Så starter ræset! I går startede jeg på arbejde og i dag i skole. Det hele har bestået af introduktioner, men den slags kan skam også være hårdt. Min arbejdsdag i går varede to laaaange timer, hvor jeg blev præsenteret for en masse mennesker, hvis navne jeg nu har glemt, fik lidt at vide om hvad Teknik- og Miljøforvaltningen er og hvad de laver, fik en email og en konto med rangen "redaktør" (yay!), så jeg kan redigere og oprette sider på deres intranet, som er det jeg skal lave. Derudover forsøgte jeg at gennemskue lønsystemet med hjælp fra en anden studentermedhjælper. I morgen skal jeg derhen igen, denne gang en hel arbejdsdag på 7,5 time. Heldigvis lægger de ikke så hårdt ud: Jeg skal bare læse brugsanvisninger og få et overblik over deres intranet. Det skal jeg nok klare :) Det lød faktisk som om det mest udfordrende var at få sin løn, men der skal sikkert nok komme andre udfordringer også.
I dag startede jeg så på uni igen og lagde selvfølgelig ud med at vågne med migræne. Fik dog sovet lidt længere, indtaget lidt føde og ikke mindst et par panodiler og løb ned af trapperne og nåede bussen 9.39. Migrænen sad dog godt fast og ville først forsvinde efter Litteraturhistorie, da jeg pjækkede fra min koffeinpause og drak en kop kaffe. Ironisk nok stoppede jeg med koffeinen fordi det skulle hjælpe på migræne. Ak, man ved aldrig hvad man skal tro på. Det holdt mig til gengæld vågen til to timers Litteraturanalyse.
Nu er jeg hjemme og agerer praktisk gris: Vasker tøj, sætter ting på loftet, rydder op, vasker op og ordner papirer i mapper, så jeg for alvor er klar til 4. semester!
Jeg tror jeg sover godt i nat.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar