
Først og fremmest vil jeg lige sige tak for kommentarerne til mit første indlæg. Det var meget interessant at læse. Og interessant læsning kan man aldrig få nok af! I min begejstring over at have så interessante venner, har jeg derfor besluttet af afslutte hvert indlæg med et spørgsmål til læserne. Så må I se om I kan leve op til det... ;)
I mellemtiden har jeg fortsat været syg. Influenzaen har denne gang fået et godt og grundigt tag i mig, hvilket har efterladt mig med en hel masse fritid. Det går sjovt nok ikke så godt på arbejde, når man skal ringe til folk og spørge om de vil være medlem af Kræftens Bekæmpelse - uden at have en stemme i mere end et par minutter ad gangen. Jeg har derfor forsøgt at catche op på læsningen, men det er ligesom at koncentrationen er forsvundet sammen med stemmen, hørelsen og energien. Så jeg har måtte gøre brug af en anden form for velkendt tidfordriv: The Shoe Box. Alle seks sæsoner af Sex and the City. I aften, efter 2. gennemlæsning af Ibsens Gengangere (Forøvrigt fantastisk læsestof, efter min mening!) og en mindre grundig gennemlæsning af de første tre kapitler af Praktisk argumentation, venter de to ALLER-sidste afsnit på mig i dvd-afspilleren. 3.-sidste afsnit sluttede med et dramatisk opgør mellem to af seriens hovedpersoner, og det er tilpas mange år siden jeg så denne sæson sidst (man er vel seriefanatiker) til, at jeg ikke præcist kan huske, hvad der sker mellem dem. Så det bliver en fantastisk belønning! Udover det, markerer seriens afslutning forhåbentligt også afslutningen på min influenza.
Apropos influenzaen og ikke mindst dagens billede, er jeg i disse dage ved at afprøve alle de kure mod sygdom, jeg kender. Overforbrug af echinacea-dråber, hexocain, hvidløg, ingefær, appelsiner, dobbelt op på nattesøvn, rødvin, frisk luft, selvmedlidenhed, varm te... you name it. Dagens spørgsmål skal derfor være: Hvad er din bedste kur mod influenza?