tidligt op og få en masse ud af min friformiddag i morgen. Fx en masse ingenting, hvis det overhovedet kan lade sig gøre.

søndag den 27. februar 2011

Kolde øl og rå mad

Kender I Props Coffee Shop på Blågårdsgade? Det er en af mine yndlingsbarer/caféer. Jeg brugte det meste af fredag aften/nat der, efter at have drukket asti og set film om afrikanere (jeg er SÅ politisk korrekt) på Retro Nørrebro i Jægerborggade og spist rigtig lækker raw food (trods lidt skeptiske fordomme først) også i Blågårdsgade. Jeg er stadig træt...

Men hvor jeg dog elsker Nørrebro :) og nu skal jeg sove i 100 år indtil det bliver i morgen og arbejdstid.

Jeg synes der er lidt fart på tilværelsen i øjeblikket. Det er lidt surt, at det går ud over bloggen, den er et fint lille projekt for mig, så jeg vil prøve at opdatere lidt alligevel!

Og så godnat.

tirsdag den 22. februar 2011

Frossen fridag

Jeg undskylder for det fjollede bogstavrim i overskriften, men jeg har ikke haft litteraturfag i flere semestre, og jeg savner sådan allitteration (bogstavrim)! Ja, jeg ved det godt, jeg er kedelig og tør og dansklæreragtig... :)

I dag har jeg fri, som jeg for det meste har om tirsdagen (nøje planlagt og også grunden til, at jeg to dage om ugen sidder liiidt for længe foran en statslig computer, men sådan er det). Nogen har genindført vinter udenfor, og grundet dette (og måske også alt den alkohol fra vinterferien - undskyld krop!) har jeg altså fået ret ondt i halsen.

Derfor står dagen på læsning under dynen, samt masser af varme drikke og dracula-bolcher.

Jeg læser i mit mediefag om Charlot og Charlotte. Kan I huske den? Jeg genså den her i weekenden, og hvor er den overmegasej, den serie! Klart en gensyn (eller flere) værd! Jeg overvejer helt klart at skrive opgave om den. Jeg købte den forresten i Fona til kun 200 kr. - det er da ikke så slemt, vel? Den fylder fire afsnit af en time hver. Desværre er der ikke noget ekstramateriale på dvd'en, og alt musikken fra serien er skiftet ud med dansk musik, da der har været problemer med rettigheder til bl.a. REM. Øv øv.

Lidt lystlæsning bliver det måske også til.

søndag den 20. februar 2011

Konsekvenser af at leve livet

I sidste uge havde jeg en slags vinterferie med lidt fridage her og der. Det udviklede sig til lidt for meget alkohol, alt for meget shopping, lidt for mange (helt vildt gode) fastelavnsboller og absolut ingen træning, oprydning eller rengøring. Eller andre former for fornuft. Til gengæld en masse gode oplevelser.

Jesper bagte lækre fastelavnsboller, da jeg pludselig fik uventede gæster, som i Gevalia-reklamerne.

Jeg har endelig fundet en cykelkurv! Pernille anbefalede mig cykelhandleren Cykelthomas på Amager, som havde virkelig mange fine ting - det var et rent cykeltilbehør-paradis! Så nu har jeg en dejlig turkis kurv og en fin, fin ringeklokke, som siger en meget højere lyd end det "klik" min nuværende klokke kan præstere. Så jeg er klar til Københavns gader, og hvis nogen stjæler noget som helst fra min cykel igen, banker jeg dem :)

Og nu er det vist ved at være tid til træning og rengøring og læsning og falde i søvn på sofaen foran alt det tv jeg ikke har fået set. Arh.

torsdag den 17. februar 2011

IKEA-rave mm.

Som tidligere nævnt, har jeg lavet lidt om på indretningen af min lejlighed. Her kommer de lovede billeder så endelig.

Ny natlampe fra IKEA, som ikke stikker op over billedet. Jeg synes den var så sej og unik, indtil jeg fandt ud af, at min mor havde købt en magen til. Grrrr.

Ny sofa, som jeg købte brugt gennem Den Blå Avis til 1.100 kr. Det synes jeg var ret fint - den er i rigtig god stand og ret god kvalitet. Puderne er fra IKEA, men den lille pyntepyde har min mor købt et sted (?). Sofabordet har min mor haft, da hun var ung, så det har stået i en kælder i lang tid og er nu endelig kommet til sin ret igen. Lampen mellem det blå bord og sofaen var min gamle natlampe.

Nyt skrivebord, som min mor så også har haft stående. Det er et hun har fundet brug og så malet. Den lille hvide hylde købte jeg i IKEA, så jeg kunne få lidt styr på kontordimser og Kitty-blokke...

Ja, min mor ender altid med at have ret stor indflydelse på min stil. Lidt irriterende, hva'? Men ikke desto mindre bor min mor utrolig pænt, så måske er det ikke det værste, der kunne ske :)